Hvis alle levede som jeg, ville vi have brug for cirka halvanden jordklode. Dermed sagt, at der bestemt også er plads til forbedringer hos mig. Men taget i betragtning, at hvis alle levede som den gennemsnitlige dansker, ville vi have brug for 3,6 jordkloder, er det måske meget godt gået. Især fordi mit liv ikke adskiller sig væsentligt fra en gennemsnitlig danskers: jeg har tag over hovedet, børn, arbejde og foretager mig i øvrigt meget andet meget hverdagsagtigt.
Hvorfor så forskellen? Det kommer vi til – først lidt om det økologiske fodaftryk: Den 2. august 2017 kunne Global Footprint Network fortælle, at vi nu var nået til årets såkaldte earth overshoot day, den dag på året, hvor vi mennesker har brugt alle de ressourcer, som jordkloden kan nå at reproducere i løbet af et år. Fra den dag og frem overforbruger vi altså af planetens ressourcer.
Der findes flere steder, hvor man kan udregne sit økologiske fodaftryk, og det er selvsagt ikke helt enkelt. De to test, jeg har prøvet, ser på parametre som mad, transport, bolig og forbrug og kom med den nedslående melding, at hvis alle lever som mig ville vi have brug for henholdsvis 1,3 jordkloder (www.myfootprint.org) eller 1,8 jordkloder (www.footprintcalculator.org). Pointen er klar nok: Jeg – og flertallet af danskerne – overforbruger, mens beboerne i fattigere lande er med til at holde fodaftrykket nede, så vi globalt ender med ”kun” at skulle bruge 1,7 jordkloder.
Det gør det klart, at der er brug for handling, og derfor – med ovenstående erkendelse af egen uperfekthed – kommer her en lille introduktion til de rammer, der gør mit hverdagsliv anderledes, målt i ressourceforbrug:
Mad
I mit økosamfund har vi en fælles madordning, der inkluderer selvforsyning, fælles indkøb og (frivillig) fællesspisning syv dage om ugen. Her er diæten uforarbejdede, lokale og årtidsbestemte fødevarer, du finder ikke mad fra opvarmede drivhuse, vi har ingen madspild (rester går til kompost eller dyrefoder) og kød er en luksusvare (vi kalder os hverdagsvegetarer og spiser kun vores egne dyr, som vi selv dyrker foder til). Det lyder kompliceret, men det er det ikke (altid), for vi har skabt vores systemer og vi deles om arbejdet. Jeg behøver ikke stivne ved frysedisken og overveje varens oprindelsesland, hvordan den er transporteret eller om jeg skal have ko, kylling eller kikærter. Der er en, der sørger for indkøb af de ting, vi ikke selv dyrker, og en anden, der laver maden (vi skiftes) og bruger den tid, det tager, når råvarerne er – nåja, rå.
Transport
Her ser det værre ud. Vi bor på landet, har mange børn og er ikke storforbrugere af offentlig transport. Og – vores familie har to biler! Godt nok blev den store røde Folkevogn købt til at køre på sommerferie i, men vi har svært ved at skille os af med den igen. Hvor er vi sluppet for meget planlægning og logistik efter, vi fik den bil – og så lokker den med små eventyr til ukendte grusveje. I mit økosamfund har 19 ud af 23 familier deres egen bil, mens en delebil udgør ”bil nummer to” for de fleste. Til gengæld er flyveture sjældnere, selvom de eksisterer: I løbet af de sidste ti år har jeg været på fire flyrejser, hvor jeg ifølge SAS’ CO2-beregner har udledt i alt 1,8 ton CO2 (www.sas.dk/flyv-med-os/tillaegstjenester/co2-kompensation). Afhængig af regnemetoden udleder en dansker omkring 17 ton CO2 årligt, så flyrejser er en af de ting, der virkelig kan ses på det økologiske fodaftryk.
Bolig
Jeg bor i et halmhus bygget af genbrugsmaterialer (vinduer, døre, mursten) og materialer, der har krævet minimalt energiforbrug og forarbejdning (halm, træ, ler, kalk, muslinger). Huset har et lavt energiforbrug i driften: Vi har passiv solvarme, masseovn og solfangere og bruger ca 5 m3 brænde årligt på at lave varmt vand og opvarme vores 125 m2. Endelig kan huset skilles ad og genbruges eller komposteres, når det engang er færdigt med at være hus (det holder i mindst 100 år – håber jeg). Det kan alle selvfølgelig ikke gøre, men det burde ikke være gået nogen danskers næse forbi, at energiforbedringer af huset kan gøre en del på især CO2-kontoen, og også ofte kan betale sig økonomisk.
Forbrug
Jeg har aldrig haft et særlig stort forbrug. Det handler ikke om idealisme, men om at jeg får svedeture af shopping og sjældent køber nyt tøj eller elektronik, og at jeg i mange år har haft en stram økonomi. Jeg kan godt li’ smukke ting, men ikke så mange af dem, og langt det meste indbo hos os er genbrug og arvestykker. I økosamfundet har vi to vaskemaskiner og to trailere til deling mellem 23 husstande (mirakuløst nok er det sjældent, man ikke kan få vasket tøj eller flyttet sine ting), vi har fælles værktøj, maskiner og frysere, og vi genbruger og bytter tøj og ting og sorterer det meste af vores affald.
Hvad kan man selv gøre
Nogle af de ting, vi gør i vores lille fællesskab, kan være svære at kopiere, mens andre måske godt kan tænkes ind i boformer, der ikke er ”alternative”. Det kan være, man starter hos sig selv med færre køddage, energiforbedringer, mere genbrug eller sommerferie inden for køreafstand. Men det kan også være, at man finder sammen med andre i fødevarefællesskaber (de findes allerede mange steder), hvor man er fælles om at købe lokale råvarer direkte fra landmanden, til fællesspisninger (det er også hyggeligt), samkørsel, tøjbyttemarked eller en deleordning i lokalområdet, så man ikke behøver hver sin trailer, plæneklipper, hækkesaks eller – hvad kan du ellers finde på? Måske bliver naboskabet endda bedre af det, og man får noget nyt at snakke om og et praktisk fællesskab – udover at sænke sit økologiske fodaftryk.