Folkeavisen
Et bæredygtigt Danmark
– Det Fælles Bedste – en sammenslutning af grønne foreninger
De seneste år er der sket et holdningsskift til bæredygtighed. Virksomheder omlægger produktionen. Byer bliver til omstillingsbyer. Lande, regeringer og kommuner begynder at tage klimakrisen alvorligt. Og det er nødvendigt, for inden for få år skal vi omlægge alt til bæredygtighed, hvis vi vil overleve som civilisation, siger klimaforskningen.
Tiltagene breder sig, men er endnu dybt utilstrækkelige. Derfor gik 36 danske grønne foreninger sammen for at lave en Folkeavis til kommunalvalget 2017; en appel til at handle nu og omlægge til bæredygtighed på alle planer, så vi skaber en ny kurs: Bæredygtig udvikling af det danske samfund, båret af borgere, kommuner og virksomheder. Det er ikke partipolitiske forslag, men forsøg på at formulere DET FÆLLES BEDSTE for os selv og de fremtidige generationer. En grøn dagsorden for valget i kommunerne.
Nu laver vi igen en Folkeavis – Borgernes drejebøger for et bæredygtigt Danmark; den udkommer foråret 2021 og kan indgå i kommunalvalgkampen. Avisen fortæller hvordan vi kan omstille i praksis inden for de vigtigste sektorer – landbrug, byggeri, transport, energi, industri, natur og biodiversitet osv. – og giver konkrete eksempler på bæredygtige omstillinger. For hver sektor beskrives: Problemerne / Løsningerne (som en slags drejebøger for omstillingen i sektoren) / Handlinger – konkrete eksempler.