Fremtidens landbrug i Danmark

Af Arendse Marie Gulløv. Foreningen Permakultur Danmark,

Udgivet d. 10. juni 2021

Det Regenerative Jordbrug

Danmark er et af de mest intenst dyrkede lande i verden. Ifølge Landbrug og Fødevarer (2015) er 61 % af jorden således opdyrket. Landbruget har derfor stor betydning for dansk miljø, identitet og beskæftigelse. I løbet af de sidste 50 år har erhvervet gennemgået en drastisk forandring. Antallet af bedrifter er faldet markant og de enkelte bedrifter er blevet større, mere intensive og mere specialiserede.

Landbruget har i mange år været drevet efter et vækstparadigme der favoriserer store bedrifter med hektarstøtte og fordelagtige skatteordninger. Målet er som med andre industrier at få mest mulig produktion og eksport for mindst muligt menneskeligt arbejde. Selvom produktiviteten er steget, har udviklingen efterladt et landbrug i krise. I 2015 havde landbruget ifølge Danmarks Statistik (2016) en gæld på samlet set 371 mio. kr. Hver dag går i gennemsnit to bedrifter konkurs hvorefter de overtages af banker eller sælges til udenlandske kapitalfonde (Nielsen, 2016). Også miljøet lider under den intensive produktion. Planter er faktisk i stand til at binde CO2, men landbruget i dag er en af de største udledere af drivhusgasser. Pløjning og monokulturel dyrkning øger udvaskning af næringsstoffer og topjord og nødvendiggør et øget forbrug af sprøjtemidler, alt imens brugen af stadig større maskiner komprimerer jorden og gør den uegnet til dyrkning (Frie Bønder – Levende Land, 2017).

Det kan være svært for landmænd at ændre til bæredygtige dyrkningsmetoder. Fordi mange landmænd skylder millionbeløb, kan de se sig tvunget til at underlægge sig bankernes ofte konservative krav. Derudover betyder et hårdt konkurrencepres at landmænd ofte må sælge til under produktionspris, og at kun de mest konkurrencedygtige overlever (Nielsen, 2016).

Det moderne landbrug er derfor ikke bæredygtigt. Hverken økonomisk, socialt eller miljømæssigt. Dertil kommer at det ikke er specielt effektivt. Det skyldes af de enårige planter man oftest dyrker har korte rødder, der ikke kan hente eller binde næringsstoffer og vand dybt i jorden; at pløjning ødelægger det gavnlige mikroliv i jorden; og at jorden ligger brak store dele af året. Derudover kræver landbruget store inputs af sprøjtemidler, gødning og foder.

Hvad gør vi så?
Hvad kan vi gøre for at redde og støtte vores landmænd og den danske natur uden at det går ud over udbyttet? Svaret er at designe såkaldte regenerative landbrug. I det regenerative landbrug forsøger man ikke blot at undgå sprøjtemidler og kunstgødning, men arbejder med metoder, der genopretter naturlige balancer, opbygger naturressourcer og binder kulstof.

I et perfekt økosystem er der ikke brug for gødning, lugning, såning, pløjning eller vanding. I skoven klarer træer og buske sig igennem tørre og våde perioder, varme og kolde sæsoner, og beskytter sig mod skadedyrsangreb. Helt uden menneskelig indblanding. Herudover producerer skoven ikke kun én afgrøde, men en stor variation af træer, dyr, svampe, buske og mindre vækster. Træernes gamle rødder holder effektivt på jord, vand og næringsstoffer og deres blade opfanger næsten alt tilgængeligt sollys og omsætter det til energi til økosystemet.

Ved at imitere naturlige systemer og arbejde med naturen fremfor imod den kan vi producere effektive landbrugssystemer der kræver minimal menneskelig indblanding og som aktivt modvirker miljø- og klimaproblemer frem for at forværre dem.

Det gør vi helt konkret ved at udvikle landbrugssystemer hvor forskellige afgrøder vokser sammen og bidrager til hinanden gennem deres forskellige egenskaber. Som i skoven kan vi plante i lag hvorved vi kan udnytte og omsætte solens energi i langt højere grad, end det er tilfældet i dag. Træerne kan skærme for vind, binde vand og næringsstoffer og holde på jorden. Samtidigt kan de producere frugter og nødder eller binde kvælstof, der kan nedsætte behovet for kunstgødning. Mellem træerne kan der gå dyr, der kan gøde marken, og foran træerne kan der vokse frugtbuske og mindre vækster. Her er særligt flerårige planter interessante, da de kræver minimalt arbejde, har et stærkt rodnet og kommer tidligere på sæsonen end de enårige, hvorved vækstsæsonen øges.

I naturen vokser planter tæt og det er sjældent at se én type plante alene. Ved at plante afgrøder tæt sammen i så de i kraft af deres forskellige egenskaber bidrager til hinanden kan udbyttet øges, mens ukrudtspresset nedsættes. Et klassisk eksempel er de Tre Søstre som er majs, græskar og bønner der sås sammen. Mens majsplanterne vokser i højden trives græskarrene i mellemrummene og bønnerne klatrer på majsstænglerne. Bønnerne fikserer kvælstof fra luften, græskarrene dækker for ukrudtet og udbyttet øges derfor betydeligt ift. en monokulturel majsmark.

I store industrialiserede landbrugssystemer kan polykulturelle systemer (systemer med mange afgrøder) være svære at administrere. Her kan man alligevel arbejde med ovenstående metoder til at forbedre jordkvaliteten og mindske gødningsbehovet. Ved at plante striber af træer kan man fortsat manøvrere maskiner der dog helst skal være små for at undgå at sammenpresse jorden. Her kan man med spiselige læhegn beskytte mod vind og danne læ for vilde fugle og dyr og samtidigt få udbytte fra træerne. Mellem læhegnene kan man have rækker med forskellige afgrøder der alle bidrager til at opretholde markens økosystem. Nogle afgrøder kan have dybe rødder der trækker næringsstoffer op fra jorden. Andre kan være gavnlige for at tiltrække bier og insekter der bekæmper skadedyr. Undgår man at pløje kan man med tiden skabe levende jorde med nedbryderorganismer og svampenetværk, der effektivt kan distribuere næringsstoffer.

Dyr kan let integreres. Imiterer man dyrenes naturlige adfærd, kan de pleje systemerne samtidigt med at de indgår i produktionen. Køer, der græsser kort men intenst på et areal, kan f.eks. være med til at styrke græssets rødder og binde kulstof i jorden. Høns, der følger efter køerne, kan spise fluelarverne og samtidig sprede møget og gøre det let tilgængeligt som gødning (Perkins, 2016).

Et godt designet landbrugssystem har kort sagt mere biodiversitet, mindre behov for tilsat gødning, sprøjtemidler og kunstvanding, jorden vaskes ikke bort men opbygges derimod, og mikroorganismer, insekter og svampe stortrives.

Hvorfor gør vi det så ikke bare? I dagens Danmark er det på nuværende tidspunkt svært at få lov at eksperimentere med regenerative landbrugsmetoder. Ofte ejer landmændene ikke selv deres jord og må indordne sig efter bankerne. Derudover favoriserer støtteordninger store bedrifter. F.eks. gives arealstøtte pr. hektar hvilket skævvrider konkurrencen for smålandbrug. Det kan også være svært at få tilskud til oprettelse af skovhaver. Skovloven (kapitel 5, § 29) giver således udelukkende tilskud til at plante produktions- og fredskov, men ikke til spiselig skov.

Dyrker man mange forskellige afgrøder kan det desuden være svært at afsætte produkter, da det er nemmere at sælge og distribuere store kvantiteter af ét produkt end at skulle afsætte flere typer. Hensyn til holdbarhed og udseende på supermarkedshylderne har gjort, at meget få produkter er udvalgt og mangfoldigheden af danske traditionelle afgrøder er svundet ind.

Hvad kan kommunerne gøre?
• For at sikre fremtidens landbrug kan kommunerne aktivt støtte landmænd der eksperimenterer med ovennævnte metoder. Disse må fritages for love der hæmmer deres regenerative arbejde, så længe de kan dokumentere, at de arbejder seriøst for klima og bedre miljø.
• Kommunerne kan støtte landmændenes samarbejde med forskere og lade forsøgsresultaterne dokumentere. Det skal være muligt som landmand at kunne gå foran som et godt eksempel, med henblik på at finde bedre løsninger for klima og landbrug.
• Kommunerne kan ligeledes plante skovhaver og skovlandbrug på kommunale jorde.
• Private landmænd kan modtage tilskud til polykulturelle systemer, plantning af træer (særligt spiselige eller kvælstoffikserende), indføring af flerårige afgrøder eller til integrering af plante- og dyreproduktion.
• Herudover kan kommunerne aktivt arbejde for at sikre nye lokale afsætningsmåder. Ved at støtte lokalproduktion og -afsætning øges landmandens muligheder for at afsætte mindre partier af specielle afgrøder. For forbrugeren betyder det friskere og sundere fødevarer og for lokalsamfundet kan den øgede lokale omsætning styrke lokaløkonomien. Herudover mindskes forurening fra transport og forpakning ved lokalproduktion.
• En aktiv måde kommunerne kan støtte lokal produktion, er ved at udpege distrikter rundt om byerne der med regenerative landbrugsmetoder kan sikre dele af kommunens offentlige fødevareforsyning. Herudover kan kommunerne aktivt støtte oprettelsen af lokale madmarkeder og fødevarefællesskaber hvor landmænd kan afsætte deres produkter direkte. Herved styrkes både lokalsamfundet, miljøet og den lokale økonomi.
• Borgerne kan selv igangsætte sådanne landbrug, både i fællesskaber eller som enkeltpersoner. Fællesskaberne kan være fx andelsfællesskaber, økologiske bofællesskaber, økosamfund eller andelsfællesskaber

Kilder
* Danmarks Statistik (2016) Jordbrugets gæld nedbragt med 9 mia. kr. Nyt fra Danmarks Statistik. 24. oktober. Nr. 444. Kan hentes fra: https://www.dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/nyt/GetPdf.aspx?cid=23071
* Frie Bønder – Levende Land (2017) Madsuverænitet i Danmark. Thors Lykke Forlag, Knebel, Danmark
* Landbrug og Fødevarer (2015) Fakta om Erhvervet 2015. Rapport
* Nielsen, J. S. (2016) Hvad skal vi med landbruget? Informations Forlag. E-bog
* Perkins, R. (2016): Making small farms work. RP 59oN

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.