Chaplin var langt mere end en fantastisk og poetisk performer. Han levede efter nogle stærke værdier og et klart syn på det samfund, han ønskede. Han arbejdede konsekvent for at gøre verden til et bedre sted, hvor mennesker passer langt bedre på hinanden, som inspirator for livstro og humanisme. Filmen Diktatoren er måske vores største indikation af dybden hos denne mand.
CHAPLIN – THE TRAMP, VAGABONDEN
Chaplin skabte gennem sine stumfilm en elsket skikkelse – vagabonden, den lille mands talerør. En gentleman, en digter, en drømmer, en ensom fyr, altid med håb om romantik og eventyr, som Chaplin selv omtalte rollen. Mange tænker formentlig mest på Chaplin som stumfilmsstjerne – ikke så mange ved, hvor indsigtsfuld og intelligent han var, med en klar tanke bag sine fortællinger.
Chaplin brugte sine film politisk: “Jeg tror på magt af latter og tårer som modgift mod had og terror (…) Jeg er én ting, og kun én ting, og det er en klovn. Det placerer mig på et langt højere niveau end nogen politiker,” sagde han. Dybden i dette vil fremgå nedenfor.
KORT BAGGRUND: Chaplin kom til verden i det sydlige Londons slum, med en mor der var psykisk syg og en far der ernærede sig som varieté-sanger; han og broderen blev sendt på vajsenhus som 7-årige. Som 12-13 årig var han i gang med at skabe sig selv en karriere.
Chaplin var en engelsk komisk skuespiller, filmmager og komponist, der steg til berømmelse i stumfilmens æra. Han blev et verdensomspændende ikon gennem sin skikkelse, “The Tramp” vagabonden, og betragtes som en af de vigtigste i filmbranchens historie. Hans karriere spænder over 75 år til hans død i 1977.
Chaplin brugte humoren og satiren til at pege stærkt kritisk på samtidens politiske og sociale forhold. Chaplin forstod balancen mellem komikken, tragedien og den undertrykkelse, han insisterede på at fremstille for verdens millioner. Han spillede stumfilm frem til midt i 30erne, hvor hans første talefilm, Diktatoren, blev lavet.
Under 1950’ernes Mccarthyisme i USA blev Chaplin anklaget for at være kommunist og landsforrædder og måtte i 1952 forlade landet. Han flyttede til Schweiz og vendte først tilbage, da han i 1972 fik en hæderspris, ”Honory Award”, mens alle stjernerne i showbiz klappede længe og taktfast – han døde 5 år senere, 88 år gammel, far til en stor børneflok og verdensberømt.
FILMEN DIKTATOREN – MED ET STÆRKT BUDSKAB TIL OS I DAG
Chaplin begyndte på filmen ”Diktatoren” i 1938. Det er en stærk satire over nazismen, der i de år bredte sig i hele Europa, og Hitler, den tyske diktator, der havde taget magten i Tyskland og nu også ville være verdens hersker. Filmen udkom i 1940, kort tid efter 2. verdenskrig brød ud med alle sine rædsler.
Chaplin blev frarådet at lave filmen – vi risikerer at gøre føreren rasende, sagde hans samtid. Producenterne i Hollywood turde ikke finansiere den, – Chaplin måtte gøre det selv. Ingen turde distribuere den. Politisk regnede man med, at filmen kunne underminere amerikansk udenrigspolitik, og gøre Chaplin uvenner med de pengestærke kredse i USA, som sympatiserede med Hitler. Det var op ad bakke, – men blev en kæmpesucces.
Filmen udstiller magtens afstumpethed og hensynsløse undertrykkelse og beskriver, hvordan grådigheden fører os på afveje. Men dens egentlige budskab er at fortælle om alle menneskers naturlige forbundethed omkring det smukke i livet. Og opfordre alle befolkninger til at tage ansvar, bruge demokratiet og forsvare vores rettigheder og jorden, som det fantastiske sted, den er.
DIKTATOREN trækker mange tråde mellem vores tid og den tid, som Chaplin skabte filmen i. Filmens budskab i dag kan være, at hvis vore demokratier skal overleve, så er vi nødt til at tage dem meget mere alvorligt – bruge dem.
Filmen er nærmest skræmmende aktuel i dag. Det er en øjenåbner for de tendenser og begivenheder, som finder sted i vores egen tid, hvor stærke nationalistiske bevægelser og diktatorer skyder frem overalt ligesom i 1930erne.
Magthaverne bruger demokratier til at få valgt deres stærke mænd, med tætte relationer til de økonomiske magthavere i storindustrien og finansverden – en Trump i USA og en Bolsonaro i Brasilien. I autoritære regimer skabes stærke diktatorer som Putin i Rusland og Xi Jinping i Kina.
Alle er de ledere, som eroderer verdenssamfundets fred og de systemer, der holder civilisationen oppe.
Filmens budskab fremgår af disse citater:
”Grådighed har forgiftet menneskers sjæle, har barrikaderet verden med had og marcheret os til elendighed og blodsudgydelse.” (…) ”Vi, Folket, har magten til at gøre dette liv frit og smukt og gøre dette liv til et vidunderligt eventyr”. (…) ”Lad os kæmpe for en ny, god verden – en anstændig verden, hvor folk kan arbejde, hvor unge har en fremtid og de gamle er trygge.”
Ved premieren blev den mødt med stående ovationer i Hollywood og i London. Og selvfølgelig blev den forbudt i Tyskland, Italien og alle besatte lande.
DEN STØRSTE TALE DER NOGENSINDE ER LAVET – CHARLIE CHAPLIN OM ET BEDRE SAMFUND
Der er tre store taler i DIKTATOREN. To af dem afspejler Hitlers hadefulde forhold til jøderne. Med voldsom genklang til synspunkter, som vi hører i dagens debat om fremmede. Det er tankevækkende, når man dykker ned i Hitlers taler fra dengang, at høre Hitler sige ord til andet, hvad Dansk Folkeparti siger i dag. Vi har bare glemt, at det også var dét, Hitler sagde.
Den tredje og sidste tale holdes af filmens jødiske barber, som i filmen forveksles med diktatoren. Talen er blevet kald den største tale i filmens historie. Her træder komikeren og mennesket Charlie Chaplin selv frem bag sine roller – ser ind i kameraet, taler personligt og direkte til folk.
Filmen var Chaplins advarsel til verden om, at denne mand kan finde på hvad som helst – fuldstændig som man kan sige det om ovennævnte diktatorer. Den store diktators tale fra filmens sidste scene lyder sådan:
DIKTATORENS TALE FRA FILMEN LYDER SÅDAN:
”Jeg beklager, men jeg vil ikke være kejser. Det er ikke min hensigt. Jeg vil ikke styre eller erobre. Jeg vil hjælpe alle, hvis jeg kan – jøder, hedninge, sorte eller hvide. Vi vil alle hjælpe hinanden. Sådan er mennesker.
Vi ønsker at leve af hinandens lykke – ikke af hinandens elendighed. Vi ønsker ikke at hade og foragte hinanden. I denne verden er der plads til alle. Og den gode jord er rig og kan ernære os alle. Livets vej kan være fri og smuk, men vi er faret vild.
Grådighed har forgiftet vores sjæl, har barrikaderet verden med had og marcheret os til elendighed og blodsudgydelse.
Vi har udviklet hastighed, men har aflukket os fra hinanden. Maskiner, der skulle give overflod, har efterladt os i mangel. Vores viden har gjort os kyniske. Vores kløgt har gjort os hårde og uvenlige.
Vi tænker for meget og føler for lidt.
Snarere end maskiner har vi brug for menneskelighed. Snarere end dygtighed har vi brug for venlighed og mildhed. Uden disse egenskaber bliver livet voldeligt. Og alt går tabt.
Flyet og radioen har bragt os tættere sammen, og disse opfindelser kalder på godheden hos mennesker – råber om universelt broderskab og fællesskab for os alle.
I selve dette øjeblik når min stemme frem til millioner over hele verden. Millioner af fortvivlede mænd, kvinder og små børn – ofre for et system, der får mænd til at torturere og fængsle uskyldige mennesker.
Til dem, der kan høre mig, siger jeg – fortvivl ikke. Den elendighed, der nu er over os, er kun grådighed på vej ud – bitterhed hos mænd, der frygter menneskets fremskridt. Menneskets had vil forsvinde, og diktatorer dø, og magten de tog fra folket vil blive givet tilbage til folket. Og så længe mennesker dør, skal friheden aldrig forgå.
Soldater! Lad jer ikke styre af udyr – af mænd, der foragter jer og gør jer til slaver – mænd som styrer jeres liv og bestemmer, hvad I skal gøre, tænke og føle! Som plager dig – æder dig – behandler dig som kvæg og bruger dig som kanonføde.
Lad jer ikke styre af disse unaturlige mænd – maskinmænd med maskinsind og maskinhjerter! I er ikke maskiner! I er ikke kreaturer! Men mennesker med kærlighed i jeres hjerter! – I hader ikke! Kun de uelskede og perverterede hader! Soldater, – kæmp ikke for slaveri, kæmp for frihed!
Apostlen Lukas skriver: ”Guds rige er i mennesket” – ikke i én mand eller én gruppe mennesker, men hos alle mennesker! I dig! Du, folket har magten – magten til at skabe maskiner. Magten til at skabe lykke! Vi, Folket har magten til at gøre dette liv frit og smukt og gøre dette liv til et vidunderligt eventyr.
Derfor – lad os i demokratiets navn bruge denne magt – lad os forenes! Lad os kæmpe for en ny, god verden – en anstændig verden, hvor folk kan arbejde, hvor unge har en fremtid og de gamle er trygge. Ved løftet om disse ting har udyr taget magten. Men de lyver! De indfrier aldrig løfter.
De befrier sig selv, men gør folket til slaver! Lad os nu kæmpe for at opfylde dette løfte! Lad os kæmpe for at virkeliggøre dette løfte og befri verden – rive mure mellem nationer ned – og fjerne grådighed, had og intolerance.
Lad os kæmpe for fornuftens verden, – en verden, hvor videnskab og fremskridt fører til alle menneskers lykke. Soldater! Lad os alle forenes i demokratiets navn!” – Final speech from The Great Dictator Copyright © Roy Export S.A.S. All rights reserved
DANSK KULTUR KUNNE GERNE LADE SIG INSPIRERE AF CHAPLIN
Filmen står som et modstykke til krig, ulighed og rovdrift på hinanden og på kloden. På forunderlig, fin og gribende vis, formår filmen at efterlade tilskueren berørt. Det lyder sandt. Man får lyst til at tænke over sine handlinger – og vælge. Gøre verden til et bedre sted. Passe på hinanden.
Det er nærliggende at spørge: Hvor er Chaplins lige i dagens film og kultur? Hvor er dem som tør sætte pengepung og popularitet på spil i samtidskommentarens tjeneste? Chaplin satsede hele butikken på at menneskeliggøre den fornedrelse, som den nationalsocialistiske succes i Tyskland var baseret på.
Måske er tiden kommet til at kulturen igen begynder at forholde sig mere omfattende til samfund, politik, klodens ødelæggelse osv. Dansk film, teater, musik, digtning, lyrik, dansen og alle kunstens mange former kunne måske begynde at være del af virkeligheden på en langt stærkere måde, langt mere meningsfuld og direkte måde.
Overgå fra underholdningens mange fora til en status som samfundsstemmer – også i forhold til den større samfundsudvikling.
’DA JEG BEGYNDTE AT ELSKE MIG SELV’ – ET DIGT, EN SANG OG EN TILGANG TIL LIVET
En smukkere verden forudsætter smukkere mennesker. Chaplin arbejdede hele sit liv med at udvikle sig personligt og lære af livet. Da han var 70 holdt han for sin hustru en tale med det digt, som følger nedenfor.
Hver linje i digtet deler en lektie fra Chaplins liv. Hver pointe er en hjælp til at tænke nyt, når man føler sig utilstrækkelig og miserabel.
Chaplin udviklede sig som menneske hele livet igennem. Lige meget hvilken form for modgang han gik igennem, bevarede han et ydmygt hjerte. Han endte altid med at løse sine problemer gennem kærlighed. Til trods for de mange personlige tilbageslag han oplevede, og de mange uretfærdigheder han blev udsat for, – som fx det at blive landsforvist fra USA i 1952.
Chaplin var enestående god til at være optimist og leve efter sine værdier. Der er en grund til, at Chaplin skrev sangen ”Smile”. Smilet er i hans univers en nøgle til det hele. For smilet repræsenterer humoren, eventyret, poesien, kærligheden. Smilet er ikke den flugt fra virkeligheden, underholdningsindustrien er rig på, tværtom:
’Smile’ er en tilgang til livet: Nemlig at møde virkeligheden, så rå den kan være, og alligevel bevare glæden ved sit liv. ’Smile’ er ikke en sentimental sang om at smile på overfladen, mens livet er hårdt lige neden under. Det er læren om, at mestre livet gennem den tilgang. Derfor blev ’Smile’ Michael Jacksons yndlingssang, da hans liv blev svært.
Igennem hele sit liv praktiserede Chaplin den grundoverbevisning, at ’livet er fantastisk, hvis du ikke er bange’ – verden tilhører den, der tør omfavne den. Derfor: Tag dig mod til at se dét du frygter i øjnene. Når vi møder frygten, kan vi enten kigge den i øjnene – eller løbe væk. Hvis vi løber væk, bliver den kun stærkere. Hvis vi kigger den i øjnene, dræber vi den. Smerte er en ting, der kan svække os eller gøre os stærkere. Hvis vi ser smerte på samme måde som frygt, vil dens evne til at begrænse os forsvinde
Og modet – det handler om, hvorvidt vi tør møde det ukendte, dét der ligger under stenen, før den er vendt. Og lige meget hvad der kommer frem så at møde det med ro og med humor: – ”Kys det nu, det satans liv”, som TV2 siger.
Fremtiden – det omstillede, bæredygtige samfund – er ukendt og dermed utrygt for os alle. Inspireret af Chaplin kunne man sige: Vi er nødt til at se fremtiden direkte ind i øjnene og stille alle de svære spørgsmål: Hvordan ser dét fremtidige bæredygtige samfund ud? Er der plads til mit forbrug og livsstil, til min virksomhed, mine vaner, mit liv? Eller hvad? Hvad er det egentlig, jeg ønsker mig af fremtiden, når alt nu skal være anderledes.
Alle mennesker bærer i sig kimen til at blive den bedste udgave af sig selv. Vi kan starte med at lære os selv at kende. Lære fra dét vi så møder. Ud af mødet med os selv vokser udviklingen af os selv, der kan ende med selvtillid. Selvtilliden får os til at føle os sikre, når vi kaster os ud i noget ukendt. Vi kan droppe slavementaliteten, når vi indser, at hvert minut i vores liv kan vi vælge at se virkeligheden direkte i øjnene. I stedet for at benægte den og forsvinde ind i underholdning, eskapisme osv., – som vi fx gør det med klimaet.
Freud anså Charlie Chaplin for at være et geni. I et af sine breve analyserer Freud, hvad Chaplin viste om sig selv i sine film: At være fra en ydmyg baggrund, have en hård barndom, og som alligevel går i modning med stærkt definerede værdier. Værdier der handler om at kæmpe, føle, opleve, elske kærligt.
Digtet og Chaplins film illustrerer sindet hos en mand med meget klare ideer om den besked, han ønskede at sende. Og det, han gav os med sine produktioner, passer perfekt til hvert ord i dette digt. Her er det digt, Chaplin elskede:
”DA JEG BEGYNDTE AT ELSKE MIG SELV” – digt af Kim McMillen
”Da jeg begyndte at elske mig selv, fandt jeg ud af, at angst og psykiske lidelser kun er advarselssignaler der viser, at jeg lever i modsætning til min egen sandhed. I dag, ved jeg, at dette er AUTENCITET.
Da jeg begyndte at elske mig selv, forstod jeg, hvor meget det kan fornærme en anden, hvis jeg forsøger at påtvinge denne person mine ønsker, selv om jeg ved, at tiden ikke er moden, og personen ikke er klar til det, og også selv om denne person er mig. I dag kalder jeg det RESPEKT.
Da jeg begyndte at elske mig selv, holdt jeg op med at længes efter et andet liv, og jeg kunne se, at alt, der omgav mig, inviterede mig til at vokse og udvikle mig. I dag kalder jeg det MODENHED.
Da jeg begyndte at elske mig selv, forstod jeg, at jeg til enhver tid, er det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, og at alt sker i det helt rigtige øjeblik. Så jeg kunne være rolig. I dag kalder jeg det SELVTILLID.
Da jeg begyndte at elske mig selv, holdt jeg op med at stjæle min egen tid, og jeg holdt op med at planlægge store projekter for fremtiden. I dag, gør jeg kun det, som bringer mig glæde og lykke, ting, som jeg elsker at gøre, og som får mit hjerte til at juble, og jeg gør dem på min egen måde og i mit eget tempo. I dag kalder jeg det ENKELHED.
Da jeg begyndte at elske mig selv, befriede jeg mig selv fra alt, der ikke er godt for mit helbred – mad, mennesker, ting, situationer, og alt, hvad der trak mig ned og væk fra mig selv. Først kaldte jeg denne holdning for sund egoisme. I dag ved jeg, at det er KÆRLIGHED TIL MIG SELV.
Da jeg begyndte at elske mig selv, holdt jeg op med at forsøge altid at have ret, og lige siden har jeg taget mindre fejl. I dag opdagede jeg, at det er BESKEDENHED.
Da jeg begyndte at elske mig selv, nægtede jeg at fortsætte med at leve i fortiden og bekymre mig om fremtiden. Nu, lever jeg kun i øjeblikket, hvor alt sker. I dag lever jeg hver dag, dag for dag, og jeg kalder det TILFREDSHED.
Da jeg begyndte at elske mig selv, fandt jeg ud af, at mit sind kan forstyrre mig, og at det kan gøre mig syg. Men efterhånden som jeg blev forbundet til mit hjerte, blev mit sind til en værdifuld allieret. I dag kalder jeg denne forbindelse for HJERTETS VISDOM.
Vi behøver ikke længere at frygte skænderier, konfrontationer eller nogen form for problemer med os selv eller andre. Selv stjerner kolliderer, og ud af deres sammenstød, bliver nye verdener skabt.
I dag ved jeg, at DET ER LIVET.”
(Frit oversat fra Charlie Chaplin’s incredible poem on self-love that you’ve probably never heard)
Scenen fra Diktatoren – https://www.youtube.com/watch?v=J7GY1Xg6X20