En af lederne af Stockholm Resilience Centre, Johan Rockstrøm, som var med til at udvikle konceptet om de 9 planetære grænser, fortæller her om ideen – at skabe et let forståeligt billede på bæredygtige samfund og livsformer, der holder sig inden for planetens grænser, dvs. det planeten kan tåle.<br>
De 9 planetære grænser er det miljømæssige loft, vi som mennesker og klode skal holde os inden for. De 17 verdensmål er til gengæld det sociale fundament i form af retfærdighed, uddannelse, fred, netværk, tilstrækkelig med fødevarer og vand, livskvalitet og sundhed til alle, som vi blev enige om at arbejde for globalt med vedtagelsen af FN’s 17 verdensmål i 2015. <br>
Kan vi arbejde for verdensmålene og samtidig holde os inden for de planetære grænser? – det er det spørgsmål, Rockstrøm forsøger at besvare i sit foredrag. <br>
Konklusionen er: Ja, det kan vi. Vi har som verden i 2018 stadig mulighed for at nå både at skabe bæredygtighed og leve klimavenligt og trygt inden for de planetære grænser. Men siger han: Vi er end ikke startet endnu – i 2018 – tre år efter Parisaftalen og 3 år efter vedtagelsen af Verdensmålene. Så vi har voldsomt travlt. Og vi skal handle radikalt, ellers vil vi aldrig nå det. Nu er vi i 2020, og 2030 nærmer sig hastigt. Rockstrøms budskab presser sig endnu mere på: Nu skal vi handle konsekvent og radikalt.