Efter 2. Verdenskrig kiggede man i retning af USA og bilismen, når transport skulle disponeres. Signalerne var, at individuel bilisme var fremtiden. Nu ser vi alle vegne på jorden resultatet af dette valg: Kollektiv trafik er marginaliseret og mange steder i forfald. Bilerne skaber enorme problemer for miljø og klima og optager en meget stor plads i familiernes budget og dagligliv.
Den kollektive transport er nærmest opretholdt af hensyn til de få ”uheldige”, der ikke har haft bil. I praksis har trafikken omkring de store byer ikke kunnet finde sted uden de effektive skinne-transportsystemer som S-toget ved København og regionaltogene. Selv i USA har man måtte sande, at byerne ikke kan klare sig uden kollektiv transport.
38% af befolkningen har ikke nem adgang til en bil og alligevel foregår nær 90% af al passagertransport i kilometer med bil. De unge, de ældre og få andre efterlades på sidesporet. Bilernes andel er støt stigende. Jernbanen flytter 8% af passagererne i Danmark, sammenlignet med 19% i Schweiz.
Det billede skal ændres. Elektrificering er én vej. Jernbanerne kører år for år med mere grøn strøm, og der skal mere fart på elektrificeringen i Danmark. Vi skal også have ledninger Vejle – Herning – Struer, til Kalundborg og til Frederikshavn. Også for at oplade batteritogene til de yderste strækninger. På grøn strøm er der ikke noget mere klimavenligt end togene.
Myten om at den ”eneste og rigtigste måde at transportere sig på fra dør til dør er med bil” må gennemhulles. Hvor biler (elbiler) er eneste mulighed i tyndt befolkede områder med lange afstande, skal bilerne som en naturlig ting sættes ved stationen, og landsdelstrafik og trafik ind og ud af de større byer foregå med kollektiv trafik i kombination med aktiv trafik (cykling og til fods).
Er den kollektive transport da så ringe, at man ikke kan tilbyde den til moderne mennesker? Overhovedet ikke. Især skinnebåret trafik yder høj komfort og god rettidighed. Tiden er til dig selv, endda arbejdstid kan lægges i toget og arbejdsgiver godskriver tiden som arbejdstid. Der skal tænkes i meget mere kvalitet. Et kort ophold på en station mellem tog og bus skal kunne byde på et toilet, en ren ventesal og en rar kiosk / café.
HURTIGERE TOG, GRØNNERE TOG – KOMBINERET MED ROADPRICING OG CO2-AFGIFTER TIL EN KLIMA-ØDELÆGGENDE BILISME
Selvfølgelig skal togene både køre hurtigere og køre grønnere. Det er ikke rimeligt at passagerer fra Kalundborg til Holbæk i gennemsnit kører 60 km/t, som de har gjort siden de dage, da der var damplokomotiver foran. Mens bilerne på en ny parallel motorvej suser afsted med 130 km/t. Al international erfaring siger at bedre infrastruktur og nye tog giver passagertilvækst. Men bedre forhold skal forbindes med ”pisk” overfor vejtrafikken, gerne i form af roadpricing, CO2-afgifter og trafiksaneringer i byerne. Ellers går omstillingen al for langsomt. Og med et stop for nye motorveje.
Danskere, der har oplevet by-transport i de europæiske storbyer vil vide, at det ikke er et spørgsmål om enten metro eller s-tog eller busser. Det handler om en kombination, hvor det hele hænger smidigt sammen. Vi må i transporten holde op med at følge silotænkning. Langsigtet planlægning, måske i et mobilitetsdirektorat, skal planlægge langsigtet og grønt.
Øget mobilitet er ikke nødvendigvis målet, hverken for passagerer og varer. Samfundet bliver ikke nødvendigvis rigere af mere transport, som finansministeriets regnemodeller ellers siger. Den transport, vi har, skal blive grønnere med mindre støj, møg, CO2-udledning og tegne en fremtid hvor både byer og land planlægges i pagt med behov hos mennesker og natur.