Kapitel I. De 9 planetære grænser
”Business as usual is not an option.” Udtalelsen stammer fra Johan Rockstrøm, en af verdens mest anerkendte klimaforskere, da han i 2009 præsenterer ”De 9 planetære grænser” udviklet af Stockholm Resilience Center. Bag rapporten og systemet står 28 af verdens førende klimaforskere.
Han siger umisforståeligt og uimodsigeligt velunderbygget: Hvis kloden og menneskeheden skal overleve, skal vi inden for de næste få årtier, måske kun 20 år, fundamentalt og fuldstændig radikalt ændre vores måde at leve på. Men det kan vi også, er hans pointe, og nævner gennem alle sine foredrag lige siden en lang række eksempler på dét.
Centrets mange forskere har på grundlag af 50 års global klimaforskning defineret de 9 områder af alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er altafgørende for selve livet på planeten. Og for hvert område har de defineret de grænser, som vi ikke kan overskride uden, at afgørende økosystemer bryder sammen.
4 af de 9 grænser er overskredet i 2015
I 2009 havde vi overskredet 3 af de 9 grænser fortæller deres første rapport: Klimaet, Biodiversiteten og kredsløbet for kvælstof og fosfor (forklares nedenfor). I januar 2015 præsenterer Centret en opdateret og langt mere udviklet udgave af de 9 planetære grænser. Den viser, at vi nu har overskredet 4 af de 9 grænser: Den fjerde overskredne grænse er ’brugen af land og jord’, hvor vi hastigt er på katastrofekurs.
De 9 planetære grænser giver os med ét et redskab, som vi kan styre efter globalt. Et redskab som viser det rum, som al menneskelig aktivitet skal holde sig inden for. Dermed bliver det et redskab for ”fuldstændig omvæltning med innovation af helt nye systemer”, som Rockstrøm sagde ved præsentationen i 2015.
Den store accelleration
Den helt afgørende faktor bag den alarmerende udvikling for kloden er væksten, ’Den Store Acceleration’: ”Tag alle parameter, som har betydning for menneskelige livsvilkår”, siger Rockstrøm i en amerikansk TV-udsendelse fra 2015, – ”fra befolkningsvækst, til byernes vækst, den voldsomt øgede produktion, en mangedoblet transport, tab af regnskov og biodiversitet, muldflugt, forsuring af oceanerne, udledning af CO2 og methan, accelereret tab af frisk drikkevand osv. Alle kurverne for disse parametre viser kun én tendens: En eksponentiel stigning. Vores forbrug og produktion er gået amok og har skabt denne store accelleration”.
På vej ind i en ny æra: Den Antropocene
I 11.000 år har vi levet i den Holocene tidsalder, som var den bedst tænkelige ramme om menneskehedens liv med stabile, forudsigelse økosystemer. Alle tidligere perioder i klodens historie har budt på voldsomt vanskelige livsvilkår. Men den Holecene periode var Edens Have, hvor menneskenes eksistens blev understøttet af planetens stabilitet som aldrig før.
Nu bevæger vi os ind i en ny tidsalder, siger Stockholm Resilines Centers forskere: Den Antropocene tidsalder, hvor det er menneskeheden som afgør planetens udvikling og dermed dens skæbne. Så store er vores påvirkninger allerede.
Den nye tidsalder kendetegnes ved, at forudsigelighed og stabilitet forsvinder. Når belastningerne når visse tipping points går økosystemernes resiliens/modstandskraft tabt, og så bryder de sammen, pludseligt og uforudsigeligt. Alle de 9 planetære områder hænger sammen og påvirker hinanden. Så sammenbrud ét sted fører andre med sig.
Sådan vil vi opleve pludselige sammenbrud i økosystemer, som da Australiens store koralrev for ikke så længe siden pludselig mistede sin modstandskraft, kollapsede og blev til død havbund. Årtiers mishandling fra havforurening, turisme, overfiskeri, klimaændringer osv. havde nået et tipping point – hvorefter økosystemet brød sammen på ganske kort tid.
Derfor er vi nødt til at ’bøje kurverne’ – stoppe den eksponentielle vækst, Den Store Accelleration i forbruget, produktionen, CO2 udledningen osv. Montreal aftalen 1987, hvor verdens lande aftalte at stoppe udledning af stoffer, der ødelægger ozonlaget, er ét godt eksempel på, at det lader sig gøre. I dag er denne grænse ikke længere overskredet.
Vi kan ændre grundlæggende på måden, vi lever. ”Intet forhindrer os i at skabe udviklingen selv”, som en af pointerne i Resiliens Centrets 2015 rapport lyder. Men det skal ske snart, for vi skal til et lav-CO2 samfund på ingen tid: ”Vi står over for den største og hurtigste transformation i det næste årti i menneskets historie” (Johan Rockstrøm, 2015).
Filmen ”Domain” viser det så fantastisk og enkelt: Vi kan bøje kurverne og omstille til et bæredygtigt liv. Mange artiklerne på denne hjemmeside er enkelteksempler på folk, der omstiller. Det samme gælder verdens økosamfund, grønne foreninger og øko virksomheder: Når civilsamfundet, landsbyer, virksomhederne, stadig større regioner, lande starter den store omstilling, så kan det gå rigtig hurtigt. Så ”Act now!” som den svenske professor Rockstrøm så indædt insisterende fortæller verden.
De næste afsnit giver et billede på, hvorfor det er så forbandet vigtigt at omstille nu. Vi har valgt at lægge vægten på to af de fire overskredne grænser.
Kapitel II. Klima er én overskredet planetær grænse
Den 30. oktober 2012 ramte orkanen Sandy USA’s østkyst og skabte voldsomme oversvømmelser. Orkanen kom med en bredde på 1600 km svarende til området mellem København og Paris og med vindstød på op til 160 km i timen. Den ramte New York City 1½ time efter den indtog østkysten ved New Jersey og fyldte biltunneler, gader og motortrafiknettet. I den sydlige del af Manhattan steg vandstanden til 4,2 m over det normale. Helt symbolsk satte Sandy Wall Street, pengenes magtfulde mekka, under vand og ude af drift.
I Bangladesh lever 30 mio. mennesker i lavtliggende deltaområder, der jævnligt rammes af tsunamier – 30 m høje flodbølger som kommer med en fart af 50-100 km/t og raserer alt på sin vej – mennesker, landsbyer, vejnet, jernbaner etc. De ødelægger befolkningens muligheder for et trygt liv, overhovedet at leve. Mange områder i Burma og andre dele af Asien oplever det samme. Tsunamierne er fremkaldt af jordskælv eller forskydninger i havbunden, som begge skyldes ændringer i vandets globale cyklus og klodens opvarmning, der øger havenes tryk på havbunden.
Orkanen Sandy og Tsunamierne i Asien skyldes – på hver sin måde – klimaforandringerne.
Drivhus effekten skaber global opvarmning
Fra 1950 til i dag er den globale temperatur steget med 1 grad celsius. Sidste rapport fra FN’s klimapanel (IPCC) 2014 siger, at vi vil få en global temperaturstigning på 4 grader celsius år 2100, – baseret på et forsigtigt og konservativt skøn.
Kloden bliver varmere. Det skyldes især øget udledning af drivhusgasser, bedst kendt CO2 og methan. Gasserne i atmosfæren skaber en drivhuseffekt og dermed en opvarmning.
Ved Rio topmødet i 1992, for 24 år siden, sagde verdens ledere til hinanden, at kloden ikke måtte nå over en 2 graders opvarmning, for så vil irreversible og ukontrollerbare katastrofe-processer sætte i gang. Det vil kræve, at CO2 indholdet i atmosfæren holdes under 350 ppm (parts per million luftenhed). I dag 2020 har vi nået 415 ppm. Og det går eksponentielt den forkerte vej.
Hvor IPCC i 1990 sagde, at vi bliver nødt til at mindske CO2-udledningen, er de globale årlige udledninger i stedet steget med næsten 30%. Hvis udledningerne af CO2 bliver ved med at stige som hidtil, må der om 20 år ikke udledes ét gram CO2, hvis 2 graders målet skal holdes.
Opvarmningen skaber havstigninger og orkaner
Opvarmningen skaber havstigning. IPCC regner med, at havstigningen vil være 2 m ved år 2100. Men det er et politisk og meget forsigtigt skøn som antager en moderat afsmeltning af iskapperne på Grøndland og Anarktis og udelukkende ser på den termiske udvidelse af havene, den der sker pga. havets opvarmning.
Men i dag ved vi, at Antarktis smelter langt hurtigere end nogen havde troet. Den smelter nedefra, via floder af smeltevand under isen. Det samme gælder Grønland. Ved et sted mellem 1 og 4 graders global stigning – man ved ikke præcis hvor – vil al Grøndlands is smelte. Det alene vil få havene til at stige 7 m.
Havstigningerne skaber oversvømmelser og mindsker det land, menneskeheden har til rådighed fx til at producere fødevarer. Og opvarmningen af verdenshavene skaber orkaner og stormflodsbølger, fordi der er mere varmeenergi i havet, der ved fordampningen overgår til luften. Jo varmere, jo kraftigere orkaner.
Selvforstærkende virkninger
Temperaturstigningen sætter samtidig en proces i gang, hvor isen smelter – gletschere, bjergtoppe, Grøndlands indlandsis, isen ved polerne, tundraen, Arctic, isen på Himalaya bjergkæden. Der hvor isen før reflekterede 90% af al energi fra solens stråler, suger jorden, hvor isen nu er smeltet væk, i stedet solens stråler til sig – og bliver opvarmet. Det øger processen og skaber en ond cirkel, der ikke ender noget godt sted. Irreversible processer kaldes det, uigenkaldelige, selvforstærkende og uden for vores kontrol.
En af de store jokere er permafrosten. Både Alaska og Sibirien oplever historiske varmerekorder. Der er sommerdage, hvor det er varmere i Alaska end i Florida. Vintertemperaturerne er mange steder 10 grader højere end tidligere. Det medfører, at permafrosten tør.
Permafrost er jord, der permanent er frossen. Det dækker 24% af den nordlige halvkugle. I denne frost er der methan, en drivhusgas, der er 25 gange stærkere end CO2 i forhold til at skabe drivhuseffekt. Når permafrosten tør, nedbryder mikroorganisamerne jordens organiske materiale og udleder CO2 og methan. Der findes ingen kendte metoder til at fryse permafrost, når det først er optøet.
”Vi har kurs direkte mod et af de mest alvorlige klimamæssige Tipping Points – og politikerne ser apatisk passive til”, skriver Per Henriksen fra Klimabevægelsen, 2016, om dette. ”Vi ved, at vi skal udfase de fossile brændstoffer som olie, kul og gas, men vores globale olie-afhængighed har ALDRIG historisk været større, og olieforbruget vækster fortsat (…) Vores globale gas-forbrug har heller ALDRIG været større, og det er i kraftig vækst, fordi gas i stigende erstatter kul (…) ifølge de mest seriøse globale energi-fremtidsstudier vil den årlige globale udledning af drivhusgasser om 20 år være 5-20% højere end i dag, først og fremmest som følge af ikke-OECD landenes øgede vækst” vurderer han.
Konsekvenserne er mange og voldsomme
Konsekvenser er mange og delvist kendte. Den globale opvarmning skaber tørke. Texas, der er hårdest ramt af klimaforandringer i USA, var ramt af en tørke fra 2011-2015. Maj 2015 kom regnen som et voldsomt skybrud. Regnen kom i mængder svarende til 27 års forbrug af drikkevand for hele verden. Men jorden var for tør til at opsuge regnvandet. Derfor endte vandet med i stedet at erodere landbrugsjord med ud i floder og hav. De sidste 10 år har Texas haft over 100 dage per år med over 55 grader celcius. Landbruget dør. Og hele verden kender den globale opvarmning: 14 af de 15 varmeste år i planetens historie har været siden 2000.
I Grønland var der 2 uger i sommeren 2012, hvor den grønlandske indlandsis skiftede farve fra hvid til blålig-mørk. Fra at være en af de vigtigste afkølende faktorer for planeten, blev Grønland pludselig varmelagrende. I de 2 uger mere end USA og Kina tilsammen. Det er blot ét udtryk for et muligt tipping point.
Klimaforandringerne skaber tørke og vildt vejr. Og det skaber klimaflygtninge, for man kan ikke dyrke noget under tørke. FN regner med, at 1,2 mia. mennesker år 2050 vil være flygtninge pga. klimaforandringerne.
I store områder af jorden vil der blive tørke, år efter år. Intet kan gro, for der er ingen vand. I andre områder får vi vildt vejr, med skybrud, haglbyger, orkaner, tyfoner og flodbølger. Overalt vil vi opleve oversvømmelser. Fx lever 40% af USA’s befolkning ved kyststrækninger, som man regner med vil blive oversvømmet inden 2050. Og hvis man tror, at klimaforandringerne er noget der ’kun’ rammer andre, langt væk nær Polerne. Eller lande i Afrika, mennesker i Asien, så er det en fatal misforståelse. Klimaet vil sætte dagsorden for EU og for Danmark helt ned i mindste detaljer. Alene nedbørsforøgelsen vil vanskeliggøre almindeligt landbrug. Byer skal flyttes. København bliver oversvømmet. Lolland og store dele af Jyllands vestkyst forsvinder. Osv.
IPCC sagde i sidste rapport: ”Risici forbundet med temperaturer på fire grader eller mere omfatter en markant udryddelse af arter, global og regional fødevareusikkerhed, og deraf følgende begrænsninger på almindelig menneskelig aktivitet.” Al Gores Klima-ambassadørerne taler i deres uddannelsesprogram om ”Et vejr på steroider” – fuldstændig vildt og uforudsigeligt.
James Hansen, leder af NASA’s klima-forskning og anerkendt klimaforsker, siger efter års observationer af Arctic fra rummet: ”De hurtigt voksende havstigninger vil ødelægge hovedparten af verdens store byer. Og skabe massive flygtningestrømme, som vil gøre store dele af kloden umulig at styre. Dét vil være resultatet af ’blot’ en 2 graders global opvarmning”. Med andre ord: Det niveau for CO2 udledning, som verdens ledere har besluttet som værende acceptable, og man derfor styrer CO2 udledningen ud fra – vil lede til udslettelse af store dele af vores civilisation om bare 1-2 generationer. – Hvis ikke vi gør noget nu.
Hvad gør vi?
100% grøn energi er ikke nok. Vi skal opbygge et helt nyt økonomisk system, som ikke laver blind vækst. Vi skal nedbringe vores ressourceforbrug, leve en grøn livsstil med vægt på livskvalitet. Lave genbrug af alle ressourcer, skabe bytte-dele-gave økonomier. Et helt nyt CO2 lagrende landbrug overalt på kloden. Lokal produktion af varer. Vedvarende energi. Olie, kul og gas skal blive i jorden. Osv. Vi skal gøre det hele.
Kapitel III. Brugen af jorden og landet – en anden overskredet planetær grænse
Jorden er en endelig ressource – der bliver ikke mere af den. Og der er ikke noget liv uden jord, for uden jord ingen planter, ingen dyr og ingen mad. Så vi kan kun brødføde verdens befolkning, hvis der er jord nok, og den bruges hensigtsmæssigt. Og verdensbefolkningen stiger fra i dag 7 til knap 10 mia i 2050.
Men det samlede areal af dyrkbar jord forsvinder hver eneste dag som følge af den måde, vi bruger jorden på, fx det industrielle landbrug og dets monokultur som udpiner jorden. I løbet af de seneste 40 år er 30% af planetens dyrkbare jord forsvundet alene pga. jorderosion og muldflugt (NOAH, Bæredygtig Omstilling).
I et oplæg, Al Gore holdt i forbindelse med COP15 i 2009, sagde han tørt: ”Efter mine oplæg siger folk af og til: Bare vi dog kunne finde på noget, der kan binde al den CO2. Og jeg svarer venligt: Det har vi faktisk allerede. Det hedder et træ!” Men siden 1950 har vi fældet halvdelen af al regnskov for at få træ og plads til landbrug, plantager, kvægdrift, byer, veje osv. Den massive skovrydning overalt på kloden er katastrofal for klimaet, fordi træerne kunne have lagret CO2. År 2050 vil de tropiske regnskove, ifølge forskerne på feltet, være fuldstændig ødelagte og have frigivet en kulstofbombe på 200 mio. tons til atmosfæren (Jason Hickel, The Guardien/Information 2016). En fortsat brug af planetens land på den måde vil være en katastrofe.
Omfanget af verdens samlede landareal mindskes i takt med at havet stiger. Samtidig ødelægger de accelererende oversvømmelser med saltvand stadig større dyrkningsområder. Det øger problemerne: Mindre jord og land at gøre godt med til en global voksende befolkning. Til billedet hører, at de rige lande bruger størstedelen af jorden, sådan bruger fx EU land i Asien, Afrika og Latinamerika, som de selv skulle bruge for at skaffe sig føde. Halvdelen af al den jord, EU bruger, kommer fra 3. verden.
Planetens rigdom af land med dets mangfoldighed af forskelligartede økosystemer bliver verden over i stort omfang omdannet til landbrug. Det medfører et katastrofalt fald i biodiversiteten. Og ligeså afgørende: Landbruget dyrkes i stigende grad industrielt og monokulturelt, hvilket gør at mulden forsvinder.
For monokulturen udpiner jorden, fordi man dyrker én sort, år efter år, på samme mark. Det betyder, at mulden bliver fattig på næringsstoffer, på biodiversitet og liv i form af bakterier, svampe, insekter, regnorme, der er en forudsætning for planternes vækst. Det betyder igen, at udbyttet falder år for år. Landbrugets svar på det har været øget brug af gødning og pesticider. Men gødning består af kvælstof og fosfor, som ødelægger vandløb, søer og have og øger drivhusgasserne. Og pesticider er gift, der går i maden, vi spiser. Øget gødning er som et fix: En dyr, kortvarig glæde. Og udpiningen fortsætter. Gødning, pesticider, mekaniseret landbrug m.v. er baseret på olie, hvorved de kæmpemæssige agroøkonomiske interesser kommer til at spille uskønt sammen med de kæmpestore oliefirmaer.
Den udpinte jord bliver tør, let og porøs og dermed et let bytte for storm og regnskyl, som blæser eller skyller mulden væk. Det hedder muldflugt eller jorderosion – 1/3-½ af al dyrket jord i USA er truet af muldflugt. ”De øverste jordlag af de globale landbrugsarealer kan være udpint inden for blot 60 år” (The Guardian/Information).
Samtidig ændrer jordens udpinthed på planetens samlede vandcyklus: Regnvandet opsuges i stadig ringere grad, fordi udpint jord, mangel på vådområder samt mindre skov opsuger mindre vand, som i stedet løber til havet uden at gøre gavn.
Klimaforandringerne fører til tørke og ørkendannelse, hvilket ødelægger landbrugsjorden. 52% af al landbrugsjorden er ifølge FN påvirket af nedbrydning.
Industrilandbrugets dyreproduktion er som bekendt en anden væsentlig del af hele denne måde at producere og tænke landbrug på, hvor naturen og dyrevelfærd tilsidesættes for pengeinteresser.
FN siger i ny rapport at vi skal væk fra det industrielle landbrug
En rapport om det globale landbrugs- og fødevaresystem fra FN’s internationale ekspertpanel, 2016, – ”From Uniformity to Diversity”, – opsummerer omkostningerne ved det nuværende system sådan:
Udbredt nedslidning af den frugtbare jord, samt vandmiljøet og økosystemerne verden over. Store udledninger af drivhusgasser. Tab af biologisk mangfoldighed. Stress for landmænd samt hårdnakket sult og underernæring i dele af verden – samtidig med hastigt voksende problemer med fedme og livsstilssygdomme andre steder. 2 mia mennesker lider af sult, mens 1,9 mio lider af fedme.
Rapporten konkluderer: ”En undersøgelse, der dækker 55 afgrøder dyrket på 5 kontinenter gennem 40 år, viste, at det økologiske landbrug var mærkbart mere profitabelt, trods lavere arealudbytter”, fortæller rapporten. ”På grundlag af den dokumentation, der er samlet her, findes der muligvis ingen større risiko end den, der er forbundet med at fastholde det industrielle landbrug og de systematiske problemer, det skaber.” Siger altså 22 af verdens fødevareeksperter via FN i år 2016 (min kursivering).
Men det er svært for verdens landbrug at skifte. For de er fanget i onde cirkler og kontrolleret af store selskaber. ”Tre selskaber kontrollerede næsten 50% af verdens kommercielle marked for såsæd i 2007, syv selskaber kontrollerer reelt hele forsyningen med kunstgødning, og fem selskaber deler 68% af verdens agrokemiske marked” (fra FN rapporten).
”Det er ikke mangel på beviser, der holder det agroøkologiske alternativ tilbage. Det er misforholdet mellem dets meget store potentiale for at forbedre udbyttet på tværs af fødevaresystemerne og dets meget mindre potentiale for at generere profit til de agroindustrielle selskaber”, som Olivier de Schütter sagde ved rapportens offentliggørelse. Eller sagt mere direkte: Det er kortsigtede profitinteresser, som gør at vi misbruger jorden.
Småbønder er ansvarlige for langt størstedelen af verdens fødevarer – globalt set for 70% af al den mad, verden spiser, – og de producerer langt mere effektivt end det industrielle landbrug i modsætning til den udbredte tro på, at vi kun kan skaffe føde nok, hvis vi industrialiserer verdens landbrug. Sult løses primært ved, at verdens små landbrug øger evnen til at blive selvforsynende. Her er økologi en effektiv løsning. FN-registreringer fra mere end én million østafrikanske landbrug viser, at små producenter med økologisk landbrug får 2-3 gange mere mad ud af marken. Det skyldes simple økologiske metoder, som styrker jordens frugtbarhed. Og fordi mere frugtbar jord holder bedre på vand, er produktionen mere robust over for tørke og erosion, som følger med klimaforandringer.
Men det er de store Agrofirmaer, som tjener pengene, – samtidig med at de magtfuldt står bag en fortsat ødelæggelse af planetens jord og land.
Hvad gør vi?
Landbrug må skifte til agroøkologi. Til permakultur, biodiversitet og vekselvirkning mellem arter som lagrer CO2 og opbygger jordens ressourcer igen. Til intensiv udnyttelse af jorden i mindre enheder. Til et landbrug uden pløjning med et minimum af de maskiner, som i dag ødelægger humuslaget. Til lokal produktion og afsætning med korte værdikæder med fødevarepriser der afspejler produktionens reelle og miljøindregnede pris. Vi kan selv ændre samt satse på verdens småbønder og standse al køb hos de store agrofirmaer. Vi kan lave jordfonde, så øko landmænd kan opkøbe jord. Droppe al kemi, gødning og pesticider. Og meget andet. Vi har allerede opskrifterne til et landbrug, der gør os langt mindre sårbare, mere robuste og med et langt større udbytte end konventionelt landbrug.
Kapitel IV. Frisk drikkevand, biodiversitet og de øvrige planetære grænser
De øvrige 7 planetære grænser skal blot omtales helt kort, først om vand.
Vand bliver en knap ressource
I bund og grund har vi drikkevand nok. Men fordi vi forgifter én stor del af vandressourcerne gennem forurening og lader en anden stor del forsvinde ud i havet samtidig med, at vi alle forbruger stadig mere vand mindskes vores vandressourcer drastisk. Om mindre end 50 år vil vi være vidne til et kollaps af verdens vandressourcer, hvis vi fortsætter.
Vand er en begrænset ressource – der findes kun det vand, planeten har nu, og der kommer ikke mere. Vand er en forudsætning for alt liv på jorden. Men der er et stigende pres på verdens vandressourcer: Ifølge FN vil verdens samlede vandforbrug stige med 30% frem til år 2030, og vandmangelen vil ramme 3 mia. mennesker på kloden. Det er en grænse, som ikke er overskredet i dag, men som er i risiko for at blive det inden længe.
Biodiversiteten – den sjette masseudryddelse af arter er i gang
Biodiversiteten er for længst overskredet som grænse. Verdens dyrebestand er blevet halveret siden 1970. I øjeblikket udrydder vi 1000 arter ud af hver million art på kloden hvert år. Biodiversiteten er artsrigdommen og alle økosystemer, som er en forudsætning for arterne. Udryddelsen af biodiversiteten er udryddelsen af naturen, dens dyr og økosystemer.
Biodiversiteten er samtidig helt afgørende for menneskenes eksistens – det handler om fødevareforsyningen, regulering af vand- og klimacyklusser samt det meste af vores produktion. Så det er en ekstraordinært uklog gren at save over, mens vi sidder på den.
70% alle store fisk i oceanerne og 20% af dyrene på landjorden er forsvundet. 75% af den genetiske diversitet i landbrugsafgrøder er tabt, fordi lokale bønder opgiver deres egne afgrøder til fordel for de kommercielle. Derfor lever menneskeheden i dag af blot 12 forskellige plantearter. Forskerne siger åbent, at vi er vidne til den sjette masseudryddelse af arter i planetens historie – den femte var udryddelsen af dinosaurerne. Og det er os mennesker, som skaber den. Det gode er, at vi kan ændre adfærd.
Kvælstof og fosfor udledning har overskredet, hvad planeten kan holde til
Planetens biokemiske cyklus er den fjerde overskredne grænse. Kvælstof (nitrogen) og fosfor er de to helt dominerende stoffer i den forbindelse, og de kommer især fra landbruget og industrien. Begge stoffer er afgørende for al plantevækst og indgår fx i industrilandbrugets kunstgødning. Det meste fosfor ender i have, floder og søer, hvor det skaber iltsvind, mens det meste nitrogen ender i grundvandet, havene og atmosfæren. Begge stoffer ødelægger planetens økosystemer, når de udledes i de mængder, der har været tale om de sidste 50 år. Også her er det inden for menneskers mulighed at gøre noget for radikalt at mindske udledningen.
De sidste 4 grænser
De sidste 4 grænser er
1) Oceanernes forurening og forsuring
2) Atmosfærens forurening med partikler og kemiske stoffer i røg, støv og giftige luftarter
3) Kemisk forurening, tungmetaller og radioaktivt materiale og
4) Ozon i jordens stratosfære.
Denne sidstnævnte grænse er ikke længere overskredet som følge af 200 landes aftaler i Montreal 1987 om ikke at udlede ozon-nedbrydende stoffer. Som Stockholm Resilience Center siger: Det er et klart eksempel på, hvad vi som menneskehed kan gøre for at redde planeten (læs mere om disse grænser på https://www.stockholmresilience.org/research/planetary-boundaries.html).
Kapitel V. Planeten er forudsætning for produktionen og alt liv
Ved den internationale konference i Stockholm om verdens fødevaresituation, EAT, i juni 2016, siger Johan Rockstrøm i sit oplæg ’A New Economic Model for Food, Planet and Health’:
”Vi står på toppen af et bjerg, nemlig dét bjerg som kurverne fra Den Store Acceleration, al vores vækst, repræsenterer. Og herfra har vi en unik udsigt, som sætter os i stand til at indse, at vi skal handle og tage aktion nu, globalt”. Og han fortsætter med den helt afgørende pointe, at vi skal have et økonomisk system, hvor produktion og økonomi passer til planetens grænser – ikke omvendt!
Vi må indføre en ny form for governance (offentlig styring) og management tankesæt, siger han: Vi bliver nødt til at gå fra at have fokus på kontrol og linearitet, og i stedet udvikle vores evne til at agere fleksibelt i et system med turbulens og uforudsigelige skift. Vi skal udvikle en helt ny styreform, hvor vi evner at omdanne kriser til innovation – så enhver større krise fører os til at udvikle passende svar.
Det var det, der skete i Latinamerika, da man i større regioner fandt ud af, at det pløjningsbaserede, monokulturelle landbrug udpinte jorden. I stedet begyndte man med nye dyrkningsmetoder. Man gik fra CO2 udledende til CO2 oplagrende og biodiverst landbrug. Det samme sker i Australien, hvor man forsøger at opbygge modstandsdygtighed for det store koralrev Great Barrier Reef. Eller i Sverige, hvor man genopbygger store vådområder. Vedvarende energi kilders udbredelse er nok et eksempel. I et interview fra 2016 tilføjer Rockstrøm: ”Vi skal ændre tingene. Vi har viden; vi har magten – og det er os, som skal gøre det. ”
Der er en mildt sagt stærk tendens til at tilsidesætte bæredygtighed af hensyn til økonomi og vækst. Argumentet lyder i al lammende enkelhed: Vi har ikke råd til at tage hensyn til planeten eller miljøet, for det vil gå ud over økonomien, væksten, arbejdspladserne.
Men intet kunne vel være mere forkert. Planeten er selve forudsætningen for økonomien, og produktionen kan kun lade sig gøre, hvis vi har en nogenlunde stabil planet med de nødvendige ressourcer. Al produktion fra biler, til huse, fødevarer, tøj, osv. – alt kommer fra jorden. Så den er vores forudsætning. Derfor har vi ikke råd til at lade stå til, vi har ikke råd til at lade være med at gøre noget for klimaet og de øvrige områder.
FN’s 17 Verdensmål bliver også kaldt for Bæredygtighedsmål, fordi de opstiller mål for hele verdens befolkning i de kommende årtier frem til 2030 med stor vægt på bæredygtighed. Heri hedder det bl.a.:
Vi skal opnå fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug. Skabe bæredygtig forvaltning af vand. Bæredygtig energi. Bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst. Gøre vores byer resiliente og bæredygtige. Sikre bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre. Sikre bæredygtig brug af oceanerne, skovene, genoprette biodiversiteten, bekæmpe ørkendannelsen. Og styrke det globale partnerskab for bæredygtig udvikling.
Man kan sige, at FN langt hen har gjort den internationale grønne bevægelses mål gennem 30 år til sine og har udbredt dem som mål for hele verden. Målene – og hele den verdensomspændende pondus bag – gør dem for mig at se til relevante pejlemærker i den omstilling, som nu så småt er gået i gang overalt.