Den brændende platform

”Vi er den første generation, som mærker klimaforandringerne.  Vi er den sidste som kan gøre noget ved dem” – Obama

”Business as usual is not an option.” Udtalelsen stammer fra Johan Rockstrøm, en af verdens mest anerkendte klimaforskere, da han i 2009 præsenterer ”De 9 planetære grænser” udviklet af Stockholm Resilience Center. Bag rapporten og systemet står 28 af verdens førende klimaforskere.

Rockstrøm siger i den opdaterede og udbyggede version af rapporten fra 2015 umisforståeligt og uimodsigeligt velunderbygget: Hvis kloden og menneskeheden skal overleve, skal vi inden for de næste få årtier, måske kun 20 år, fundamentalt og fuldstændig radikalt ændre vores måde at leve på. Men det kan vi også, er hans pointe, og nævner gennem alle sine foredrag lige siden en lang række eksempler på dét.

4 af 9 grænser for planetens liv er overskredet i dag

Centrets forskere har på grundlag af 50 års global klimaforskning defineret 9 områder af alle økosystemer og alt kredsløb på jorden, som er altafgørende for selve livet på planeten. Og for hvert område har de defineret de grænser, som vi ikke kan overskride uden, at afgørende økosystemer bryder sammen.

Foråret 2016 har vi overskredet 4 af de 9 planetære grænser, som afgør alt liv på kloden: Klima, biodiversitet, biokemisk flow af kvælstof og fosfor, brugen af land og jord udviser alle overskredne grænser.

Klima som eksempel

På Rio topmødet i Brasilien 1992 enedes verden om at begrænse C02 udledningerne til 350 ppm (parts per million luftenhed) for at kunne holde den globale opvarmning under 2 grader celsius. Baggrunden var FN’s Brundtlandrapport ”Vor Fælles Fremtid”, som i 1987 havde fortalt os, at drivhuseffekten vil ødelægge kloden, og at effekten skabes af drivhusgasser, primært CO2.

April 2016 fortæller FN’s klimapanel, IPCC, at CO2 indholdet i atmosfæren nu er nået op på 409 ppm. Det betyder, siger de, at den globale temperatur vil stige til 4 grader år 2100, og verdenshavene vil stige 2 m.

IPCC’s skøn er generelt forsigtige og konservative. De medtager i dette tilfælde ikke, at Antarktis smelter langt hurtigere end forventet. Eller at Grønlands indlandsis ligeledes smelter langt hurtigere end beregnet (al indlandsis smeltet vil betyde, at verdenshavene stiger 7 m), og måske vigtigst: De medtager ikke at Permafrosten smelter eksponentielt i Alaska, Rusland og hele det arktiske område. Det udløser methan, som er 22 gange stærkere end CO2 (permafrosten dækker et område på 24% af den nordlige halvkugle).

Konsekvenserne

Klimaet skaber eller betinger vind, vand, sol, tørke, varme, kulde og en række af planetens vitale kredsløb. Konsekvenserne af klimaforandringerne er derfor markante: Vi får vildt og uforudsigeligt vejr med orkaner og tyfoner af styrker og en voldsomhed, vi ikke kender i dag. Vi får skybrud og bælter henover kloden med markant kraftigere og større nedbørmængder, bl.a. i Danmark. Kloden vil opleve havstigninger, stormfloder, flodbølger og oversvømmelser. Lavtliggende byer som New York, Boston, Miami, København, Vejle, Amsterdam vil forsvinde. Øer som Orø og Lolland, eller byer som Vejle, København og Hobro er allerede truede og deres forvaltningerne arbejder med beredskabsplaner. Men endnu har det kun begrænset politisk fokus, og man arbejder ud fra en klimaudvikling, der nærmest er lineær. Men hvis kurven endelig skulle være noget matematisk genkendeligt, så er den snarere eksponentiel. Og først og fremmest er den uforudsigelig.

Klimaforandringerne skaber også tørke – det ses allerede nu i brede bælter omkring jordens midte, fx Texas, Australien, Afrika. Tørken ødelægger store dele af klodens dyrkbare jord, skaber ørken og forstærker muldflugt. Det skaber sult.

Disse ting betyder på hver sin måde mindre dyrkbar jord og dermed føde til en verdensbefolkning, der vokser fra 7 mia. nu til knap 10 mia. i 2050. Tørke og sult skaber grobund for konflikter og krige. IPCC regner med, at der i 2050 vil være 1,2 mia klimaflygtninge. Samtidig vil de omfattende ødelæggelser af kloden skabe en økonomisk forarmelse, dér hvor det rammer, for det er selvsagt dyrt at opbygge efter katastrofer eller flytte storbyer. Det er dyrt ikke at have føde eller vand. Dyrt at bygge dæmninger osv.

Klimaforandringerne skaber, når de når over et vist punkt, selvforstærkende processer ude af menneskers kontrol – irreversible processer – som igen skaber sammenbrud i økosystemer.

På vej ind i en ny æra: Den Antropocene

I 11.000 år har vi levet i den Holocene tidsalder, som var den bedst tænkelige ramme om menneskehedens liv med stabile, forudsigelse økosystemer. Alle tidligere perioder i klodens historie har budt på voldsomt vanskelige livsvilkår. Men den Holocene periode var Edens Have, hvor menneskenes eksistens blev understøttet af planetens stabilitet som aldrig før.

Nu bevæger vi os ind i en ny tidsalder, siger forskerne fra Stockholm Resiliens Center: Den Antropocene tidsalder, hvor det er menneskeheden som afgør planetens udvikling og dermed dens skæbne. Så store er vores påvirkninger på kloden allerede.

Den nye tidsalder kendetegnes ved, at forudsigelighed og stabilitet forsvinder.  Når belastningerne når visse tipping points går økosystemernes resiliens eller modstandskraft tabt, og så bryder de sammen, pludseligt og uforudsigeligt. Som da Australiens store koralrev for ikke så længe siden pludselig mistede sin modstandskraft, kollapsede og blev til død havbund. Årtiers mishandling fra havforurening, turisme, overfiskeri, klimaændringer osv. havde nået et tipping point – hvorefter økosystemet brød sammen på ganske kort tid.

I Grønland var der 2 uger i sommeren 2012, hvor den grønlandske indlandsis skiftede farve fra hvid til blålig-mørk. Fra at være en af de vigtigste afkølende faktorer for planeten, blev Grønland pludselig varmelagrende. I de 2 uger mere end USA og Kina tilsammen. Det er blot ét udtryk for et muligt tipping point.

De 9 planetære områder er dele af én helhed

Alle de 9 planetære områder hænger sammen og påvirker hinanden. Så sammenbrud ét sted fører andre med sig.  Klima er blot ét af de 9 områder. Biodiversiteten kan tjene som illustration af samspillet.

Destruktionen af klodens biodiversitet er nu så voldsom, at man taler om den 6. store masseudryddelse af arter.  Den 5. var, da dinosaurerne uddøde. Verdens dyrebestand er blevet halveret siden 1970. I øjeblikket udrydder vi 1000 arter ud af hver million art på kloden hvert år. 70% alle store fisk i oceanerne og 20% af dyrene på landjorden er forsvundet. 75% af den genetiske diversitet i landbrugsafgrøder er tabt, fordi lokale bønder globalt opgiver deres egne afgrøder til fordel for de kommercielle. Derfor lever menneskeheden i dag af blot 12 forskellige plantearter.

Biodiversiteten er afgørende for fødevarer, for regulering af klodens vand- og klimacyklusser samt det meste af vores produktion. Fortsat artsudryddelse vil påvirke klimaet voldsomt i negativ retning bl.a. ved at mindske den vigtige C02 lagring. En fortsat udryddelse er derfor en katastrofe – ikke bare for biodiversiteten, men også for klimaet og helheden de 9 områder.

Den store accelleration – væksten

Den helt afgørende faktor bag den alarmerende udvikling for kloden er væksten – ’Den Store Acceleration’: ”Tag alle parameter, som har betydning for menneskelige livsvilkår”, siger Rockstrøm i en amerikansk TVudsendelse fra 2015, – ”fra befolkningsvækst, til byernes vækst, den voldsomt øgede produktion, en mangedoblet transport, øget brug af gødning, tab af regnskov og biodiversitet, muldflugt, forsuring af oceanerne, udledning af CO2 og methan, accelereret tab af frisk drikkevand osv. Alle kurverne for disse parametre viser kun én tendens: En eksponentiel stigning. Vores forbrug og produktion er gået amok og har skabt denne store accelleration”.

Ved den internationale konference i Stockholm om verdens fødevaresituation, EAT, i juni 2016, siger Johan Rockstrøm i sit oplæg ’A New Economic Model for Food, Planet and Health’:

”Vi står på toppen af et bjerg, nemlig dét bjerg som kurverne fra Den Store Acceleration, al vores vækst, repræsenterer. Og herfra har vi en unik udsigt, som sætter os i stand til at indse, at vi skal handle og tage aktion nu, globalt”.  Og han fortsætter med den helt afgørende pointe, at vi skal have et økonomisk system, hvor produktion og økonomi passer til planetens grænser – ikke omvendt!

Vores nuværende økonomiske system – gældende for den private sektor – har ’vækst’ som dén afgørende, indbyggede og fundamentale forudsætning. Ikke vækst i fx menneskelig livskvalitet, sundhed, lykke, men i ren økonomisk forstand som vækst i bruttonationalprodukt – landenes omsætning af varer og tjenester. Virksomheder og kapitalgrupper ønsker at vokse, tjene mere ved at producere mere og mindske deres omkostninger, afsætte mere bl.a. via stadig mere pågående reklamer, udvikle deres markeder, blive globale, blive koncentrationer af penge og magt med det centrale mål at vækste yderligere for at øge indtjeningen yderligere etc. Den tankegang og virkelighed har de fleste vænnet sig så meget til, at vi dårligt ser den længere.

Steen Hildebrandt giver et sigende eksempel i forhold til verdens væksttendens: Hvis man opsummerer al produktion siden vores tidsregnings start år 0 og frem til året 2011, så vil man opdage, at 25% af al den produktion er skabt fra år 2000-2011. En fjerdel på bare 11 år. Det viser, hvor hurtigt vi bevæger os den forkerte vej (tiltrædelsesforelæsning ved Aalborg Universitet, 2016).

Væksten er med andre ord blevet eksponentiel. Og dét afspejler sig i kurverne for klodens ressourceforbrug og væksten i de menneskeskabte socio-økonomiske systemer – den store accelleration.

Og det afspejler sig igen i en alarmerende udvikling for de 9 planetære grænser og dermed klodens tilstand.

Derfor: ”Business as usual is not an option”. Vækstøkonomien er ikke længere en mulighed.

Den brændende platform er langt mere omfattende

Man kunne stoppe her og sige, at dét er den brændende platform. Men det er jo ikke rigtigt. Vi er vidne til en udvikling i Danmark, som skaber stadig mindre balance, harmoni og sammenhængskraft:

Skævvridningen mellem land og by, hvor de store byer vokser voldsomt, mens landet udtømmes. En social udvikling, hvor stadig større grupper marginaliseres og fattiggøres – flygtninge og indvandrere, psykisk syge, de gennemsnitligt 25% i den arbejdsduelige alder som de seneste 30 år er på overførselsindkomst.

En sundhedsudvikling med stadig flere livsstilssygdomme som fedme, diabetes, forhøjet blodtryk, kræft. Gmo og kemi kommer ind i alle vore omgivelser og vores mad med konsekvenser som faldende fertilitet, begyndende bakterieresistens, astma og allergi.

Den voldsomme centralisering af det offentlige og dets styring – storkommuner, New Public Management, evidensbasering og central styring med langt til magten for den enkelte borger. Kombineret med en stigende EU overtagelse af lovgivningen.

Et arbejdsliv som bliver stadig mere krævende og stresset, så knap ½ mio erhvervsaktive løbende er sygemeldt pga. stress. Og et hverdagsliv, hvor lang transport i kombination med krævende arbejdsliv og børnene i institution gør det svært for mange at få enderne til at hænge sammen. Få tid til overhovedet at leve.

En stadig større forskel mellem rig og fattig, som skaber negativ social arv, dybe forskelle i sundhed og sociale muligheder.

Virksomheder som bliver stadig større og mere aggressive i deres arbejdsmetoder, bl.a. fordi de principielt står i konkurrence med alle øvrige branchevirksomheder fra hele verden. Vi har været igennem første fase af informationsalderens ændringer af industrisamfundet, og er på vej ind i optimeringens, robottiseringens og globaliseringens tidsalder, hvor et land som Danmark risikerer at blive udkant globalt set, fordi viden bliver global.

Rækken af ubalancer kan med lethed gøres meget, meget længere. Ligesom man selvsagt kunne fremdrage en lang række positive faktorer. Men: Det er vanskeligt ikke at drage den konklusion, at vi bliver nødt til at skabe en anden udvikling. Alene klimaet gør det nærmest umuligt ikke at ændre udviklingsretning. Og når man gør det, så kan vi lige så godt vælge en mere menneskevenlig udvikling.

Radikalt nye veje – at bygge på en vision

Vi kan vælge at betragte de nuværende systemkriser (økonomiske, politiske, miljømæssige, kulturelle) som enden på en æra, som ender i ragnarok og kaos, eller vi kan vælge at se kriserne som fødselsveer til en ny tid, hvor vi har muligheden for at være kreative medskabere af en bæredygtig fremtid.

Vi kan ikke løse problemerne ved at bruge den samme tænkning, vi brugte, da vi skabte dem, sagde Albert Einstein – “We can’t solve problems by using the same kind of thinking we used when we created them”.  Det ser vi i den magtesløshed vores nuværende politiske og økonomiske systemer står i, når de vil løse verdens stadig voldsommere akutte kriser.  De griber til posen med gårsdagens løsninger, downloader fra traditionelle ’løsninger’ – for sådan er disse systemer nu en gang indrettet – og skaber derfor bare mere af det samme. Mere krise, ingen løsninger.

Vi er tvunget til at tænke radikalt nyt. Og handle i overensstemmelse med radikaliteten. Gå helt nye stier og skabe en civilisation, som rummer vejen til en bæredygtig fremtid. Vi er tvunget til at agere som myndige borgere, som et civilsamfund, der rejser sig fra tilskuerrollen og tager ansvaret for den fremtidige udvikling ved at formulere den. Og ser den udvikling som noget afgørende positivt, som nye muligheder for at skabe bedre liv.

Den måde, vi gør tingene på i 2016 er ingen naturlov, den er skabt af mennesker og kan ændres af os. Vi har ét økonomisk system – vi kunne have et andet. Vi har én form for offentlig styring – vi kunne have andre. Vores livsstil, produktion og forbrug er på én måde, – men vi kan leve på andre måder. Med en ny hverdagskultur og en ny økonomi, som ikke destruerer kloden for fremtidige generationer.

Vi kan vælge at gøre alle disse områder af vores liv helt anderledes. Vælge livsformer som er langt bedre for mennesker. Bygge en ide – en vision – og gå efter den.

Det er i min optik dybest set dét, et demokrati handler om: Hvad vil vi, borgerne? Og når vi er kompetente, oplyste, stærke, handlekraftige og mange nok, så kan vi gøre det. Sådan kan vi også etablere nye landsbyer ud fra en vision om, hvordan vi gerne vil leve i en ikke så fjern fremtid.

Filurkatten i Alice i Eventyrland formulerer betydningen af et mål, en vision, meget enkelt:

Alice: Kunne du fortælle mig, hvilken vej, jeg skal gå herfra?  Filurkatten: Det afhænger af, hvor du skal hen. Alice: Det ved jeg faktisk ikke. Filurkatten: Så betyder det ikke noget, hvilken vej, du vælger.

Så: Hvis vi ikke ved, hvor vi vil hen, så er alle veje lige gode. Men så ved vi heller ikke, hvilken vej vi skal gå, og har nok så væsentligt undladt at sætte os et mål, vi ønsker at komme til. Vi går bare.

Og i mange år har den danske befolkning – bortset fra grupper af bl.a. ihærdige ildsjæle, borgergrupper og grønne foreninger – ’bare gået’, hovedsagelig set til, mens landdistrikterne affolkedes, byerne voksede, jobbene flyttede østpå, væksten i produktion og forbrug skabte klimaproblemer, og arbejdslivet blev så stresset at mennesker bliver syge af det.

Men løsningerne findes. Og de har en karakter, som nærmest er designet til at genoplive landdistrikterne, skabe bæredygtige landsbyer og byer, genskabe levende lokalsamfund med nye arbejdspladser, fællesskaber og en bæredygtig levevis.

De sidste 5-10 år har nye initiativer, borgergrupper, omstillingsnetværk, økosamfund, grønne foreninger

m.v. piblet frem overalt i Danmark. Øer og hele områder begynder så småt at omstille til bæredygtighed og elementer af en anden livsform. Det er ildsjælenes og civilsamfundets tidsalder. I en samskabelse med stadig flere kommuner og virksomheder er der reelle muligheder for at gøre visionen til virkelighed. Det var fx sådan Samsø blev vedvarende energi ø – de havde en vision og fulgte den.

Visionen – Fremtidsbillede for landsbyerne

Tag springet små 25 år frem til år 2040. Hvordan ser landsbyerne ud. Og hvordan ser Danmark ud. 

Følgende vision er tegnet med inspiration og udpluk fra de sidste 30-40 års erfaringer og eksperimenter i økosamfund, grønne foreninger, økologiske virksomheder, omstillingsbevægelsen og mange andre. Den tegnes via fire billeder fra 2040: Det økonomiske, det økologiske, det sociale og det mentale eller etiske.

En ny, bæredygtig økonomi, år 2040

Det lokale er rammen for en sammenhængende økonomi med selvforsyning. 

Langt de fleste og afgørende ting i vores liv producerer vi selv i vores landsby og nærmeste område plus et geografisk område, der vel er 50-70 km i diameter med ca. 80.000 borgere. Dvs. vi har en udstrakt grad af lokal selvforsyning. Det er andelsvirksomheder, kooperativer og socialøkonomiske virksomheder, som står for det. Plus en sand underskov af små erhverv, selvstændige med værksteder, butikker, rådgivning, kurser osv.

Det betyder, at vores tøj fx ikke længere kommer fra den anden side af kloden, hvor det er produceret af billig arbejdskraft, er fuld af giftige kemikalier og transporteret den halve klode rundt på C02 udledende kæmpe containerskibe, for at ende med at blive brugt i kort tid til moden skiftede næste gang.

I dag laver vi vores tøj af uld, hør, hamp, skind og andre materialer, der er produceret i vores eget område. Eller vi genbruger, om- og nysyer.

Vi har valgt at indføre lokal produktion for at undgå transport og varer fra den anden side af kloden. Men lige så meget for at kunne skabe lokale fællesskaber, et levende lokalsamfund og muligheder for et decentralt demokrati (mere nedenfor).

Landsbyen er én del af dette geografiske område, som rummer mange andre landsbyer, lokalsamfund og mindre byer, men hænger sammen som ét hele. Landsbyen er nerven og den primære enhed for os. Området er landsbyens tætteste fællesskaber. Sammen danner de ét hele, hvorfra størstedelen af vores livsfornødenheder kommer. Landet som helhed skaber fælles, samlede rammer for alle områderne.

Landsbyen producerer for behov og vi lever en bæredygtig livsstil

Det tog nogle års diskussion, men til sidst valgte flertallet i Danmark at sige, at lykke og gode liv ikke kan måles ved bruttonationalproduktet, BNP, dvs. den økonomiske omsætning. Det er bare et tal for, hvor mange varer vi årligt producerer og bruger. Men det siger reelt intet om livskvaliteten hos befolkningen.

Så i dag måler vi befolkningens livskvalitet på sundheden, dens netværk, om man får en uddannelse, på oplevelsen af psykisk trivsel, på ligestilling og følelsen af tryghed, om folk føler, at de har nok til deres hverdag etc. Inspirationen kom fra Bhutan, der gennem årtier har erstattet BNP målet med mål af GNP – Gross National Happiness. Så enkelt, og alligevel så afgørende et skift.

Derfor producerer vi i vores landsby ikke for at skabe ”vækst” – stadig mere og mere. Vi producerer Ikke for at skabe et overskud til stadig større virksomheder, ofte placeret helt andre steder på kloden. Vi producerer helt enkelt for at opfylde de behov, landsbyens og områdets beboere har for livsfornødenheder.

Det niveau, vi producerer i forhold til, er bestemt af det, vi kalder ’en enkel bæredygtig livsstil’ med mindst mulig ressourceforbrug. Sunde, gode lokale fødevarer, som følger årstiden. Huse der er bæredygtige og sunde at bo i, opført af lokale materialer. Energi, tøj, møbler, transport, redskaber – de basale ting. Produceret i kvalitet, så tingene er holdbare i lang tid. Det med at indbygge forældelse i varerne virker pludselig så fuldstændig absurd, fordi vi producerer til os selv. Det vil betyde, at man generer landsbyfæller når varen ikke dur, og vi selv skal bare til at lave tingene en gang til! – Målet med vores produktion er noget så banalt og enkelt eller nogen gange svært som livskvalitet og lykke.

I 2016 havde Danmark et ressourceforbrug, som ville kræve 4,3 jordkloder, hvis alle skulle have samme levemåde. Danmarks økologiske fodaftryk var den gang et af verdens største, kun overgået af lande som Dubai, selvom vi så os som et førende land inden for bæredygtighed.

Det har vi formået at omlægge, ved at tilrettelægge en livsstil, hvor vi forbruger mindst mulig, genbruger, sparer på ressourcerne, og lever med mest mulig tid til livet, til selvbestemmelse og med fokus på livskvalitet og livsglæde. Det enkle giver os betydelig mere tid til alt uden for arbejde.

Arbejdsglæde

Landsbyens og hele vores lokale økonomi er skruet sammen ud fra en grundværdi, som til sidst blev formuleret sådan: ”Det skal være sjovt at gå på arbejde”. Du skal have muligheden for at realisere dig selv og udfolde dine evner på dit job. Mest mulig i al fald – der er selvfølgelig også det arbejde som er trælst, men det skiftes vi om. Så vi forsøger at skabe fællesskab, skabe plads til humor, have tid til også at sludre med kollegerne eller med gamle eller skolebørn. Vi sætter kreativitet og udfoldelse via arbejdet højt.

Derfor bruger vi bl.a. de gamle håndværk med al deres fantastiske viden om brug af naturens materialer deres faglighed og praksiserfaring. Dem har vi bragt i spil i en opdateret version, som passer til vores moderne liv. Vi forsøger at kombinere det med kunstnere og kunsthåndværkere, som tilføjer produkterne formkvalitet og kunstens elementer af leg og skønhed. Og vi forsøger at skabe arbejde med højt fagligt niveau, helst med et kreativt islæt.

De 4 bundlinjer – økologi, fællesskab & lighed, økonomi og etik

Alt hvad vi producerer i landsbyen og måden, vi gør det på, forsøger at passe ind i det, vi kalder for de 4 bundlinjer. Vi producerer efterhånden nærmest 100% økologisk – for vi mærker til daglig, hvordan vækstøkonomien fra tidligere stadig belaster vores klima og miljø dybt – og det ønsker ingen af os mere af.

Vi skaber sociale fællesskaber omkring produktionen og baserer store dele af produktionen på fælleseje og medindflydelse. Vi sørger bevidst for at skabe gode møder, løse konflikter og skabe kollegiale bånd, som også inddrager vores familier. Og vi vil have, at der skal være demokrati i vores virksomheder og at alle beslutninger skal være gennemsigtige. Det er vigtigt for os, at økonomien – den måde vi producerer og forbruger på –  skaber mere social lighed og økonomisk tryghed, og at den mindsker forskellen mellem rige og fattige. For på den måde øger vi samfundets sammenhængskraft.

Produktionen skal være økonomisk set bæredygtig, dvs. vi producerer ikke noget, der ikke er brug for, og når tingene er afsat skal resultatet være en sund økonomi i virksomhederne, så det er muligt at fortsætte uden underskud. Overskud investeres i virksomheden med henblik på at udvikle den, kvalificere produkterne osv. Når der ikke længere er brug for en produktion omstilles den til noget andet, der er brug for.

Vi har standset al spekulation med penge, – bankernes og realkreditinstitutionernes spekulation i fx gældsstiftelse, valutakursændringer og boligbobler. Vi har genskabt balancen mellem produktion og penge, så der er produktion bag enhver form for penge.

Sidst men ikke mindst er der bundlinjen om et bæredygtigt livssyn eller etik omkring produktionen. Det betyder, at vi ønsker produktion skal være etisk forsvarlig i forhold til fx dyrevelfærd, os mennesker som arbejdskraft, i forhold til en ansvarlighed over for lokalområdet, i forhold til kloden. Når vi importerer fra andre lande bruger vi fair trade princippet. Den bundlinje betyder bl.a. at vi bevidst arbejder på måder, hvor vi ikke stresser og fysisk ødelægge arbejdskraft. Arbejdsmiljøet skal være sundt og hverken give os sygdomme eller skabe mennesker i mental ubalance. Så vores produktion foregår i et menneskeligt tempo, og vi arbejder ikke mere end, at der er tid til familie og alle de andre ting, vi gerne vil med livet. Og netop fordi vi har nedsat vores forbrug, så er vores faktiske arbejdsuge efterhånden nedsat til omkring 20 timer – 4 timer om dagen.

Cirkulær økonomi

Det er så banalt, når man først gør det hver dag. Men cirkulær økonomi og vugge-til-vugge er to vigtige principper, som vi har utrolig meget glæde af.  Vi genbruger alt. Affald findes i princippet ikke længere.  Affald er værdier, ressourcer, og dem passer vi virkelig på, for de er selvfølgelig begrænsede. Alt kan bruges.

Så vi sorterer, reparerer, re-designer og up-cykler som det lidt fornemt hedder, og vi genbruger. Og jo mere vi gør det, jo bedre bliver vi til det. Spændende tøj af gammelt tøj. Flotte, smukke møbler af slidte. Huse bygget af vinduer, døre, planker og materialer, som alt sammen er genbrug.

Vækstøkonomien var som bekendt lineær: Udvinding – produktion – forbrug – smid væk, og kun en lille del affaldssorteres og genbruges. Verden manglede metaller, men vi smed stadig køleskabe, komfurer og al mulig metal på vores lossepladser.

I landsbyen – og i alle landets områder – har vi udviklet systematiske, gennemprøvede genbrugssystemer, så alt det gamle, vi er færdige med at bruge, genanvendes. Vi har indført den cirkulære økonomi.  Ny produktion udvikles, så det tager hensyn til, at tingene skal kunne genbruges. De skal kunne skilles ad, og nye dele skal kunne tilføjes på en enkel måde, så hele produktet ikke er færdigt, fordi en enkelt del er det. Og de skal laves af materialer, der er lette at genanvende eller kompostere.

Andelstanken og fælleseje

Virksomhederne er i vid udstrækning fællesejede for at skabe størst mulig grad af fælles ansvar, demokrati, rettigheder og pligter. Og for at tilpasse produktionen det lokalsamfund, vi i øvrigt har opbygget, hvor vi søger at løse tingene i fællesskab.

De er organiseret fx som andelsvirksomheder, som kooperativer eller som socialøkonomiske virksomheder. Andelsbevægelsen er som bekendt en gammel dansk tradition, med en storhedstid helt tilbage fra 1860erne og frem til 1950erne, som har fået en betydelig renæssance gennem de sidste 25 år. Alle kan se fornuft og retfærdighed i at løse tingene på en fælles måde, der stiller alle principielt lige. Ikke mindst for at undgå alle de urimelige konsekvenser, den magt- og pengestyrede økonomi nogen gange resulterede i: Har du penge, så kan du eje det hele. Og gøre hvad du vil med dine ting, hen over hovedet på andre. Flytte virksomheden til et andet land. Lave elendige varer, som ikke holder. Forurene med kemi. Ja, stort set alt.

Vigtigt er det, at vi har skabt en ny type af lokale arbejdspladser, hvor der er plads til menneskene, som vi nu engang er – med vores mangler, styrker og i al vores mangfoldighed – og ikke som højeffektive produktionsrobotter. Vi vil, at alle kan inkluderes, også psykisk sårbare, gamle eller handicappede.

Jeg selv arbejder i en lokal virksomhed, som bygger huse. Vi ejer den i fællesskab 20 mennesker. Vi har organiseret den som en andelsvirksomhed, hvor vi træffer alle de vigtige beslutninger sammen. Mange af de andre virksomheder er også på en eller anden facon fællesejet. Vi har fx en socialøkonomisk virksomhed som producerer mange af vores grøntsager. Overskuddet bliver i virksomheden for at styrke den og gøre den bedre. Det er samtidig en form for virksomhed, hvor der er plads til alle.

Vores lokale møbelfabrik er et kooperativ, mejeriet det samme. Så vi har forskellige former. Nogen er fondsejede af fonde, vi selv har stiftet i landsbyen med et bestemt formål. Folk troede det var svært at fælleseje, men det er noget man skal lære, og så kan man.

Men der er nu også mange enkeltmandsejede virksomheder, skabt af folk, der brænder for noget bestemt eller bedst kan lide at arbejde for sig selv, – eller hvor produktionen ikke rationelt set skal bære flere mennesker. Så det hele er ikke fællesejet. Vi har virksomheder som er enkeltmandsfirmaer med økologisk tøj, mange slags værksteder, butikker, rådgivningsfirmaer, sundhedsklinik etc. Der er plads til folks egne initiativer, iværksættere og vores forskellighed.

Deleøkonomi. Bytte- og gaveøkonomi. Frivillighed

Tidligere havde alle det hele. Det betød et enormt spild. Alle skulle eje alt – værktøj, haveredskaber, bil, cykel, fryser, køleskabe, komfurer, vaske- og opvaskemaskine, alle køkkenredskaber osv. Alle disse ting blev af samme grund kun brugt ganske lidt af tiden. En boremaskine blev eksempelvis brugt i gennemsnit 28 minutter af sin samlede levetid, inden den (som oftest) blev smidt ud, fordi der var kommet en ny og bedre på markedet.

Så fandt vi på at deles om tingene. Deleøkonomi. Køre sammen i bil a la det gamle ’go-more’. Lave deleordninger for el-cykler og el-biler. Lave værktøjshuse med værktøj og haveredskaber af god kvalitet og lige til at gå til. Det har vi sat fuldstændig i system, med hjemmesider, facebook-grupper, booking systemer, og det kører bare. Og folk  lærer stille og roligt at passe på tingene, og stille dem tilbage.

Sammen med deleøkonomien udviklede vi bytteøkonomien. Du kan noget, og jeg kan noget andet – så bytter vi, så jeg gør noget for dig og du gør noget andet for mig. Jeg slår din plæne, du klipper mit hår. Vi har brugt systemet med Timebanker som et redskab for at holde styr på bytteriet, for det skal gerne være rimelig og retfærdigt. Det nedbringer det samlede behov for produktion, gør tingene mere enkle, nærværende og personlige, det udvikler en hjælpsom side hos os.

Gaveøkonomien var nærmest uforståelig for folk i starten – skulle man virkelig give noget væk? Uden at få noget igen? Det var godt nok ikke sådan, vi gjorde tidligere. Der var det noget-for-noget.  Men når man har givet noget af rent hjerte og oplevet, hvordan det virker, i stadig større cirkler, så kan det hurtigt blive vanedannende. Mange af de gamle er især gode til at give. Og for dem, som ikke ønsker at give: So bee it.

Frivillighed har vi fået rigtig meget ud af. Her i landsbyen har vi eksempelvis 25 grupper af frivillige med i alt 210 tilmeldte, som står for alt muligt. Fra at hente børn, undervise unge i at bygge, dyrke osv., lave lokale kulturarrangementer og styre et lille landbrug. Stå for et dyrehold med 30 kødkvæg, 8 geder, 20 grise og 250 høns. Styre en æbleplantage der laver æblemost, organisere en frivillig grøntsagsordning med biodynamiske grøntsager, leder en genbrugsbutik, en høker, cafe, et bageri. Arrangerer vores lokale festivaler, leder vores kor og meget andet. Med disse enkle redskaber kan vi pludselig skabe meget mere, for meget mindre.

 

Lokal grøn valuta

Mange havde eksperimenteret i årevis med at bruge en grøn lokal valuta, fra 90erne til 20erne, så der var rigelig med erfaringer at bruge, da vi startede med vores egen lokale møntsort i hele området. Først gav vi den et navn, som vi synes var passende humoristisk og lokalt.

Fidusen med at få sin egen møntsort er enkel: Det understøtter, at produktion og handel forbliver lokal, for mønten er kun anerkendt betalingsmiddel internt i området. Dermed hindres, at ressourcer flyder ud af lokalområdet, fx betaling af råstoffer eller varer langvejs fra. Lokal valuta viser sig af samme grund at cirkulere mange flere gange lokalt end den traditionelle møntsort gør. Kun i de tilfælde, hvor man ikke i lokalområdet kan skaffe de nødvendige midler til produktion eller handel bruges almindelig valuta. Der var afprøvede systemer over hele verden for dette, det var blot at anvende dem. Og hindringerne for lokal valuta fra tidligere tiders skatteregler forsvandt med den nye måde at gøre alting på.  

 

Kobling til det øvrige land

Vi forsøger løbende at skabe sammenhæng mellem det, vi laver i landsbyen henholdsvis i hele vores område, og det resten af landet laver. Det er væsentlig for os, og for alle parter tror vi, at vi ikke ender med at blive små selvstændige øer ude af kontakt med hinanden. Vi er ét land.

Derfor producerer vi fx madvarer til byerne – til Indkøbsfællesskaber og til restauranter. Og vi udveksler kurser, uddannelser og anden læring. Eller vi sender fx grupper af vores såkaldt vandrende håndværkere til byerne for at hjælpe forskellige grupper af  byens borgere med deres opgaver – opbygge en byhave, efterisolere deres huse, bygge et fælleshus, lære hvordan man driver en moderne genbrugsbutik med upcykling og re-design af varerne.

Af samme grund har vi lavet venskabsbyer i andre dele af landet, som vi foretager os ting sammen med. De kommer her og lever en periode med vores landsbyliv – og vi kommer til dem. Det giver mange samtaler, næsten altid seriøse, rørende eller sigende og åbnende for nye horisonter, og tit giver det grundlag for at lave fælles initiativer, som giver energi og engagement.

Det traditionelle anonyme marked er begrænset i vores økonomi. Byernes fødevarefællesskaber indkøber eksempelvis hos landsbyernes landbrug ( rimelig nært byerne) til en aftalt mængde, kvalitet, pris og tid. Det betyder at landmanden kender sine afsætningsbetingelser, og køberne kender varerne og ved, hvor de kommer fra. Det princip har vi indført alle steder, hvor det giver mening: Så få mellemled som mulig med så korte værdikæder som mulig. Så direkte forbindelse mellem producent og forbruger som mulig. Det gensidige kendskab gavner ansvarligheden.

 

Landsbyen som bærer af økologi og bæredygtighed

Det økologiske og bæredygtige

For Danmark som helhed har vi valgt at leve enkelt og bæredygtigt af den helt simple grund, at vi ønsker der skal være en fremtid for de kommende generationer. Her hvor vi bor betyder det, at vi lever stort set 100% økologisk.  Vi arbejder med naturen, ikke imod den, og dropper dermed 200 års kamp imod naturen.

Vores fødevarer er lokalt produceret, de er sunde – uden giftige sprøjtemidler, uden tilsætning af kunstig gødning, der ødelægger grundvandet. Jorden bliver behandlet nænsomt, harvet men ikke pløjet og helt uden de kæmpetraktorer man engang brugte, og som maste jorden og ødelagde humuslaget over tid. Vi gør meget for at sikre biodiversiteten, planter fx bælter af vekslende træer og buske med frugter, bær og nødder, for at skabe grundlag for insekter og fugle, skærme mod vind og øge jordtemperaturen. Og vi genopretter større landskabsområder som har lidt under monokulturen og vækstsamfundets ganske særprægede forhold til naturen, ved at skabe vandløb, plante skov, skabe varieret vild natur, udsætte fisk og vildt. Det indebar, at vi opbyggede et nyt landbrug:

Et samfundsnyttigt landbrug med C02 lagring og ressourceopbygning

Dansk landbrug var i 2016 på katastrofekurs. Trods massiv offentlig støtte gennem årtier var landbruget dybt forgældet og skyldte 380 mia. kr. Antallet af fallitter steg år for år, og der var under 11.000 landbrug tilbage ift. de 200.000, der var i 1950. Det var nærmest umuligt at få generationsskiftet landbrug til yngre landmænd pga. ringe økonomi og alt for højt prisniveau. Banker og realkredit ville ikke være med.

Landbruget havde igennem årtier qua det industrielle landbrugs dyrkningsmetoder ødelagt naturgrundlaget ved sprøjtning og kemisk gødning med kvælstof og fosfor. Grundvandet, åer, fjorde, søer, jordens insekter, svampe, regnorme etc., dyre- og fuglelivet og fiskebestanden – alt dette var stærkt medtaget. Og biodiversiteten voldsomt nedbrugt. Mulden var udpint som følge af monokulturens dyrkningsmåder og kendetegnet ved øget muldflugt. Mange steder kunne man ikke længere producere korn til menneskeføde – kun til fx svinefoder, pga. jordens ringe bonitet. Dansk jord blev i stigende omfang solgt til udlandet, til kapitalfonde og investeringsselskaber.

Dyrkningsmetoderne resulterede i usunde fødevarer. Der var giftig kemi i fødevarer som grønt, frugt og korn. Og giftig kemi i kødproduktionen koblet med en ubeskrivelig mangel på dyrevelfærd.

En rapport om det globale landbrugs- og fødevaresystem fra FN’s internationale ekspertpanel, 2016, – ”From Uniformity to Diversity” – konkluderede: ”På grundlag af den dokumentation, der er samlet her, findes der muligvis ingen større risiko end den, der er forbundet med at fastholde det industrielle landbrug og de systematiske problemer, det skaber.” Sagde 22 af verdens fødevareeksperter via FN i år 2016.

Sådan viden var grundlag for, at vi valgte at skabe et nyt landbrug, som vi kaldte for ”Det samfundsnyttige landbrug”. Vi opkøbte i hele vores område eksisterende landbrug, svinefarme etc., opdelte dem i mindre enheder, og udlejede dem til landmænd og landsbyfællesskaber, som dyrkede baseret på økologi, biodynamiske og permakulturelle dyrkningsmetoder. Herefter startede en omstilling og produktion, som har skabt rigtig store resultater de sidste 10-15 år.

I forhold til permakulturens principper har vi skabt en række brug med skovhaver som har træer, buske, urter og grøntsager i flere lag på samme jord. På den måde lagres og bindes CO2 i jorden, så det ikke sendes ud i atmosfæren. Samtidig genskabes jordens ressourcer, fordi de mange afgrøder og vekseldriften genskaber jordens frugtbarhed. På den måde forhindrer vi muldflugt.  Den mere traditionelle permakultur produktion supplerer vi med alt det, der skaber basal mæthed. Korn til brød, kartofler, bønner etc.

Vi har lavet fællesejede økologiske jordfonde, som muliggør unge landmænds overtagelse af gårde. Og en landsdækkende landbrugsreform som har skabt rammerne for omlægning til økologi  – uddannelseshjælp m.v. Vi har lavet et nyt andelsbaseret andelssystem, som skaber enkel, spekulationsfri kreditgivning.

Dyr der trives og er sund føde

I landsbyen (og faktisk i hele Danmark) spiser vi meget lidt kød for at undgå de drivhusgasser, dyrene sendte ud i atmosfæren. Vi har ikke brug for at forværre klimakrisen. Men også fordi, der skal så uendelig meget mere land og naturressourcer til at producere et dyr, end der skal til at dyrke tilsvarende mængde næring i form af grøntsager, frugt, bønner osv.

I vores landsby og dens opland har vi givet hinanden håndslag på at nøjes med at spise kød max 2 dage om ugen. Resten af dagene lever vi vegetarisk eller vi spiser fisk.

Vi har dog stadig geder, høns, kaniner, gæs og enkelte køer og svin. Vi sørger for, at de har et godt liv ved at lade dem gå frit, undgå medicin og undgå dyretransport. Vi slagter lokalt.

 

Økologiske huse med alskens enkle, men effektive løsninger

Vores huse bygger vi økologisk af enkle, lokale og klimavenlige materialer, som har vist deres værdi i århundreder – ler, sand, træ, strå, sten, halm, hamp, siv osv.  Eller af genbrugsmaterialer. Både for at slippe for lang transport, for ikke at bruge for mange ressourcer, men også fordi det giver sunde huse, som er gode at bo i. Åndbare, uden kemikalier i luften.  Til at bygge husene bruger vi alle de teknikker som er udviklet igennem århundreder overalt på jorden, enkle men virksomme.

Vi bruger fx ubrændte lersten og pudser med ler i forskellige blandinger med hamp og halm. Vi beskytter lervæggene med træ fra lokale skove eller genbrugstræ. Vi laver halmhuse eller træhuse med papir eller træfiber som isolering. Alle vore bygninger lever op til nutidens bygningsreglement. Og vi uddanner selv nye økologiske husbyggere gennem mesterlære, hvor de er med til at byggeprocesser og lærer en stor del herfra. Det giver samtidig lokale jobs.

Husene er godt isolerede – mange af dem suppleret med orangerier og glasstuer, der både er hyggelige og samtidig sparer energi, og de opvarmes med masseovne, solvarme, vindmøller og jordvarme, så varmen belaster miljøet minimalt. Flere i landsbyen, – men dog stadig et mindretal – lever off-grid, altså uden at være tilkoblet el-nettet. El får vi mest fra lokale vindmøller og solceller. Nogen huse får el fra masseovnene, hvis røg i øvrigt ender ud i jorden som gødning.

Møbler, genbrug, transport og lokale arbejdspladser

Gamle dages IKEA ville ikke have mange chancer i vores landby. Deres møbler var fyldt med kemi og beregnet på kort tids holdbarhed. Køb-og-smid- væk kulturen er gjort til en saga i den nye tid. Vores møbler, tøj og alle de andre ting, der skal til et moderne liv laver vi lokalt, økologisk, ved genbrug og upcykling. Vi forsøger at skabe kvalitet, der holder lang tid.

Transporten foregår via deleordninger – el-biler og –cykler, ved fællestransport, eller ’kør-med’ ordninger via nettet. Da det meste af vores arbejde er baseret på lokalområdet og nærmeste omegn, er transporten i øvrigt minimeret, og hvis en af os har distancearbejde, så laver vi lokale kontorfællesskaber o.l. På den måde minimerer vi brugen af energi, og tiden brugt på transport. Det giver samtidig den fordel, at der er liv i byen om dagen.

Stolthed og en ny identitet

”The best things in life are free” – de gratis glæder er mange og vitale: Kærlighed, venskaber, et kreativt sjovt liv, hobbyer, tillid, håb osv. Det giver masser af livsindhold og livskvalitet. Vi vægter de gratis glæder og det at leve enkelt. Vores huse er bygget små, fleksible til forskellige livsaldre, men hyggelige og med komfort. Og de kan jo kombineres med fælleshusene. Vi bygger gerne selv, eller dyrker i haver.  Vi går i genbrugstøj, som er omsyet så det er smukt og har personlig stil.

Det giver os en stolthed at leve på den måde. Og vi er fælles om at hjælpe hinanden til løsninger, der kræver mindst mulig ressourceforbrug.  Og det deler vi med alle mulige folk fra hele landet. Hvert år holder vi fx messer rundt i landet, hvor mennesker fra landets forskellige geografier mødes for at udveksle viden og praksis.

På samme måde har vi skabt centre rundt i landet, hvor folk på tværs af land og by, på tværs af landets områder og landsbyer mødes og gennem ofte længere perioder på en højskole e.l. udvikler nye og bedre måder at producere bæredygtigt på. Sådan forsøger vi i alt, hvad vi gør at skabe sammenhæng mellem os lokalt og resten af landet. Og lidt efter lidt nærmer vi os en nærmest 100% økologisk livsførelse.

Danmark og EU har lavet omfattende studier af klimabelastning, som gør det helt enkelt at måle, hvor meget ens adfærd belaster kloden. Via en app kan man måle CO2 belastning fra fx forskellige hustyper, levemåder, transportformer. Det har hjulpet på mange måder. Det samme har de mange kurser og undervisning, som viser hvordan man kan leve bæredygtigt.

 

Sociale fællesskaber

Vores landsby og hele vores område er baseret på en lang række af fællesskaber. Landsbyens fællesskab gør først og fremmest, at alle er involveret og inkluderet i mange slags gøremål. Overskueligheden og dét at vi organiserer tingene i fællesskab gør, at vi er hinanden vedkommende, og ingen er udelukket.

De ældre tager sig af børnene fx ved at undervise dem, hente dem fra skolen, deltage i det frivillige arbejde, arrangere kulturbegivenheder. De er en naturlig del af hverdagen og mødes indbyrdes i spiseklubber, tager på ture sammen, spiller musik sammen etc. og mødes med alle andre aldre ved at indgå i det fælles liv og landsbyens fælles rum. Nogen af dem har lavet ældre-fællesskaber, hvor de bor sammen.

Vi ved at fællesskaber, fuldstændig som et ethvert parforhold, er noget man løbende skal udvikle og passe på. Det giver ikke sig selv; man skal arbejde på det, livslangt. Derfor skaber vi bevidst rammer, som fremmer forskellige typer af fællesskaber – omkring arbejde, fritid, på tværs af aldre, omkring uddannelser, kultur, naturen etc.

I et decentralt demokrati som vores er der en del møder, og man skal kunne glæde sig til møderne; det er et møde med kollereger, venner og bekendte fra landsbyen, og det er her, vi træffer vigtige beslutninger. Så vi arbejder bevidst for at give møderne en god stemning. Selvom det er seriøse ting, vi taler om, skal det foregå på en rar måde. Vi sørger for at de er godt styrede, så alle kommer til orde, at møderne er afvekslende i formen, og at der sker noget, at der træffes beslutninger og skabes udvikling.

I fællesskaber er der konflikter. Dem løser vi bedst mulig. Det har vi udviklet en række redskaber og metoder til konfliktløsning, som virker ganske udemærket. Men det bedste er selvsagt at undgå dem.

En af de vigtigste redskaber til at undgå konflikter er en god kommunikation. Derfor  har vi i mange år arbejdet med at udviklet en anerkendende kommunikationsform, hvor vi lytter til hinanden. Giver plads til forskellighed, ikke fordømmer og moraliserer. Forsøger at forstå den andens perspektiv, når vores meninger er meget forskellige. Vi har standset ’diskussion’, hvor det gælder om at få ret, og skabt en ’dialog’, hvor det gælder om at skabe noget sammen på basis af alles input. Og langsomt bliver vi bedre til det.

Fællesskaber kan rigtig meget. Vi løfter store opgaver, som ingen af os kunne klare alene. Eller skaber løsninger som er meget bedre end dét, vi selv kunne finde ud af, fordi der altid er flere perspektiver inddraget.

Fællesskaber kan også skabe følelsen af nærvær og medmenneskelighed, når man laver ting sammen, dyrker sin hobby sammen, fester, eller bare sidder og snakker sammen over en kop kaffe. Det giver glæde og følelsen af nærvær. Vores landsbyfællesskaber giver os  fornemmelsen af tryghed. Vi ved at der er nogen for os, hvis noget går galt.

Vi har den opfattelse, at alene får vi et mindre rigt liv og de store udfordringer kan blive uoverskuelige hvis ikke umulige at klare. Det er heller ikke hverken så sjovt eller meningsfuldt, som når tingene foregår i fællesskaber.

Vores arbejdsliv er langt hen organiseret på basis af fællesskaber. Det betyder at vi løbende skal kunne træffe beslutninger sammen. Også store og svære beslutninger, som at lukke en virksomhed. Skære ned i antal arbejdere o.l. Det har vi udviklet en række systemer til med facilitatorer, som guider processerne. Sammen med en ændret måde at kommunikere og holde møde på har det gjort det til en realistisk fremgangsmåde. Og for hvert fællesskab har vi en koordinator, en person der evner at samle og skabe fælles retning af forskellighed.

 

Kultur som skaber af udfoldelsesrum og det fælles

Kultur af enhver art er et fantastisk middel til at skabe fællesskaber – og udvikle os som mennesker. Og skabe livsglæde. Vi vil helt enkelt leve kreativt og lave en masse spændende aktiviteter sammen. Derfor har vi, hvad jeg vil kalde, et rigt og frodigt kulturliv.

Der er mange her i landsbyen som spiller musik, så vi har orkestre på kryds og tværs, og folk kommer fra hele landet for at spille med på vores lokale musikfestivals. Vi har lavet en cafe med musik, som ledes af en gruppe af frivillige i fællesskab. Vi laver lokale musicals, og om vinteren er der amatørteater.

Og sådan har vi en stribe af aktiviteter: Et lille teater, en bio, en løbeklub, en gruppe af billedkunstnere, vandregruppen der arrangerer gåture smukke steder og ’rejseholdet’ som vi kalder det, der arrangerer fællesrejser til steder, vi synes gerne vil opleve – for at nævne nogen.  Kultur er blevet en væsentlig del af vores hverdag, og vi laver den selv – i stedet for at kigge på, at andre laver den, via fjernsyn.

Vi har et forsamlinghus for ’livslæring’, kalder vi det. Her kan du lære at danse, eller lave en gruppe der snakker livsudfordringer, og hvordan vi får de bedst mulige liv. Vi har et ’Laboratorium til glæden’ – hvor alle mulige skæve indfald og pudsige aktiviteter bliver født. Men man kan også få lektiehjælp eller høre et foredrag fra en rejsende, der har noget på hjerte. Man kan faktisk bruge huset, lige som man vil.

Et decentralt demokrati

Demokratiet i vores land, vores område og vores landsby er baseret på fællesskaber. I landsbyen træffer vi alle (decentrale) beslutninger i fællesskaber, lidt a la ældre tiders tingsted. Vi har bogrupper for hvert delområde i landsbyen, fx 30 familier, og et samlet møde for hele landsbyen, hvor alle delgruppers input bliver flettet sammen til fælles beslutninger. Et demokrati er kun noget værd, hvis der er gennemsigtighed og oplysning. Og borgerne er inde i tingene. Derfor forsøger vi at skabe løbende, kort, enkel information.

Vores fællesskaber binder de forskellige lokale samfund og landsbyer i vores område sammen på mange måder.  Det gælder vores økonomi, kulturlivet, vores sociale liv, vores fritidsliv og hele vores mentalitet. Vi forsøger bevidst i alt, hvad vi gør også at forbinde vores egne lokale fællesskaber med andre fællesskaber landet over.

Landsbyens og områdets demokratiform giver mulighed for et vidtgående reelt, decentralt demokrati – et buttom up, hvor befolkningen selv igangsætter og styrer fremtidens produktion og alle aktiviteter lokalt, skaber levende lokalsamfund under hensyn til landets samlede, fælles formulerede rammer.

Vi er meget opmærksomme på, at fællesskaberne aldrig må blive snærende rammer  om vores liv, eller kontrollerende og dikterende. De skal understøtte et bedre liv for os som individer, ikke  begrænse det.

 

En ny mentalitet, verdenssyn og etik

Landsbyens beboere har gennem en længere periode helt bevist og struktureret forsøgt at udvikle et nyt menneskesyn. Ikke som en definering og indsnævring af udsyn, men som en udviklende platform, der muliggør et større udsyn. Gennem uddannelse, gennem vores daglige praksis, den lokale debat, via vores højskoler, vores virksomhedspolitik, det lokale bystyre osv. På 1000 måder.  Ingen af de ting, vi har fået til at fungere i dag i vores område kunne lade sig gøre, hvis alle tænker egoistisk, handler uden respekt for liv og natur eller kommunikerer konfliktskabende eller ud fra et ønske om at tage magt.

Derfor har vi bevidst arbejdet på at ændre vores livsværdier og verdensbillede og skabe nye fortællinger om det at være menneske og medmenneske. Ikke rage til sig, men deles. Ikke søge magt, men skabe ligeværd. Ikke kun tænke i egne fordele, men i alles fordele. Tænke i udstrakt decentralt demokrati, hvor det er let at have indflydelse på egen hverdag og udviklingen lokalt.  Tænke i ansvar: Hvad kan jeg gøre for at skabe det fælles bedste.

Det er lettere sagt end gjort, skulle jeg hilse og sige, for vi er bare mennesker. Og alle vores instinkter og gener har deres egne veje og historik. Men jeg synes, vi er kommet langt. Man kan sige, at vores formulerede værdier og etik er det moderne samfunds ’ti bud’, opdateret, udviklet, gjort positive, som pejlemærker for sund menneskelig adfærd.

Og folk er begyndt konsekvent og af hjertet at passe på naturen.  På dyrene og på hinanden. Det er stort. Vi har simpelthen fået skabt et nyt værdigrundlag i fællesskab, og mit indtryk er, at det har langt de fleste fået et reelt ejerskab til. Vi forsøger at undgå at lege moralister eller en slags kontrollerende politi. Der skal være plads til at være menneske og sig selv.  Men der må også godt være nogle klare værdier, som skiller godt fra skidt og som man kan læne sig op ad i sin adfærd.

Som led i det er vi kommet væk fra ’dem’ og ’os’. Væk fra fjendebilleder, som gør alle der er anderledes forkerte. Det betyder efter min mening rigtig meget for forståelsen mellem land og by, mellem de forskellige egne og mellem forskellige etniske kulturer, at vi mere og mere ser hinanden som medmennesker uanset hudfarve og religion.

Uddannelser til samfundsborgere

Uddannelsessystemet har vi lavet fundamentalt om. Både for at fremme læringen, som langt fra var effektiv i den tidligere skole, eksempelvis var 25% af alle drenge funktionelle analfabeter, når de forlod 9.

klasse i 2016. Og for at give de unge et tæt forhold til og indblik i den virkelighed, de som voksne skal fungere i og for gennem undervisningen gøre de unge til en del af lokalsamfundet og dets fællesskaber.

Men ikke mindst for at fremme alles personlige udvikling, så de bliver modne, selvstændigt tænkende, kreative mennesker i rimelig balance med sig selv og med en mentalitet, der kan bære vores fælles værdier videre. I 2016 havde knap 25% af unge mellem 14 og 24 år en eller anden form for diagnose, som krævede behandling. Det var for svært at være ung. For mange krav, for forvirret og stresset en hverdag, for lidt kærlighed og nærvær. Det forsøger vi nu at gøre anderledes.

Meget af læringen i vores lokale skoler foregår via de unges deltagelse i lokalsamfundets liv og hverdag, så de bl.a. lærer ved at deltage i processerne her sammen med 1-2 lærere med pædagogisk erfaring. De bliver fx en del af et team, som bygger væksthuse eller komposterer. De lærer via praksis at holde dyr, skabe en skovhave, dyrke honning. Undervisningen rummer et stort element af tillid og ansvar til de unge.

De unge laver teater sammen med landsbyens voksne og ældre. Eller arrangerer motionsløb. Sådan lærer de at skabe, producere, arbejde sammen, genbruge, organisere. Vi lægger vægt på, at de lærer at tænke og udvikle selv, tage ansvar, være kreativ, innovativ, igangsættende. Og de lærer at blive en del af det lokale samfunds beslutninger og dermed demokrati. Vi synes den gamle skole var for lidt innovativ og kreativ eller musisk. Fællessangen uddøde. Meget undervisning blev udenadslære fra bøger. Demokrati og politik blev noget fjernt og ligegyldigt. Værdierne blev ens egen læring og senere karriere.

Efter vores opfattelse kan man sagtens inden for vores form for læring lære rigtig meget matematik, engelsk, dansk, fysik – det teoretiske stof, som selvsagt er nødvendigt – nu bare knyttet til mennesker, til praksis, noget virkeligt og lokalsamfundet. Undervisningen kan gøres både spændende og til noget, der er brug for og som derfor er meningsfuldt gennem deltagelsen i virkeligheden parret med undervisning i skolen.

Byerne bliver bæredygtige

Visionen her er for fremtidens landsbyer. Derfor skal den kun kort komme ind på fremtidens bæredygtige byer. Men de er vigtige, for i 2016 var man ved at nærme sig, at 70% af Danmarks befolkning boede i byerne. Den udvikling er det lykkedes at ændre, så der er skabt en betydelig tilflytning til landsbyerne og alle landområder. I dag bor godt 40% i byerne.

Byerne er blevet til bæredygtige byer, hvor beboerne etablerer sammenhængende bykvarterer med stærke sociale fællesskaber. Vi har opdelt byerne i kvarterer af passende størrelse med et antal beboere, der gør det meningsfyldt at etablere et samlet fællesskab.

I 2016 var byerne tømt for natur. Man så ikke et dyr eller haver med afgrøder for 25 år siden. Kun parker, der stod næsten tomme med store græsarealer og en smule træer. Byboere lærte ikke at skabe med deres hænder. Vi lærte ikke landbrug, ikke at tømre, bygge, skabe. Vi var akademikere, kontorfolk,  butiksansatte,  forretningsfolk eller den kreative elite. Og det var travlt og tit ensomt.

Det lavede vi om på. Der blev etableret byhaver og bylandbrug, dyrehold og alle skolerne skabte urban farming steder, som de selv drev. Hvert bykvarter har nu et energilaug som styrer sol- , jord- og vindenergi. Der er etableret fora for bytte-, dele- og gaveøkonomi. Og hvert bykvarter har fået masser af grønne butikker og små værksteder som producerer bæredygtige varer.

Transporten er enkel med lokal cykel- og elbils transport via deleordninger, og transporthjælp til ældre og handicappede. Vi har etableret en cirkulær økonomi som er basis for en række genbrugsvirksomheder, værksteder og butikker. Fødevarefællesskaber sørger for økologisk fødevareforsyning til bykvartererne via aftaler med landmænd og fødevareproducenter i en passende omkreds omkring byen.

Alle byer er CO2 neutrale. Fossile brændstoffer udfasedes allerede i 20erne. Og al produktion, transport, energi og øvrig aktivitet er tilrettelagt, så der kun udledes drivhusgasser i meget begrænset omfang, samtidig med at vi bevidst har sørget for via husbeplantninger, træer, haver etc. mere end at opveje udledningen med en CO2-lagring.

Det var egentlig kun vores egne mentale begrænsninger, som gjorde det svært at se, hvordan alt dette relativt enkelt lod sig gøre. Men nu er det hverdag. Og hver dag forbedrer og udvikler vi denne livsform.

Det offentlige – det fælles. Fxsocial & sundhed

Vi har opgivet det ’velfærdssystem’, som var for 25 år siden. Vi oplevede det egentlig ikke som rigtig velfærd. I dag tænker vi, at folk der har venner, tryghed, glæde, omsorg, daglige meningsfulde gøremål, som indgår i fællesskaber osv. – de udvikler sjældent sociale problemer. Så vi har ingen ghettoer. Ingen Jobcentre, der kontrollerer din funktionsevne. Ingen arbejdsløse. Ingen lukkede afdelinger og intet galopperende medicinforbrug.

I dag er det fælles – det som tidligere hed stat, region og kommuner – blevet en del af området og landsbyen. Det som fyldte over 50% af samfundets værdier, fylder nu måske 15%, fordi fuktionerne langt hen er lagt ud i civilsamfund og ’privatsamfund’, og rammerne for vores liv er ændret, så behovet for de offentlige velfærdsydelser er faldet drastisk.

Det sociale på landsplan handler om at skabe sunde opvækstvilkår for borgerne. Fremmedhed i storbyer giver mistrivsel. Arbejdsløshed giver tomhed og tristhed. Marginalisering er spildte liv. Så i stedet for at reparere på de mennesker, som er blevet til ’sociale problemer’, så har vi valgt at ændre de rammer, der skabte problemerne. Gøre dem menneskevenlige.

Sundhed og det sociale hænger sammen. Mennesker der trives, har netværk og lever med motion, sunde fødevarer etc. er som regel sunde. Derfor tænker vi sundhed som forebyggelse igennem sunde livsrammer.

Vi arbejder med inddragelse og medmenneskelighed. Hvert menneske er en del af det hele, og der er brug for alle. Alle kan noget, og alle der bliver set og anerkendt vokser.  Så folk, der går gennem vanskelige perioder i deres liv pga. af skilsmisser, misbrug eller noget andet, dem tager vi os oprigtig kærligt og omsorgsfuldt af. Vi finder den bedst mulige plads i lokalsamfundet, hvor de kan trives og få deres behov tilfredsstillet – stille vokse sig stærkere, og der er mennesker, som kan guide og støtte dem.

Folk der har et handicap eller en alvorlig sygdom fysisk eller psykisk skal selvsagt have mulighed for en egentlig behandling.

Det er min oplevelse, at vi i store træk har held med det. Ensomme ældre mennesker bliver aktive med fx at hjælpe børn og unge.  Skilte par får nye relationer, som støtter dem i en periode.

Pengene til det fælles kaldes ikke længere for skat, for det rummer for mange dårlige associationer. De kaldes blot det ’fælles’. Og systemerne er ikke længere topstyrede af bureaukratier, som ikke havde fagligt kendskab til deres område og mest tænkte i økonomi. Det er blevet decentraliseret, styret af fagpersoner som uddannes til styring via fællesskaber. Borgerne har direkte adgang. Og det fælles betragtes ikke mere som organisationer, der styrer og kontrollerer, men som huse for facilitering, servicering og støtte.

 

 

Hvis vi vælger et scenarie a la dette: Hvad skal vi så gøre for at gøre det omsiggribende?

Først og fremmest er vi nødt til at VÆLGE et mål. 

Gennem et 10-år fra 2016 til midt i 2020erne valgte vi lidt efter lidt omstillingen på alle samfundsområder: Vi valgte et fundamentalt skift i det politiske system, så magten blev decentraliseret ud til lokale områder.

I det økonomiske system valgte vi et skifte, så de stadig større firmaer i stigende grad blev erstattet af lokal produktion, og vækstimperativet blev erstattet med livskvalitet og menneskelig trivsel som mål. Vi opbyggede skridt for skridt en helt ny form for bæredygtig økonomi baseret på økologi og hensyn til kloden.

Vi valgte at byerne ikke længere skulle vokse, men at fremtidens demografiske ændringer skulle betyde netto tilflytning til landdistrikterne, og vi skabte rammerne for dette ved at gøre landsbyerne attraktive.

Vi valgte både i byerne og på landet at skabe levende lokalsamfund baseret på lokale fællesskaber, lokale erhverv og økologi. Så der blev liv og arbejdspladser på landet igen, nu baseret på en bæredygtig økonomi.

Vi valgte at leve bæredygtigt og omstille vores daglige liv fra a til z, henover nogle år, frem til en ny livsstil, der var enkel med et meget begrænset ressourceforbrug.

Vi opprioriterede demokratiet og borgernes engagement lokalt og skabte rammer for det baseret på fællesskaber, som gav det et reelt indhold.

Vi opprioriterede kulturlivet, som en central del af menneskelivet, vores opvækst, udfoldelse, livsglæde og læring.

Vi skabte en ny type af skole, som ikke foregik i rum afsondret fra virkeligheden, men i et stadig samspil med virkeligheden, lokalsamfundet, dets borgere og dets lærerige processer.

Men først og fremmest: Vi valgte. Borgerne i samfundet tog stilling og valgte et mål og en retning.

Innovation fra neden, fra myndige borgere

Vi skabte Omstillingsnetværk i alle landsdele. Hvert område havde et omstillingsnetværk, sammen med 3-4 andre nabo-områder, så politikken samordnedes. Omstillingsnetværkene repræsenterede vigtige kræfter i civilsamfundet: Forskellige slags virksomheder og erhverv, kommuner, borgergrupper, de grønne og sociale foreninger, interessegrupper, frivillige, økosamfund, uddannelser.

Omstillingsnetværkene arbejdede ud fra en fælles Vision og et Værdigrundlag, der blev formuleret for hele landet. Visionen blev sammen med Værdigrundlaget brugt som dybt seriøs rettesnor og pejlemærke for retningen. Arbejdsprocesserne faciliteredes professionelt og på måder, der gjorde det vanskeligt at pleje særinteresser.

Omstillingsnetværkene lavede Udviklingsråd, et for hvert lokalområde, som skabte det mere konkrete og praktiske grundlag for omstillingen ved at samle repræsentanter for lokalområdets mange aktører omkring dét, man valgte at kalde ”Det fælles bedste”.

Via omstillingsnetværk og udviklingsråd samledes civilsamfundets væld af aktører til en mere homogen og handlingsegnet gruppe i et samspil og en samskabelsesproces. Innovation spillede en central rolle, for vi skulle udvikle meget nyt: Virksomheder, fællesskaber, gennemført økologisk produktion.

Kommunerne deltog i disse lokale omstillingsnetværk/udviklingsråd med al deres ekspertice. Deres rolle var at  rådgive, understøtte og facilitere civilsamfundet, ikke at kontrollere, diktere eller bestemme. Forholdet mellem kommune og cvivilsamfund var vendt om, så kommunerne stod for serviceringen af ’det fælles’.

Der etableredes et meget direkte demokrati, hvor man løbende inddrog lokalbefolkningen i konkrete sager. Alle beslutningsgrundlag og efterfølgende beslutninger blev bl.a. lagt åbent frem på nettet.

Samskabelse. Nyt samspil mellem virksomheder, kommuner og civilsamfund

Tidligere havde alle økonomiske beslutninger suverænt været overladt til virksomhederne selv. De kunne vælge at nedlægge virksomheder, eller producere helt andre varer, fyre arbejdskraft, indføre robotter osv. uden nogensinde at skulle spørge nogen. Alt sammen ting, som kunne have endog meget stor indflydelse på lokalområdet og dets borgere.  Det ændredes radikalt med de nye beslutningssystemer.

Tilsvarende havde alle beslutninger inden for kommunalforvaltningsområdet været underlagt kommunernes suveræne beslutningsret – inden for rammen af det lokale demokrati og landets love. Socialpsykiatrisk indsats, ældrepleje, hjælp til vilde unge, skolerammer, genbrugssystemer, affaldssortering, vandrensning, naturpleje osv. havde – med enkelte begrænsninger – været overladt til kommunalforvaltningerne. Og borgernes indflydelse havde reelt været minimal: Man kunne stemme hvert 4. år, men kendte kun sjældent hele den komplicerede baggrund for de forskellige politiske beslutninger, og havde meget lidt – nærmest ingen – reel indflydelse imellem valgene.

Nu blev der lavet fælles beslutningsfora, hvor den samme type af beslutninger blev formet af lokalområdets civilsamfund – af de nævnte udviklingsråd og omstillingsnetværk eller af borgerne i form af de grønne foreninger, frivillige organisationer, borgergrupper, landsbyer m.v., – sammen med de lokale virksomheder og kommuner i et fællesskab.

Mange virksomheder var omstillet til fælleseje, og kommunerne havde decentraliseret selve opbygningen af den kommunale forvaltning. Samlet set betød det, at beslutninger kunne træffes på måder, der i langt højere grad inddrog borgerne lokalt, gav dem større indsigt og mere indflydelse.Bevidst og systematisk opbyggedes sådanne basisdemokratiske processer.

For at støtte det decentrale princip havde man opdelt alle lokalområder i en række landsbyer og mindre geografiske enheder, som løbende og med regelmæssige mellemrum blev spurgt om deres holdning til den udvikling, der skabtes gennem samspillet mellem civilsamfund, kommune og virksomheder. Forud for større beslutninger spurgte man tilsvarende borgerne.

På den måde samskabte civilsamfund, virksomhederne og det offentlige det bæredygtige Danmark i en fortløbende fælles innovationsproces.

Politiske reformer som understøttede civilsamfundets omstilling

Fra staten gennemførtes i løbet af en 5-10 årig periode en række større reformer, som understøttede de initiativer, der igangsattes lokalt.  Her er nogle eksempler på det.

Der blev fx gennemført en økologisk jordreform, som gjorde det muligt at opkøbe og opdele tidligere store landbrug i mindre enheder, som herefter dyrkedes efter biodynamiske, permakulturelle og almindelige økologiske principper. Loven krævede udfasning af kemisk gødning og pesticider inden for en kortere årrække.

Der etableredes med statens hjælp en række borgerstyrede lokale jordfonde, som gjorde det muligt for yngre landmænd at overtage gårde fra ældre, som søgte generationsskifte. Fonden opkøbte gården, som landmanden herefter kunne leje af fonden til en lav pris.

I byerne stiftede man, baseret på ny lovgivning, en række fonde, hvormed man opkøbte landbrugsjorden rundt om byerne. Hermed kunne man sikre sig den nødvendige produktion til Indkøbsfællesskaberne.

Efter de første 5 år gennemførtes en lovgivning, som eftergav al gæld i landbruget.

Der blev gennemført en skattepolitik, som stærkt favoriserede økologiske produkter. De blev fritaget for moms, mens traditionelt producerede varer stadig skulle betale moms. Man etablerede statslige politikker for landets offentlige køkkener, kantiner og madordninger til fx børn og ældre, hvorefter alt skulle være 100% økologisk betragtet i samlet livscyklus.

Samtidig skærpede man kravede til traditionel fødevareproduktion, så det nu var producenten, der havde bevisbyrden for, at et givet tilsætningsstof ikke var skadeligt eller giftigt for forbrugerne. Sammen med de nævnte øvrige tiltag betød det, at der ret hurtigt opstod et betydeligt marked for økologisk producerede fødevarer, hvorfor danske landmænd omlagde til økologi i stor stil.

En lov ændrede mærkningspolitikken, så alle fødevarer, der rummede ’fremmede kemiske stoffer’, skulle signalere dette. Der gennemførtes en lov omkring emballage for at minimere emballage generelt, spare på ressourcerne, udfase plast. Man lavede emballagefri butikker, hvor kunderne medbragte egne opbevaringsbøtter.

Samlet betød denne række af politiske reformer, at konventionelt dyrkede fødevarer blev udfaset på ganske få år.

Sådan gik man frem område for område. For området vedvarende energi skete det således:

På under 10 år udfasedes fossile brændstoffer gennem en række love og reformer. Alle kommuner, hvis varme og kraft kom fra kraftværker baseret på fossile brændstoffer fik 5 år til at udfase disse og omstille til vedvarende energikilder. Hvis den periode blev overskredet skulle kommunen betale månedsbøder i stil med byggemarkedets regler omkring husbygning.

Der blev skabt lokale vindparker, solenergisystemer osv. overalt, og hele forsyningsnettet blev lagt om.

Biler baseret på benzin blev udfaset på 5 år. Der blev skabt et landsdækkende netværk af opladningsstationer til el-bilernes batteriopladning. El-bilernes vægtafgift og forsikringspræmier blev nedsat markant, ligesom momsen på el-biler ophørte, mens den fortsatte på benzindrevne biler.

Inden for byggeriet omstillede man til økologisk produktion.  Al betonbyggeri (som dengang stod for knap 10% af al CO2 udledning) blev eksempelvis udfaset i løbet af en periode på 5 år. Og man startede i stedet med at bygge økologiske boliger.

Der gennemførtes en skattereform som bl.a. betød at

• Alle firmaer betaler skat lokalt i Danmark, også store firmaer som Coca Cola, McDonald, Shell osv.

idet deres overskud beregnes af skattevæsnet i forhold til virksomhedernes lokale vareomsætning

• Aktiespekulation på lånte penge blev forbudt
• Aktiespekulation på derivater og andre financielle transaktioner, hvor der ikke er et reelt underlæggende produktionsgrundlag, blev ulovlige
• Det blev umuligt for bankerne at skabe nye penge blot ved at øge udlånsmassen
• Afskaffelse af renters-rente princippet
• Fradragsjunglen afvikledes og kompenseredes gennem lavere huspriser

Rækken af love og reformer var lang. De havde én retning: Bæredygtighed. Lokal produktion. Ændring mellem land og by. Menneskeliggørelse og ’venliggørelse’ af hele samfundet. Skabelse af landsbyer og levende lokalsamfund med lokale arbejdspladser og erhverv på landet. Decentralt demokrati. Fælleseje.

Inden for rækken af internationale reformer kan nævnes: Danmark meldte sig ud af WTO – verdenshandelsorganisationen, som bl.a. havde gennemtrumfet TTIP, et frihandelssystem, der gjorde det umuligt at skabe fortrin for lokalt producerede, gmo-frie og økologiske produkter pga. frihandelskrav. Tilsvarende meldte vi os ud af ud af Verdensbanken, hvis vigtigste bidrag til verdensøkonomien siden 2.

verdenskrig havde bestået i at fastholde u-landene i en gældsklemme til i-landene.

 

 

Den brændende platform og landsbyernes potentialer

Verden og Danmark anno 2016 har udpræget en tendens til at tilsidesætte bæredygtighed af hensyn til økonomi og vækst. Argumentet lyder i al lammende enkelhed: Vi har ikke råd til at tage hensyn til planeten eller miljøet, for det vil gå ud over økonomien, væksten, arbejdspladserne.

Men intet kunne vel være mere forkert.  Planeten er selve forudsætningen for økonomien, og produktionen kan kun lade sig gøre, hvis vi har en nogenlunde stabil planet med de nødvendige ressourcer. Al produktion fra biler, til huse, fødevarer, tøj, osv. – alt kommer fra jorden. Så den er vores forudsætning. Derfor har vi ikke råd til at lade stå til ved at undlade at gøre noget radikalt for klimaet og de øvrige områder.

FN’s 17 Verdensmål bliver også kaldt for Bæredygtighedsmål, fordi de opstiller mål for hele verdens befolkning i de kommende årtier frem til 2030 med stor vægt på bæredygtighed. Målene siger bl.a.:

Vi skal opnå fødevaresikkerhed og bæredygtigt landbrug. Eliminere fattigdom og sult. Skabe bæredygtig forvaltning af vand. Bæredygtig energi.  Bæredygtig og inkluderende økonomisk vækst. Gøre vores byer resiliente og bæredygtige. Sikre bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre. Sikre bæredygtig brug af oceanerne, skovene, genoprette biodiversiteten, bekæmpe ørkendannelsen. Og styrke det globale partnerskab for bæredygtig udvikling.

Hvis disse mål skal have en reel chance for at blive til virkelighed, må lande som Danmark gå forrest. Og det fordrer en befolkning, der som helhed involveres. Landets styring kan ikke længere foregå alene blandt en elite, og vækstøkonomien kan umuligt længere styre, anonymt og med en logik der er stik mod al bæredygtighed.

Moderne borgere vil have indflydelse. Realiseringen af FNs verdensmål kræver borgernes indflydelse på alle livets områder. Fra en bæredygtig livsstil og adfærd i det daglige til indflydelsen på landene ressourcer i form af land, vand etc. og på alle samfundets socio-økonomiske processer som produktion, forbrug og transport.

Disse år er fuld af forandring, ikke bare i Danmark, men internationalt. Omstillingen til en anden levemåde er så småt begyndt. Flere og flere vil leve i et fællesskab med andre. Have tæthed til naturen. Leve med tid til selve livet uden stadig pres, stress og uro. Vi vil gerne selv bestemme, hvad der er det gode liv for os. Vi vil også gerne leve meget mere bæredygtigt. Med sund, giftfri mad og dyrevelfærd. Med økologi hele vejen rundt.

Fremtidens landsbyer kan danne en indlysende gunstig ramme omkring en sådan fuldstændig ny livsform. Den største hindring for at gå efter visionen er efter min vurdering vores tankesæt – hvis vi tror, at vi ikke kan bestemme, så kan vi ikke.