VI HAR ET ØKONOMISK SYSTEM, som fungerer på en helt bestemt måde: Dets formål er overskud. Kun det. Tit overser vi det midt i livets travlhed, ligesom man kan komme til at overse skoven for bare træer.
Formålet er ikke hensyn til klima, ikke miljø, ikke hensyn til samfundet som helhed eller fremtidige generationer. Det handler ikke om at producere af hensyn til forbrugerne (selvom disses forbrug af ens varer selvsagt er en forudsætning).
Det handler om virksomhedernes overskud. Overskuddet til dets ejere. Hvad enten det er aktionærer, kapitalfonde, banker eller enkeltpersoner.
Overskuddet skabes oftest gennem vækst. Derfor satser alle brancher og virksomheder på vækst, uden ende.
Det var fint i 50’erne og 60’erne. Det er en katastrofe i dag.
Derfor er det ikke særligt overraskende, når de 13 klimapartnerskaber fra dansk erhvervsliv nu har leveret en række forslag til klimahandlingsplanen, som ikke lever op til målet om 70% reduktion.
For erhvervslivet er ikke bare en masse virksomheder og brancher. Først og fremmest er de alle sammen en del af dette bestemte økonomisk system. Og de skal tænke i overskud, derfor SKAL de sige, sådan som de gør i deres forslag.
Pengene, indtjening, overskuddet bliver altid sat i første række. Kun hvis der er råd til det, kan man indrette sig efter andre ting, fx klima. Men tit er dét en dårlig forretning, og så må klimaet vige.
Nogen af de 13 brancher er i ’løsningsbranchen’, dvs. de kan tjene penge på omstillingen. Det gælder fx energisektoren, der leverer fx grøn energiforsyning.
Andre er i ’problemafdelingen’, dvs. de vil miste penge på omstillingen. Det gælder fx fødevare- og landbrugssektoren, den energitunge sektor som fx cementindustrien (Portland fx) og landtransporten. For slet ikke at tale om luftfarten.
Derfor har nogen relativ let ved at levere forslag, som bringer dem langt ift. 70% reduktion af CO2 fra deres branche eller sektor. Mens andre opgiver at nå målet. Og finder på alle mulige krumspring, som når landbrug- og fødevarebranchen indregner mindre madspild og flere vindmøller, dvs. indregner indsatser som skal leveres af andre – her af hhv. forbrugerne og energisektoren.
Af samme grund undlader fødevare- og landbrugssektoren i deres forslag også at tage det allervigtigste instrument med: En reduktion af husdyrholdet. Langt færre svin og køer, som hver dag året rundt, for alvor skader klimaet, hvilket alle og enhver ved. For det vil gå ud over ’væksten’ og dermed overskuddet.
Pengene eller livet? – Landbruget vælger pengene!
Det handler om overskud, ja, og vel at mærke overskud på den helt korte bane. Et af problemerne ved den nuværende model for økonomien er jo, at den ikke formår at tænke på lang sigt. Der skal være overskud hvert kvartal.
For selvfølgelig ved landbruget godt, at de skader klimaet med deres husdyr, og at det på langt sigt vil være langt bedre at tage hensyn til klimaet. Men virksomheder, brancherne – og det samlede økonomiske system de er en del af – kan ikke tage sådanne langsigtede hensyn. Det er pengene, her og nu; alle måles hvert kvartal på bundlinjen: Er der overskud?
Sådan har vi skruet systemet sammen – i dag. Og det kunne godt tyde på, at det skal justeres en smule.
PENGENE ELLER LIVET? – DANSK ERHVERVSLIV VÆLGER PENGENE!
Fælles for ALLE rapporterne er at de IKKE giver opbakning til det helt centrale virkemiddel som Klimarådet, vismændene og en lang stribe af danske og internationale økonomer peger på som helt afgørende: En CO2 afgift. Konkret har Klimarådet foreslået en afgift der stiger frem til 2030 fra nu 180 kr. per ton til omkring 1500 kr. pr. ton.
Her træder alle brancherne i karakter som det, de er: Dele af ét fælles økonomisk system
– CO2 afgifter gavner beviseligt klimaet. Men det skader måske overskuddet.
Pengene eller livet? – dansk erhvervsliv vælger pengene!
Hvis man fulgte alle forslag til punkt og prikke vil man ALDRIG nå i mål med 70% CO2 reduktion i 2030. Den energiintensive branche siger fx, at de måske når 30% til 2030. Luftfarten har end ikke afleveret deres forslag endnu.
Erhvervslivet har med andre ord fået en opgave: Vær med til at løse klimakrisen. Og de har svaret: For os er pengene vigtigere end klimaet.
Når alle forslagene fra alle partnerskaberne lægges ved siden af hinanden, må man konstatere: Her er der tale om et økonomisk system, der har overlevet sig selv.
De formår simpelthen ikke at tænke på helheden, på samfundet som helhed, og dets overlevelse. Formår ikke at tænke langt, tænke klima og fremtid, tænke på fremtidige generationer.
Eller sætte sig sammen alle sammen og tænke ud over den enkelte virksomhed og branche og sige: Det her må og skal vi løse i fællesskab. Vi SKAL i mål med 70% CO2 reduktion. Hvem gør så hvad?
De er skruet fast i vanetænkning: Vækst. Og bag det: Overskud. Til hver virksomhed og hver branche, hvert kvartal.
Et økonomisk system som ikke formår at løse dén opgave, dét er et økonomisk system, der skal laves om. Laves til en klimavenlig økonomi, som Gro Harlem Brundtland har kaldt det i en rapport til FN, 2019. Al produktion må selvfølgelig indrettes, så der også er en fremtid for menneskeheden.
VI KAN GODT KLARE DE KOMMENDE SAMFUNDSFORANDRINGER
Coronakrisen har skabt en helt ny situation. Pludselig kan vi handle stort og modigt. Pludselig formår vi at gøre alt på helt andre måder.
Det er nødvendigt, siger regeringen. Og vi tror dem. Regeringen siger: Vi er nødt til at bruge 290 mia. kroner på at redde dansk erhvervsliv, og vi tror dem. Bakker dem 100% op. Brug løs af vores fælles penge. Luk grænserne. Stands handelen, stop forbruget. Luk Danmark. Vi danskerne tåler afkald, blot det har mening.
På samme måde er det med klimakrisen: Den vil skabe massive og destruktive forandringer af vore samfund – Det er allerede begyndt og inden længe vil det blive virkelig alvorligt og mærkbart. Det vil påvirke alt samfundsliv. Det er vores overlevelse, der står på spil.
Hvis vi ikke handler nu, og handler lige så stort og modigt, som vi gør det med corona.
Så lad os bruge coronakrisen som en øvelse i de store samfundsforandringer, der er på vej.
Klimaforandringerne er over os, og de accelererer hurtigere end nogen forsker havde forudset.
Coronakrisen viser, at vi er en befolkning af ansvarsfulde voksne, der er klar til at gøre alt anderledes, når det tjener et nødvendigt formål.
Og det tjener et formål at gøre alt anderledes på grund af klimakrisen: Det tjener det klare og enkle formål, at der er en fremtid til vores børn.
Vi har brug for politikere, som kan italesætte dét. Brug for et erhvervsliv og en økonomi, som er indrettet til dét.
Brug for en samfundsdialog, hvor vi løser kriser gennem samspil og dialog på tværs af sektorer, og hvor vi tager befolkningen seriøst og involverer den fuldt og helt. I stedet for at handle bag lukkede døre og sætte finansministeren – og dermed pengene – for enden af bordet.
Coronakrisen viser at vi tåler meget, også svære valg.