Insekterne kollapser

Af Stine Nüchel Tuxen, Foreningen Verdens Skove,

Udgivet d. 11. juni 2021

”Vis mig en art, der lever af insekter og jeg skal vise dig en art i tilbagegang” Sådan siger Morten D. D. Museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus og desværre har han ret.

De dyr og fugle, som lever af insekter, er alle i tilbagegang og ny forskning viser, at det er fordi insekterne forsvinder. Et studie fra Tyskland peger på at mængden af insekter er faldet med 80% siden 1980’erne. Det er et enormt stort tab af insekter og dermed tab af fødegrundlag for mange andre dyr.
Årsagerne er mange, men især skyldes det en nedgang i blomster og blomstrende buske samt et stort brug af sprøjtemidler og intensiveringen i landbruget. Det er nu vi skal vende kareten og skabe fremgang for vores summende venner. Her er 10 ting du selv kan gøre, for at hjælpe insekterne.

1) Plant for insekterne
Plant blomster, frugttræer og blomstrende buske i din have, så insekterne har masser af pollen og nektar. Planlæg din have således, at der er blomster til rådighed fra det tidlige forår til det sene efterår.

2) Undgå sprøjtemidler
Sprøjtemidler er en af de store trusler mod vores insekter. Undgå derfor alle former for sprøjtemidler både i haven, gårdspladsen, indkørslen mm.

3) Blomster i græsplænen
Græsplæner optager utrolig meget plads i det danske landskab, men for insekterne er de grønne ørkner, uden hverken mad eller redepladser. Men du kan sagtens få en blomsterrig græsplæne, der findes mange små blomster, der ligesom tusindfryd, egner sig til græsplænen.

4) Læg bunker af sten

Stenbunker giver læ og gemmesteder for mange insekter, samtidig med at de kan sole sig på stenene. Stenbunken vil således gavne både flyvende og jordlevende insekter.

5) Lad gamle træer stå

Gamle træer er hjem for rigtig mange biller, både store og små og i mange farver. Billerne er en vigtig fødekilde for mange fugle, som har det svært i Danmark, fordi de mangler store biller på ”middagsbordet”. Du vil hurtigt opleve at de gamle træer er et tilløbsstykke for både insekter, fugle, svampe, laver og måske endda flagermus.

6) Lad væltede træer ligge
Ligesom de stående døde træer er vigtige for billerne, er liggende døde træer også meget vigtige for tusindvis af insekter, så lad stammen ligge, når træet er faldet. Hvis du kun har en lille have, kan du lægge bunker af brændekævler rundt omkring i haven.

7) Slå vejkanten 1-2 gange årligt
Er du så heldig at eje et stykke vej eller markvej, så lad vejkanten blive rig på blomster til insekterne. Vi har en tendens til at slå vejkanterne så ofte, at planterne ikke får tid til at sætte blomster, som insekterne kan leve af. Hvis du nøjes med at slå rabatten en-to gange om året, kan planterne blomstre og skabe et mylder af liv i vejkanten.

8) Vand i haven
En havedam, med et fugtigt blomsterbed omkring og med nogle store sten i vandkanten, vil være et paradis for guldsmede og andre vandelskende insekter. Undgå fisk i havedammen, da de spiser alle insekternes æg.

9) Opsæt insekthoteller
Insekterne har også brug for steder, de kan krybe i læ i dårligt vejr, og hvor de kan overvintre. For at hjælpe dem med det, kan du sætte insekthoteller op eller lave bunker af grene, brænde og sten rundt om i haven.

10) Undgå biavl i naturområder
Honningbien er meget populær, men den er også en stærk konkurrent til vores vilde bier. Honningbierne sætter ud i tusindvis og spiser den pollen og nektar som vores 230 arter af vilde bier ellers skulle have levet af. Undersøgelser viser at i de områder, hvor honningbierne konkurrer med vilde bier, taber de vilde bier.
Det er vigtigt at vi passer på vores 230 arter af vilde bier. Dels er det et tab for biodiversiteten og dels er der mange blomster og afgrøder, som honningbien ikke kan bestøve og som derfor er afhængige af de vilde bier. For 100 år siden havde vi 286 arter af vilde bier, men vi har mistet mange af dem og er nu nede på 230 arter.
Vi skal dog også have plads til honningbien, for den er vigtig for os som honningproducent. Ved at holde honningbier på produktionsarealer, så de vilde bier kan få fred på naturarealerne, kan vi få plads til begge dele.

Scroll to Top
Søg

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.