Den lille bog fra 1945, Fremtidens Danmark, var Socialdemokratiets
partiprogram til det første folketingsvalg efter Anden verdenskrig, og var i
virkeligheden en drejebog for udviklingen af det velfærdssamfund, der blev
skabt i Danmark i årene efter verdenskrigen. Det var en enestående
samfundstænkning, der her blev udfoldet. Denne tænkning bidrog markant
til udviklingen af det samfund, som Danmark er blevet – og er blevet
berømt for. Men vi må erkende, at dette velfærdssamfund også er blevet
et samfund, der på mange måder er et ikke-bæredygtigt samfund.
Bæredygtighed har ikke været en eksplicit bestræbelse i det vækst-,
produktions- og produktivitetsparadigme, der har karakteriseret årene
efter Anden verdenskrig. Nu er den store udfordring at formulere en
drejebog for udviklingen af et bæredygtigt velfærdssamfund. Hvordan ser
et bæredygtigt velfærdssamfund, en bæredygtig kommune – og en
bæredygtig verden ud? Hvordan ser fremtidens bæredygtige Danmark ud?
Vi ved det ikke, men verdensmålene kan hjælpe os med at finde svarene på
disse spørgsmål. Verdensmålene er en terminologi og en ramme for
beskrivelsen og realiseringen af et nyt bæredygtigt samfund.
Indledning
I den politiske debat taler vi fortsat om blå og rød blok, om højre- og
venstrefløj, om liberalisme og socialisme. Men vi mærker og hører, at det
er kategorier, der er skrøbelige, om ikke i frit fald. Vi udtaler ikke ordene
så selvsikkert, klart og højt, som før, for vi véd godt, at de ikke holder
længere. De er ved at krakelere. Virkeligheden er løbet fra disse
kategorier. De geologiske, økonomiske, kulturelle, geopolitiske,
sociologiske og psykologiske dogmer, som disse kategorier og
forestillinger var baseret på, vakler. De vakler og krakelerer, fordi flere og
flere menneskers intuition og erfaringer samt mere og mere ny forskning
problematiserer, modsiger, demonterer og stiller stærkt kritiske
spørgsmål til de antagelser, forudsætninger og konklusioner, som disse
dogmer og politiske ismer baseres på. Der er behov for at skabe
bevægelse i et stivnet dansk politisk debatklima. Der er behov for nye
kategorier og betragtningsmåder.
I sidste halvdel af 1900-tallet blev det gamle danske håndværks- og
landbrugssamfund transformeret til et velfærdssamfund, og i de sidste
årtier af århundredet blev velfærdssamfundet videreudviklet til at blive
en konkurrencestat. I en bog med titlen Konkurrencestaten Danmark
rejses spørgsmålet: Skal hverdagen ligne en slutspurt? For sådan ser det
faktisk på mange områder ud. Konkurrencestaten udstillede svaghederne
i den ideologi om konkurrence, virksomhedsledelse og økonomisk vækst,
som den politiske og økonomiske tænkning i velfærds- og
konkurrencestaten var baseret på. De sidste to hundrede års industrielle
revolutioner og deres værdier om uhæmmet konkurrence og
ressourceforbrug, den teknologiske og befolkningsmæssige udvikling, den
såkaldt frie prisdannelses og den private ejendomsrets flere og flere
bizarre og til dels uforudsete konsekvenser, har efterhånden akkumuleret
så mange negative effekter og sideeffekter, at de politiske dogmer og
programmer falder fra hinanden.
Kriser
Vi er havnet i en økologisk, social, kulturel og spirituel krise. På et
overordnet plan ser den uundgåelige og nødvendige vej videre frem ud til
at handle om bæredygtighed. Der er, som det er blevet udtrykt, ingen vej
uden om bæredygtighed. Men hvordan disse veje frem mod mere og
mere bæredygtighed kan eller skal se ud, har vi lige nu kun begrænset
viden om, og derfor er der plads til og behov for mange meninger om og
holdninger til disse store spørgsmål. Dybest set handler det om en række
grundspørgsmål, som vedkommer os alle, og som bl.a. handler om vort
praktiserede menneske-, kultur- og natursyn. Vi skal tage disse
grundlæggende spørgsmål, temaer og problemer alvorligt og drøfte dem
med det formål at være i stand til at svare på de udfordringer og ønsker,
som kommer til os fra fremtiden, og som de nævnte kriser er vidnesbyrd
om.
Sat på spidsen er vi måske i en situation, hvor det både er rigtigt, at
verden er ved at blive kørt i sænk af uansvarlige, egoistiske, hensynsløse
og grådige kapitalister og samtidig er verden ved at blive reddet af
ansvarlige, solidariske og engagerede både unge og ældre mennesker.
Den ene statistik efter den anden (fx FN-rapporten, The Future is now.
Global Sustainable Development Report 2019) viser, at udviklingen i
verden på en række dimensioner går i forkerte retninger. Uligheden,
affaldsmængderne, reduktionen af biodiversiteten, udledningen af
forskellige giftstoffer, mængden af den ikke-bæredygtige produktion,
byggeri og transport vokser.
Men der kan også peges på en række andre fænomener, lyspunkter og
udviklingstræk, hvor både unge mennesker og de fæle kapitalister
bidrager til en stadig mere bæredygtig udvikling. Bestyrelsesformand Jim
Hagemann Snabe udtaler fx til Berlingske (den 18. januar 2020): ”Europa
skal være rollemodel for ansvarlig kapitalisme”. Og den ansete
amerikanske gruppe af erhvervslevere, The Business Roundtable, placerer
ifølge Financial Times (august 2019) for første gang aktionærerne som
blot én ud af fem sideordnede stakeholders på linje med kunderne, de
ansatte, leverandørerne og det omgivende samfund.
Fremtidens Danmark – et partiprogram
Vi vender nu tilbage til bogen og partiprogrammet Fremtidens Danmark.
Tilbage i vinteren 1944 sad den dengang 30-årige kontorchef i
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, cand.polit. Jens Otto Krag i en lejlighed
i København og skrev bogen og partiprogrammet: ”Fremtidens Danmark.
Socialdemokratiets politik”. Han var i november måned samme år blevet
sekretær for Socialiseringsudvalget; et udvalg, oprindeligt nedsat af
Socialdemokratiet efter Første verdenskrig, og nu genetableret med den
opgave at formulere partiets arbejdsprogram for efterkrigstiden og det
folketingsvalg, der måtte komme, når Anden verdenskrig snart ville slutte.
Udvalgets formand var fhv. minister Alsing Andersen, og det bestod af bl.a.
Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft, H. C. Hansen (alle tidligere eller kommende
statsministre) og mange flere. I alt 34 medlemmer deltog, da udvalget
mødtes første gang den 24. november 1944 i Karl Marx-salen i Folkets Hus
i København. Man kan bl.a. læse om dette udvalg og dets arbejde i Bo
Lidegaards fremragende to-binds værk om J. O. Krag (1914-1978).
Fremtidens Danmark var allerede dengang, og er helt klart også i et
tilbageblik, en meget interessant og visionær publikation, der er skrevet på
et tidspunkt, hvor der var krig i verden, og hvor Danmark var besat; der var
megen fattigdom og stor social ulighed. På trods af det er det en bog, ikke
bare om et andet, men om et helt andet samfund – og en anden verden.
Ordet velfærdsstat forekommer ikke i bogen, men bogen var i
virkeligheden en beskrivelse af det, der blev til velfærdsstaten, en stat og
et samfund, som ingen nogen sinde havde set. Og det var i virkeligheden
også en indledende beskrivelse af den senere så velkendte
konkurrencestat.
Det var en bog og et arbejdsprogram om produktion, produktivitet, fuld
beskæftigelse og konkurrence. En bog og en programerklæring om vækst.
Det kunne ikke gå hurtigt nok, og den vækst, som man talte meget om,
skulle opnås næsten for enhver pris. Der skulle sikres mere social,
økonomisk og kulturel lighed og retfærdighed. Der skulle udvikles politisk
og økonomisk demokrati. Erhvervslivets betydning for opnåelsen af mere
økonomisk og materiel vækst og velfærd for de store befolkningsgrupper
blev understreget. Der skulle sikres en mere retfærdig fordeling af
samfundets ressourcer og goder, og grundlaget skulle skabes for en mere
demokratisk og reel adgang til alle slags uddannelser for mange flere
mennesker. Kort sagt: Det handlede om udviklingen af det
velfærdssamfund, som J. O. Krag var optaget af, og som han – måske mere
end nogen anden enkeltperson – kom til at spille en hovedrolle i
udviklingen af. Men der var ingen, der talte om bæredygtighed. Det var der
ingen grund til. Alt var muligt. Der var ressourcer nok. Det var på alle måder
en anden verden – dengang i 1945 – og derfor var der ingen grund til at
tale om bæredygtighed, ressourcer, miljøbeskyttelse etc.
Visionær fremtidstænkning – en drejebog
Det er ikke svært at forestille sig alle disse fremtidsforestillinger i dag, men
man skal erindre, at dette blev tænkt og skrevet på et tidspunkt, hvor alt i
verden – og i Danmark – var fuldstændig anderledes. Det var i sandhed
dristig og visionær fremtidstænkning af en helt særlig karat. Man kan læse
Fremtidens Danmark på nettet; da bogen og arbejdsprogrammet i sin tid
udkom, var det en lille tynd bog med blåt omslag og røde bogstaver.
Programmet blev vedtaget på socialdemokratiets kongres i august måned
1945 og fremlagt som en del af Socialdemokratiets program ved det første
folketingsvalg efter krigen, et valg, der blev afholdt den 30. oktober 1945.
Dette første valg efter krigen førte til, at partiet Venstre dannede regering
med Knud Kristensen som statsminister.
Fremtidens Danmark er i virkeligheden en slags drejebog for den
samfundsudvikling, der fandt sted i Danmark (og i Skandinavien) i resten af
det 20. århundrede. En fantastisk og dristig fremtidstænkning. Det var en
kraftpræstation at tænke denne mulige nye verden frem. Og en ny verden
var det; det var et varsel om mulige helt nye tider. Og allerede i 1947 fik
Socialdemokratiet mulighed for at danne den første socialdemokratiske
regering efter Anden Verdenskrig. Hans Hedtoft blev statsminister, og J. O.
Krag blev Minister for handel, industri og søfart. Han var den yngste
minister i regeringen. Og så begyndte realiseringen af nogle af visionerne i
Fremtidens Danmark.
På det tidspunkt, i 1947, havde den amerikanske udenrigsminister George
Marshall netop holdt en berømt tale, hvori han annoncerede USA’s
økonomiske genopbygningshjælp til de europæiske lande, det, der senere
skulle kendes som Marshall-hjælpen og som Marshall-penge. J. O. Krag var
som minister med til at administrere disse penge i Danmark. Pengene
skulle bruges til de oven for nævnte tre ord: produktion, produktivitet og
konkurrence. Ud af de i alt ca. 13 milliarder dollars, som USA bidrog med
til Europas genopbygning i årene efter krigen, fik Danmark 385 millioner
dollars. Det var som et led i hele dette økonomiske arrangement, at OEEC,
Organisation for European Economic Co-operation, blev dannet i 1948 – og
senere, i 1961, omdannet til OECD, Organisation for Economic Cooperation
and Development, en organisation, der i perioden 1960-1969
havde fhv. finansminister og professor Thorkild Kristensen som
generalsekretær.
Handelsministeriets Produktivitetsudvalg
En central del af de politiske initiativer, der skulle bidrage til udmøntningen
af noget af tænkningen i Fremtidens Danmarks i praksis, blev det såkaldte
Handelsministeriets Produktivitetsudvalg, der blev nedsat af J. O. Krag i
1949. Det bestod af embedsmænd, forskere og repræsentanter fra
fagbevægelsen og erhvervslivet. Det skulle komme til at symbolisere meget
af den politiske, ledelsesmæssige og erhvervsmæssige tænkning og
praksis, der kom til at præge mange af de efterfølgende års indsatser i
Danmark. Perioden fra 1945 og frem til 1970’erne er da også efterfølgende
blevet kaldt ”De 30 gloriøse år”. Man har ligefrem talt om en
produktivitetsbevægelse. Ledelse og produktivitet var nøgleord. Det var
ikke business (produktion) as usual. Man skulle netop ikke bare fortsætte
med at arbejde og producere, som man havde gjort det i årene op til Anden
verdenskrig. Man skulle have meget mere ud af ressourcerne – og det
lykkedes i den grad. Øget produktivitet var nøgleordet. Og
hovedressourcen var mennesker. Det var mennesker, der skulle være
stadig mere produktive. Rationalisering, arbejds-, metode- og tidsstudier,
Time management mm. var nøgleord.
Konkurrencestaten blev vel i virkeligheden også grundlagt her. Fremtidens
Danmark og Produktivitetsudvalget var konkurrencestatsfænomener. Set i
det lys er det interessant at studere, hvad produktivitetsudvalget havde
som opgave, og hvordan man løste opgaven. Om det kan man bl.a. læse i
en bog fra Gyldendal, der i 2013 blev udgivet som én ud af 12 bøger i serien:
Den danske ledelseskanon, og som jeg var med til at redigere. Bogen om
Handelsministeriets Produktivitetsudvalg blev faktisk til på mit forslag,
fordi jeg syntes og synes, at det var et meget vigtigt og interessant
ledelsesinitiativ, som J. O. Krag var en central del af. Retfærdigvis skal det
siges, at initiativet blev til på forslag (eller krav) fra den amerikanske
regering, men udmøntningen var dansk og meget succesfuldt gennemført.
Bogen hedder: ”Produktivitetsudvalget. Ledelse som vækstmotor”.
Udvalget havde den opfattelse, at nogle afgørende faktorer for at løfte
dansk produktivitet var: Udbredelse af ny teknik, kendskab til rationel
virksomhedsledelse, lederuddannelse, medarbejderuddannelse, tilgang af
råvarer og materialer samt kollektive lønaftaler. Produktivitetsudvalget
skulle bl.a. gennemførte kurser og studierejser til USA. Det blev til 256
rejser for i alt 1191 deltagere. Der skulle skabes velfærd. Vækst i
produktionen var nøglen til velstand, velfærd, udvikling, mere uddannelse,
pensioner, ferier, sundhed etc. Og vi fik det hele – og mere til. Det danske
velfærdssamfund udviklede sig med hastigheder og på måder, som nok
ikke engang J. O. Krag havde haft fantasi til at forestille sig i de første
efterkrigsår. Men det skete. Og det var fantastisk.
1957 – et nøgleår for velfærdsstatens udvikling
Tidligere overvismand, professor emeritus Niels Kærgaard skrev en
interessant kronik (Kristeligt Dagblad, den 23. oktober 2019) om denne
udvikling i Danmark. Kronikken havde overskriften: ”1957 var nøgleåret i
velfærdsstatens historie”. I kronikken causerer Niels Kjærgaard over den
politiske udvikling i Danmark i efterkrigsårene, herunder specielt over
regeringsdannelsen i 1957, der førte til dannelsen af den berømte
Trekantregering med H. C. Hansen som statsminister (1957-1960). Niels
Kærgaards pointe er, at med denne regerings dannelse var vejen banet for
de efterfølgende mange års udvikling af det velfærdssamfund, som
Socialiseringsudvalget i Fremtidens Danmark havde tegnet de første og
meget klare konturer af. Det er klart, at de første skridt, som antydet,
allerede var taget i de foregående år, men med Trekantregeringen bliver
linjen mere klar og manifest.
Meget var Fremtidens Danmark og Trekantregeringen, som J. O. Krag også
var minister i (minister for udenrigsøkonomi og senere udenrigsminister),
optaget af, men ikke af bæredygtighed. Tvært imod, kan man næsten sige.
Man var optaget af produktion og produktivitet – næsten med
overskriften: Koste hvad det i øvrigt koste ville. Marshall-midlerne
strømmede til Europa i disse år, og de skulle bruges. Der skulle
rationaliseres, standardiseres, effektiviseres, mekaniseres og
automatiseres. Og det blev der. I datidens telefonbøger fandtes der et
begreb, der hed Rationaliseringsekspert. Det var ingeniører og andre, der
arbejdede med at skabe mere effektive produktionsprocesser i alle slags
virksomheder. Man var optaget af virksomheders effektive drift. Effektiv
ledelse. Den effektive organisation. Jo mere, desto bedre. Jo hurtigere,
desto bedre. Produktivitet. Produktion. Konkurrenceevne. Vækst.
Velstand. Linjen var klar. De mange studierejser og kurser virkede.
Men! Og i et efterrationaliseringens tilbageblik er der et stort Men. Det var
en ikke-bæredygtig udvikling, man satte i gang og praktiserede. Vi så det
ikke så klart undervejs, men det var ikke et bæredygtigt samfund, der blev
udviklet i disse år. Begrebet bæredygtighed indgik ikke i Fremtidens
Danmarks – og ej heller i den tids – begrebsverden. Grundtanken her var
en ganske anden, nemlig: Der er ressourcer nok. Det handler om at udnytte
dem – til folkets bedste. På demokratisk måde. Det var ikke klodens
ressourcer og bæredygtighed, der var problemet eller udfordringen. Man
tænkte i virkeligheden, og af letforståelige grunde, meget snævert.
Naturen var der; ressourcerne var der; der var luft og vand, olie og kul i
rigelige mængder; så rigelige mængder var der, at luft og vand i mange
årtier blev brugt i de økonomiske lærebøger som eksempler på frie goder,
dvs. goder, som man ikke behøvede at økonomisere med, for der var
rigelige mængder af dem – de behøvede ikke nogen pris. Man kunne bare
bruge løs. Og det gjorde man. Denne bruge-løs- og smide-væk-tænkning er
fortsat den dominerende. Vi omgås naturens ressourcer, som om der er
ubegrænsede mængder af dem; vi skænder naturen i et omfang og på
måder, som man ikke skulle tro mulig. Det gør vi fortsat, men vi taler dog
nu om bæredygtighed. Vi taler fortsat mere, end vi handler, og det er
forhåbentlig og sandsynligvis begyndelsen til mere handling. En tendens,
der fik den tidligere konservative udenrigsminister Per Stig Møller til i en
kronik (Berlingske, den 14. august 2019) at skrive: ”Lad os gøre op med
kapitalistisk grådighed og hensynsløs effektivisering”. Nogle måneder
senere fortsatte han: ”De borgerlige har svigtet kapitalismekritikken”
(Berlingske, den 22. februar 2020).
Produktivitetskommissionen
Så sent som i 2012, hvor den daværende Produktivitetskommission blev
nedsat og begyndte at udsende sine analyser og anbefalinger, var det ikke
bæredygtighed, men gammeldags produktion og produktivitet, man
fortsat var optaget af. I kommissoriet hed det bl.a.: ”Hvis den hidtidige
svage produktivitetsudvikling fortsætter, er der betydelig risiko for, at
Danmark taber yderligere terræn i forhold til andre velstående lande og
derfor får svært ved at fastholde en privat og offentlig velfærd af
internationalt høj kvalitet.” Man var i den borgerlige regering og i
kommissionen optaget af et simpelt gammeldags økonomisk vækstvæddeløb.
Ikke af bæredygtighed. Jeg havde nær sagt: Man var
overhovedet ikke optaget af bæredygtighed. Jeg blev af kommissionen
inviteret til at skrive en artikel, der blev offentliggjort på kommissionens
hjemmeside. Jeg gav min artikel overskriften: Bæredygtig produktivitet.
Kommissionen fastholdt hele vejen igennem et traditionelt og
veldokumenteret produktivitetsbegreb, som vi nu bliver nødt til at drøfte
på ny – i lyset af den viden, som vi også dengang havde om
nødvendigheden af en omstilling til mere bæredygtig produktion. I dag er
man i produktionsvirksomheder overalt i verden optaget af, hvordan man
kan arbejde stedse mere bæredygtigt. Bæredygtig produktivitet og
produktion. Og det sker. Bæredygtigt forbrug og produktion er en del af
verdensmålene.
Fra 1957 og til nu er der en næsten ufattelig udvikling i Danmark – og i
verden. Den teknologiske og demografiske udvikling er eksploderet.
Produktion og produktivitet ligeså. I Danmark og i verden. På 60 år er
verden blevet en anden. Verden er i dag i en fuldstændig ny situation. På
den positive side: Hovedtemaet er ikke bare velfærd og velstand, men
bæredygtig velfærd og velstand. Udfordringen er ikke vækst, men
bæredygtig vækst. Udfordringen er ikke produktion og produktivitet, men
bæredygtig produktion og produktivitet. På den negative side:
Nationalisme og isolationisme: Nye alvorlige risikobilleder melder sig med
stor styrke, og verden er på mange måder og områder på en meget farlig
kurs. Verden er skrøbelig og sårbar, hvilket alle blev mindet om, da Coronakrisen
ramte det ene land og den ene verdensdel efter den anden i 2020.
Sidevirkninger
I et tilbageblik: Den industrielle udvikling gik for hurtigt. Vi var ikke
tilstrækkelig opmærksomme på den række af utilsigtede og derfor også
længe upåagtede virkninger og sidevirkninger af vor travlhed og
målbevidsthed, for ikke at sige af vor grådighed. Jeg kritiserer ikke de
beslutninger og det verdenssyn, der lå bag disse beslutninger. Jeg
konstaterer, at det er nye tider. Og jeg tillader mig at påstå – i
overensstemmelse med mange andre både almindelige borgere, forskere,
politikere, kunstnere og andre: Det haster med at få et nyt verdenssyn gjort
til virkelighed. Vi ved det. Vi ved, at udfordringen er bæredygtighed, og
FN’s 17 verdensmål, bæredygtighedsmålene, peger på klare
indsatsområder. Men hvad gør staterne? Hvad gør vi forbrugere og
borgere?
Noget af det, der er sket i de mellemliggende 60 år, er: En ny bevidsthed er
vokset frem, nye indsigter er blevet udviklet. Noget nyt var allerede tydeligt
i 1972, hvor rapporten Grænser for vækst gjorde opmærksom på, at der er
grænser for vækst, grænser for produktion, grænser for vore udfoldelser
og ambitioner. Også bogen, Oprør fra midten med forfatterne Villy
Sørensen, Niels I. Meyer og K. Helveg Petersen fra 1978 og Brundtlandrapporten,
Vor fælles fremtid, fra 1987 advarede. Gjorde klart opmærksom
på nogle af disse spørgsmål og temaer. Og, ja, retfærdigvis skal det også
erindres, at J. O. Krag i sin tredje regering, i 1971 etablerede verdens første
Ministerium for offentlige arbejder og forureningsbekæmpelse med Jens
Kampmann som minister. Hvilket igen var et udtryk for J. O. Krags
forudseenhed og store politiske evner og lederskab.
Den nye store udfordring – og mulighed: Bæredygtighed
Men alligevel: Vi lyttede ikke eller lyttede ikke grundigt nok dengang. Nu
véd vi, at den næste store udfordring i udviklingen af det danske
velfærdssamfund ikke er vækst og produktion, men bæredygtighed. Det er
fristende at spørge – med henvisning til Niels Kærgaards overskrift: Vil vi
omkring 2050 sige, at 2019, hvor Danmark – ligesom i 1957 – også fik en ny
regering – og en ny klimalov, var nøgleåret i det bæredygtige
velfærdssamfunds historie? Vil 2019 være året, hvor bevidstheden om
bæredygtighed for alvor ændredes og fandt vej ind i alle sprækker og blev
den nye dagsorden eller i hvert fald et vigtigt element i flere og flere nye
dagsordener?
Vi har lov at fantasere og stille spørgsmål, og min antagelse og mit håb er,
at det vil ske. 2019 – og årene heromkring – er ved at blive år, hvor
bæredygtighed, bl.a. stærkt påvirket af FN’s 17 verdensmål, Brundtlandtænkningen
og meget andet – bliver det store og overordnede tema og
den nye dagsorden. Og derfor er det også årene, hvor velfærdssamfundet
videreudvikles, men i nye retninger. Eller for at være mere præcis:
Velfærdssamfundet skal transformeres og nytænkes. Vi skal udvikle et nyt
slags velfærdssamfund. Et bæredygtig velfærdssamfund. Og endnu
engang kan Danmark vise vej – eller være med til at vise vej.
Hvilke grænser for vækst
Det kan godt undre, at vore økonomiske modeller og teorier stort set
uden undtagelser er opbygget ud fra antagelser om, at vi mennesker bare
kan bruge løs af hvad som helst – det er kun et spørgsmål om at fastsætte
de rigtige priser. Og hvis vi skader eller forurener naturen, så hylder vi i
yderste tilfælde et princip om, at forureneren betaler. Som om man kan
betale sig fra enhver skadelig påvirkning og handling? Økonomer har
utvivlsomt haft en stor betydning både for samfundets og for
virksomhedernes udvikling. Ingen tvivl om det, men måske har økonomer
fået en alt for stor betydning for mange af de overvejelser og
beslutninger, der træffes. ”Tag magten tilbage fra økonomerne”, sagde
økonomiprofessor Katarina Juselius i Politiken, den 25. august 2019. Vi
taler sjældent om, at forureneren ikke må forurene eller at den, der
bruger ressourcer, ikke må forbruge, men skal cirkulere eller recirkulere
ressourcerne. Det taler vi ikke om, det kræver vi ikke. Vi lader, som om
der er nok af alt. Realiteten er en anden.
Det er sådanne spørgsmål, den engelske økonom Kate Raworth taler om i
bogen, Doughnut økonomi. Syv principper for en fremtidig økonomi. Det
er en meget lovende og vigtig modeltænkning og dagsorden, som Kate
Raworth har formuleret. Formentlig noget af det mest lovende, der sker
inden for det økonomiske felt i disse år. Noget vigtigt er antagelsen om, at
vi ikke kan nøjes med at arbejde med begrebet: grænser for vækst; vi må i
stedet interessere os for og spørge, hvilke grænser for vækst, skal vi
respektere og dernæst forsøge at få disse grænser præciseret, således at
man kan arbejde konkret med dem i praktisk politik og ledelse. Det er de
samme tanker, der ligger bag de 8 såkaldte planetariske grænser, der er
udviklet på Stockholm Resilience Center.
I Danmark er bæredygtighed også ved at være et centralt begreb samtidig
med, at velfærdssamfundet fortsat er ét af de mest centrale politiske
begreber. Stort set alle politikere taler om velfærdssamfundet. Det skal
bevares. Sandheden er nok: Det kan ikke bevares i dets nuværende
udformning. Vi må som nævnt erkende: Det danske velfærdssamfund er
på mange måder og områder ikke-bæredygtigt – og derfor skal det
nødvendigvis ændres, nytænkes. Ja, mere end ændres: Det skal
transformeres. Det er det begreb, der bruges i FN-resolutionen om de 17
verdensmål: Transforming our world. Og dette ord skal nok også bruges
om den udvikling, der skal ske med det danske velfærdssamfund.
Globalisering
Dengang – da Fremtidens Danmark blev skrevet og var Socialdemokratiets
politiske program ved det første Folketingsvalg efter krigen – kendte og
benyttede man, som tidligere nævnt, ikke ordet bæredygtighed; og der var
et andet ord, som man heller ikke brugte, for det fandtes ikke, nemlig ordet
globalisering. Verden var – på utallige måder og områder – en anden
dengang. Man talte selvfølgelig om andre lande, primært som lande, man
eksporterede til og importerede fra. Og, ja, FN var lige blevet etableret, og
fra 1949 eksisterede NATO, og senere kom der frihandelsaftaler,
økonomiske fællesskaber og organisationer, fx OECD, EU mm. Men
landene var primært nationalstater. I dag er verden blevet mindre og
meget mere sammenhængende.
Det giver ingen mening i dag at tale om Danmark som en isoleret størrelse,
der skal løse sine egne problemer. Og heller ikke om EU som en isoleret og
selvstændig enhed. De problemer og udfordringer, som vi nu er optaget af,
ressourcer, klima, bæredygtighed, fattigdom, sikkerhed, migration,
sundhed mm, er alle globale problemer og udfordringer. Danmark kan ikke
løse sine klima-, ressource- og affaldsproblemer, og så lade de andre lande
klare deres egne problemer. Det lader sig ikke gøre; det giver ingen
mening, og det hænger bl.a. sammen med én af de helt store forskelle på
dengang og nu: Dengang var menneskeheden endnu ikke stødt ind i den
række grænser, der viser sig, når vi betragter planeten jorden som den
relevante og begrænsende enhed og helhed. Vi er nu, som menneskehed,
stødt ind i grænserne for, hvilke og hvor mange ressourcer, der er på
planeten jorden, stødt ind i grænserne for, hvilke mængder af gasser, plast,
kvælstof mm., der er plads til i atmosfæren og biosfæren. Det skyldes bl.a.
og ikke mindst, og der i dag er mere end fem milliarder flere mennesker på
jorden, end dengang – i 1945. Og disse i alt knap 8 milliarder mennesker
har adgang til og benytter nu teknologier af en fuldstændig anden karakter
og styrke end dengang, hvilket bl.a. indebærer helt andre former for
påvirkninger af planeten jorden.
Helhedssyn og helhedsansvar
Derfor bruger vi nu jævnligt ordet Global: Globale fænomener, globale
problemer, globale kriser etc., men undertiden er ordet forbundet med
den tænkning, at når noget er et globalt anliggende, så er det ikke også et
lokalt anliggende. Opfattelsen er så, at det er andre, der må tage sig af
det pågældende globale problem eller anliggende. Hvem og hvor disse
andre er, fortoner sig ofte i det uvisse, for realiteten er, at der ofte ikke er
andre – end os selv – og alle de andre. Ethvert problem, der er globalt, er
også lokalt. Det globale er lokalt. Hvis noget er globalt, kommer det netop
alle ved.
Når talen fx er om FN’s 17 bæredygtigheds- eller verdensmål, er
ræsonnementet ofte, at det må de store, FN, EU eller USA og Kina tage sig
af. Det kommer ikke den enkelte borger, det lille land eller den enkelte
virksomhed ved. Man må ikke tale om det individuelle eller om det
personlige ansvar i den sammenhæng, for det er at påføre mennesker en
skyld eller en skam, som mennesker ikke kan bære eller fortjener. Sådan
siger vi ofte, men denne tænkning er kun rigtig, når det handler om børn,
for børn er selvfølgelig uden skyld og ansvar. Vi voksne har naturligvis
altid et medansvar – for både delen og helheden.
Vi har så travlt med at minde hinanden om, hvor små procentsatser det
ene og det andet betyder. For når noget betyder lidt procentmæssigt, er
det ikke så vigtigt. Og når det ikke er vigtigt, er det næsten uden
betydning, hvad jeg og vi gør. Danmark betyder kun en lille smule, når det
fx handler om fx CO2-udslip i verden, og derfor er det uden betydning i
den store sammenhæng, hvad Danmark gør. Rækken af isolerede facts,
der er revet ud af alle sammenhænge, og forkerte konklusioner truffet på
denne baggrund er uendelig lang. Og den er farlig. Vi skal passe på! Hvis
alle ræsonnerer som lige anført, sker der jo intet i verden.
Et problem, der er globalt, er også lokalt.
For hvad er det, vi konkluderer? Vi konkluderer, at det kun er nogle få
store lande eller nogle få store brancher, der skal agere. Alle vi andre kan
gøre, som vi plejer. Det er uden betydning, hvad vi gør. Og det er jo lige
netop en selvindlysende forkert konklusion. Det behøver ingen forklaring
eller argumentation, at jeg som enkeltindivid er af betydning, for min
familie, for min arbejdsplads, for Danmark og for verden. Selvfølgelig er
jeg det. Og det er alle. Vores adfærd, vore ord, sætninger, holdninger,
handlinger osv. Alt er af betydning for helheden, og helheden er
kommunen, landet, verden. Ét individ; ét hundrede individer; én million
individer. ”Det, du gør nu, gør en forskel”, sagde vi under Corona-krisen.
Hvis vi ikke passer på her, så går det galt. For så melder vi os alle lidt efter
lidt ud af helheden. Vi sætter fokus på, hvad man kunne kalde simpel
rationalisering, og med den konsekvens, at helheden går tabt, helheden
forsvinder, i værste fald ud i den blå luft, i bedste fald ud i periferien. Den
simple rationalisering går jo nemlig ud på, at vi fokuserer på og optimerer
for den enkelte isolerede del for sig. Når det går vidt, ser vi på og tager
hensyn til de overfladiske og uomgængelige sammenhænge, men alle de
andre, underliggende og mere subtile sammenhænge, strømme,
relationer etc. skærer vi over og lader ude af betragtning. Det fører til
enorme mængder af, hvad vi normalt kalder suboptimering. Vi ser på og
optimerer hvert delområde for sig. Og dermed forsvinder helhedssynet
og helhedshensynet. Vi ser og praktiserer det overalt.
Vi skal tænke og handle i helheder, og gør vi det, indser vi straks, at jeg,
Danmark, etc. er af betydning og skal tænke sig selv ind i de store
helheder. Det er aldrig ligegyldigt, hvad Danmark, Varde kommune,
Randersgades Skole, den enkelte virksomhed eller jeg gør – uanset, hvor
lille en procentdel, vi eller jeg udgør i én eller anden konkret større
sammenhæng. Jeg er af betydning for helheden; helheden er af
betydning for mig. Alle problemer er både globale og lokale. Heri ligger
selvfølgelig også, at der i almindelighed ikke er simple løsninger.
Sammenhængene, relationerne og de gensidige afhængigheder fører
kompleksitet med sig. Derfor bliver tværfaglige og tværorganisatoriske
forståelser, tilgange, partnerskaber og samarbejde en del af den
bæredygtige tænkning.
Afslutning
Danmark hører til blandt de rigeste lande i verden. Danmark har
ressourcer og evner til at gennemføre en bæredygtig omstilling i Danmark
og til at være en ledestjerne for andre lande. En avisoverskrift hed: ”Alle
andre mennesker i verden og i historien ville dø for at have vores
problemer. Det er på en måde en hån mod dem, at vi ikke er glade”. Dette
er vores udfordring og opgave. Både problemerne og løsningerne er på
samme tid globale og lokale, og det skal ikke få os til at give op eller
træde tilbage – bare fordi Danmark er et lille land. Som altid må den
stærkeste gå foran, være den generøse, og være den, der skal yde mest.
Det er Danmarks situation. Danmark gjorde det i efterkrigsårene, gjorde
det umulige, udviklede en vision om et velfærdssamfund – og gjorde
visionen til virkelighed. Nu er udfordringen at tegne endnu en – umulig –
vision, nemlig en vision om et bæredygtigt velfærdssamfund. Og gøre
denne vision til virkelighed. Det er en umulig opgave, men den er mulig,
og Danmark skal gribe den.
Verdensmålene skal inddrages mere eksplicit i denne debat og proces;
der er i Danmark ved at være skabt et billede af, at det hele handler om
klimaet. Det er ikke sandt. Klimaet er en meget vigtig faktor; der skal
arbejdes intenst og målrettet med klimaet. Og samtidig er der en række
andre – og med klimaet sammenhængende faktorer, som også skal have
opmærksomhed og indsats. Det handler fx om biodiversitet,
partnerskaber, landbrug, havene, ligestilling, uddannelse mm. Hvis ikke
disse andre faktorer eller måldimensioner bliver inddraget i den politiske
debat i Danmark, bevæger debatten sig i en skæv retning. Vi bliver nødt
til at acceptere og inddrage den kompleksitet, der ligger i på samme tid at
tale om og være optaget af alle 17 verdensmål. Regeringen bør gå forrest
her og tale om verdensmålene som den overordnede dagsorden, som
dernæst indeholder klimadagsordenen – og andre udfordringer.
Det hjælper ikke, at man i de politiske drøftelser om dette på forhånd
erklærer, at stort set ingenting må ændres i såkaldt negativ retning. Fx:
Væksten må ikke blive negativt påvirket, beskæftigelsen heller ikke, den
økonomiske situation og udvikling må ikke påvirkes negativt osv. Det er
klart, at hvis man på forhånd oplister så kortsigtede og specifikke krav, så
er en transformation på forhånd udelukket. Vi ser det i den aktuelle danske
politiske debat om klimalovgivningen, at nogle af partierne positionerer sig
som tilhængere af en klimalovgivning, der ingen negative virkninger må
have for borgere og virksomheder. Jeg tror, man kan sige meget enkelt og
ligetil: Det kan ikke lade sig gøre. Det er umuligt at gennemføre de store
samfundsmæssige ændringer, der er behov for og tale om her, uden at det
af nogle vil opfattes og mærkes som noget negativt, som reduktion, som
tilbagegang. Selvfølgelig vil det være sådan. Alligevel kan man på forsiden
af et dagblad læse: Grøn omstilling bliver dyr og besværlig. (Børsen, den
24. februar 2020). Ja, hvad havde man forestillet sig? Man kan sige én ting
med sikkerhed: En fortsat ikke-grøn udvikling bliver endnu dyrere og endnu
mere besværlig. Man kan ikke lave store ændringer uden store ændringer.
Vi skal betragte verdensmålene, ikke som et problem eller en byrde for
Danmark, erhvervslivet, fagforeningerne etc., men som en enestående
mulighed. En mulighed for at udvikle et andet og bedre samfund, en
mulighed for at være med i en global udvikling, bidrage til at udforme og
virkeliggøre en global dagsorden. Levere – og modtage – viden, ydelser,
rådgivning og produkter til en sådan national og global udvikling.
Danmark som et verdensmålsland.
Jeg tilslutter mig Katherine Richardson, når hun (Politiken, den 26. januar
2020) siger: ”Ingen data begrunder min optimisme, men alligevel tror jeg,
at verden bliver et bedre sted”. Jeg synes så i øvrigt, at der er
holdepunkter for optimisme. Faktisk er bæredygtighed ved at blive en
global dagsorden. Parlamenter, regeringer, virksomheder, fagforeninger,
skoler, uddannelsesinstitutioner, civilsamfundsorganisationer – taler om
og arbejder med bæredygtighed. Ikke, at det er ens overalt i verden. Thi
det er det langt fra. Tvært imod er den måde, bæredygtighed kommer til
udtryk og bliver italesat på, meget forskelligt fra land til land, fra by til by
etc. Men tendensen er klar.
Referencer
De tanker, der er redegjort for i denne tekst, har jeg på forskellige måder
redegjort for i andre sammenhænge. Jeg henviser bl.a. til følgende:
Steen Hildebrandt & Per Fibæk Laursen: Når klokken ringer ud. Gyldendal
Public. København 2009.
Steen Hildebrandt & Michael Stubberup: Bæredygtig ledelse. Gyldendal.
København 2010.
Steen Hildebrandt m.fl.: Introduktion til teori U. Gyldendal. København
2012.
Steen Hildebrandt: Børnene er de vigtigste. Turbine. Århus 2012.
Steen Hildebrandt, Helle Jensen m.fl.: Empati. Det, der holder verden
sammen. Rosinante. København 2012.
Steen Hildebrandt: Vækst og bæredygtighed. 2. Udgave. Libris.
København 2015.
Steen Hildebrandt: Fremtiden er nu. Et essay om samfundets omstilling
og nye muligheder. Systime. Aarhus 2015.
Steen Hildebrandt (red.): Bæredygtig global udvikling. Om FN’s 17
verdensmål i et dansk perspektiv. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
København 2016.
Steen Hildebrandt: Astronautens blik. Klummer om vækst, vildveje og
verdensmål. Jensen & Dalgaard. København 2016.
Steen Hildebrandt: Verdensmålene – det vigtigste punkt på dagsordenen.
KLS, Hvidovre 2018.
Steen Hildebrandt: Verdensmålene. Vor største mulighed og udfordring.
Systime. Århus. 2. udgave 2018.
Steen Hildebrandt: Bæredygtighed: Need to have eller nice to have?
Artikel i: Torben Bagge og Leo Jantzen (red): Skat med omtanke. Festskrift
til Tommy V. Christiansen. Ex Toto Publishing. København 2019.
Steen Hildebrandt & Lars Josephsen (red.): Globale mål. Visionen om
bæredygtig udvikling. DFØF Forlag. København 2019.
Steen Hildebrandt: Danmark og verdensmålene. En ny dagsorden.
Nørhaven. Viborg. 3. udgave. Viborg 2020.
Steen Hildebrandt og Michael Stubberup: Social
bæredygtighedskompetence og verdensmålene. Kapitel i: Daniela Cecchin
& Vicki Sieling (red.): Pædagogers Kompetencer i bevægelse. Akademisk
Forlag. København 2020.
—————
Øvrige:
Det er de ’bløde’ kriterier, der skal redde verden
Mandag Morgen, den 11. december 2019.
Globalt problem også lokalt.
Nordjyske Stiftstidende, den 31. december 2019.
Bæredygtig ledelse er den eneste vej frem
Tidsskrift for Dansk Sundhedsvæsen. 95. årgang, nr. 8, december 2019.
Det danske velfærdssamfund er ikke bæredygtigt
Mandag Morgen, nr. 40, den 2. december 2019.
Mål for verden og verdens udvikling
Kvan. Tidsskrift for læreruddannelse og skole, 39. årgang, nr. 115,
december 2019.
Bæredygtig velfærd
Nordjyske Stiftstidende, den 20. november 2019.
Danmark som foregangsland
Ledelse i Dag 2018-2019. November 2019.
Udgivet af Lederne.
Jo, verdensmålene må gerne styre universiteternes forskning.
Sammen med Katherine Richardson.
Mandag Morgen, den 11. september 2019.
Klimaet kræver lederskab, Mette.
Mandag Morgen, den 13. juni 2019. Nordjyske Stiftstidende, den 14. juni
2019. Avisen Danmark, den 16. juni 2019.
Verdensmålene – man må tage stilling og beslutte.
AAU – Matchmaking, nr. 2, 2019. Aalborg Universitet.
Verdensmålene – et dannelsestema.
Steinerbladet, 2/2019.
Tænk, at Folketingets har en formand, der er så tosset
Politiken, den 30. maj 2019.
De, der tror, klima er for tosser, har intet fattet.
Avisen Danmark, den 1. juni 2029.
Skriv klodens fremtid ind i regeringsgrundlaget.
Mandag Morgen, den 6. maj 2019.
En ny regering skal turde tale om verdensmålene.
Avisen Danmark, den 11. maj 2019.
Danmark og verdensmål.
Nordjyske Stiftstidende, den 13. maj 2019.
Danmark som foregangsland for bæredygtig ledelse.
Lederne, 9. maj 2019.
Regnearksledelsen har fejlet.
Mandag Morgen, den 8. april 2019. Som kronik: Avisen Danmark, den 18.
april 2019 og Nordjyske Stiftstidende den 22. april 2019.
Verdensmålene. En vision for verden.
Samfundslederskab i Skandinavien, vol. 34, nr. 1, 2019
Et lille skridt for Danmark – et kæmpe skridt for verdensmålene.
Mandag Morgen, den 4. februar 2019.
Verdensmål. Kirken og religionerne bør gå foran for at forbedre
planetens situation.
Kristeligt Dagblad, den 10. januar 2019.
Så er det heller ikke sværere med de verdensmål. Det store lederskab i
den lille virksomhed.
Mandag Morgen, den 14. januar 2019.
Verdensmål en bevægelse.
Nordjyske Stiftstidende, den 11. december 2018.
Fra best practice til next practice – organisations- og ledelsesforståelse i
fremtiden
Schultz Essens Magasinet, Nr. 1, Sommer 2019.
Jeg bliver holdt ansvarlig for min økonomiske bundlinje – ikke for
verdensmålene.
Steen Hildebrandt og Katherine Richardson
Mandag Morgen, nr. 7, den 25. februar 2019.
Vi må bygge velfærdssamfundet om efter verdensmålene.
Avisen Danmark, den 30. december 2019.
Der er kun 11 år til 2030.
Nordjyske Stiftstidende, den 29. juli 2019.
Offentlig sektor på afveje.
Nordjyske Stiftstidende, den 22. april 2019.
Gør bæredygtig udvikling til rygraden i næste regeringsgrundlag
Kronik. Medunderskriver.
Morgenavisen Jyllands-Posten, den 19. april 2019.
Indkøbsordre fra fremtiden
Steen Hildebrandt og Katherine Richardson
Nordjyske Stiftstidende, den 11. marts 2019.
Vi har ikke kun brug for justeringer – tag religionerne til hjælp.
Avisen Danmark, den 18. december 2018.
Ikke mere flyvsk snak om bæredygtighed.
Avisen Danmark, den 15. januar 2019.
Moden og folkelig debat
Nordjyske Stiftstidende, den 21. januar 2019.
Alle danske virksomheder bør have blikket rettet mod FN´s verdensmål.
Steen Hildebrandt & Flemming Besenbacher.
JP Finans, den 6. marts 2019.
Everything is interconnected.
Chapter in: Birgitte Kleis (red.): Co-creating Architecture. NORD
Architects.
10. Grafisk Design & Forlag. Copenhagen 2020.
Fremtiden kalder
Kapitel i: Elsebeth Jensen og Ole Løw (red.): Hvorfor går børn i skole?
Akademisk Forlag. 2020.
Bæredygtig ledelse: En ny bæredygtig og global strategisk dagsorden.
Kapitel i: Strategisk ledelse af mennesker. Håndbog for ledere.
Psykologisk Forlag. 2020.
Den helt enkle tilgang til verdensmålene.
Mandag Morgen, den 26. februar 2020.
Fremtidens velfærdssamfund skal være bæredygtigt.
Netavisen Pio, den 26. februar 2020.
Klimaet er vigtigt, men verdensmålene er det overordnede.
Altinget, den 17. januar 2020.
Du er en del af helheden – så tag ansvar for den.
Mandag Morgen, nr. 3, den 20. januar 2020.
Lad os få en ny drejebog.
Nordjyske, den 27. januar 2020.
Det bæredygtige velfærdssamfund er vores næste mål.
Altinget, den 13. januar 2020. Elektronisk version g Altinget Magasin, nr. 33,
februar 2020.
Økologi baner vejen for FN’s verdensmål.
Steen Hildebrandt, Lars-Christian Brask og Preben M. Lauridsen
Politiken, den 16. januar 2020.