Andelsbevægelsen – en produktion baseret på fællesskaber
I 1800 tallet levede de danske bønder under herremændenes benhårde tvang og var set med nutidens øjne nærmest uforståeligt fattige. Men i 1870erne fandt bønderne ud af, at de kunne lave mejerier, slagterier og butikker (brugsforeninger) med de nødvendige dagligvarer ved at gå sammen i fællesskaber. Hver for sig kunne de ikke drive rentable mejerier eller slagterier, endsige skaffe billige og sunde dagligvarer. Men sammen kunne de.
Det blev til Andelsbevægelsen, som fra 1880 til 1960erne var en forudsætning for at en betydelig del af dansk økonomi faktisk fungerede tværs igennem kriser og krige. Bevægelsen bestod af åbne foreninger, som byggede på solidaritet og hver mand én stemme. Alle kunne deltage og havde lige stor indflydelse, uanset antallet af dyr og størrelsen på ens gård. Det gjorde, at også småbrug kunne være med. Det skabte husmandsbevægelsen som en stærk interesseorganisation, et talerør for de små i samfundet.
Det var en bevægelse med produktion baseret på fællesskaber, som her var skabt – Andelsbevægelsen. Vi kan genskabe den danske andelsbevægelse blot på det moderne samfunds vilkår, version 2017.
En omvendt Grundtvig – uddannelse i bæredygtighed og håndens arbejde
Dansk Højskolebevægelse voksede frem samtidig med Andelsbevægelsen. I 1890 var der allerede 75 højskoler. Målet var, at menigmand gennem oplysning og fællesskab skulle lære at tage ansvar for og del i landets fremtid. Kun et oplyst folk kan skabe et velfungerende folkestyre, var tanken, og højskolerne skulle på den måde muliggøre et reelt demokrati.
Mange har beskrevet opholdet på en højskole som en tid, der fuldstændigt ændrede deres livssyn. Det, man lærte på højskolen, kunne tages med hjem til lokalområdet og bruges i dagligdagen. Højskolerne var skabt af fællesskaber. De var tænkt som uddannelser for de store grupper af uuddannede – bønder, husmænd, håndværkere – som med den nye viden kunne handle i fællesskaber.
På højskolerne kom bønderne ind fra plovfuren. De havde masser af praktisk erfaring, men manglede viden. I dag er det omvendt: Vi er sprængfyldte af informationer, men har ingen praktisk erfaring, og hvordan laver man så bæredygtig omstilling i praksis? Opgaven kunne være at skabe ny form for uddannelse, hvor praksis, viden og kultur smelter sammen og understøtter evnen til at handle i fællesskaber og skabe bæredygtig omstilling. Og redskabet til at løse opgaven: Fællesskaber.
Vi kan gentage højskolebevægelsens succes, så de danske højskoler bliver drivkræfter i at undervise borgere i, hvordan vi kan leve bæredygtigt baseret på fællesskaber. I 2017 har 25 højskoler i Danmark allerede besluttet at blive bæredygtige, grønne højskoler.
Den sociale bæredygtighed
Vi lever i ’Ensomhedens Tidsalder’. Verdens helbredsorganisation WHO udnævnte for et par år siden ’ensomhed’ til den største helbredstrussel i den vestlige verden. Men det behøver ikke være sådan, det er ingen naturlov. Vi kan skabe nye fællesskaber, som evner at rumme folk, fællesskaber som skaber liv og følelsen af tilhørsforhold. Landsbyer, byer, borgere og kommuner kan danne rum for sådanne fællesskaber.
I Danmark føler hver fjerde ældre over 65 år sig ’stærkt ensom’. 40% af alle ægteskaber i Danmark går i stykker og skaber fare for ensomhed. Flere end nogensinde lever alene. ”Ensomhed ødelægger din livskvalitet” som Ældresagen formulerer det.
Nyere undersøgelser knytter ensomhed og psykisk sygdom sammen og fortæller, at ensomhed ofte fører til depression, angst og misbrug. Psykisk sygdom og ensomhed forstærker hinanden i en ond spiral. I Danmark har godt 20% en psykisk sygdom, med en lidt større procent blandt de 15-25 årige.
Danmark skal ikke bare blive bæredygtig set i forhold til klima. Det skal også være socialt bæredygtigt. Kunne rumme alle og skabe harmoniske rammer om flest muliges liv.