Dansk landbrug er kulsort, det står for 33% af vores CO2. Tiden er kommet til at omstille det.

Dansk Landbrug var engang Danmarks stolthed. Andelsbevægelsens stolte flagskude. Men omstillingen til et industrielt landbrug, hvis eneste mål er vækst og effektivitet målt i penge, har skabt et erhverv, som i dag har malet sig selv op i et hjørne. Også økonomisk.

Vores landbrug skader klimaet – 33% af Danmarks CO2 udledninger stammer fra landbruget, når import medtages. 80% heraf kommer fra kødproduktionen.

Vores landbrug skader biodiversiteten – naturen dør hurtigt i takt med øget brug af fx sprøjtegifte.

Det fylder vores jord og landskab, grundvand, vandløb og fødevarer med gifte i en grad, så danske børns urin indeholder sprøjtegift (se nedenfor).

Landbruget får massive offentlige tilskud i milliardklassen, og alligevel er det en økonomisk dårlig forretning. Hvis man ser bort fra nogle få storbønder og store godsejere, er det en underskudsforretning. Kun lige reddet af EU’s landbrugsstøtte.

Men landbruget optager to tredjedele af al landareal i Danmark. Hvor dets drift fører til lugtgener, ammoniak, grønne ørkner, få jobs, afvandring og uddøde landsbyer. Tidligere var landbruget en vækstfaktor i alle lokalsamfund, i dag er det nærmest modsat.

DER ER AL MULIG GRUND TIL AT OMSTILLE LANDBRUGET. Radikalt og fuldstændigt. Det kan gøres helt anderledes og med langt bedre resultater, hvis man vil lytte til de sidste 30 års eksperimenter, verden over.

Ikke mindst af klimahensyn, skal vi omstille. Regeringen har valgt at lade landbrugets bidrag til klimahandlingsplanen her i foråret være styret af Danish Crown. En kæmpekoncern, der snakker grønt og handler dybt, dybt sort. I efterhånden mange lande, verden over.

Men vi er nødt til at skabe et helt andet landbrug. Baseret på biodiversitet, dyrevelfærd og miljøhensyn. Et landbrug som skaber liv og jobs på landet og en klimavenlig lokal økonomi. Dét landbrug hjælper med at optage og lagre CO2, men det kræver nye måder at producere, dyrke, plante etc. alting på. De findes, men skal omsættes til praktisk hverdag – med hjælp fra landbruget selv, videnspersoner, landsbyer, industri, forskere, stat og kommuner.

I dag er landbruget præget af stærke, ofte ret aggressive interesseorganisationer, Fødevarer & Landbrug og det endnu mere hårdtslående Bæredygtig Landbrug, hvis mest fremtrædende lobbyister insisterer på at fortsætte kursen mod kaos i en uforsonlig og rå tone. De har erklæret deres kærlighed til liberalismen og den rå kapitalisme. De opfører sig som – og bliver indimellem selv af deres egne folk opfattet som –  ’mørkemænd’. Mennesker der ikke er i stand til at åbne en dialog med resten af samfundet, selvom det er os alle sammen der skal leve med erhvervets behandling af vores fælles natur og miljø.

Man blæser på miljøhensyn. Snakker uden om alle problemerne. Vil rigtig gerne have MANGE flere svin. I mange flere svinefabrikker. Man vil have bred accept af, at der er MRSA hos alle danske svin. Og man vil så gerne fordoble svineproduktionen fra 32 til 60 mio. svin.

Dette er et indlæg som forsøger at skitsere nogle løsninger på landbrugskrisen.

I den videre proces vil det være oplagt, om Klimaministeren og regeringen inviterer en række af alle de grønne foreninger, som har udviklet viden om fødevareproduktion og bæredygtighed i gennem mange år. Det kan fx være Økologisk Landsforening, Praktisk Økologi, Biodynamisk Jordbrug, Frie Bønder Levende Land. Permakultur Danmark. Frøsamlerne. Så det ikke bliver Danish Crowns ønsker om flotte tal på bundlinjen, der styrer vores fremtidige indsats ift. landbrug og klima.

Lad os starte med nogle tal for landbrugets udvikling. De kan måske fortælle lidt om tingenes tilstand:

DANSK LANDBRUG I TAL:

Her er et par tal omkring dansk landbrug:

• Det optager 62 % af al jord i Danmark. Landbruget har derfor helt afgørende betydning for vores miljø, landskabspleje, dyreliv og biodiversitet.
• Det står for 25% af vores CO2 udledning – uden medtagelse af import af foderstoffer. Med importen står det for 33%. Så vi når IKKE 70% CO2 reduktion til 2030 uden at inddrage landbruget.
• Landbruget bidrager med under 2% af BNP, godt 2 % af jobs og 8% af Danmarks eksport. Eksportens værdi er 92 mia.; det kan sammenlignes med fx Hollands landbrug som på et mindre landbrugsareal end det danske eksporterer for 696 mia., hovedsagelig baseret på højværdiprodukter, bl.a. grøntsager.
• Landbrugets interesseorganisation ”Landbrug & Fødevarer” ynder igennem reklamefilm og bredt anlagte kampagner til tocifrede millionbeløb at fremstille dansk landbrug som nødvendig for at løse verdens sultproblemer.
  Sandheden er, at dansk landbrug overhovedet ikke sælger til verdens fattige og sultne. Eksporten går til Tyskland, Sverige, England plus øvrige EU-lande. Samt til Kina, USA, Norge og Japan uden for EU, dvs. til dem der kan betale prisen.
  Og den danske produktion af korn, mælk, slagtekyllinger, svin etc. er fuldstændig forsvindende lille og betydningsløs i forhold til den samlede globale produktion – dansk korn udgør fx 0,38%.Formålet er selvfølgelig at bane vej for mere produktion, især større svine-, mink- og mælkeproduktion. Og det lykkes fint: I 2013 sagde daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen fx: ”Dansk landbrug producerer også til et internationalt marked. De fødevarer, vi kan bidrage med, er også et skrift på vejen til at mindske sult og nød”. Og i 2019 fortalte daværende fødevareminister Jacob Ellemann Jensen på sin Danmarks turne, at vi havde en pligt til at forsyne verden med svin, nu hvor vi har ’så høj dyrevelfærd, lavt miljøtryk og lavt klimatryk’.
• I 1955 var der 200.000 landbrug, alle på danske hænder. I 2018 er der 9.000 heltidslandbrug – Der har i nogle år været 2 krak per uge og meget jord hhv. landbrug sælges til udenlandske kapitalfonde.
  – I 2017 var der 130 konkurser, i 2018 var der 178. Kina har opkøbt minkfarme, Japan danske havbrug og 600 hollandske og tyske mælke- og svineproducenter er nu en del af dansk landbrug.
  – I 2014 liberaliserede Helle Thorning-Schmidt regeringen landbrugsloven. Indtil da kunne man kun købe landbrugsjord, hvis man var dansk. Ændringen skulle gøre det muligt for udenlandske investorer at købe danske landbrug i knibe.
• 30% af landbrugsjorden er truet af muldflugt. Primært som følge af brugen af kunstgødning, pesticider, monokulturen og den voldsomme mekaniske behandling af jorden fra tunge traktorer og maskiner, der presser jorden sammen (traktose).
• Hvert enkelt landbrug er blevet langt større, men har få beskæftigede, hvoraf hver tredje er udlænding, fortrinsvis fra østeuropæiske lande. Tilbage i 0’erne gennemførte Fogh regeringen liberaliseringer, så sammenlægninger kunne ske uden begrænsninger i forhold til arealstørrelse og så det blev muligt at have langt større besætninger af dyr per brug. Man fjernede loftet over, hvor meget jord den enkelte landmand kan eje.
  I dag ejer de 1000 største landbrug 22% af al jord. De 2000 største ejer 35% – altså en stærk koncentration på stadigt færre hænder.
• Prisen på landbrugsjord steg voldsomt i 0’erne, da Fogh regeringen liberaliserede landbrugslovgivningen og samtidig gav grønt lys for en finanspolitik, hvor bankerne opmuntredes til at yde landbruget store og lette lån, og landmændene havde lært at tro på stordrift og god gammel grådighed. Hektarprisen steg fra 100.000 til omkring 400.000 trods det, at en hektar jord næppe kan forrente mere end de 100.000 kr. Fra 2001 til 2008 steg jordpriserne med 285 %.
• Landbrugets samlede gæld er 315 mia. i 2018 – i gennemsnit 35 mio. per brug. Det betyder at unge landmænd ikke har råd til at købe landbrug. Det skaber et generationsskifte problem.
• Gennemsnitsalderen er steget. I 1997 var 22,6 % af alle landmænd under 40 år, i 2017 var det kun 6,3%. Gennemsnitsalderen er i dag 57 år. Men unge har netop ikke råd til at overtage landbrug længere, så det skaber inden for få år et stort problem: Hvem skal drive dansk landbrug?
• Uden EU-støtten havde de fleste landbrugsfamilier i nyere tid intet at leve af. Ifølge Danmarks Statistiks analyse af årene 2012-2016 svarer landbrugsstøtten fra EU til det overskud, der var i dansk landbrug.
  Danmark betalte i 2016 17,8 mia. til EU og fik samme år 10,6 mia. tilbage i støtte til landbruget. ”Det betyder, at de danske skatteydere selv betaler sort set hele landbrugsstøtten, selvom den formelt kommer fra Bruxelles” (72). EU’s landbrugsstøtte gives til alle. Jo mere jord man ejer, jo større støtte.
  Der er ingen krav knyttet til landbrugsstøtten i retning af fx mere miljøhensyn, dyrevelfærd, eller klimahensyn. Og det gives til alle, uanset om man er økonomisk trængende eller har overskud i millionklassen. Danmarks største svineproducent havde fx i 2017 et overskud på 23 mio. Samme år modtog han ekstra støtte på 7 mio. til en ny kæmpesvinestald. Det kom fra nogen af de ekstra støtteordninger som er lavet; her fra EU-midler forvaltet af Miljø- og Fødevareministeriet (jf. 76).
• Listen over statslig støtte, hjælpepakker og -love, der supplerer EU-støtten er lang. Okt. 2018 oplistede fødevareminister Jacob Ellemann Jensen på et møde med Bæredygtigt Landbrug 16 begunstigelser af landbruget og konstaterede tørt: ”Jeg tror ikke der er noget enkelterhverv i kongeriget Danmark, der har haft en tilsvarende opmærksomhed siden valget i 2015”.
• Landbruget bruger stadig mere kunstgødning (NPK = kvælstof, fosfor, kalium), pesticider (insekt og svampegifte) og Round Up (ukrudtsmiddel).- KVÆLSTOF (N) som ikke optages af planterne siver ned i grundvandet, hvor der dannes nitrat, som er mistænkt for at forårsage kræft. Kunstgødning ødelægger med tiden jordens humuslag og gør jorden tør og porøs, hvorved der skabes muldflugt. Når kvælstof løber ud i vandløb, søer og hav, virker det som gødning for alger. Når algerne dør, nedbrydes de. Den proces kræver ilt. Stor vækst i alger resulterer i iltsvind, som dræber fisk og dyrelivet i havet, fjordene, søerne. Dødt hav.- PESTICIDER er sprøjtegift som dræber uønskede planter, insekter og andre levende organismer. Undersøgelsen Environmental Science and Pollution Research fra 2014 viser, at nogle typer af sprøjtegift truer økosystemerne i høj grad. ”Pesticider er en global trussel mod insekter og regnorme” (Ingeniøren). Påvirkningen skyldes ikke mindst, at pesticider dræber bestøvere som sommerfugle, bier og insekter, der sørger for at planter kan reproducere. Giftstofferne har også negative konsekvenser for fugle, dels ved at skade deres organer, dels fordi giftstofferne dræber de insekter, som de lever af, fremgår det af undersøgelsen. Sprøjtehyppigheden er steget med næsten 100% fra 2,07 årlige sprøjtninger i år 2000 til 3,35 i 2017.- GLUPHOSAT eller round up er et ukrudtsmiddel, som anvendes i stor stil af alle konventionelle danske landbrug, – det er under mistanke af WHO’s kræftagentur IARC for at kunne forårsage kræft.
• Gødning og pesticider ender i vores drikkevand – målinger viste pesticider i 43% af drikkevandet i 2019 og nitrat i 4 af 10 boringer. Nitrat mistænkes som nævnt for at være kræftfremkaldende. Pesticider er gift, hvis virkning illustreres af Cheminova, hvis høfde 42 er fyldt op med pesticider fra tidligere tiders produktion: Ved tidligere udslip herfra har havets overflade gentagne gange været dækket af døde fisk. ”Mindst halvdelen af vores landbrugsvandløb er udsat for koncentrationer af insektmidler, som overskrider værdier, hvor vi i laboratoriet ser varige skader”, Jes Rasmussen, postdoc, Aarhus Universitet.
• Børn tisser sprøjtegift. En undersøgelse fra 2016 foretaget af Institut for Folkesundhed ved KU, offentliggjort i Ingeniøren, viser urinprøver fra danske skolebørn og deres mødre, som alle indeholder glypfosat-rester.
  Glypfosat er det aktive giftstof i verdens mest solgte sprøjtegift Round Up.
• Pesticider giver ‘grøn ørken’ – dræber insekter, dyr og fugle og dermed biodiversiteten.
• 80% af landbrugets CO2 udledninger kommer fra animalsk produktion, dvs. kødproduktioen.
• Foderet til dyrene er bl.a. sojaprotein fra Sydamerika – det betyder fældet regnskov som kunne have lagret CO2. Regnskoven erstattes med marker af sojabønner hvis dyrkning udleder CO2, efterfulgt af transport fra Sydamerika til Danmark på containerskibe, som udleder CO2 fra skibenes bunkersoil. Det er en klimakatastrofe.
• Landbruget har 31 mio. svin i 2019. – 88% af dem har MRSA i 2018 – i 2019 er det knap 100%. Alle får penicillin, dvs. antibiotika, som fast rutine. 50% får mavesår. Der dør 24.000 pattegrise i døgnet, det svarer til 9 millioner svin på årsbasis. I dagens svineindustri bliver en so to år i gennemsnit, grisens naturlige levealder er 15-20 år. Landbruget presser stadig flere pattegrise ud af soen: I 2000 præsterede en so 22,5 pattegrise, i 2017 33,3, hvilket er verdensrekord. En so har 14 patter. Dødsraten for et kuld pattegrise er 22%.
• Svin køres til slagtning i Tyskland, tilbage til frys og pakning – 90% eksporteres til udlandet fx Eu og Kina. Voldsom meget transport, som alt sammen udleder CO2. Meget lidt dyrevelfærd; man ved at lange transporter er hårde ved dyrene. Danish Crown nedlægger sine danske slagterier, fordi slagterierne i fx Tyskland og Polen har lavere lønninger og færre sociale forpligtigelser, så det kan bedre betale sig for denne virksomhed at sende svinene i lang transport.
• Antal køer der kommer på græs: 75% i 2003. I 2013 var det faldet til 15%. Der bliver mindre tid til at lade køerne komme ud, jo større besætningerne bliver.
• Kødproduktion er rasende dårlig økonomi set ift. den energi, der kommer ud af produktionen. Ifølge ”International Food Policy Research Institute” vil en given proteinmængde oksekød kræve 7 gange så stort et areal og 3 gange så meget ferskvand samt udlede 7 gange så mange drivhusgasser, som samme protein produceret i form af kyllingekød. Og hvis oksekød sammenlignes med protein fra bælgplanter, bliver arealbehovet for kødet 20 gange så stort, vandforbruget 7 gange og udledningen af drivhusgasser 16 gange større. En klode med forestående fødevarekrise og klimakrise må sadle om til mindre kødproduktion, mere plantebaseret mad.
• Efter alt dette – transport på verdensplan, dyremishandling, drivhusgas udledninger der batter noget osv. – så smides så 1/3 af alle fødevarer i Danmark ud som madspild – det gælder også for EU.
• Der er 35.000 jordejere i landbruget, som i dag forvalter 2/3 af Danmark (heraf 20.000 til deltidslandbrug).
  Sagt på anden måde: 0,6% af den danske befolkning har hånds- og halsret over 62% af landet.
• Ved konkurser opkøbes en del brug af udenlandske kapitalfonde. Der er ingen garanti for, at fx kinesiske kapitalfonde producerer til danske forbrugere. De kan ligeså vel vælge at producere til Kinas befolkning. Det er fx det der sker i Afrika, bl.a. i Kenya, hvor kæmpemæssige områder opkøbes af Kina, som producerer fødevarer til egen befolkning, mens afrikanerne har fødevaremangel.
• Når landbruget skal fortælle om sin store økonomiske betydning for Danmarks samlede økonomi, anvender man termen ”Fødevareklynge”. Det er et godt gammelt trick: Man indlemmer simpelthen al produktion af mink- og ræveskind, af potteplanter og afskårne blomster. Alkohol og andre drikkevarer. Cheminovas produktion af sprøjtemidler, Toms chokolader, jomfruhummere fra Læsø og rejer fra Grønland m.v. – og siger at alt det er med i ’fødevareklyngen’. Og så når man op til tal på 160 mia. eksport og 200.000 beskæftigede. Men landbrugseksporten er på 92 mia. og antal jobs er 75.000. Det er som med meget andet inden for landbruget: Alle kneb gælder.

Kjeld Hansen (landmand, miljøjournalist, mangeårig samfundsdebattør ift. landbruget og forfatter til en række bøger om natur, miljø og landbrug, sidst bogen ”Farvel til Dansk Landbrug”) stiller opsummerende spørgsmålet:

”Et erhverv, der ikke magter at tjene sine egne penge, selv om det har hånds- og halsret over to tredjedele af landet, og som helt åbenlyst vil gøre Danmark til verdens svinesti – hvorfor skulle befolkningen dog klappe begejstret over den vision?” og siger:

’Hvis vi skal bremse klimakrisen og redde biodiversiteten skal vi: Skabe mere plads til naturen, have langt færre svin og nul sprøjtegifte”.

Kilder til ovenstående er ”Farvel til dansk landbrug”, Gads Forlag 2019, af Kjeld Hansen. Og ”Hvad skal vi med landbruget”, Informations Forlag 2016 af Jørgen Steen Nielsen. Herudover er der anvendt en række kilder fra FN-rapporter, Greenpeace, NOAH, Altinget etc.

KONKLUSION: DANSK LANDBRUG ER EN KATASTROFE I SIN NUVÆRENDE FORM –

• Det skaber klimaforandringer
• Muldflugt
• Giftige fødevarer – børn tisser gift
• Vandforbruget er enormt
• Ødelægger naturen – vandløb, søer, grundvand
• Udrydder biodiversiteten
• Skaber stadigt færre, stadigt større landbrug – en koncentration af magt
• Jorden overgår i stigende grad til kapitalfonde og udenlandske ejere

DET GLOBALE PERSPEKTIV UNDERSTREGER KUN ALVOREN

I 2016 kom FN’s fødevareeksperter med deres analyse af verdens fødevaresituation, skrevet af 22 internationale fødevareeksperter på baggrund af globale studier. Deres konklusion lød:

” Vi kan ikke gøre større forbrydelse imod menneskeheden end at fortsætte det industrialiserede, monokulturelle landbrug” – fødevarekrisen skal reddes gennem udvikling af langt, langt flere, intensivt dyrkede økologiske småbrug.

Dét var konklusionen af FN’s panel af fødevareeksperter 2016 i ”From Uniformity to Diversity”. Deres undersøgelse dækker 55 afgrøder, dyrket på 5 kontinenter gennem 40 år.

Baggrunden for den konklusion var bl.a. FN’s egne analyser, som fortæller os to ting: År 2050 er vi 10 milliarder, der skal brødfødes. Men om 60 år vil mulden være væk, hvis vi fortsætter som nu – vi står med andre ord over for en seriøs fødevarekrise.

BIODIVERSITETSTKRISEN – ET ANDET RESULTAT AF LANDBRUGETS ’VÆKST’

FN’s Biodiversitetspanel IPBES kom i maj 2019 med deres omfattende globale analyse af biodiversitetskrisen. Den siger fx:

• 1 mio. arter er truet lige nu og arterne forsvinder med op til 10.000 x det normale
• Biomassen for alle pattedyr er nu blevet 1/6 af, da mennesket kom til
• Kødproduktion og landbrug optager i dag 1/3 af al klodens jord
• Der er flere kæledyr end vilde pattedyr. Produktionsdyr fylder 14 x så meget som alle planetens vilde pattedyr (til havs og til lands) tilsammen
• I nogle lande er 80% af alle insekter døde siden 1980 pga. pesticider m.m.

Og deres konklusion er éntydig: ”Vi er i gang med den 6. masseudryddelse – den 5. var da dinosaurerne uddøde for 65 mio. år siden hvor 75% af alle arter forsvandt.”

De siger også, at klodens industrialiserede landbrug er den vigtigste enkelt- faktor bag biodiversitetskrisen.

Herhjemme fortæller fx Ornitologisk Forening at ”Set i forhold til biodiversiteten er det danske agerland nærmest ørkenagtigt uden fugls føde” (Egon Østergaard, formand for ornitologerne, 2018).
Spredning af pesticidgifte på markerne betyder fx at 12 af 29 danske arter af humlebier er på den røde liste over truede arter. Sommerfugle viser tilbagegang over 50%. Osv.

Naturen dør, mens landbruget forsøger at skabe vækst og overskud på den gammeldags måde: I kamp med naturen. Overalt i verden ses samme tendens: Hvor det industrialiserede landbrug trænger frem, dør naturen. I Tyskland er 76% af de tyske insektbestande gået tilbage siden 1990. Det australske University of Sidney offentliggjorde i 2019 en stor undersøgelse over alle insektarter, hvis konklusion lyder ”..en katastrofal trussel om udryddelse mod 40% af alle arterne over de næste 100 år”. Undersøgelsen udpeger intensivt landbrug som vigtigste enkeltfaktor.

LANDBRUGETS ØKONOMI I DAG ER BASERET PÅ RÅ KAPITALISME OG UHÆMMET LIBERALISME

I dec. 2001 tiltrådte Anders Fogh regeringen, som i åbningstalen proklamerede liberalismens tidsalder. Minimalstaten med ingen tilskud eller statsstøtte, minimal regulering – ikke mindst af landbruget. Al fokus på vækst, stordrift og effektivisering.

Storgodsejer Mariann Fischer Boel blev landbrugs- og fødevareminister. Hans Christian Schmidt blev miljøminister, en politiker der siden midt 90erne havde erklæret kamp mod ”Aukens miljøimperium”, og hvis første år gik med at lempe alle miljø- og naturregler, der kunne tænkes at hæmme landbrugets frie udfoldelse, samt afmontere Aukens miljøministerium gennem fyringer.

Først i 2008 gik det op for Anders Fogh – efter en serie dårlige meningsmålinger for Venstre – at det måske ikke var verdens bedste ide at tilsidesætte miljøet SÅ groft. Han erklærede, ”at en ny ’grøn økonomi’ skulle være vor generations og næste generations store månelandingsprojekt” på Venstres landsmøde nov. 2008.

Fem måneder senere forlod Fogh statsministerposten til fordel for en topstilling som chef for Nato. Han efterlod et erhverv, landbruget, som i den grad var kommet på kant med samfundet, mest på grund af en uhæmmet rovdrift på miljøet. Herefter fulgte et tiår med den ene skandalesag efter den anden. Ministre der måtte gå af. Nye ministre, men ingen der evnede at håndtere det genstridige erhverv. Endsige etablere en egentlig dialog med landbruget. Og imens døde naturen lidt efter lidt.

I 2015 blev Miljøministeriet – under Lars Løkke og med Eva Kjer Hansen som minister – i realiteten nedlagt, da det blev slået sammen med fødevareministeriet (dvs. landbrugsministeriet). Landbrugets minister skulle nu også passe på miljøet. Prioritere mellem pesticider, kvælstofudledning, nitratnedsivning, grundvandsforurening, udledning af gylle og ammoniak på den ene side – og landbrugsøkonomi på den anden side. Det var det samme som at nedlægge Miljøministeriet.

Verdensnaturfonden, WWF, gav et par år efter Venstres fødevare og miljøminister Esben Lunde Larsen denne kommentar med på vejen ved hans afgang:
”…han har gennemført tiltag, der har været skadelige for naturen. Vi har fået jagt på de vilde dyr i yngletiden. Han har stemt imod forbud mod neonikotinoider, som er et stort problem for de vilde insekter. Han har lavet havbrug. Han har opgivet biodiversitetsrådene. Der har været rigtig mange ting, som har været skadelige for naturen.” (30).

Herefter fulgte Jacob Ellemann Jensen, der som fødevare- og miljøminister snakkede både miljøaktivister og de sorteste landbrugsinteresser efter munden. Som var ’chokeret’ over tal der viste, at kvælstofudledningerne fortsatte med at være over faregrænsen, selvom landbruget havde lovet at de helt frivilligt ville mindske dem. Og derefter intet gjorde.

Det eneste lyspunkt var fremvæksten af en modstrøm af økologiske jordbrug, som i  2017 gjorde at økologiske fødevarer i 2017 udgjorde godt 13% af alle fødevarer, det største globalt. Men også økologien var presset af stordrift, biodiversitetskrise, klimaforandringer.

Landbruget er blevet globalt. Og alle kæmper med alle – på et stadig mere globalt marked – om at sælge billigst muligt. Hver gang en landmand producerer mere effektivt, så omsættes det til lavere priser – ikke til ekstra overskud.

Firmaer som Arla og Danish Crown har stået for strategien for dansk landbrug på verdensplan. I stedet for at satse på kvalitet, sunde fødevarer og klimavenlighed gennem forædlede, giftfrie, økologiske og klimavenlige kvalitetsprodukter har de satset på pris per enhed – billigt konventionelt svinekød i rå mængder samt billig komælk. Det har været en katastrofal kurs.

Strategien betyder at stort set al forædling og produktudvikling intet har bidraget til landmandens bundlinje. Det eneste der har haft betydning er mindre omkostninger, for det giver – kortvarigt – plads til mere overskud ved den samme salgspris. Men den fordel forsvinder lige så snart de andre landmænd har fået lige så lave omkostninger. Så priskonkurrencen er en bundskrue, hvor landmændene konkurrerer med hinanden: De reducerede omkostninger ender altid som lavere fødevarepriser (186).

Så længe man konkurrerer på pris, konkurrerer derfor alle landmænd med hinanden i en national og global kamp, der tvinger alle til at producere mere effektivt med stadigt lavere omkostninger – uden at få større overskud. For enhver fordel bliver straks omsat til lavere pris.

De eneste der tjener på fødevareproduktionen er agroindustrien: Den multinationale og globale industri med hele pakken af kunstgødning, gensplejsede frø og såsæd, pesticider, landbrugsmaskiner, tørreanlæg, slagterier osv. plus de store handels- og transportorganisationer samt supermarkedskæder. Og så selvfølgelig finanskapitalen: Dé stadigt færre, men større banker og kreditinstitutioner, der er tilbage når de små er krakkede.

Det går ud over dyrevelfærd. Miljø. Varernes sundhed. Klima. Rummer familiekatastrofer og døde landsbyer. Og landmændene får altid at vide, at de dårligste landmænd bare skal sies fra – sikke en besked. Og det hele ender med, at nogle få ufatteligt rige ejer hele landbruget. Mens borgerne stirrer skiftevis på regningen og på den ødelagte natur.

Landbrugets udvikling er én lang illustration af den såkaldt ’frie’ liberalismes konsekvenser: Når markedet bliver de økonomisk magtfuldes rå magt over de små, og når alt bliver 100% kold business, så er naturen, dyrene, mennesker og klimaet det første som rammes. Bagefter ramler så økonomien – trods statens hjælp – for det viser sig, at naturen var selve forudsætningen for det hele. Men først efter svære katastrofetider.

Dét er noget af baggrunden, når en af landbrugets egne, landmanden Niels Andersen, aktiv i landbrugets organisationer gennem 20 år, tidligere formand for landboforeningen Centrovice på Fyn i 2019 siger:

”Landbruget må i alliance med det øvrige samfund definere et nyt forretningsgrundlag (….)  Man må simpelthen lukke ned for den del af landbrugspolitikken, der dannes af erhvervets mørkemænd, der tror at miljøkrig med det øvrige samfund er vigtigt. (….)  erhvervet er på nuværende vilkår simpelthen ikke attraktivt for hverken de nuværende landmænd eller for den næste generation, fordi alle andre alternativer er bedre” (56) citat fra ”Effektivt Landbrug”, jan 2019.

FREMTIDENS FØDEVAREPRODUKTION

Landbruget er på vej ind i en dødsspiral, og kommer først ud af den, når man omstiller fuldstændig.

I dag er landbrugets målsætning: Effektivisering og koncentration i stadig større landbrug. Reduktion af omkostninger gennem maskiner og stordriftsfordele. Og man fastholder industrialisering, monokultur, pesticider, stordrift, ser udelukkende dyr som produktionsenheder, ikke levende væsner. Det hele samles i betegnelsen ’strukturudvikling’.

Fremtidens landbrug må en helt anden vej. Det må baseres på værdier om at skabe sunde fødevarer, en klimavenlig produktion, øget biodiversitet og dyrevelfærd.
Skabe lokal bosætning og jobs – et liv på landet. Skabe velfærd for de mange, fremfor millionoverskud for nogle ganske få – med konkurser til resten.

FREMTIDENS LANDBRUG

Fremtidens landbrug er giftfrit. Uden pesticider, kunstgødning og uden Round Up. Det er Økologisk – Biodynamisk – Permakulturelt – eller dyrkes i blandformer heraf.
Det er lokalt, for at undgå transport og CO2 udledninger, så fødevareforsyning fra fjerne egne som Japan, Sydafrika, Kina, Spanien udfases fuldstændig. Det er også lokalt for at sikre en lokal indflydelse.

Fremtidens landbrug har et ansvar for det omkringliggende lokalsamfund og indgår i en gensidig dialog med det, så lokalbefolkningen har indflydelse på produktionen i stil med fødevarefællesskaberne, hvor fx et byfællesskab aftaler med lokale producenter omkring byen, hvad der produceres og i hvilken kvalitet. Og omvendt har landbrugene medansvar for at skabe lokale arbejdspladser, godt naturmiljø og trivsel lokalt.

Det er klimavenligt. Man undgår at pløje, som giver stor CO2 udledning og mindsker planternes CO2 optag, bl.a. fordi det overskærer vigtige næringsforbindelser (svampespore m.v.) i jorden.
Det minimerer brugen af maskiner og især tunge maskiner, som skader jorden ved at presse den sammen og udleder CO2 fra brændstofferne. Landbruget dyrker planter der er særligt kulstoflagrende som fx kløver. Dyrker planter der passer sammen og giver næring til hinanden og anvender kulstoflagrende teknikker.

Fremtidens landbrug foregår i demokratisk ledede virksomheder, organiseret som andelsvirksomheder, kooperativer eller socialøkonomiske virksomheder, som grupper af brugere ejer i fællesskab – fx landsbyfællesskaber, sammenslutninger af nationale borgergrupper eller byfællesskaber. Ved siden af det vil der formentlig stadig være mange privatejede (familie)brug.

Fremtidens landbrug sikres tilstrækkelig jorde ved at befolkningen sammen med politikerne opretter tilstrækkelig mange, tilstrækkelig store jordbrugsfonde, som opkøber landbrug og indretter det med fremtidens nye driftsformer. Banker og kreditinstitutioner erstattes af fx borgerejede eller statslige og kommunale fonde.

Fremtidens landbrug har dyr, men på en helt anden måde. Dyrene er færre og der er ingen monokultur i form af fx kæmpemæssige gårde med kun køer eller kun høns eller svin. Fremtidens landbrug har typisk flere måske mange slags dyr samtidig – også gæs, høns, kaniner, ænder. Dyr og planter spiller sammen, så den animalske produktion er i balance med den vegetabilske, så dyrenes afgræsning og deres gødning udvikler jordens frugtbarhed, mens græs og planter er foder for dyrene.

Fremtidens landbrug kobles til forskning, så de eksperimenter man foretager i fx permakulturel dyrkning følges af forskning, som viser resultaterne: Hvad fungerer og hvad fungerer ikke.

NYE DYRKNINGSFORMER UNDERSØGES.

Permakultur har en masse principper i sig, der er som skabt til at udvikle klimavenlige landbrug og fremme biodiversitet. Permakultur kendetegnes fx ved at den:

• Efterligner jordens økosystemer, tænker biodiverst
• Foregår i mindre brug, som er intensivt dyrkede med et højt udbytte
• Undlader at pløje af hensyn til CO2 udledning og jordens svampe = næring til planterne
• Permakultur er muld-opbyggende og CO2 lagrende
• Dyrkes bl.a. i skovhaver, som har mange arter og i flere højder, fx nødde- og frugttræer, bærbuske, dækken, rodfrugter, flerårige grøntsager, klatreplanter. Det betyder at solens stråler udnyttes bedre. At optag af luftens kvælstof og carbon forøges, fordi det foregår i flere lag samtidig.
• Biodiverse jordbrug med bier/insekter, fugle og flere slags dyr – ingen monokultur
• Grøntsager dyrkes i (høj)bede, gødningen kommer fra egne dyr og egen kompost
• Varierende slags korn dyrkes på marker med sædskifte (skifte mellem korn, grøntsager, afgræsning)
• Frugthaver hvor der samtidig er bærbuske og dyr – får, gæs, kaniner, høns, ænder
• Dyr anvendes bl.a. til systematisk afgræsning ved køer, får, geder og høns. Det giver gødning til jorden og betyder muldopbygning
• Ingen affald – alt er cirkulært
• Forbrugerne støtter ved overvejende at spise plantebaseret føde, der er lokalt dyrket og giftfrit – og ved at spise langt mindre kød, som nu kommer fra mange andre slags dyr end lige ko og svin.

I økosamfundet Permatopia på Sjælland har man evnet på få år at udvikle en økologisk fødevareproduktion, opbygget så den egner sig til at blive egentlig permakultur. Dermed er man på vej til at skabe en lokal fødevareforsyning til bosætningens 90 familier. Med grønt, frugt, dyr, bær, korn etc.

Sådanne lokale forsyninger kan sættes i system og udfoldes langt mere.

I Ridgedale i Sverige har Richard Perkins skabt ”Ridgedale Farm”, hvor han har forsøgt at gøre permakultur jordbrug til en økonomisk rentabel forretning. At producere i større serier og for markedet. Herfra ligger mange erfaringer og viden som kan skaleres op, når fremtidens landbrug gennem eksperimenter skal udvikles.

Du kan læse mere om permakultur på dansk i bøgerne ”Permakultur” af Mira Illeris og Esben Schultz, eller ”Permakulturhaven” af Karoline Aaen og Tycho Holcomb. Heri er der litteraturhenvisninger. Permatopia kan besøges ved at kontakte dem. Ridgedale har en omfattende hjemmeside med mange små film.

FREMTIDENS FØDEVAREPRODUKTION HAR ANDRE RAMMER
– Andelstanken. Statslige og folkelige jordbrugsfonde.  Andelsgårde.

Dyrkes især på mindre, intensive brug på landet og omkring byerne. I 2009 kom foreningen ”Frie Bønder Levende Land” med en udstykningsplan, Dalby-planen, der viser hvordan gældstyngede storlandbrug kan forvandles til en mangfoldighed af familielandbrug på landet.

En grisefabrik på fx 800 hektar kan opkøbes og udstykkes til fx 10 gårde á 80 hektar. Èn familie erstattes så af 10, hvilket betyder flere børn til børnehaver og skoler, flere skatteindtægter, mere liv i lokalsamfundene.

Nogen brug kan være familiebrug, andre kan være andelsejede i fælles ejerskab, ligesom fx Thiese Mejeri, der startedes i 1988 af otte personer og i dag er det næststørste mejeri, ejet af dem der producerer mælken i et andelsfællesskab.

Det var de tanker Radikale Venstre præsenterede som ”Andeltanken 2.0” i maj 2019 under folketingsvalgkampen.

Som led i denne plan foreslog partiet nye jordreformer baseret på en statslig jordbrugsfond, der opkøber landbrugsjord for at udstykke den i mindre lodder. Det vil give unge landmænd mulighed for at starte enten som forpagtere eller ejer at et mindre og dermed økonomisk set overkommeligt landbrug. Og hermed løse noget af problemet med generationsskifte i landbruget.

Dette kombineres med lovreformer, som gør det muligt for almindelige borgere at investere i landbrug, så landbrugsjorden forbliver på danske hænder, og der tilføres kapital til at opkøbe stadig større landbrug og udstykke dem.

DANMARKS ØKOLOGISK JORDBRUGSFONDE: Økologisk Landsforening har sammen med Danmarks Naturfredningsforening etableret en økologisk jordbrugsfond i 2017. Den har indtil videre opkøbt jord for 44 mio. På Samsø har man med lignende formål stiftet Samsøs Økologisk Jordbrugsfond.

ANDELSGÅRDE – I 2018 etableredes foreningen ”Andelsgårde”, som opkøber mindre gårde og driver dem i fællesskab som andelsforening på en bæredygtig måde. ”Vi ønsker at etablere netværk blandt den nye generation af progressive bønder, der vil dyrke jorden regenerativt, og binde land og by sammen i nye sociale fællesskaber,” siger foreningen, ”…og støtte den nye generation af bønder, der ikke kun vil nedbringe, men også forsøge sig med at binde mere CO2 end vi afgiver i dag”.

EN BEVIDST REGULERENDE OG STYRENDE LANDBRUGSPOLITIK.

Som instrument til en omstrukturering og opkomsten af de nye dyrkningsformer er det indlysende at anvende EU’s landbrugspolitik som styringsredskab.

Danmarks Naturfredningsforening spurgte ifm. folketingsvalgkampen 2019 folketingets partier om de ville arbejde for, at ”..minimum 50% af den passive arealstøtte til landmænd omdannes til betaling til landmænd for deres konkrete indsatser for fælles goder som klimaet og naturen?”

Det ville Alternativet, Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, resten af partierne sagde nej. Det er selvsagt absurd: Vi ved vi SKAL omlægge landbruget på få år. I fællesskab betaler vi hvert år landbruget et milliardbeløb i støtte, og alligevel vil hovedparten af partierne ikke anvende denne støtte til at fremme en omlægning til fordel for klima og biodiversitet.

Det bliver ikke mindre absurd af, at landbrugsstøtten gives til alle, uanset behov, og efter areal, så de største får mest. Det vil sige at storlandbrug, der måske indtjener 20-25 mio. kr. i overskud årligt modtager tilskud, herunder ekstratilskud til nybygninger og stalde. Men de mindre og måske mest udsatte modtager langt mindre.

Et andet stærkt og anvendeligt instrument er CO2 afgifter.  Landbrugets produktion skal helt enkelt afspejle den reelle omkostning af klima og miljø, der følger af produktionen. Jo større en klimabelastning en produktion har, jo dyrere varer. Det kan suppleres med afgifter, der afspejler ressource- og biodiversitetshensyn, herunder afgifter på al produktion med indhold af gifte.

Det betyder omvendt, at varer der er dyrket uden gift, dyrket klimavenligt og biodiverst bliver langt billigere i sammenligning.  Det gør det let for forbrugerne at gennemskue, hvor klimabelastende forskellige varetyper er og handle derefter. Når fx COOP – som de gjorde for nylig – sælger økologisk oksekød fra Argentina, så vil CO2 afgiften – pga. transport udledningerne – gøre den vare så dyr, at salget minimeres. Og på den måde marginaliseres lidt efter lidt de CO2 tunge varer.

Det er fremtidens forbrugere indstillet på, for de ved at alternativet til Klimavenligt forbrug er langt værre klimaforandringer.

FREMTIDENS LANDBRUG DYRKES ANDRE STEDER OG VI HAR ALLE SAMMEN ET ANDET FORHOLD TIL LANDBRUG OG FØDEVAREPRODUKTION

FN fortæller, at 60% af verdens muld vil være forsvúndet om 50 år pga. muldflugt og den industrielle monokultur, hvis vi fortsætter som nu.
Verdens befolkning som i dag er på 7,8 mia. vil i 2050 udgøre cirka 10 mia. og år 2100 endnu flere. Samtidig vil tørke, oversvømmelser med havvand og vildt vejr have destrueret og indskrænket mange af verdens landbrugsjorde og vanskeliggjort dyrkning.

Dét er opskriften på en global fødevarekrise med udbredte sultkatastrofer. Hele områder omkring jordens midte er allerede i dag truet af mangel på regn og tørke.  Det skaber sult og lokale eller regionale konflikter, jf. Syrien.

Derfor er vi tvunget til at tænke fremtidens dyrkning på nye måder. Vi skal fx begynde at dyrke fødevarer også i byerne, urban farming. Og ikke kun som lidt eksotisk fritidshobby på et par hustage, men som et egentligt og vigtigt supplement til fødevareforsyningen som helhed.

BYHAVER: Derfor kan vi begynde systematisk at dyrke fødevarer i byhaver på byens tage, i dens parker, ved dens skoler og kirkerne. Vi kan indrette madskove med skovhaver uden for og inde i byerne. Og når bilerne ikke længere er i byerne og al transport er baseret på el, så vil bly- og partikelforureningen være et overskueligt problem for bylandbruget.

FÆLLESJORDE: Kommunen og borgerfællesskaber i byer kan opkøbe jorde og etablere ’fællesjorde’ a la ”Køge Fællesjord”, hvor man dyrker fødevarer permakulturelt i fællesskaber af byens borgere.

GÅRDHAVE og KARRE-DYRKNING. Vi kan begynde at dyrke grøntsager, have urter, holde kaniner og høns, kompostere i fællesskaber i huskarréernes gårdhaver, ligesom man allerede i dag gør det verden over i mange byer. Karreer kan gå sammen og lave fødevarefællesskaber, der indkøber fødevarer fra bæredygtige jordbrug i omegnen.

DYRKNING IND PÅ SKOLERNE: Børn og unge må lære at dyrke fødevarer og hvordan man dyrker og klarer sig i en omskiftelig natur med et uforudsigeligt klima. Så fremtidens skoler må klicheagtigt ’tage naturen ind i skolen og børnene ud i naturen’. Lære børn og unge at dyrke landbrug, fødevarer og passe dyr, gerne i samarbejder med virkelighedens lokale landbrug og fødevareproducenter. Så børn og unge i fremtiden deltager i produktion til deres eget lokalområde.

VILLA- og PARCELHUSHAVER BLIVER DYRKNINGSHAVER: Min gamle nabo på sydfyn dyrkede deres grøntsager, bær, nødder og frugt til et helt års forbrug for en familie på 2 voksne og 2 børn i en have på 830 m2. Det havde de gjort i 15 år. De havde indrettet haven med grøntsagsbede, frugttræer, bærbuske, nøddetræer osv.

Mange haver kan indrettes på den måde og samtidig indrettes til at fremme biodiversitet. Så man har bier, blomster, små søer, plads til gammelt træ, der får lov til at rådne. Og man laver sin egen kompost og har insekthoteller. Det kræver en ny mentalitet, eller rettere en genopdagen af tidligere tiders mentalitet og færdigheder. Og det kommer, senest når fødevarekrisen banker på.

ØKOSAMFUND OG BÆREDYGTIGE LOKALSAMFUND MED SELVFORSYNING AF FØDEVARER: Allerede i dag har mange økosamfund – og dem er der 55 af i Danmark – en vis grad af lokal selvforsyning via fx lokale grøntsagsordninger, fællesjorde, smålandbrug eller permakultur med frugthaver, landbrug, dyr, grøntsager i drivhuse som fx Permatopia ved Karise på Sjælland.

Økosamfundene er laboratorier for en bæredygtig fremtid, en 30-40 år gammel tradition, hvor borgere i fællesskaber etablerer lokalsamfund med en udstrakt grad af bæredygtighed. En nylig analyse af et par økosamfund foretaget af Københavns Universitet viser et CO2 aftryk, som er 30-34% under det danske gennemsnit (COMPASS projektet). Hvis det er repræsentativt ligger der mange perspektiver i at etablere sådanne bæredygtige bosætninger, og ikke mindst etablere dem med selvforsyning af bæredygtige fødevarer. Og det vil være oplagt at udbrede principper herfra til almindelige parcelhuskvarterer.

ET ERHVERV DER OPFØRER SIG SOM EN AGGRESSIV TEENAGER

Landbruget er på social bistand. Det er den danske befolkning, der betaler og dermed sikrer landbrugets dets indtjening. Alligevel opfører landbruget sig som en aggressiv teenager, der ikke vil forstyrres i sine handlinger. Og sidst af alt vil landbruget i dialog med resten af landet om, hvordan man har indrettet landbrugsproduktionen. Selvom man sidder på 2/3 af al land i Danmark. Selvom man er i færd med at skabe grønne ørkener og ødelægge biodiversiteten så alt dyreliv forstummer; selvom produktionen skader klimaet i helt uholdbar grad. Selvom vandmiljøet lider under produktionsmåden, og selvom al etik og hensyn til dyrevelfærd dagligt overskrides.

Som en teenager insisterer landbrugets organisationer på ikke at have regler. Man vil gøre tingene ad frivillighedens vej. Hvorefter man bare undlader at gøre det, man aftalte. Landbrugets organisationer siger ja til at reducere kvælstofudledningerne, men gør det ikke. Ja til at mindske brugen af kunstgødning, men gør det ikke. Ja til at mindske brugen af pesticider, men det sker ikke.

Og som en skyldbevidst teenager snakker man udenom. Lyver om egen betydning økonomisk. Sætter usande kampagner i gang om det danske korn, som ikke må få kunstgødning nok pga. en ny lov og derfor ikke kan anvendes til at producere brød og øl. Fortæller i brede kampagner til tocifrede millionbeløb, at man producerer svin af hensyn til verdens sultende. Kræver mere plads til ens svinefabrikker og blæser på almindelige nabohensyn. Kræver lavere lønninger til de polakker, rumænere osv. der bemander produktionen.

Det er bare ikke i orden. Og nok er nok.

Tiden er kommet til, at befolkningen forholder sig til den måde, landbruget forvalter sin arv på. For det påvirker os alle og det vil påvirke vores børn i generationer frem.

Landbruget skal producere sunde fødevarer. På en måde der skaber liv på landet. Det skal tage dyrehensyn. Passe på klima, biodiversitet og naturen. Lytte til eksperimenter rundt fra hele verden. Forstå at landbrug er levende natur, ikke bare fabrik, teknik og kemi. Gå i dialog med det omgivende samfund. I stedet for at bure sig inde på sit værelse og råbe ud gennem døren.

Og vi andre skal forstå, at landbruget ikke længere kan få lov at passe sig selv. Vi skal forholde os til det. Fremtidens landbrug kan foregå på helt andre måder. Og regeringen skal begynde at turde have en kvalificeret mening om landbruget – ikke bare landbrugets egen mening om det. Inddrage dem i klimaforhandlingerne på en måde der har udsigt til at skabe reel omstilling til bæredygtighed.

Regeringen har udpeget Danish Crowns direktør Jais Valeur til at lede arbejdet i et nyt klimapartnerskab mellem regeringen og fødevare- og landbrugssektoren – et af de 13 klimapartnerskaber. Det er som at sætte ræven til at vogte gæs.

Valeur udtalte i forbindelse med udnævnelsen, at vi er ”et foregangsland på klimafronten for resten af verden. Vi er allerede meget langt fremme, når det gælder klimaeffektiv fødevareproduktion” (NEWS, 7. november 2019).

Valeur løftede for nylig sløret for, hvilken klimaindsatsen de ser for sig: ”Danish Crown havde inviteret erhvervsminister Simon Kollerup (S) en tur i grisestalden for at vise ham, hvordan man via teknologiske løsninger kan fremme den grønne udvikling ude på danske landbrug.” (Effektivt Landbrug 5. marts).

Men dansk svineproduktion er massivt u-bæredygtig. Det kan enhver regering med sit dygtige embedsværk sætte sig ind i på ganske få øjeblikke: Fælde regnskov i Sydamerika, producere soja, lang transport på containerskibe til Danmark. Griseopdræt i kæmpe fabrikker. Slagtning i Tyskland og Polen. Retur. 90 % eksporteres til EU og verden. Sum = massiv udledning af CO2. Resultat: Penge til Danish Crown og storgodserne + destruktion af natur og klima.

Så hvis regeringen vælger at tro på, at man kan skabe tekniske løsninger, som løser klimaproblemet uden at ændre radikalt på selve produktionen, antal svin etc. og landbruget som helhed, så er det fordi, man har valgt mageligheden og det gode forhold til industrien frem for reel bæredygtighed, dvs. frem for det samfundsmæssigt ansvarlige. Og det vil vise sig i CO2 tal allerede i 2025.

Og det eneste der kan ændre dét, er at vi andre forholder os til det. Går sammen som borgere og skaber det nye. Begynder at skabe et landbrug, der er bæredygtigt i handling. Vælger politikere der tør noget.

Som nation har vi haft en blind tillid til at mere teknik, mere kemi, mere samlebånd, større fabrikker med mere global handel vil give os alle et godt liv. Alle der mente anderledes er blevet hånet for at være verdensfjerne hippier. Vi har lukket øjnene for følgevirkningerne af den produktionsmåde. Men det kan vi ikke tillade os at fortsætte med. Det er middelalder og sort fortid.