Befolkningen er desperat, lamslået. Brandene skyldes klimaforandringerne, men den konservative australske regering benægter – der har altid være brande, siger de. Partiet er valgt på penge fra kulmineindustrien og er godt i gang med at en massiv udbygning af samme. Det er illustrationsundervisning i, hvad der sker når mange års hensyn til penge går før hensynet til natur, klima og mennesker.
Det australske mediebillede er domineret af Rupert Murdoch som kontrollerer 60 procent af dagbladsoplaget og stædigt fastholder klimabenægtelse. Man forsøger at minimere og usynliggøre katastrofens omfang.
MILJØFORKÆMPERE RISIKERER 21 ÅRS FÆNGSEL
Australiens premierminister, Scott Morrison, skabte sit politiske ry som immigrationsminister ved at internere flygtninge i djævelske lejre på Stillehavsøer, indifferent over for menneskelig lidelse. Nu har hans regering taget en foruroligende autoritær drejning og stækket fagforeninger, civilsamfundsorganisationer og kritiske journalister.
I henhold til en ny lovgivning, der er under vedtagelse i Tasmanien, og som forventes kopieret over hele Australien, risikerer miljøaktivister nu at blive idømt op til 21 års fængsel for at demonstrere.
Et eksempel på, at klimakrisen risikerer at lede til afmontering af demokratiet – ikke bare i Australien. Det er ulig lettere at lukke munden på dem, der protesterer end at gribe ind over for klimakrisens årsager og dermed de store og magtfulde økonomiske interesser bag.
MARERIDTS SCENER FRA VIRKELIGHEDEN
Den australske forfatter Richard Flanagan beskriver situationen sådan: ”Australien i dag er ground zero for klimakatastrofen. Vores storslåede koralrev i Great Barrier Reef er ved at dø. Vores regnskove, anerkendt som verdensnaturarv, står i flammer, og i forvejen var de store tangskove i mange af vores farvande forsvundet. Adskillige byer er løbet tør for vand eller gør det snart. Og nu brænder hele vores kontinent i et omfang, der aldrig før er set.
Billederne af de enorme naturbrande er som et miks af mareridtsscener fra film som Mad Max og On the Beach. Tusinder har søgt tilflugt på strandene i en dunkel orange tåge. Vi ser mennesker og dyr stimle sammen i tavse klynger, som var de motiver i middelalderlige malerier fra Bruegel den Ældre eller Hieronymus Bosch.
Belejret af flammer er de overlevendes ansigter skjult bag røgmasker og svømmebriller. Dag bliver til nat, som røgen lukker alt lys ude i de skrækindjagende minutter, før et rødt stråleskær bebuder det forestående inferno. Flammer skyder 50 meter op i luften, ildstorme raser. Skræmte børn ses i gummibåde, på vej væk fra flammehavet som flygtninge i deres eget land.” (Information 9. jan. 2020). (…)
”Mens jeg skriver dette, er der proklameret undtagelsestilstand i New South Wales og katastrofetilstand i Victoria. Masseevakueringer er i gang. Der frygtes for en humanitær katastrofe, og flere byer langs østkysten er omringet af ild. Alle transportforbindelser og de fleste kommunikationslinjer er afbrudt. Mange af disse lokale indbyggeres skæbne kendes derfor ikke.” (…)
REGERINGEN FORSVARER KULMINEINDUSTRIEN – IKKE LANDET
”Alligevel har svaret fra Australiens ledere på en national krise så omfattende, at den er uden fortilfælde, ikke været at forsvare deres land, men derimod at forsvare den fossile energiindustri, en stor økonomisk sponsor for de to største partier – som om de var opsat på at føre landet imod dets undergang. (…)
Siden 1996 har samtlige på hinanden følgende australske konservative regeringer haft held med at underminere internationalt forpligtende aftaler om klimaforandringer i deres forsvar for landets fossile energiindustrier. I dag er Australien verdens største eksportør af både kul og naturgas. For nylig indtog Australien plads nummer 57 på en rangliste over 57 landes indsats for at modvirke klimaforandringer.”
DYRENE DØR
”Forskere anslår, at tæt på en halv milliard vildtlevende dyr er omkommet i flammerne, og frygter, at sjældne dyre- og plantearter kan være totalt udslettet. Overlevende dyr har i vild flugt forladt deres afkom i, hvad der betegnes som en »massesultbegivenhed«. Og endnu står Australien kun ved begyndelsen af sommerhalvårets naturbrandssæson.”
FOR 12 ÅR SIDEN FORTALTE EN KLIMARAPPORT: ”I 2020 begynder massive skovbrande i Australien”
Ingeniøren fortæller om en rapport fra 2008, bestilt af den australske regering, som advarede om, at 2020 ville blive året med de første voldsommere brande på grund af global opvarmning (Ingeniøren 10. jan.2020)
»Sæsonen med brande vil starte tidligere, slutte senere, og brandene vil være mere intense. Disse effekter vil vokse over tid, men være tydelige i 2020.« sådan lød en af hovedkonklusionerne. Rapporten var bestilt af den daværende australske regering der ønskede en vurdering af effekterne af den globale opvarmning på landet.
Australske regeringer blev advaret igen og igen – i rapporter fra 2008, 2009, 2017, 2018, 2019. Hver gang holdt man passende skåltaler og arkiverede resten. Rapporterne anbefalede bl.a. indførelsen af CO2-kvoter og en CO2-skat – de blev aldrig gennemført af politikerne.
Sådan risikerer det at gå med hovedparten af de rapporter videnskaben overalt på kloden kommer med: Hensyn til økonomi fejer analyser og anbefalinger af bordet.
Den 18. december blev målt til den varmeste dag nogensinde i Australien med en maksimum-temperatur på 41,9 grader celsius. Og den 8. januar sagde landets mereteologiske institut, at 2019 både var det varmeste og tørreste år, der nogensinde var blevet målt.
Richard Flanagan konkluderer: ”I Australien i dag står et politisk establishment, der er stivnet i sine egne demente fantasier over for en uhyrlig virkelighed, som det hverken har evne eller vilje til at konfrontere. (…)
Sådan er de politiske ledere, der er parat til at åbne helvedes porte og føre en nation ud i klimaselvmord”.
ONDARTEDE FEED BACK MEKANISMER
Den globale opvarmning skader – som det fremgår af Australiens eksempel – liv, dyr, natur, ejendom og hele samfundsøkonomien. Ruinerer landsbyer, virksomheder, landbrug – og gør fremtiden dyster. Der mangler vand. Folk har måttet flygte. Ens hjem er væk. Hvem tør opbygge nyt?
Den er samtidig anskuelsesundervisning i de feedbackmekanismer, der kan føre til ukontrollable og selvforstærkende kædereaktioner, jf. Jørgen Steen Nielsen ”Australiere: Vores hjem brænder”, Inf. 3. januar 2020).
Afbrændingen af skov forøger CO2-udledningerne – i Australiens tilfælde til omkring seks gange Danmarks samlede udledninger af drivhusgasser på et år. Og det tager op til århundreder, før fremvoksende skov har absorberet CO2 i samme mængder, som undslap ved brandene. Hvis skoven overhovedet vender tilbage på alle de afbrændte arealer. Klimaændringer betyder at træernes vækst bliver langsommere.
Det er en ondartet, negativ feedbackcyklus, hvor et af biosfærens optagesystemer for kulstof – skovene – forvandles til en kilde til udledning.
En anden feedbackmekanisme er at brandene skaber deres eget lokale vejr, som fremmer nye brande. Varmen fra brandene stiger til vejrs, hvor den afkøles og danner skyer, der har tendens til at lave tordenvejr med lyn der sætter nye brande i gang. Den varme lufts opstigen skaber samtidig kraftige storme og vindstød, som fører gløderne langt omkring og spreder lokale brande. Så brandene bliver en selvforstærkende mekanisme, som så igen forøger CO2 udledningen.
Og så er ringen sluttet: Mere CO2, mere klimaforandring, nye brande, mere tørke.