VÆKSTENS ÆRA ER SLUT. AL VÆKST I FREMTIDEN ER OMSTILLING – fra en tale på ’VENDEPUNKTETS’ første dag i København, 6. maj

Af Niels Aagaard,

Udgivet d. 9. maj 2022

– fra en tale på ’VENDEPUNKTETS’ første dag i København, 6. maj

FREDAG 6. MAJ var jeg inviteret til at tale ved begyndelsen på ‘VENDEPUNKTET’ EN AKTIVIST-UGE FOR HANDLING PÅ KLIMAET. Aktivisterne havde besat den lille Højbro over til Christiansborg, men politiet kom talstærkt og ryddede broen efter kort tid, selvom broen ingen betydning har for trafikken. Her er noget af talen:

”Den socialdemokratiske regering bedriver vanvidskørsel i disse år: FN’s klimapanel fortæller at der er en afgrund lidt fremme: Om få år overskrider vi Tipping Points, vi har kun 3 år til at vende CO2-kurven, siger de.
Og den danske regering svarer med at sætte turbo på VÆKSTEN.

Det er sådan de gør med regeringens stolthed: Infrastrukturreformens store projekter – Lynetteholm, den 3. Limfjordsforbindelse, Kattegatforbindelsen, Havneudvidelsen i Aarhus med Marselis Tunnel osv.
Alle disse enorme VÆKST-projekter, der hver især sætter turbo på farten mod afgrunden, uden at løse trafikproblemerne, mens de undervejs ødelægger natur, biodiversitet og klima.

Projekterne er vanvittige nok i sig selv, fordi de ikke løser nogen trafikproblemer. Al trafikforskning viser, at jo flere motorveje man bygger, des flere biler kommer der. Man skal køre sammen, lave deleordninger, overgå til kollektiv trafik, arbejde hjemmefra osv. hvis det skal nytte noget. Men helt absurde bliver de, når man ser dem i lyset af deres konsekvenser for miljø og deres enorme udledninger til klimaet.

Og hvorfor? – For at spare nogle minutter med en Kattegatbro. Vi kan komme 3 kvarter hurtigere fra Aarhus til København, hvis vi bare vil ofre Røsnæs Natur, Kattegat, Samsø og dele af ØstJylland. En absurd prioritering.
Eller for at forøge et allerede hektisk niveau af handel og forbrug i Aarhus. Vi kan få besøg af 100 flere krydstogtskibe i Aarhus med hver 5000 købeglade turister og få 400 ekstra containerskibe med varer hvert år, hvis vi bare vil dumpe så meget giftigt slam i Aarhus Bugten, at vi ødelægger den sidste rest af liv i den hårdt prøvede Bugt. Ligeså absurd en prioritering.

Men regeringen insisterer: Foden på speederen. Pakket ind i den ene løgn efter den anden, der ender i ”Tæt på Sanheden”. Det er Vækstens sande ridder, Socialdemokratiet, der her ifører sig hjelm og visir i deres kamp for ’mer vækst’.

Det sker på et tidspunkt, hvor Vækstens Æra så indlysende er slut, fordi en fortsat vækst vil skabe kaos og ulykker. Væksten ødelægger ikke bare klima, miljø og dyr, den ødelægger også os mennesker. 34% af kvinder mellem 16-24 år har dårligt mentalt helbred i 2021. Over 50% i aldersgruppen har stress, siger Sundhedsstyrelsen. Sundhedsproblemerne vokser. Uligheden vokser.

Væksten er ikke længere en løsning. Det er en umulighed og en hæmsko.
Men for Socialdemokratiet har væksten de sidste 70 år været selve løsningen. De har ikke noget alternativ i værktøjskassen. VÆKST er selve partiets dna. Mer BNP giver flere jobs plus mere kage = mer skat og mere velfærd. Sådan var logikken.
Men fra nu af er den form for vækst kun lig flere ulykker.

Hvis man et øjeblik forestiller sig at den globale økonomi fortsætter med at vokse med 3% hvert år, så vil klodens samlede økonomi være fordoblet på 24 år. Dermed vil presset på kloden også være fordoblet. Det er opskriften på en ubeboelig planet.

Så vi SKAL en anden vej, og det skal være nu, som FN’s klimapanel sagde, senest 4. april i år.

FREMTIDENS NYE FORM FOR VÆKST
Det betyder at vi skal standse den traditionelle vækst og i stedet indrette os med en økonomi der giver en anden form for vækst:
* Vækst i naturressourcer, arter og økosystemer. En økonomi, hvor naturressourcer erstatter penge som fremtidens værdimål.
* En økonomi hvor vi indretter os med en grøn enkel livsstil og dermed med et forbrug, der overholder alle klodehensyn.
*Hvor vi skaber vækst i nye grønne virksomheder til producere dét, vi har brug for i sådan en livsstil – og kun dét – på en klimavenlig måde.
* Og hvor alle øvrige virksomheder omstiller radikalt eller lukker.
* Hvor vi satser på vækst i livskvalitet og natur frem for stadig flere materielle ting.

Det kan sagtens lade sig gøre. Vi skal bare gøre det, dvs. handle som borgere i fællesskaber på den nye form for vækst.

Rundt i landet ér det allerede så småt i gang. Folk går sammen og bygger deres egne tiny houses og off grid huse, de opkøber jord og dyrker permakultur og regenerativt jordbrug. Folk starter grønne virksomheder, omlægger deres madvaner til planter, sætter solceller på husene, begynder at samkøre, laver bæredygtige bosætninger a la Friland, Grobund, Andelssamfundet i Hjortshøj osv.

Men hvis det skal batte noget for klima og biodiversitet skal det blive noget 80% af befolkningen gør.

FOLEAVISEN FOR ET BÆREDYGTIGT DANMARK, der er skrevet af 60 organisationer, rummer et hav af sådanne løsninger fra praksisfeltet inden for de vigtigste 10 sektorer i Danmark. Man kan finde den på Det Fælles Bedstes hjemmeside https://detfaellesbedste.dk/wp-content/uploads/2021/08/Folkeavisen-2021-web.pdf

Det er MORGENDAGENS NYE ØKONOMI, der dukker frem fra praksisfeltet, hvor al produktion konsekvent holder sig inden for planetens grænser og er indrettet, så den skaber social retfærdighed. Det er Doughnutøkonomi, verdens mest indlysende ting. Store byer i verden er allerede begyndt at omstille til ”Doughnut byer”, Amsterdam er en af de første.

I øjeblikket har vi overskredet 6 af klodens i alt 9 planetære grænser – dét er en tidsindstillet bombe, som vil få de store økosystemer til at bryde sammen, hvis vi fortsætter. Der er kun én mulighed: Vende rundt og overholde klodens grænser.

I fremtiden sørger vi derfor for, at enhver produktion af boliger, mad, energi osv. skal holde sig inden for dét, kloden kan bære – Selvfølgelig! Alt andet er selvmord.

EN BORGERBEVÆGELSE DER STARTER OPSILLINGEN I PRAKSIS. SUPPLERET AF KLIMABORGERTING
Men omstillingen, og alt det, der følger, klarer vi ikke uden en stærk borgerbevægelse, som kan bære omstillingen igennem. En sådan bevægelse er vi nødt til at opbygge. Jeg håber, at alle de borgergrupper, som i disse år protesterer indædt mod Infrastrukturreformens projekter, vil være med.

Det skal blive en bred, stærk, handlekraftig bevægelse, hvor borgerne selv starter omstillinger i praksis overalt i landet. Og presser politikerne til reformer.

Hvor vi kombinerer bevægelsen med ’Ægte Klimaborgerting’, der kan formulere vores reformer og forpligtiger regeringer og byråd til at skabe handlinger på forslagene.

Vi har allerede et Klimaborgerting i Danmark, men det har regeringen gjort fuldstændig tandløst – ingen lytter til deres anbefalinger. Det skal ændres. Vi har så få år til så store ændringer. Ægte Borgerting nationalt og i alle kommuner er et af redskaberne til at speede tingene op.

Når vi er mange, der står sammen, kan vi flytte bjerge. Vi kan stå sammen ved at se ud over vores forskelle, samle alle grønne kræfter og lave en fælles kamp for alle menneskers og arters ret til at leve.

Der er intet alternativ til dét.

Det er tid til et VENDEPUNKT.”

Tale af Niels Aagaard, formand for borgerbevægelsen

Scroll to Top
Søg

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.