Husholdninger i økosamfund har et CO2-aftryk, der er 32 % lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. Samtidig har beboere i økosamfund (CO2-aftryk på 8,4 ton pr. år), en lidt større livstilfredshed sammenlignet med den mest forbrugende fjerdedel af danskerne, der har et CO2-aftryk på 22,6 ton pr. år.
Det bemærkelsesværdige resultat kommer fra forskningsprojektet Collective Movements and Pathways to Sustainable Societies (COMPASS), der har studerede ti grønne fællesskaber for at forstå, hvordan de påvirker miljøadfærd, sociale normer og institutioner i det danske samfund.
Fællesskab er den afgørende forklaring
En afgørende konklusion er, at fællesskab er den afgørende forklaring på reduktionen af den enkelte beboers CO2 aftryk. Fællesskab består i denne sammenhæng af fire dele:
Fælles identitet, hvor det at være med i et miljøfællesskab giver mod, inspiration og ideer til at handle på nye måder.
En fysisk infrastruktur der giver adgang til faciliteter, som man ikke har adgang til som individ, og hvor stordriftsfordele er med til at reducere ens CO2-aftryk. For eksempel energiløsninger, biologisk spildevandsrensning, fællesspisning, deleøkonomi og nogle steder lokal fødevareproduktion.
En social infrastruktur, hvor arbejdsgrupper fordyber sig i enkelte områder, tager stilling, udarbejder løsningsforslag og kommer med anbefalinger til fællesskabet. Her kan det enkelte medlem sammen med sin arbejdsgruppe gå i dybden med enkelte emner og samtidig læne sig ind i de andre arbejdsgruppers vidensdeling og anbefalinger.
Vidensdeling: Hver gang medlemmerne mødes til spisning, møder og arbejdsdage, sker der vidensdeling om forbrug af transport, energi, tøj, mad, genbrug m.m. Undersøgelsen viser, at jo længere man har været medlem af et grønt fællesskab, des lavere er ens CO2-aftryk. Dette bekræfter at den kontinuerlige læring, der sker i fællesskabet, gør en forskel på ens personlige aftryk.
COMPASS-analysen når frem til, at den fysiske og sociale infrastruktur formentlig er miljøfællesskabernes vigtigste virkemiddel i reduktionen af den enkelte beboers CO2-aftryk.
Bo- og landbrugsfællesskab i Karise
Permatopia er et økosamfund/bo- og landbrugsfællesskab med 225 beboere, i 90 åndbare økologiske lavenergi-klyngehuse, på en 29 hektar (ha) økologisk landbrugsejendom. Skabelsesprocessen gik i gang i 2014 og beboerne flyttede ind i løbet af 2018. Visionerne handler om permakultur, selvforsyning og etablering af et læringscenter for bæredygtig livsstil.
Permatopias fysiske infrastruktur
Den fysiske infrastruktur handler om energi, landbrug og bygninger.
Landbruget
Der er 8 ha landbrugsjord. 1,5 ha dyrkes med økologiske grøntsager, to polytunler på 0,5 ha bruges til drivhusgrønt og i foråret ’21 blev 0,5 ha plantet til med nøddetræer- og buske. I frugthaven, der er på 1,6 ha, blev der i 2016 plantet 150 frugttræer og bærbuske. Permatopias75 høns bor i et mobilt hønsehus, der jævnligt flyttes rundt i frugthaven. De sidste 5,5 ha er lagt ud med jordforbedrende græsarter.
Visionen er at landbruget skal omlægges fra økologi til permakultur, hvorfor der rundt på ejendommen er forsøg med flerårige grøntsager, permanente bede og forskellige typer skovlandbrug.
Permatopia er ’født’ med en fredskov på 12 ha der plejes ud fra fire ”principper”: Biodiversitet, træ-ressourcer (tømmer, kvas og flis), fødevareproduktion (skovhave, alley-cropping og evt. husdyr) og rekreation (oplevelse, leg, formidling samt en vidunderlig skovbørnehave). Udtynding af træerne giver stolper til haver og hegn samtidig med at der opstår nye stier og rekreative aktiviteter rundt i skoven. I forhold til det fremtidige skovlandbrug er der etablerede en skovhave og en allé med spisekastanjer (alley-cropping) på hver 0,5 ha.
Visionen for landbruget består at tre dele. Det første er at blive selvforsynende med de fødevarer Permatopia selv er i stand til at producere. I 2020 blev selvforsyningsprocenten vurderede til: Markgrønt 85 %, drivhuse 75%, æg 30 %, frugt og bær 5 %. Selvforsyningsgraden vil øges i takt med at flere råvare syltes og fermenteres. En afgørende faktor for at øge selvforsyningen er, at flere beboere vil/kan fravælge hamsterhjulet til fordel for et liv med mere liv og virke i Permatopias landbrug og i de virksomheder der kan opstå omkring læring, turisme og forskellige typer af lokal produktion.
Det andet element er recirkulering af næringsstofferne. Fra de lokalt producerede fødevare, et lukket kloaksystem hvor fækalier og spildevand omsættes til næringsstoffer i et 1,8 ha stort pilefordampningsanlæg. Hvert år høstes og komposteres en tredjedel af pilen, der bruges som gødning på markerne, som så bliver til næste års grøntsager. Når loven og økonomien tillader det, skal urinen, der adskilles i separations-toiletter og lagres i underjordiske tanke, med i komposteringsprocessen, så urinens værdifulde næringsstoffer, fx fosfor, også kommer tilbage i næringskredsløbet.
Det tredje element er at dyrke jorden ud fra permakulturelle principper, hvilket handler om at dyrke jorden regenerativt, så muld- og næringsgrundlaget genopbygges, CO2 bindes i jorden og den biologiske mangfoldighed øges. Skovlandbrug og flerårige grøntsager er afgørende elementer i permakultur. Omstillingen til permakultur er en lang rejse der kræver et videns- og kompetenceløft samt strategier for, hvordan flere beboere kan skrue ned for lønarbejde og op lokal jobskabelse.
Energi
Vindmøllen på 300KW giver sammen med jordvarmeanlægget varme til boligerne, strøm til fællesgården, herunder storkøkkenet, samt el til to ladestandere. Der er i øjeblikket 7 elbiler i Permatopia, samt en delebilsordning baseret på udlån af privatbiler.
Bygninger
Flere af de gamle landbrugsbygninger er bygget om. Loen er blevet til stort og smukt rum der rummer fællesspisning, møder og kulturarrangementer. I storkøkkenlaves mad til fællesspisning/take away fem dage om ugen. Det gamle stuehus rummer en cafe og en selvbetjeningsbutik (indkøbsforening), kontor, træværksted, gæsteværelser og musikrum. I mangel af andet bruges et sydvendt lokale til priklerum, der i forårsmånederne bugner med forspirede afgrøder. Når økonomien tillader det, skal stuehuset gennemgå en grundig renovering. Desuden er der en lade, værksteder, hønsehus, varmeforsyning og fællesvaskeri. Alt det fælles er organiseret i andelsselskab, hvor hver af de 90 boliger har en andel på 25.000 kr.
Boligmassen består af 90 økologiske rækkehuse. Boligerne er åndbare, beklædt med træ og er i videst muligt omfang bygget af giftfri og bæredygtige materialer med lavt økologisk fodspor og efter vugge til vugge-princippet. Ejerskabet er organiseret i tre ejerformer. 50 % leje-, 25 % andel- og 25% ejerboliger.
Den sociale infrastruktur
Permatopia drives af beboerne, bortset fra en landmand og en køkkenleder der begge er ansat på deltid. Der er to timers arbejdspligt om ugen, men de fleste beboere lægger langt flere timer. De fleste er med i to teams. Selv var jeg på hønseholdet og i mødeledergruppen. Alle der deltager i fællesspisningen er med på et madhold. Typisk laver man mad tre dage i træk hver 7. uge. Uden pensionisternes store engagement, ville det ikke være muligt at drive et sted som Permatopia.
Beslutningsstrukturen kaldes okraiti – hvilket er en fusion af demokrati og sociokrati. I en treårig forsøgsperiode er Permatopia organiseret med en hovedkreds, otte områder (datterkredse), fx landbrug, fællesgården, forsyning, økonomi/administration, social bæredygtighed m.m.., Hvert område består af en række teams (godt 30 datter-datterkredse i alt), som fx markgrønt, skovhave, administration, børnedemokrati, pilerens, kommunikation, fællesgården og forsyning.
Den sociokratiske organisation skal indfri to overordnede ideer: 1) Fællesskabsledelse og 2) at de der udfører beslutningerne, også er dem der træffer dem.
Behov tilfredsstilles på nye måder
Oplevelsen af livstilfredshed er afgørende for at opbygge den sociale motivation og kapital der er afgørende i driften og udviklingen af et sted som Permatopia. Den høje livskvalitet handler om et fantastisk børneliv, godt naboskab, sunde fødevare, fællesskab samt oplevelsen af, at man lever sine værdier og i fællesskab med andre gør drømme til virkelighed.
Fællesskab er også tunge og besværlige møde- og beslutningsprocesser, samt arbejdsdage hvor for få personer løfter opgaverne. På trods af disse skygger, skaber arbejdet i marken, i køkkenet, i boligklyngerne og på møderne en livssituation, hvor sociale behov tilfredsstilles i de arbejdsmæssige og demokratiske relationer, frem for ved køb af ting og oplevelser. Desuden er markarbejde, skovfældning og bygningsvedligeholdelse en sund og naturlig måde at tilfredsstille de behov, som mange mennesker får mødt ved at gå i fitnesscenter.
40 % lavere CO2 aftryk
Permatopia har et CO2 aftryk der er 40 % lavere end den gennemsnitlige danske husholdning. COMPASS undersøgelsen viser, at nogle økosamfund har et markant lavere CO2 aftryk end andre (60 % under gennemsnittet), mens andre ligger tæt på det normale (2 % under gennemsnittet). Det betyder at der er stor mulighed for, at økosamfundene kan lære af hinandens erfaringer, med henblik på at reducere det enkelte økosamfunds CO2 aftryk yderligere
Da det er første gang at der forskes i miljøfællesskaber og i fællesskabsfaktoren, må forskningsresultaterne ses som spinkle, men lovende. Derfor der er brug for yderligere forskning på området, for at kortlægge hvordan livsstilsforandringer kan bidrage til indfri målet om 70 % CO2 reduktion i 2030 og 100 % reduktion i 2050.
Permatopia kan mere end 40 %
Når jeg ser på Permatopia udefra, er det et dejligt lokalsamfund, men det er ikke en model for fremtidens bæredygtige bosætning. Den fysiske infrastruktur har potentialer til at opnå yderligere CO2 reduktioner, samt skabe en regenerativ og genopbygning af naturen. Men beboerne, som alle har købt ind på visionen om at bo og leve en bæredygtig livsstil, har endnu ikke den viden, kompetence og ressourcer der skal til for at virkeliggøre visionerne og potentialerne. Hvilket er trist i en tid, hvor verden så voldsomt kalder på omstilling til bæredygtighed.
Skal et sted som Permatopia være model for at danske lokalsamfund kan bidrage til indfrielse af 70 % CO2 reduktion i 2030, og samtidig have kurs mod en grundlæggende omstilling til bæredygtige samfund i 2050, skal beboerne og lokalsamfundene støttes med læring og lokal erhvervsudvikling. Vælger de politiske Danmark at støtte en sådan udvikling, tror jeg at livsstilsforandringer som klimastrategi, kan bidrage til en dynamisk og lærende omstilling af Danmark. Til glæde for beboerne, lokalsamfundene, Danmark og for de fremtidige generationer.