VEJLE er vært i 2018

Vejle er vært for det næste Folketræf 10.-13. maj 2018 i Kr. Himmelfartsferien. Det foregår midt i Vejle, i Spinderihallerne og området deromkring. Folketræffet er det tredje i rækken og handler om omstillingen til bæredygtighed. Første folketræf var 2014 på Samsø, andet fandt sted i Hvalsø 2016. Og nu er det så Jyllands tur, maj 2018.

Emnet er: Hvad kan vi gøre for at skabe en bæredygtig livsform for så mange som muligt i Danmark. Fra fødevarer, boliger, til livsstil, tøj, energi, transport – det hele. Vi har alle en masse både praktisk og teoretisk viden, og på Folketræffet formidler vi det på mange forskellige måder. Enkelt og lige til at bruge. Folketræffet er for alle de grønne ildsjæle og foreninger. Og for alle de kommuner, virksomheder og skoler, der interesserer sig for bæredygtighed. Det er for voksne, børn og unge. Og for et stort netværk af internationale kontakter.

Folketræffet bliver et herligt mix af workshops, udstillinger, markedsboder, koncerter, foredrag, alsang, god mad, spændende events, netværk og samtidig den årlige generalforsamling for de grønne foreninger i Danmark. Det handler om alt det grønne, men også om alt det, der skaber social bæredygtighed – sammenhængskraft og fællesskaber, hvor ingen skal stå uden for, og hvor vi indretter hverdagslivet menneskevenligt og så alle kan være med. Det handler om at skabe en ny økonomi, der ikke belaster klodens ressourcer ud over bristepunktet, og om at udvikle en fælles bæredygtig mentalitet eller livsopfattelse, som gir livet mere livskvalitet og glæde.

Har du lyst til at blive en af de mange sociale værter som huser deltagere en nat eller to eller har du lyst til at deltage som en af de mange frivillige i Vejle kommune så kontakt os på niels@okosamfund.dk eller tanja@aertebjerg.nu.