Det Fælles Bedste og FolkeTræffene

Det Fælles Bedste er en organisation, der består af et samarbejde mellem en en lang række foreninger, der, på hver deres måde, arbejder for bæredygtig omstilling. Formålet med vores arbejde er at skabe synlighed, kendskab, videndeling og samarbejde mellem civilsamfundets grønne foreninger og borgere samt alle de skoler, højskoler, virksomheder og kommuner, der er interesseret i bæredygtighed. Så vi kan hjælpe hinanden til at styrke grønne, økologiske og bæredygtige løsninger lokalt og på landsplan, blive synlige i bredere kredse og få en større stemme overfor de politikere, der skal hjælpe omstillingen i gang oppe fra.

For at understøtte dette formål, holder vi hvert andet år FolkeTræf om et bæredygtigt Danmark. Her samler vi en masse initiativer fra hele landet, der til sammen giver et godt indblik i den omstilling, der allerede er i fuld sving. Samtidigt får alle deltagere mulighed for at få udvidet deres netværk, opnå ny viden og nye samarbejder på tværs af landsdele og interesseområder.

Ved første FolkeTræf på Samsø i 2014, var vi 5 grønne foreninger, der havde fundet frem til et samarbejde.

På trods af vores forskelligheder, ønskede vi alle – med hver vores tilgang – at arbejde for en bæredygtig fremtid. Nogle lavede økologiske haver, andre byggede økologiske huse, andre igen tænkte meget store tanker om landbrug, samfund, selvforsyning, energi og meget andet – og på den måde slog vi os sammen med det, vi hver især brændte for. Vi fokuserede på det, vi grundlæggende havde til fælles, og det kom der et godt samarbejde ud af, hvilket førte til Samsø 2014.

Samsø 2014 var startskuddet, hvor de grønne foreninger mødte hinanden og delte viden, erfaringer og fejrede livet og det nyfundne samarbejde med hinanden. Vi følte en sammenhængskraft på tværs af skel, tilhørsforhold og landsdel. Samsø blev valgt, fordi det var den første erklærede vedvarende energi-ø og der samtidig netop var dannet et ”Økologisk Samsø” med det formål at omstille hele øen til økologi.

Det blev startskuddet til en samlet dansk folkelig bevægelse for bæredygtig grøn omstilling! Vi besluttede os derfor for at mødes igen i 2016 og her samle så mange som muligt til et decideret FOLKETRÆF. Stedet blev Hvalsø i Lejre kommune, som var den første kommune, der erklærede at man ville være økologisk kommune fra a til z, – og sikke en oplevelse.  Rigtigt mange mennesker besøgte idrætshallerne, biblioteket, kulturhuset og skolen, som vi havde fået stillet til rådighed af kommunen. Her kunne man opleve et væld af workshops, vidensdeling, debatter, arrangementer, musik, mad og gøgl og et hav af foreninger, virksomheder, organisationer og enkeltpersoner, der alle, på hver deres måde, arbejdede for den bæredygtig omstilling.

I 2018 holder vi igen FolkeTræf – denne gang i Vejle d. 10.-13. maj. Temaet er ”Folketræffet for Et Bæredygtigt Danmark”.  Og Det Fælles Bedste har i mellemtiden fået udvidet sit netværk til 70 grønne foreninger. Planlægningen er i fuld sving!