Om at sælge de 17 verdensmål

(Artikel oprindeligt bragt i Politiken d. 9. april 2018. Vi har fået lov at bringe den her på siden)

Af Steen Hildebrandt, Ph.D., Professor og adjungeret professor

Fornylig holdt jeg foredrag på Færøerne om verdensmålene, de 17 bæredygtighedsmål, FN’s verdensmål; en stor forsamling mennesker på ét af Torshavns nye mødesteder. Efter foredraget talte jeg bl.a. med én af centraladministrationens øverste ledere. Vi talte om verdensmålene, om forståelsen og accepten af målene, og den pågældende sagde i den forbindelse til mig: ”Du kan ikke sælge verdensmålene ved at appellere til, at mennesker skal være med til at redde jorden”. Det er en interessant og vigtig sætning, som det er værd at reflektere over.

Lad mig begynde med at konstatere: Jeg er ét hundrede procent afhængig af jorden! Alt på jorden er forbundet. Jeg kan kun leve, hvis der er ren luft, rent vand, fødevarer mm. Mine børn og børnebørn skal leve på den samme jord, i den samme verden. Og de er – som jeg – fuldstændig afhængig af jorden. Vi har efterhånden en betydelig viden om, hvordan meget i verden hænger sammen. På nogle områder begrænset og skrøbelig viden, men dog tilstrækkelig viden og intuition til at vide, hvad der er helt galt og helt forkert. Jeg ved fx udmærket, at jeg ikke skal smide olie- og benzinaffald ned i grøften; jeg ved godt, at jeg ikke skal smide den gamle cykel i søen. Jeg ved godt, at der ikke er ubegrænsede mængder af vand i verden; jeg skal økonomisere med vandet. Og jeg skal også økonomisere med den strøm og energi, jeg bruger. Jeg ved også godt noget om fødevarer. Jeg siger ikke, at det er enkelt. Jeg siger ikke, at det er entydigt, men på flere og flere områder véd jeg noget om sammenhænge. Jeg ved, at det ikke er uden konsekvenser for verden, at mennesker flyver så meget, som tilfældet er; kører så meget i bil, som vi gør, osv. For flere og flere mennesker vil jeg hævde: Dette er ikke en viden, som mennesker negligerer. Dette er en viden, som mange tager alvorligt.

Min personlige viden i dag er meget større, end da jeg var 18 år gammel. Men hvad der er mere interessant: Mange 18-årige i dag ved mere, end jeg véd i dag om disse fænomener. Mange unge mennesker har stor indsigt i og en stor bevidsthed om verden, om planeten jorden. Den viden og indsigt har de fået fra mange steder og kilder, skole, gymnasium, sociale medier, elektroniske medier, rejser, studier, forældre, venner mm. Den øgede bevidsthed har givetvis noget at gøre med den indsigt, som vi alle i vor tid deler med astronauterne, nemlig at vi, med astronauternes øjne, har set den lille sårbare klode udefra. Dette smukke billede af jorden set udefra ændrer noget i langt de fleste mennesker. Det minder os om klodens lidenhed og sårbarhed; om, at det er rigtigt, at alt på kloden er forbundet, hænger sammen. At jeg og vi er en del af dette særlige fællesskab, der har udviklet sig på planeten jorden. Jeg véd, at hvad der sker på jorden, påvirker mig, og at jeg påvirker jorden. Jeg kender til og mærker disse systemiske ræsonnementer og indsigter.

Der er tale om subtile balancer. Selvfølgelig kan man ikke forvente eller forlange af indbyggerne i Torshavn, at de skal give afkald på en stor del af deres materielle livskvalitet, give afkald på ferier, biler, gode laks og bøffer, et dagligt bad, indkøb af tøj, legetøj, modevarer m.m. Selvfølgelig kan man ikke det. Og det kan man bl.a. ikke, fordi enhver kan se, at det er der mange andre, der heller ikke giver afkald på. Og hvad andre gør, har stor betydning. Der er mange mennesker på jorden, der lever et liv i vild luksus, med et forbrug, som de færreste af os overhovedet kan forstå og forestille os. Mange mennesker i verden er ligeglade med naturen og jorden; har ikke den viden og indsigt, jeg nævnte oven for, og har i hvert fald en adfærd, der er helt anderledes, og som repræsenterer en benægtelse af alle former for hensyn til verden. Sådan er det, og sådan vil det altid være.

Men! Betyder det nødvendigvis, at alle andre, måske et stort flertal, skal opføre sig lige så ansvarsløst? Og betyder det, at jeg skal opgive tanken om at yde et bidrag, mit bidrag, til jorden, til at redde jorden? Skal jeg opføre mig ansvarsløst, blot fordi nogle andre gør det? Skal jeg give pokker i det hele, fordi nogen er ignoranter, lige glade, uansvarlige eller blot har andre anskueler og forståelser af, hvordan verden ser ud og hvordan alt hænger sammen, end jeg har?

Sådan som det fx var tilfældet med den DF-politiker, et folketingsmedlem, der i en diskussion på TV om flygtninge og migration argumenterede for, at Danmark skulle lukke alle ude, skulle lukke grænserne for alle. Den pågældende argumenterede for dette standpunkt og føjede så til – i et slags ubevogtet øjeblik: ”For så har vi (Danmark) vores på det tørre!”. En uhyre interessant sætning. Det standpunkt har den pågældende parlamentariker selvfølgelig lov til at have, det er fuldstændig legitimt, men andre har lov til at reflektere over, om der overhovedet er noget, der hedder, at have sit på det tørre. Det er der efter min opfattelse ikke; det er efter min forståelse et standpunkt, der er uden for al fornuft, al erfaring og viden. Det er dumstædig, naiv og manipulerende tale, som der intet belæg er for. Jeg er nødt til at sige det skarpt og utvetydigt, fordi ikke bare denne DF-politiker, men DF som parti fører en politik og benytter en retorik, der handler om, at danskerne er noget for sig selv og skal passe på og holde sig for sig selv. Men sandheden er: Vi danskere er intet uden andre.

Der er nogen, der har den opfattelse, at det er muligt for Danmark, eller Færøerne, at hytte sit, redde sig selv, have sit på det tørre – underforstået: Og så må de andre klare sig selv så godt, som de nu kan. Og det kommer i øvrigt ikke mig ved. Det er fuldstændig rigtigt: Denne DF-politiker er ikke optaget af at redde verden; verden kan – så at sige –  for denne politiker passe sig selv. Det kommer ikke mig ved, hvad der i øvrigt sker i verden. Og i hvert fald er det: Danmark (eller America) First!

Vil mennesker være med til at redde verden? Jeg tror, at den pågældende færing tager fejl. Verdensmålene skal ikke sælges; de skal formidles, og en del af denne formidling handler om at forsøge at forklare, hvordan alt på planeten jorden er forbundet, hvordan vi alle rent ud sagt er i samme båd, er afhængige af hinanden, og derfor skal vi tage hensyn til hinanden, hjælpe hinanden, samarbejde, indgå partnerskaber m.m. Hvor naivt det end kan lyde, så er det en del af det budskab, der følger med verdensmålene. Verdensmålene handler om verden, og hverken om Danmark eller Færøerne – isoleret set. De handler om Danmark og Færøerne – sammen med alle andre. For vi er ingenting – uden i sammenhæng med alle andre. Både Færøerne og Danmark er i ekstrem grad afhængig af verden uden for. Verdensmålene er et stort solidaritetsprojekt, solidaritet på tværs af kontinenter og generationer. Eller som det er blevet formuleret: Verdensmålene handler om, hvordan vi retfærdigt skal fordele verdens ressourcer.

Verdensmålene kan ses ud fra to hovedperspektiver. Det ene perspektiv er: Verden kan blive et bedre sted at leve og være for mange flere millioner mennesker, hvis vi kunne indrette verden anderledes. Mere retfærdighed; mindre ulighed; mindre fattigdom; mere solidaritet. Det andet perspektiv er: Verden ser ud til at være på en farlig udviklingskurs. Mange forskere og eksperter er enige om, at der sker nogle faretruende ting i verden, og at det er menneskets pligt – og mulighed – at forsøge at gribe korrigerende ind, såfremt vi skal undgå alvorlige begivenheder, måske katastrofer. Der er både et muligheds- og et trusselsperspektiv forbundet med verdensmålene.

Min forståelse er, at der overalt i verden hos mange mennesker er en stor accept af dette. Mange mennesker mener og føler, at dette er rigtigt. Og på den baggrund er det også min forståelse, at mange mennesker ikke bare gerne vil, men rent faktisk allerede nu gør en masse uegennyttige ting og tiltag for at være med til at skabe en bedre verden, redde verden. Jeg tror ikke, den pågældende færing har ret; jeg håber ikke, at vedkommende har ret, for der er ingen tvivl om, at verden har brug for, at mennesker tager et medansvar. Jeg har jo ikke ansvaret alene. Jeg har ikke hele ansvaret. Jeg har et medansvar, og dette medansvar skal jeg forvalte – så godt jeg kan i den livssituation, jeg er i.

Jeg deler dette ansvar med syv og en halv milliard andre mennesker. Det kan jeg ikke overskue, men jeg ved, at der overalt på jorden, i ethvert land, i enhver by, i enhver virksomhed, måske i enhver familie er mennesker, der føler dette medansvar.

Verdensmålene er en del af en ny bevidsthed. Verdensmålene er den største og mest betydningsfulde sociale kontrakt, der nogensinde er indgået i verden. Verdensmålenes realisering afhænger mere af dig og mig, end af FN. FN har en betydelig rolle at spille i den praktiske implementering af verdensmålene, men det reelle ansvar og de reelle udfordringer og muligheder ligger hos borgere, familier, virksomhedsledere, politikere, diktatorer, regeringer, parlamenter. Det er ikke FN, der er nøglen til verdensmålenes realisering og implementering. Det er mennesker uden for FN.