Vi forbruger os direkte til klimakatastrofer

Af Niels Aagaard

90% af alle varer i Danmark kommer fra Asien – fra Kina, Indien, Indonesien, Thailand osv. Det samme gælder hele Europa. Og varerne kommer næste 100% via kæmpe skibscontainere, som ødelægger klodens klima, fordi de sejler vha. olie.

De 20 største skibe er lige så skadelige for klimaet som 1 milliard af klodens biler – dvs. som alle de nuværende biler tilsammen. Men der er ikke 20 skibe i global rundfart – der er 60.000.
Og de nøjes ikke med at ødelægge klimaet, de ødelægger også havets fiskebestand og de store havdyr. Skibstransporten ødelægger 42% af de truede dyrearter. Larmen fra skibene er så voldsom, at den skaber høreskader hos fx en række hvalarter, der orienterer sig ved hjælp af lyde. Og så dør de.

Skibene skaber partikelforurening, især fordi mange af dem anvender genbrugsolie med højere forureningsgrad. Skibene er i dag så store, at de ikke længere kan anvende de normale havne – man laver derfor særskilte storhavne et stykke ude fra kysten, hvorfra varerne lastes. Engelske undersøgelser viste, at 1 ud af 4 personer i sådanne havneområder lider af astma.

Varernes ruter er bestemt af, hvad der giver de billigste slutpriser. Fx er en del bomuld dyrket i USA, vævet i Indien og produceret til tøj i Kina, hvorfra det transporteres til hele verden. Det giver voldsom meget transport, som alt sammen belaster klima og økosystemer.

IKEA er verdens 3. største skovforbruger. De henter træ i de nordrussiske skove (halvdelen ulovligt) og fragter det til Kina, som producerer korttidsholdbare møbler fulde af kemi, som derefter transporteres til resten af kloden. De er billige, fordi prisen for at ødelægge klimaet aldrig indregnes – det er gratis. Kommende generationer betaler. Kontant.

Til gengæld kan så de forbrugshungrende mennesker i Danmark, Europa, USA osv. nyde godt af billige varer. Fx tøjet, hvor moden i dag skifter 10 gange årligt. Så 10 gange om året smider vores tøjbutikker varer ud, som har været jorden rundt og ødelagt dyr og klima, fordi modeskaberne, tøjproducenterne, skibsfarten og alle butikkerne gerne vil tjene mere ved at sælge mere, og fordi forbrugerne gerne vil følge moden. Og det jo er så dejlig billigt.

Kvinden i Thailand, der væver stoffet, tjener 900 dollars om året, hvilket knap kan forsørge hendes og hendes børn. Direktøren for tøjfirmaet tjener så til gengæld 1,3 mia. dollars årligt. Fair Trade.
Skibene sejler under bekvemmelighedsflag, fx Panama eller Filippinerne. Det betyder at de kan tilsidesætte almindelige arbejdsmiljøhensyn og hyre personale fra Asien til sultelønninger. Grådighed sat i system.
Kapitalismen i al sin destruktive skønhed. Vi ødelægger kloden på blot en smule længere sigt for at tjene absurde pengemængder i dag.
Aktionærer i alle lande – har I børn?

Og når klimaændringerne for alvor slår igennem om 20 år, så har Europa gjort sig 100% afhængig af varer fra den anden side af kloden, som ikke længere kan transporteres så langt pga. orkaner, flodbølger, monsterregn osv. – så skal vi selv producere dem. Igen.

Det er præcis derfor Det Fælles Bedste afholder Folketræffet for ”Et Bæredygtigt Danmark”. Den 10.-13. maj i Vejle i Spinderihallerne og området deromkring. Her får du og vi alle den bedste viden om, hvordan vi kan producere alle vores basale livsfornødenheder på en måde, så vi ikke ødelægger klimaet, biodiversiteten og klodens økosystemer. For ikke at snakke om levemulighederne for fremtidige generationer.

80% af alle danskere vil gerne leve mere bæredygtigt. 9 ud af 10 ved blot ikke, hvordan de skal bære sig ad, viser undersøgelser. Kom til årets FolkeTræf i Vejle og bliv dybt inspireret og fuld af håb.