En by der er blød som en krop

Af Niels Aagaard

Nogle dage er smoggen så tæt, at man næsten må skære sig igennem den. Larmen fra millioner af køretøjer så øredøvende, at samtaler kun kan foregå, hvis man står ganske tæt på hinanden (rapport fra Tokyo). De såkaldte megabyer er de mest dramatiske og synlige resultater af den galoperende globalisering.

Definitionen på en megaby er, at der bor mere end 10 millioner mennesker. I 1990 var der 10 megabyer i verden. I dag er der 31, hvoraf Tokyo i Japan – med 38 millioner indbyggere – er langt den største. Kina har planer om at lade 9 storbyer smelte sammen til én by på 42 mio. indbyggere. Overalt i verden foregår en voldsom urbanisering. Nogen byer har enorme, milevide ghettoområder af tilflyttende der bor i blikskure under vilkår, som er nærmest UFATTELIGT ringe.

Få årtier tilbage var det Europa og Nordamerika, der havde flest byboere. Men i 2030 vil de fleste bo i Asien og Afrika. Bare Kina, Indien og Nigeria forventes tilsammen at få en milliard flere byboere i det kommende årti. Men et land som Kina har indset, at man ikke kan indfri sine klimamål med den by- og bilpolitik, de fører nu. Byerne skal omstilles, have store områder med grønt. Fuldstændig ændre karakter.

BYER AF STEN – SNART MED 70% AF VERDENS BEFOLKNING

Den voldsomme urbanisering fører til levesteder, der er usunde for menneskers trivsel. Byer af sten, asfalt, stål og glas. Højhuse af beton, hvor du lever i hver din lille boks. Voldsom biltrafik ind og ud i horder. Støjkaos. En luft der er fyldt med klimagasser og partikler fra bilerne, fx NOx der giver kræft og astma.

Hvor skal børnene have plads til at lege, gemme sig, være uden voksenkontrol, bygge huler, klatre i træer, være børn? Hvor er der plads til dyr. Eller til natur, planter, træer, blomster, søer, vandløb. Biodiversiteten er tæt på nul, bierne er væk, insekterne er væk. Fugle, mus, dyr – pist væk. Det er ufatteligt usundt.

Hvor skal regnen berige jord og planter? Eller solen skabe vækst? Hvor lagres CO2? Hvor er alle de arbejdspladser, som ikke er kontor eller butik? Hvor er produktionen og de grønne jobs? Hvor er omsorgen for mennesker, klode, alt levende. Det er blevet til sten.

Byen og dens tempo lægger op til travlhed. Til metromennesket med stress og hurtige, travle, forbrugende liv. Hvad gør det ved menneskene – hvad er det for mennesker, der udvikler sig i takt med urbaniseringen. Mennesker der aldrig ser naturen. Mennesker der sjældent har mulighed for at se langt, som bor i lejligheder, som det meste af dagen er uden solens lys. Mennesker i konstant lydbombardement, der ånder forurening, og lever den globale mangel på tid – altid på vej til noget. Mennesker i transit og uden ro.

De enorme mængder vand, energi, mad og materialer, som disse store byers borgere forbruger, har omfattende konsekvenser for miljøet. Én af konsekvenserne er, at bycentrummer bliver såkaldte ’varmeøer’, hvor asfalten opsuger og derefter udstråler varme, hvilket gør byer varmere end landområder – koblet med den globale opvarmning truer det byerne som eksistenssted og kræver voldsom brug af nedkølingssystemer, som er energikrævende og klimabelastende.

En anden konsekvens er, at biodiversiteten i byerne skrumper på grund af forureningen. Affaldsmængderne er kolossale. Asfalten forhindrer vand i at trænge ned i jorden; det skaber forurenet vandafstrømning og oversvømmelser, der skader byen og al dens omkringliggende floder, plante- og dyreliv.
Set som økosystem er byerne en katastrofe for kloden.

»Hele planeten underlægges en urban logik, hvor alt skemarettes efter byernes behov. Landområderne tænkes i højere grad som byernes forsyningsbaser, der skal industrialiseres og gøres i stand til at masseproducere,« (Jørgen Delman, Københavns Universitet). Og det landareal, der skal bruges for at forsyne en by, er typisk 200 gange større end byen eller mere.

I 2050 vil 70% af verdens befolkning – som til den tid vil være tæt på 10 milliarder – bo i byerne. Hvis de ikke omstilles til grønne byer, vil det være en klimakatastrofe af dimensioner for vores planet.

I 1969 beskrev Inger Christensen bysamfundet:

”Et samfund kan være så stenet, at alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet, at livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge og hjertet er næsten holdt op
Til nogen begynder at bygge en by der er blød som krop”

Og det er det, vi kan: Bygge byer der er ’blød som en krop’.

NØRREBRO – RØDDERNE GIK FORREST

Midt 90erne startede en omstilling på Nørrebro. Ikke som en bevidst samlet politik, men som de mange små skridts kaotiske og til tider strittende samlede bevægelse mod noget godt. Først lidt historie som baggrund for at se de større linjer:

Sommeren ’95 satte en gruppe sig på Blågårds Plads, 12-16 styk. Aften efter aften tændte de bål på pladsen, larmede, truede forbipasserende gamle damer, røg sig skæve, handlede hash, lavede bræk i den nærliggende cafe – en trussel mod samfundets stærkeste støtte: Den borgerlige ro, alle ser TV og gør ingenting. De fleste var indvandrere, de fleste med en vild og kriminel baggrund.

Det hører med til historien at baggrundstæppet Indre Nørrebro på det tidspunkt var en tikkende bombe af utilfredshed, hærværk, biler der kører ræs og brænder dæk, indimellem gadekampe. Så gruppen var en dansk Morten Korch udgave af ’social uro’.

Det lykkedes med tålmod, humor og en god ide for nogle lokale ildsjæle at komme ind på livet af gruppen. Og det endte med at gruppen som helhed blev til projektet ’Ung i Parken’, en gruppe unge kriminelle, der begyndte at lave lokalsamfundsjobs på max revalideringsydelse. Jobs FOR lokalsamfundet, Indre Nørrebro. Til en hyre, der vakte respekt blandt rødderne.

Under ledelse af én af rødderne, gruppens leder, ægypteren, og en lokal sømand blev de udstyret med motorsave og økser – man kan også sige: Tillid – og gik i gang med at omdanne HT Parkens store elmetræer, som led af elmesyge, til kæmpestore skakbrikker. Sammen med Vej og Park fra kommunen. Projektet blev vugge for en række knobskud: Projektet Gadepulsen med et værested for de vilde unge, der hellere levede på gaden end hjemme. Projekt Lommepenge til de yngre som fik penge, nu ikke ved at stjæle, men ved at arbejde. Idrætsprojektet som forvandlede Blågårds Plads til fodboldbane for forrygende som-gjaldt-det-livet-fodboldkampe – tyrkerne mod marokkanerne. Danskerne mod iranere, irakere, ex joguslaverne. En etnisk smeltedigel, hvor klodens konflikter blev inddampet til en maggie-terning af: Hvem vinder.

Et indvandrer-pige projekt, der startede én aften med 12, næste med 30, så med 80 piger, rettet mod de unge piger der var så voldsomt klemt mellem to kulturer – deres forældres og den danske, – at det sled dem op indvendig. Et lektiehjælpsprojekt for de hårde drenge i 9. klasse, som var ustyrbare, hvor Rødderne – som i mellemtiden var blevet projektledere for de forskellige projekter – tog til Farum kaserne med de ustyrlige, hvor de blev trænet af en prof. soldat og læste lektier i toget hjem. Gøre møre og med ro i hovedet.

Rødderne som projektledere var guld. De havde respekt fra alle. De stod sammen. De mange projekter gav styrke. Nogen af dem gik af egen fri vilje nattevagt for at dæmpe vold og stofhandler. Nogen af dem sammen med Natteravnene, en flok indvandrerfædre, der gik vagter om natten for at skabe ro.

Lidt efter lidt ændrede fortællingen på Nørrebro sig. I 95 hed det sig i fritidsklubberne blandt de 13-14 årige: ’Når jeg bliver stor, skal jeg bare i fængsel. Ingen husleje, fri TV, maden serveret. Ingen forpligtigelser’. Fortællingen blev til: Jeg vil have et liv, når jeg bliver voksen. Jeg vil have et job. En familie. Venner. En bolig.

Fra desperation forklædt som dumsmart brovten til håb. Kernen i den kovending var stærke fællesskaber og en ny mentalitet. Rødderne var vildt gode til fællesskab. Og de havde en gadens etik, som vor tids politikere kunne lære af: Som ordsproget siger ”To live outside the law, you must be honest”. Ærlighed og ingen bull-shit.

Og da rødderne først oplevede I PRAKSIS, at de blev respekteret, at de fik stillet muligheder og ressourcer til rådighed, at man stolede så 100% på dem, at de fik direkte adgang 24/7 til Bydelens borgmester og kommunaldirektøren, at man regnede med dem og tiltroede dem, at de – sammen med de mange lokale ildsjæle – kunne vende stemningen med deres fantastiske store netværk til familier, søskende, lillebrødre af rødder. Så skete der noget.

BYØKOLOGI

Og det blander snart sig med andre ting. ØKOLOGISKE IVÆRKSÆTTERE, som iscenesætter BYHAVE PÅ EN NAT. Minutiøst forberedt gennem ½ år, lavede de – med hjælp fra 500 lokale fra de mange fællesskaber, der nu var i færd med at vokse op i bykvarteret – på én nat en økologisk byhave. Med urtebede, grøntsagsbede, buske, væksthus af genbrugsvinduer formet som et omvendt vikingeskib. Osv. Et symbol: Når vi er mange, så kan vi trylle – gøre lige, hvad vi vil. Så kan vi gøre byen grøn.

Byrådet – et bydelsforsøg – lavede bussluser, så kun busser kunne køre igennem. Snart opstod et mylder af forhindringer for biltrafik, så til sidst havde Indre Nørrebro i praksis et stort bilfrit område. Og bydelen begynder at bygge sikre cykelstier og cykelbroer på tværs igennem bydelen. Bydelen får grønne gårdmænd, som hjælper med affaldssorteringen. Grønne guider, som hjælper med omstilling til bæredygtighed eller underviser børnene i de lokale skoler i grøn adfærd. En produktionsskole for Økologiske Iværksættere. HT parken bliver omdannet til en moderne brugspark med mountainbike-baner, legepladser, klatrevægge. Assistens Kirkegård bliver til en brugskirkegård, hvor du må være, tage solbad, bare du udviser respekt for de døde. Kirkerne begynder at holde natgudstjenester.

Børnene får deres egen årlige 3-dages festival, ’Børnenes By’, hvor de bliver taget seriøst og behandlet som ’rigtige’ borgere i bydelen, på lige fod med de voksne: Hvordan gør vi Nørrebro til et godt sted at være for børn. Skal vi have dyr? Byhaver? Legesteder? – børnene vælter ideer ud af ærmerne.

Projekt ’Rod på Nørrebro’ opstår med 30 unger som får engangskameraer, så de kan filme ”Mit Nørrebro” – billeder af deres liv, deres egen familie, venner, skoleliv, deres kæledyr. 30 unger med 36 billeder hver. 900 billeder, hvoraf de 200 bedste bliver forstørret til kæmpefotostater. Ophængt i geniale systemer udtænkt af lokale kunstnere i Fællessalen i Medborgerhuset på Blågårds Plads med jernbanesveller for neden og kæder på til loftet 14 m oppe. Indviet af folkene bag Pusher-filmen, med sang af Caroline Henderson. Synergi mellem projekter.

Fællesskaber opstod. En ny fortælling tog form. Og med den en ny mentalitet: Kun tåber skider i egen rede. Pas på vores bydel. Pas på jorden. Lav bæredygtighed, hvor du kan. Hjælp hinanden. Sammen flytter vi bjerge. – Og gode cirkler gik i gang. Sociale fællesskaber understøttede byøkologi. Og omvendt. Bydelen satte en ny kurs, og offerrollen blev byttet ud med iværksættermentaliteten og -kedeldragten. Pippi Power: ”Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg sikkert god til”.

I dag er der ikke meget tilbage af dét, en anden virkelighed tog fat igen efter 2001. Men det er en anden snak. Om hvor sårbare fremskridt er.

EN VIKING I LONDON

I London ned mod havneområdet findes et udstrakt område med gamle arbejderkvarterer, de tidligere værftsarbejderes kvarterer – 50.000 bor her. Alle er arbejdsløse fordi de europæiske værfter måtte lukke. I dette triste kvarter, hvor alle huse er grå, misligholdte og alle er på den engelske form for bistand suppleret med opfindsomme bi-indtjeninger, opstod en bevægelse, som ville købe den lokale katedral – en kæmpemæssig kirke – og bruge den til lokalsamfundet. Men kun hvis den kunne købes for 1 pund. Efter 5 års strid gav biskoppen for London sig – ok, I må købe den for 1 pund.

Så byggede borgerne et hospital, en skole, et autoværksted, en socialrådgivning og et medborgerhus med fællesspisning, lektiehjælp, dans, yoga osv. i Kirken. Man lagde simpelthen 2 etager ind i det kæmpemæssige kirkerum med disse ting. Det eneste der stod tilbage uforandret var kirketårnets 20 x 20 meter, 50 m lige op mod Guds himmel, med tårnets store mosaikruder der sender det smukkeste lys ned på alterrummet. Og alterrummet blev indrettet som en tro kopi af Kong Arthurs Det Runde Bord, så der var plads til stenrige firmaers selvhøjtidelige bestyrelsesmøder. 30.000 pund for en dag. Udlejet det mest af året. Så var der økonomi til kirkens sociale formål.

Fra kirken udgår nu cirkler af ny iværksætterånd – Vi venter ikke længere på, at store firmaer kommer og starter produktion. De tider er forbi. Vi gør det selv. Lokalsamfundet begynder med madordninger, fælles fødevare-indkøbsforeninger, små værksteder, auto-virksomheder, tøjbutikker osv.

Manden bag det hele, en ildsjæl, – en Viking i London, som han selv kalder sig – har formået at samle andre ildsjæle og skabe fællesskaber. Og fællesskaberne har formået at bygge op, én brik af gangen til lokalsamfundets fortælling tog ny form: Vi har ventet på Virksomhederne og Regeringerne. Forgæves. Vi har været tilskuere. Nu rykker vi selv, båret af vores lokale fællesskaber.

KØBENHAVN: ABSALONS KIRKE GÅR FOLKELIG OG SKABER SOCIALE BÅND

De danske kirker bliver ikke brugt. Absalon på Vesterbro er en af dem. Den blev købt af en person med penge, og i august 2015 åbnede Absalon dørene på Sønder Boulevard dørene op for alle. Absalon kalder sig byens nye folkehus, hvor lokale og resten af byens beboere kan mødes og være sammen på nye måder. ”Absalon er stedet, hvor du kan møde din nabo, hænge ud med dine venner eller tage dine bedsteforældre med til et slag klodsmajor.”

”Du kan betragte stedet som en forlængelse af din egen dagligstue. Fyld derefter stuen med venner, bordtennis, musik, backgammon, film, banko, mad, kaffe, skak, yoga, loppemarkeder, plademesse, foredrag og alt mellem himmel og jord. Så har du Absalon!”

”Vi tror på, at det, der giver livet værdi, er de sociale bånd, vi knytter til hinanden – og med Absalon ønsker vi at skabe en ramme for lige præcis dette. Vi glæder os til at møde dig!”

”Hver aften alle ugens 7 dage lægger Absalon hus til fællesspisning. Det koster 50 kr. pr. person, og børn til og med 5 år spiser gratis. Man sidder ved langborde, og dagens ret serveres på fade, som vi alle deler med hinanden. Det betyder, at du måske skal bede din sidemand række dig brødet, ligesom du gerne må være opmærksom på, om alle ved bordet har fået, hvad de kunne tænke sig.”

STOCKHOLM SKABER SMÅ BY-ØKOSAMFUND

I et af de ordinære boligkomplekser i Stockholm begyndte en gruppe beboere at lave et lille økosamfund. Som de siger: ”Tænker du, at det er umuligt at bo bæredygtigt i et lille lejlighedskompleks inde midt i byen? – Tænk om. For 6 år siden startede vi, en gruppe beboere, et eksperiment. Vi plantede grøntsager, såede blomster, og startede med at kompostere vores madspild i en fælles kompost i karreens gårdhave. Vi fik høns til at æde vores madrester og lave æg. Vi fik kaniner, som vi passede i fællesskab sammen med børnene.”

”Vi ombyggede det ildelugtende og ubrugte fællesrum til et dejligt sted, hvor vi begyndte at dyrke fælles motion, yoga, dans og spise sammen. Vi opbyggede et fælles værksted, og vores små lejligheder begyndte at føles større. Vi købte en el-cykel med lad, så vi kunne købe stort ind til vores fællesmad. Over 30 af de 170 lejligheder tager nu del i dette fælles initiativ. Vi har alle sammen travlt med job og børn, så vi kan kun gøre dette ved at deles som et fællesskab. Alle lejlighedskomplekser kan gøre ligesom vi. Og dermed leve mere bæredygtigt” (Rob Greenfield, Guerrilla Foundation).

 

GREENWICH COPENHAGEN

Greenwich Copenhagen er et medlemsejet øko-fælleskab i København, som tager udgangspunkt i Økolandsby-tanken, dog uden at man bor sammen. Det er en forening centreret om et fælleshus i København, med en masse spændende aktiviteter, hvor bæredygtighed er omdrejningspunktet.

”Vore initiativer og aktiviteter tager udgangspunkt i, hvad man ofte finder i en traditionel øko-landsby, fx et folkekøkken/cafe med fællesspisning, et fødevarefælleskab hvor vi dyrker jorden sammen lidt uden for byen, et “Deletek” hvor vi deler alt mellem himmel og jord, en øko-shop, workshops, events, kreative værksteder og meget mere.”

Der er 1000’er måder at gøre det på. Omstille Byer ved at skabe bæredygtige bykvarterer. Men alle sammen har de tilfælles, at de er baseret på fællesskaber og bæredygtig adfærd.

FÆLLESSKABER ER KRÆVENDE. OG FANTASTISKE NÅR DE LYKKES

Fællesskaber har nogle forudsætninger. TID er en af dem er. Der er intet fællesskab, hvis vi ikke giver os tid til at være nærværende og tilstede. Lige nu. Fællesskabet er relationen, og den eksisterer kun, når vi er helt til stede i nuet. Enhver relation består udelukkende af en række af nu’er. Så hvis vi ikke er til stede i nuet, så er vi slet ikke tilstede i relationen. Nærvær hedder det.

Men det passer rigtig skidt med det moderne menneskes kultur: Altid målrettet, travl, effektiv og på vej. Børnene. Jobbet. Nu ringer min mobil. Nu starter min yndlings TV-serie. Men en sang kan ikke synges ’effektivt’. Visse ting må have sin tid. En vuggevise er ikke længere en vuggevise, når den synges i dobbelt-tempo for at nå ind til X-faktor. Så vi har en betydelig udforing, en læreproces for os alle.

AUTENTICITET ER EN ANDEN: Være tilstede – med dig og med mig, som vi nu er – være autentiske – og tale fra hjertet, lade følelserne være til stede. Og ikke altid være gemt bag korte sjove bemærkninger, som hver gang de skaber nærhed, samtidig skaber afstand.

LYTTE ER EN TREDJE: Vi har to ører og en mund, men vi opfører os ofte, som om det er omvendt.
EMPATI: Når to mennesker gensidigt udviser empati og er åbne, fosser det ind med kommunikation. Empati var bare ikke lige det, der ligger forrest på vor kulturs hylder.

EN NY FORM FOR KOMMUNIKATION: Vi er opdraget i en kultur med ulvesprog. Vi har det med at analysere andres udsagn. Vurdere dem – i lyset af vore egne holdninger. Vi går tit i diskussion i stedet for at være i dialog, for vi vil gerne trænge igennem med vores gode argumenter. Men en diskussion har typisk en taber og en vinder, mens en dialog har to vindere, fordi begge bliver hørt, og vi accepterer hinandens meninger.
Tit taler vi hellere, end vi lytter. Vi har svært ved at blive på egen banehalvdel, kun tale for os selv, og lade den anden have retten til være anderledes. Vi trives bedst med folk, der er ligesom os selv, for forskellighed giver angst. Men så standser relationen. Og så standser dybest set også fællesskaber, for vi ér alle forskellige, hver og en. Rummelighed er en fundamental forudsætning for fællesskab.

DANMARK ET FOLK AF VENLIGBOERE

Foreningen Venligboerne har fat i en fantastisk ting. De ser sig selv som et stort sundhedsfremmende projekt, som handler om at opdage, hvordan man kan etablere gode sociale relationer ved brug af venlighed. Først og fremmest virker venlighed rart! Vi bliver glade, når vi bliver mødt venligt. Vi beroliges, når vi bliver mødt med venlighed. Vores puls og blodtryk falder og vi oplever mindre angst og stress. Venlige mennesker drager og samler, mens aggressive mennesker adskiller og skubber væk. Når vi møder forskellighed med respekt, så er den ikke længere farlig. Det fremmer fællesskaber.

Venlige mennesker, der er venlige over for andre, kunne let blive dem, der også kan forstå betydningen af venlighed over for kloden. Og ikke mindst, at vi behandler os selv venligt og ansvarligt.

MISSION POSSIBLE: VI KAN SKABE BÆREDYGTIGE BYER

Vi kan skabe bæredygtige byer. Etablere Fødevarefællesskaber og økologiske indkøbsforeninger, der køber direkte ved økologiske fødevareproducenter nær byerne. Udvikle en underskov af grønne butikker med mad, tøj, møbler, elektronik etc.

Vi kan lave fællesspisninger, fælles frivillige arbejdsdage, fester, cirkler med bytte- og gaveøkonomi og byttemarkeder. Deleøkonomi omkring transport og energi. Genbrugsbutikker og up-cyklingsværksteder. Fælles kompostering og affaldssortering. Skabe et rigt varieret kulturliv, med inklusion af flygtninge og indvandrere, her og i hele hverdagslivet.

Etablere byhaver og væksthuse, uddanne til og igangsætte storskala Urban Farming med korn, grønt, frugt og dyrehold. Rense og genbruge regnvandet. Etablere solvarme, små vindmøller, energilaug. Skabe rammer om biodiversitet, skov, søer og insektpleje.

Udvikle lokale småerhverv, firmaer og værksteder, som producerer bæredygtigt til vores basale livsfornødenheder, herunder værksteder med gamle håndværk, reparation og up-cykling.

Vi kan skabe bæredygtige grundskoler, som underviser børnene i bæredygtig livsstil i praksis. Fremtidens børn kan lære hånd, ånd, krop, hjerne og hjerte i en gensidig kontakt med lokalsamfund, virkeligheden og naturen. Lære at tænke kreativt og ud af boksen. Lære hittepåsomhed, så de kan tackle klimaændringerne bedst muligt.

Vi kan etablere lokale forpligtende fællesskaber i bydele, hvor beboerne interesserer sig for bæredygtighed, i kvarterer af passende størrelse fx fra 2.000 til 10.000 beboere og som naturligt hører sammen.

VI KAN DET HELE OG MEGET MERE.

Der er ingen love, regeringer, store globale selskaber som stopper os – det er kun os selv. Derfor kan vi passende lade os inspirere af følgende citat ”…instead of fighting a dysfunctional institution, create the alternative…”

 

SOM INGER CHRISTEN BESKREV FREMTIDENS SAMFUND:

”Så dyrker de korn på et alter i Chile. Så hælder de mælk i en gammel kanon. Så stabler de ved af forgiftede pile. Så planter de ris på en tabt bastion. Så spiller de bold med uskyldige bomber. Så leger de skjul i et tomt parlament. Så spiller de skak med de små bitte stumper af det, der en gang var en stor præsident.”

”Så dyrker de vin i den stenede Mafia. Så slagter de geder og får i en bank. Så kører de rundt i en Rolls Royce i Sofia. Så brænder de rubler og dollars og franc. Så synger de sange om folkenes lykke. Så synger de sange om folkenes sorg. Så blæser de alle partier et stykke og vælter den sidste papirtigers borg.”

Det er dét, Folketræffet for et bæredygtigt Danmark – også – handler om. Vejle 10.-12. maj. Vi starter en ny fremtid. Lægger krigene på hylden. Standser parlamenternes bragesnak og magtelitens katastrofale skalten og valten med kloden. Vi standser finans- og bankverdenens rå regime. Vi erstatter pengemagt med menneskelighed. Og bygger op. Med fællesskaber.

Kom og bliv inspireret. Syng en sang, gerne en langsom en. Start fremtiden, sammen.