Selvforsyning i stedet for sårbarhed. Liv i stedet for afmagt!

Af Niels Aagaard

Vi har mistet evnen til at forsyne os selv med alle de basale livsfornødenheder. 90% af alle varer i Danmark kommer i dag fra Asien – fra Kina, Indien, Indonesien, Thailand osv. Det samme gælder hele Europa.

SÅRBAR A/S

Resultatet er, at vi befinder os i en utrolig sårbar situation. For når klimaændringerne bliver så voldsomme, at transport tværs over kloden bliver umulig, så har vi mistet evnen til at forsyne os selv.

Det forstærkes af, at langt størstedelen af alle vores varer produceres af fjerne globale gigantiske firmaer. Mobiler, pc, internet, mad, drikke, biler, tøj, møbler, energi – de fleste af os kan i søvne remse et hav af multinationale firmaer op, som forsyner os med disse ting. Fælles for dem er, at de ejes af kapitalfonde, aktieselskaber osv. som vi ikke har den ringeste indflydelse på. Sjældent har vi vel været mere sårbare.

Og selv de såkaldt danske firmaer som A.P. Møller, Novo Nordisk, ISS Jysk, DONG, Vestas, Arla, DLG, Lego, SAS osv. har vi jo ikke en disse indflydelse på. Vi har ganske enkelt mistet retten til at bestemme, hvad der produceres, hvordan det produceres, hvor og til hvem. Det hedder ’privat ejendomsret’ , det er de økonomiske magthaveres legeplads – og Hr og Fru Danmark har ikke en pind at skulle have sagt.

Ejerne outsourcer firma X, Y og Z til Letland, Kina eller Congo – og det var så dét. Væk er arbejdspladser og produktion; års know-how og indsats. Lokalsamfundet vånder sig og melder sig ind i ’den rådne banan’ – landdistrikter uden jobs og virksomheder. Du blev aldrig spurgt.

Danske firmaer bliver opkøbt af internationale kapitalfonde, som tømmer dem for værdier og smider resterne væk. Franske vandværker køber danske vandværker, for frisk drikkevand bliver fremtidens helt store mangelvare og dermed guld værd – af samme grund kaldet ’blue gold’ – som vand på flaske ejet og solgt til os af internationale koncerner. Kinesiske kapitalfonde opkøber danske landbrug, og jorden forsvinder til et internationalt magtrum, hvor det er uden for vores indflydelse. Vand, jord osv. – pist væk.

TDC (nu YouSee) var et stort dansk firma, som blev solgt til 5 udenlandske kapitalfonde, hvorefter man tømte virksomheden for værdier. Ejendomme blev solgt fra, datterselskaber nedlagt, medarbejdere fyret. En lang periode med spekulationer tog sin begyndelse. Og vi kan bare stå på sidelinjen.

Så det er nok en rigtig – rigtig – god ide at vinde indflydelsen tilbage. Både fordi alle disse firmaer producerer varer og tjenester på en måde planeten ikke kan bære, fordi den eneste interesse er penge, udbytter og overskud. Naturen har ingen selvstændig interesse. Klimaet betyder kun noget, hvis man skal indrette investeringer efter nationale politikker.

Og fordi vi har brug for at have indflydelse, når ressourcerne bliver få, og der skal vælges: Skal vi lave dét, der giver størst overskud for nogle ganske få, – eller skal vi lave det, der er nødvendigt og giver mening for kloden, for lokalsamfundet, dets mennesker og de kommende generationer?

Der er ingen bundlinje i verdens firmaer som hedder: Godt for kommende generationer. Heller ikke en der hedder: Godt for klima, miljø, mennesker, alt levende, biodiversiteten, lokalsamfundet. Der er én bundlinje: Overskud eller underskud, helt snævert set: Penge.

Så det er bare om at komme i gang. Lave en lokal bæredygtig økonomi, som forsyner os med det, vi skal bruge.

Laboratorier for en bæredygtig fremtid

De sidste 30-40 år har grønne foreninger over hele verden udviklet en masse bæredygtige løsninger på alt, fra det små til det store. Vi ved, hvordan vi kan bygge bæredygtige huse eller dyrke bæredygtige fødevarer. Producere bæredygtig energi, tøj, møbler, transport osv. – kort sagt: Alt det, vi skal bruge i hverdagen. Der er en viden om, hvordan man gør.

Vi ved også, hvordan man laver deleøkonomi, cirkulær økonomi, bytte- og gaveøkonomi. Eller andelsvirksomheder, socialøkonomiske virksomheder opbygget på fællesskaber – Osv. Vi har stort set alle brikkerne til en bæredygtig økonomi. Og resten kan vi udvikle undervejs.

Men endnu er den viden forbeholdt de relativt få. 80% af den danske befolkning vil gerne leve langt mere bæredygtigt, men 9 ud af 10 af os ved ikke rigtigt, hvordan vi skal gøre, fortæller undersøgelser (Grønforskel.dk). Fair nok. Det er jo netop derfor vi laver højskolekurser, skriver blade, bøger, laver film og som nu arrangerer Folketræffet for et bæredygtigt Danmark, så vi kan sprede denne viden.

REKLAMEAGTIG PARENTES: Og hvis DU synes du kan bruge mere viden, så kom til Folketræffet i Vejle, hvor der er et repræsentativt udsnit af al denne viden og erfaring.

Grobund som eksempel

Økosamfundene har mange erfaringer med at skabe en delvis selvforsynende økonomi. Men det er for ’delvist’ endnu. Vi er nødt til, hvis vi vil skabe en bæredygtig fremtid, at udvikle lokalsamfund som er langt mere gennemført selvforsynende og har en sammenhængende bæredygtig økonomi. Og ’vi’ er borgere og foreninger – civilsamfundet – , gerne i samspil med byråd og grønne virksomheder. Skridt for skridt. Uimponeret. Nøgternt, men engageret og målrettet.

Grobund ved Ebeltoft er et godt eksempel på den tankegang. Her er engagerede borgere i gang med at skabe et lokalsamfund på landet med en bo-del, et fiskeri og udnyttelse af havressourcer, et permakultur landbrug, en kultur-del med højskole og produktion af kultur plus en større fabrik som rummer 80-90 værksteder til alle basale livsfornødenheder, herunder huse.

En off grid landsby som er gælds-og affaldsfri og hvor man kan bo og ernære sig ved egen lokal virksomhed. Et lokalsamfund som hele vejen igennem indtænker biodiversitet og diversitet i det hele taget. Et sted med masser af innovation og kreativ udfoldelse, som samarbejder med lokalområdet om en bæredygtige udvikling af den del af Syddjursland (Se mere på grobunds hjemmeside).

I et sådant lokalsamfund har man muligheden for at etablere et reelt demokrati – et buttom up, hvor borgerne / befolkningen selv igangsætter og styrer udviklingen, herunder opbygningen af lokalsamfundets produktion og liv. Produktionen i lokalsamfund muliggør lokale fællesskaber, hvor vi har kendskab til og ansvar for hinanden. Selvforsyningen gør, at vi kender varerne og ved, at de produceres under hensyn til klima, miljø, dyr og mennesker.

Vi kan skabe lokalsamfund a la GROBUND overalt i Danmark. Videreudvikle eksisterende økosamfund i retning af langt mere selvforsyning, og en bæredygtig lokal økonomi. Skabe bykvarterer som er bæredygtige lokalsamfund. Omstille landsbyer og parcelhuskvarterer, der interessere sig for fællesskab og bæredygtighed. Se mere i sidste nummer af ”Økosamfund i Danmark”, #83, Midtertemaet ”Brikker til en bæredygtig og økologisk økonomi”, som du finder på LØS’ hjemmeside.

Højskolernes nye rolle

Højskolebevægelsen blev skabt i andel halvdel af 1800-tallet. Bevægelsen var et forsøg på at skabe et reelt demokrati – et Folkestyre – gennem oplysning af folket. Man støttede den samtidige andelsbevægelse ved at danne og uddanne bønder og borgere. Fagligt uddanne dem til deres fag – som landmand, eller sygeplejerske osv. Dannelse gennem bevidstgørelse om fællesskab, demokrati, andelsbevægelse og selvorganisering – gennem folkeoplysning.

I dag kan højskolerne genindtage den vigtige rolle: Ligesom Brandbjerg Højskole der nu underviser i ’Et bæredygtigt Liv’ og Brenderup Højskole der underviser i at bygge Off Grid huse, sådan kan MANGE danske højskoler uddanne til at skabe de bæredygtige, selvforsynende lokalsamfund. Uddanne i permakultur, i bæredygtigt landbrug, i vedvarende energi, husbyggeri, urban farming, fællesskaber, et folkestyre for alle, realiseringen af FN’s 17 verdensmål osv. I øjeblikket er 25 højskoler gået sammen for at blive ’bæredygtige højskoler’.

Som det hedder i Nationalmuseet gennemgang af den oprindelige danske højskolebevægelse:

”Højskolerne åbnede for en helt ny verden, hvor et højskoleophold som regel betød et møde med helt nye ideer og holdninger. Ideer om demokrati, fælleseje, et folkestyre for alle. Mange elever fra højskolerne har beskrevet opholdet som en tid, der fuldstændigt ændrede deres livssyn. Og det man lærte på højskolen, kunne tages med hjem til sognet og bruges i dagligdagen.”

Og højskolerne kan udvikles, så de ikke blot er isolerede øer, men knyttes tæt til opbygningen af bæredygtige lokalsamfund. Så undervisningen består i at følge landbruget, fiskeriet, byggeriet, kulturlivet, fællesskabet osv. I PRAKSIS ved at deltage i virkeligheden og dagligdagens mange processer i en passende periode.

Andelsbevægelsen gentænkt

Fra 1870 til 1960 var andelsbevægelsen den store faktor i dansk økonomi. I sin storhedstid var 1/3 af dansk økonomi baseret på andelstanken: Dvs. at oprette, eje og styre virksomheder i fællesskab og producere noget samfundsnyttigt for lokalsamfundet (se mere i ”Gentænk Andels- og Højskolebevægelsen”, #83).

Fra vugge til grav kunne man leve med andelsbevægelsens butikker og virksomheder. Den succes kan vi gentage i dag: Fælleseje baseret på et lokalt fællesskab. Alle er med til at bestemme. Fælles deling af overskuddet. Virksomheder og butikker som drives ud fra hensyn til bæredygtighed og lokalområdets miljø, natur, mennesker og alt levende. Og de produkter vi udvikler kan passende organiseres som andelsvirksomheder, opgraderet ud fra socialøkonomiske virksomheders erfaringer.

Socialøkonomiske virksomheder og den offentlige indkøbsmuskel

De sidste 25-30 år er der opstået en række socialøkonomiske virksomheder i Danmark baseret på de samme tanker som andelsbevægelsen. Med den tilføjelse, at Socialøkonomi typisk har bæredygtighed som et centralt mål, og bevidst arbejder med at skabe inklusion af marginaliserede. Skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der reelt er plads til alle og hvor arbejdspladser er indrettet efter mennesker, ikke omvendt (se mere på Sociale Entreprenører i Danmark og læs mere i bogen ”Inklusion – et socialpolitisk indspark”, Frydenlund 2014).

I 2013 nedsatte den daværende socialdemokratiske regering et udvalg, der skulle se på, om man kunne 1) definere socialøkonomiske virksomheder og 2) anbefale at de fik fortrinsstilling ved offentlige indkøb. Udvalgets konklusioner blev selvsagt aldrig anvendt – det var ment som en syltekrukke, der skulle afværge den store interesse for socialøkonomi.

Men ideen er ikke bare god, den er afgørende vigtig: At lade alle de offentlige indkøb give en fortrinsstilling til de virksomheder, som producerer bæredygtigt, inkluderende og for samfundsbehov. Så man igennem dét støtter en bæredygtig omstilling, økonomisk, økologisk og socialt. Men det forudsætter at vi kan få statslige og kommunale myndigheder til at beslutte, at det er sådan det skal være. Og det forudsætter nye magtforhold fx i Byrådene.

Bæredygtige byråd – ”der er et væld af muligheder og det er egentlig bare at gå i gang”

At anvende kommunernes store indkøbsmuskel til at understøtte omstillingen til bæredygtighed kræver, at vi borgere lokalt opstiller borgerlister, lader os indvælge i byrådene og virkelig tager byrådsarbejdet i kommunerne seriøst ved at udvikle en ny politisk dagsorden, der er bæredygtig og involverer de aktive i lokalsamfundet. Men den udvikling er på vej.

På Folketræffet kommer Peter Mavfayden fra den sydengelske by Frome, hvor borgerne skabte en borgerliste og overtog hele byrådet, og derefter startede en omstilling til en ”One Planet Town”. Han fortæller historien om dét til inspiration for alle, der kan se fidusen i at gøre noget tilsvarende i Danmark.

Kommunernes byråd har en stor magt. Vi glemmer det tit, – måske fordi kommunerne er så rædselsfuldt gammeldags, hierakisk og bureaukratisk organiseret – men sådan er det. Som Søren Peschardt fra Vejle Byråd siger det i FOLKEAVISEN, sept. 2017:

”Kommunerne kan lige præcis det, vi vil. Der er et netværk, der hedder ”Mayors rule the World”, og det er jo sandt: Hvis de store byer vil et eller andet, så sætter de retningen. Det er byerne der er trækkraften for, hvor denne verden skal bevæge sig hen. Hvis vi vil den grønne omstilling, så gør vi den grønne omstilling.” og han fortsætter:

”Man kan opliste en lang række områder, hvor kommunerne har stor indflydelse. Den sociale bæredygtighed kan man gøre noget ved. Og vi kan gøre noget på transportområdet. På energiområdet. På butiks- og handelsområdet, omlægge kommunens indkøbspolitik. Vi kan understøtte økologisk byggeri med krav til energiforhold og materialeanvendelse. Andre områder er fx cirkulær økonomi og affald som ressource. Up-cykling, iværksætteri og social sammenhængskraft. Grøn erhvervspolitik og innovative tiltag, hvor man tiltrækker grønne, nyskabende virksomheder. Vi kan gå foran og inspirere i stedet for at gå bagerst. Der er et væld af muligheder, og det er egentlig bare at gå i gang.”

Og en af de ting, man kunne gå i gang med – udover det, der nævnes i citatet – er at skabe:

Grønne valutaer som understøtter lokal selvforsyning

Hvert lokalområde på 50- eller 100.000 personer – dvs. områder på størrelse med Bornholm eller Djursland – får sin egen lokale valuta, som kun kan anvendes i det område. Fordelen er at ethvert lokalt indkøb – fra forbrugerne, de handlende og producenterne – understøtter lokalområdets egen produktion og handel og dermed beskæftigelsen lokalt. Ressourcerne forbliver lokalt.

De forsvinder ikke ud af området, som det er tilfældet i dag, når vi betaler til store globale firmaer som IKEA, McDonald, Apple, Cola, Cirkel K osv. Her går pengene tilbage til moderselskabet. Grønne valutaer cirkulerer erfaringsmæssigt mange flere gange lokalt – over 3 gange så ofte som ’normale penge’ – og understøtter hermed det lokale næringsliv.

I dag findes flere 1000’er lokale valutaer verden over og antallet er stigende. Nogen af disse støttes af lokale myndigheder gennem økonomiske bidrag eller skattefrihed ved lokale transaktioner begrundet i de sociale forbedringer, som kan påvises gennem den lokale aktivitet.

Det bliver krævende. Det bliver fantastisk!

Det kræver noget af os. Det kræver, at vi rejser os fra tilskuerrollen, hvor vi blot ser på, mens de globale giganter herser rundt med kloden og dens befolkninger, alt efter hvad der tjener deres udbytte bedst. At vi holder op med at finde os i, at skiftende regeringer lyver os lige op i hovedet om, hvor grøn deres politik er, mens journalisterne holder mikrofonerne, tilsyneladende uden kendskab til løgnens størrelse og konsekvens – jf. for eksempel Venstres nylige Energiplan.

Det kræver at vi tager ansvar for vores eget og kommende generationers liv. At vi genskaber en iværksætterånd for alvor, hvor vi holder op med at tro, at livet skal være underholdning foran skærme. At vi skaber lokale fællesskaber, der kan skabe lokale bæredygtige samfund. Skaber borgerlister, der kan vende den politiske dagsorden. Skaber ’Opfinderier’ og grønne Green Tech Centers, der udvikler alle de nye bæredygtige produkter, for i øjeblikket er kun 2% af alle danske varer bæredygtige. Og så videre – Det kræver virkelig noget af os. En massiv omstilling. Af hele vores tilværelse.

Men jeg tror: At skabe er at leve. At styre sit liv selv er at leve. At tage ansvar og føle noget gro, det er at leve. At lave fællesskaber, der rykker, det er at leve. At passe på sine børn og de kommende generationer, det er at leve. At passe på kloden, biodiversiteten, havene og alt liv, det er at leve. At arbejde med noget som giver mening og har ens dybeste interesse, det er at leve. At standse hykleriet, løgnen og fortielserne i den offentlige debat og genskabe oplysning og indsigt, det er at leve.

Når vi først kommer i gang, så finder vi ud af, tror jeg, ud fra egne erfaringer, hvor krævende men samtidig også hvor fantastisk det er at skabe den nye verden. At leve. – Og at det er ‘Mission Possible’.