Af Per Kølster,
Formand for Økologisk Landsforening

 

Bonden har altid stræbt efter at sikre markens grøde og muldens frugtbarhed. Pokker skulle da stå i passivt at se til, hvis et angreb af en skadevolder satte i og endte med at gnaske det hele i sig.

Konkurrerende krillerbasser, sygdomme, skadedyr og ukrudt er der nok af. Man kunne få den tanke, at naturen er ond og angrebslysten. Som en krig, hvor alle midler er tilladt! Med andre ord er det ikke så mærkeligt, at udviklingen har taget en drejning i retning af den kemiske krigsførelse. Den kemiske industri producerer molekyler på livet løs, og så består deres ingeniørkunst i at finde muligheder for at bruge stofferne.

Selv om vejen er lang fra kemilaboratorium til praktisk brug, så er problemet, at uanset hvor meget der forsøges målt og vejet og kontrolleret, så er det først, når de kemiske stoffer spredes, at de vil vise, hvad de har af bivirkninger og sideeffekter.

INSEKTGIFTE SÆNKER INTELLIGENSEN

Kemiske stoffer i deres rene form ’støbt’ i en fabrik langt, langt væk fra den natur, som har sine egne spilleregler – de er den rene gift. Gift i den forstand, at stofferne er natur-uforenelige, de vil vise sig at gribe ind på måder, steder og tider, der ikke kan forudses.

Vi kan ikke tillade os at bruge klodens liv, økosystemer og menneskeden som eksperimentarium. Det er den rene hassard, som kun har en endestation: Irreversible forandringer i den biosfære, som vi er så dybt afhængige af.

Jeg indledte med at påstå, at det ikke er så mærkeligt, at mennesket har taget den kemiske krigsførelse i brug. Det underlige er, at vi med vores sunde fornuft og den moderne videnskab ikke i langt højere grad siger STOP!

Det er nærmest heltemodigt, når forskere for alvor stiller sig op og advarer. For eksempel når Phillippe Grandjean peger på, at små rester af insektgifte i fosterstadiet forringer hjernens kapacitet, vores intelligens og dermed funktion som mennesker. En virkning som kan omsættes til noget så kynisk som et enormt økonomisk tab for samfundet.

Der er alternativer. Nemt er det ikke. Men som økologer har vi metoder – forebyggende, og i færre tilfælde muligheder for at bekæmpe skidtet. I nogle tilfælde er vi endda ikke spor bekymrede, fordi der er lidt ukrudt eller andet. Det er foder til naturen og til naturligheden.

GENFIND DIN PLET-TOLERANCE

Men jeg kan godt blive harm over, at vi er blevet vænnet til den perfektion i udseendet, som skyldes kemiens indgreb. Før i tiden var det en selvfølge, at der lå en kniv i en frugtskål med pærer eller æbler. En plet eller endda hele skrællen og måske kernehuset blev fjernet afhængig af lyst og temperament.

I dag kan frugtavleren ikke sælge frugt til konsum, hvis den har noget, der ligner en plet. Det er et fuldstændigt urimeligt krav at stille til naturen og til bonden. Mere end 27 gange sprøjtes en dansk, konventionel æbleplantage med et utal af forskellige stoffer. Blandt andet for at undgå skønhedsfejl og kniven i skålen.

Min drøm er, at vi griber i egen barm og tager fat i samme tolerance, vi har over for de æbler fra vores egen have. Og at vi tager konsekvensen af vores frygt for kemien og lægger vores penge i den økologiske indkøbskurv.

Der ligger en meget stor magt i at forfølge sin overbevisning på tallerkenen. Det er uhyre svært at råbe politikerne op og få skabt reelle forbud og sunde alternativer. Den kemiske lobby har sammen med landbruget en utrolig evne til at bilde os ind, at vi ikke kan overleve uden den kemiske krigsførelse. Ikke så sært, da det jo er deres livsgrundlag.

Det er vores opgave at overbevise verden om det modsatte. Vi kan overleve og leve godt uden kemien. Det kræver den daglige handling i det, der så fjernt hedder markedet. Men markedet er os alle – dig og mig. Grib ind, og gør verden til et bedre sted at leve i.

Kemiens vej er en blindgyde.