Hvis vi ikke indretter os efter klimaforandringernes virkelighed, overlever vi ikke

Af Niels Aagaard

Hvis alle lande overholder deres nuværende bidrag til Parisaftalen, så vil klodens temperatur stige med 3,3 grader – ikke 1,5 grad. Sådan siger klimavidenskaben.
Ved 1,5 har menneskeheden en chance for at overleve. Ved 3 grader vil det være svært. Hver grad tæller.

Det betyder, at vi alle sammen bliver nødt til fundamentalt at ændre vores syn på, hvor omfattende og hastigt, vi skal handle for at undgå udryddelse. Vi skal handle. Og være langt mere ambitiøse end vi har været hidtil.

Alligevel er vi indtil videre kun kommet dertil, hvor politikere selv synes de er grønne, når de overhovedet overvejer reelt at overholde Parisaftalen.

I 2019 overholder ingen af de 197 medlemslande Parisaftalens mål om en global opvarmning på max. 1,5 grader, de fleste er ikke engang tæt på. USA er trådt ud. Et land som Danmark er på vej væk fra aftalens mål. Vi er med andre ord på vej mod mere end 3,3 graders global opvarmning.

Videnskaben siger: Sidste gang vi havde lige så meget CO2 i atmosfæren som nu, steg verdenshavene med 50 m. Så vil Danmark være væk. Og den siger, at bortset fra dinosaurernes udryddelse for 65 mio. år siden, så er alle tidligere masseudryddelser begrundet i drivhusgas i atmosfæren på størrelse med dem, vi er på vej til nu. Med andre ord: Det går galt, hvis vi ikke sadler fuldstændigt om.

I 1992 aftalte verdens nationer på topmødet i Rio, at CO2 udledningerne aldrig måtte komme over 350 ppm, for så ville den globale opvarmning overstige 2 grader, og planeten ville ikke overleve, sagde man. I 2019 er vi over 415 ppm, og drivhusgassen stiger med 2,5 ppm årligt; lidt mere år for år. 

Myterne
Der er mange myter omkring klimaet. En af dem er at vi har god tid, det er først noget, der sker om 100 år, og inden da har vi fundet teknologier, der løser problemet. Men klimaforskningen siger, at klimakatastrofen ikke udfolder sig langsomt. Tværtimod: Lige nu accelererer klimakrisen, fordi CO2 udledningerne til atmosfæren på verdensplan accelererer bl.a. som følge af øget vækst globalt.

Og dette forværres pga. såkaldte feedback loops og tipping points. Fx det at permafrosten smelter. Der er permafrost på 24% af den nordlige halvkugle. Når den smelter frigives metan, en drivhusgas der er 25 gange stærkere end CO2. Det accelererer drivhuseffekten.
Vi har ingen midler til at gøre det om. Andet end hurtigst mulig og fuldstændig at standse alle drivhusgasudledninger og lagre CO2 i stor stil gennem skov og grøn beplantning.

Det sidste vil fx indebære at vi omlægger dansk landbrug, der i dag står for udledning af mere end 25% af al dansk CO2, til et landbrug, som lagrer CO2. Og at vi gør utraditionelle ting, som fx at beplante byernes betonhøjhuse med træer, som man allerede nu gør det i Kina, Milano, Mexico City osv. Vi skal simpelthen tænke nyt.

10 år
Vi har et tiår tilbage til denne omstilling. Det er ikke bare en ”mening” eller nogle ”vilde gæt”. Det er den samlede klimavidenskabs bedste bud på situationen. Det er fremskrivninger baseret på al relevant videnskab og støttet af alle nationers videnskab verden over, samlet i FN’s klimarapport fra oktober 2018.

FN rapporten siger, at vi om cirka ti år igangsætter kædereaktioner uden for menneskelig kontrol. Med mindre vi skifter kursen totalt. Så vi har cirka 10 år cirka til at gennemføre omstillinger, der er så radikale, at de er uden fortilfælde.

2 x 100%
Det handler ikke om lidt omstilling af et par enkelte sektorer som energi og transport, selvom det kan lyde sådan i klimadebatten. Det er en omstilling af alle samfundssektorer, al produktion, forbrug, handel – 100 % alt. Og alt skal omstillet fuldstændigt, dvs. 100 %, ikke bare lidt mere cirkulær økonomi, lidt mindre emballage – det er hele produktionen osv., der skal ændres fuldstændig. Al produktion, forbrug, hele vores livsstil, samtlige sektorer og al global handel skal omstilles.

Gennemsnitsdanskeren udleder i øjeblikket 17 tons CO2 hvert år. Vi skal ned på 2,5 tons. Og vi bruger ressourcer svarende til, at der er 4,3 jordkloder til rådighed. Men der er kun 1 jordklode. Alt skal gøres radikalt anderledes.

Det passer med det, hvad FN’s klimaforskning siger i deres rapport fra okt. 2018: Verden skal reducere al CO2 udledning. Radikalt. I alle sektorer. I alle verdens lande. Nu.

Men vi gør det stik modsatte. Verden har aldrig udledt mere CO2 end i året 2018. Det gælder også Danmark: CO2 udledningen 2018 var den højeste nogen sinde.

Ifølge den tidligere regerings eget ekspertorgan, Klimarådet, er vi på vej væk fra Parisaftalens mål og har nedsat tempoet for CO2 reduktion til ¼. Hvis man skulle være hensynsløs nok til at fortsætte den nuværende klimapolitik, så vil vi først nå 2050 målene år 2115 – dvs. 65 år for sent. Og så er klimakrisen for længst en fuldbyrdet realitet.

Den tidligere regering sagde, at man ville omstille transporten til el-biler. Men der blev kun købt 1.545 elbiler i 2018 i Danmark, mod 46.000 i Norge, hvor man rent faktisk gør noget for at gøre el-biler billigere end benzindrevne. Den tidligere regering fortalte, at transporten nu bliver bæredygtig, men vil ikke at udregne CO2 konsekvensen af regeringens trafikplan, den største nogensinde, til 112 mia. kroner.

Den nuværende regering med den grønneste klimamålsætning nogensinde – 70% reduktion af CO2 udledningerne inden 2030 – synes ikke det var nødvendigt at afsætte ekstra penge til klimaet på finanslovsudspillet 2019. Statsministeren havde ikke fokus på klimaet i sin åbningstale okt. 2019. En af regeringens første handlinger har været at give grønt lys for Nord Stream okt. 2019, der skal føre gas fra Rusland til Vesttyskland frem til 2055. Klimaloven kommer en gang sidst på foråret 2020 og først derefter kommer klimahandlingsplanen, som skal omsætte rammeloven til handling i de enkelte sektorer. Engang i 2020, sidst på året.

København havde besøg af 94 af verdens største byer i okt. 2019 ved C40 topmødet.  Byens borgmester, Frank Jensen, fortalte stolt, at København er et eksempel på, at det er muligt både at skabe vækst og samtidig omstille til bæredygtighed. 

Og det er rigtigt: Hvis man sætter kikkerten for det blinde øje – stirrer stift på de mange cyklister og derved undgår at se de voksende, kilometerlange bilkøer på vej fra alle dele af Sjælland på vej ind mod København.
Hvis man glad stirrer på de økologiske madpakker uden så meget kød, som børnene får i de københavnske daginstitutioner, og undlader at se på det eksponentielt stigende forbrug, hele den samlede københavnske befolkning står for. – Og hvis man gør sådan hele vejen rundt – Hvis man kort sagt undlader at se på virkeligheden, så kan man tro på denne fortælling.

Men den har intet med virkeligheden at gøre. Virkeligheden er en voldsom forøgelse af klimabelastende betonbyggeri. Mange flere mennesker og et stærkt stigende forbrug. Meget mere klimabelastende transport – fly, fossildrevne biler og lastbiler, skibe. Energien er kun grøn, fordi man regner biomasse for værende CO2 neutral, hvilket Klimarådet lige har fortalt, at den ikke er. CO2 udledningen fra København har aldrig været større. Og så står Frank Jensen og fortæller hvor bæredygtig den er blevet.

Og så har vi intet sagt om Blackstone og deres spekulation i stigende boligpriser, som presser almindelige mennesker ud af byen. Eller om en kommune, der konsekvent ikke har penge til sine psykisk syge, til handicappede, til ældre, hjemløse og de mange sociale formål.

Vi har et tiår tilbage til at redde verden, og regeringen – og alle – snakker foreløbig utrolig meget udenom klima.

Morten Korch skriver om klimakrisen. Den moderne trekantshandel
Politikerne siger at de har fod på det – København bliver CO2 neutral i 2025, Århus i 2030. 11 ud af 13 partiledere mener, at deres parti er det allermest grønne. Og kun Greta Thunberg og de unge i og bedsteforældrene klimabevægelsen fortæller, at de ikke har noget tøj på.

Der er meget langt imellem den barske virkelighed – klimaforandringerne – og politikernes henholdsvis befolkningernes forståelse af dem. Det er ikke så underligt: Befolkningerne får serveret forsigtige bidder om klimaeudviklingen af medierne. Klima light a la Morten Korch.

Der er lavet en slags klimaets fordummende trekantshandel, hvor medierne ikke fortæller sandheden om klimaet, fordi folk vil ikke læse det. Befolkningen vælger herefter – af uvidenhed om tingenes reelle tilstand –  politikere, som matcher befolkningens egen indsigt. Og politikerne tilpasser sig det, de ved befolkning og medier vil høre.  Snip, snap, snude, så er den planet jo ude.

Eller som den indiske repræsentant ved Rom Klubbens sidste møde sagde: ’De vestlige demokratier er i sin nuværende form en achilleshæl for klimaindsatsen’.

60%, 70% ELLER 80% reduktion af CO2
Hårdt presset af Radikale Venstre og vælgernes klimainteresse sagde Socialdemokratiet op til folketingsvalget i 2019: Danmarks CO2 skal reduceres med 60% inden 2030. Endelig, hvor dejligt. Enhedslisten siger godt nok 70% og Alternativet siger 80%. Det kan lyde som småforskelle. Det er det imidlertid ikke.

Forskellen på 70 og 60% er forskellen mellem 1,5 og 2 graders global opvarmning. Og den forskel er forskellen mellem, hvor mange hundrede millioner mennesker, der skal dø pga. oversvømmelser, tørke, orkaner – altså klimaforandringerne. Hvor mange økosystemer og arter, der skal uddø. Hvor meget planeten skal ødelægges. Der er en voldsom forskel – dét fortalte FN-rapporten os krystalklart.

Senere sagde Socialdemokratiet som bekendt 70% efter valget i det såkaldte ’forståelsespapir’ mellem regeringen og dets 3 støttepartier. Fint – vi vælger at tro på, at de mener det, og ikke bare tænker, at det finder vælgerne aldrig ud af: om vi i praksis har sigtet efter 60 eller 70%.

Det er som om Socialdemokratiet og hovedparten af partierne tror de kan spinne sig ud af klimakrisen med talgymnastik. Pæne tal. Glad udstråling, flot jakke. Go Green. Man kan garanteret sagtens snyde vælgerne, men man kan ikke snyde naturen. Den er kun fakta- og realitets-følsom.

Århus’ socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard sagde forleden: Århus er vej til at blive grøn. Vi har løst CO2 problemet. Vi har godt nok et problem med trafikken, men det løser vi. Og når man læser Århus’ Klimastrategi og -plan, så bliver man glad i låget: Vi har løst problemet. Århus er CO2 neutral i 2030. Og allerede godt på vej.

Fint ser det ud – på papiret. Men tag lige et kig på virkelighedens Århus by: Betonhøjhuse overalt, benzinbiler i kilometervis og stadig flere af dem, ingen natur, træer, dyr, ingen biodiversitet i byen – et kæmpemæssigt forbrug af fødevarer, tøj, møbler, elektronik osv. der for 98%s vedkommende er produceret u-bæredygtigt mht. både materialer og proces. Tonsvis af CO2 udledning. Den eneste grund til at man når de flotte tal i kommunens grafer er det, der hedder Greenwashing, på dansk pyntegrønt.

Energien bliver kun kendt ok, fordi man overgår fra kul til biomasse. Men biomasse udleder CO2, og i en situation, hvor problemet er CO2 udledning, så er den løsning nok ikke gangbar – også selvom biomasse teknisk set – i djøffernes smukke excell verden – regnes for vedvarende energi.

Transporten er ikke løst – der kommer flere og flere biler, og kun 4 af 1000 biler er el-biler i Århus.
Betonhøjhuse er dybt klimabelastende, men bygges overalt – beton står for 12-15% af de danske CO2 udledninger. Produktionen (den århusianske) er stadig baseret på fossil energi. 90% af Århus forbrugets varer er produceret i Asien og lavet med fossil energi og er ekstra u-bæredygtig, fordi varerne ovenikøbet transporteres på super-containerskibe, der sejler på genbrugsolie.

Vi er nødt til at droppe den slags spin. Tomme ord. Vi er nødt til at handle. At gennemføre en reel, massiv omstilling fra a til z, så alt bliver100% bæredygtigt, og vi når en CO2 udledning på nul, allersenest i 2050. Helst 10 år før.

Det betyder fx, at alt skal produceres lokalt, dvs. hos os selv. Og vi skal KUN producere de varer der ligger i en grøn livsstil – dvs. til de basale livsfornødenheder – hvilket er langt, langt mindre end det, vi bruger i dag.

Vi kan løse klimakrisen. Det er ikke for sent. Og dette er ikke pædagogisk, omsorgsbetændt tale. Men så skal vi gøre noget i stil med følgende:

LØSNINGERNE
• Lad alle olie-, kul- og gasreserver blive i jorden – brugen af dem vil slå planeten ihjel.
• Udfas brugen af fossile brændstoffer på max. 8 år – de står for 80% af verdens energiproduktion i dag. Og indfør i stedet 100 % vedvarende energi i løbet af ganske få år – Det er en virkelig radikal og krævende omstilling. Men vi kan ikke længere frit vælge.
• Stop skovrydningerne globalt og genopbyg skovene. 1/3 af klodens CO2 udledning skyldes skovrydninger. Det, der skulle lagre vores CO2 – nemlig verdens skove – bliver i stedet til et kæmpeproblem, fordi vi brænder dem, rydder dem til kødgræsning, plantager og industrilandbrug. Lad mindst 20% af Danmark være skov og vild natur.
• Genopbyg systematisk biodiversiteten – skaf plads, plant træer, planter, blomster, genopbyg økosystemer – vi er midt i den 6. masseudryddelse af arter og dyr. Naturen dør hastigt.
• Omstil verdens landbrug til giftfrie, biodiverse og CO2 lagrende jordbrug. Lav økologiske jordbrugsfonde der opkøber landbrug til bæredygtighed og intensiv drift.
• Opbyg en ny bæredygtig og lokal økonomi overalt på kloden og i Danmark med 3 bundlinjer: Planet, People, Profit – i dén rækkefølge. EU er i gang, men det går alt, alt for langsomt. Man er kommet til 5% hensyn til Planet og People!
• Denne økonomi – produktionen – skal overholde de 17 verdensmål, som det sociale fundament.
• Og holde sig inden for de 9 planetære grænser, som miljø loftet. Og ALLE skal kende de 17 verdensmål og de 9 planetære grænser og forstå hvad de betyder i praksis.
• Enhver produktion skal respektere One Planet-princippet og være reelt økologisk set i livscyklus, dvs. være en cirkulær økonomi, uden affald.
• Vi skal kun – kun – producere til behovene i en grøn enkel livsstil.
• Alt forbrug omstilles ved, at vi definerer denne fremtidige, grønne livsstil – hvad er nødvendigt og hvad er ikke. Reklamer udfases og bliver til bæredygtig forbruger rådgivning.
• Verdens transport omstilles: Fly, biler, toge m.m. – alt bliver CO2 neutralt. Man rationerer simpelthen flyrejser – det kan man under krig. Det kan man nu. For vi er i krig. Nu blot med naturen.
• Erklær klima-undtagelsestilstand. Det engelske parlament har lige erklæret klima-undtagelsestilstand. Og det er sådan, ”situationen” er: Vi skal handle. Omstille radikalt og massivt.
• Lav en samlingsregering, som man gør under krige og ved undtagelsestilstande.
• Og lav et dansk Klima-Borgerting. Irland har nedsat et Klima-Borgerting, og det virker. Alt det, politikerne ikke kan få sig selv til at gøre, det foreslår borgertinget, man gør.
• Gennemfør en dansk klimalov, som definerer mål for landenes CO2 reduktion fra nu af frem til 2050. Med mindst 70%s reduktion i 2030 for Danmark og for hele EU. En lov som fortæller hvordan hver enkelt samfundssektor præcist skal bidrage til denne reduktion. Og angiver konkrete og målbare mål for reduktionen, som man kan måle på hvert anden år.
• Uddan alle mennesker i nødvendigheden af dette – også politikerne.