AF Mogens Mikkelsen.

Med naturen går det den vej hønsene skraber! Men her er et par bud på tiltag der kunne understøtte en presset natur.

Vores natur er under pres, den mangler sammenhængskraft – den danske fauna og flora mangler opholdssteder og spredningskorridorer. Der har de senere år været fokus, fra flere sider, på at en omlægning af driften i de danske statsskove kan være løsningen på den danske naturs problemer med at bevare en lang række dyr og planter, der er truet eller er ved at uddø. Der er så samtidig blevet argumenteret for at disse nye naturskove kan indgå som kompensation for, at udnyttelsen af naturen kan blive mere ureguleret og intens i forhold til bebyggelser, landbrugsdrift og turisme i det øvrige danske landskab!

Det er en rigtig spændende og god ide at lade skov ligge hen som uberørt ”urskov” og en hel del arter vil helt sikker have gavn af de levesteder en sådan ”henfaldsskov” vil yde. Problemet er blot, at mange af de dyr og planter, der er truet af udryddelse eller tilbagegang, hører til i helt andre naturtyper!

I ”Den Danske Rødliste” (Aarhus universitetsforlag 2014), hvor der populært sagt bliver taget temperatur på den danske natur, er der beskrevet en række arter, der er voldsomt trængt – på vej til at uddø eller allerede er borte – arter der hører hjemme på i og ved enge – overdrev – vandløb – søer – kyststrækninger – moser osv. Det siger jo sig selv, at dyr, planter og insekter, som er nøje tilpasset denne natur, ikke får det bedre af, at nogle af statens skove får lov at være i fred! Selv om det ville være ganske bekvemt, står det ikke i nogen menneskers magt at få viber og agerhøns til at ændre livsform og blive skovfugle eller få Overdrevsskarnbasser til at flytte fra overdrevet.

Det eneste rigtige vil være at rette opmærksomheden mod de, i ”Rødlisten” beskrevne truede arter og så sætte ind med massiv genopretning af de naturtyper, hvor disse arter hører til og trives.

Et andet sted der kunne sættes ind for at forbedre levevilkårene for naturens dyr og planter og understøtte diversiteten kunne være at se på noget så nærliggende (vi er jo alle trafikanter) som vore vejgrøfter og rabatter. Det danske vejnet binder Danmark meget effektivt sammen og det er nærliggende at forsøge at forbedre og udnytte dette ret finmaskede netværk som spredningskoridorer og naturunderstøttelse.

At indføre kvalitetskrav til vejrabatter er meget lavpraktisk og ikke mindst gennemførligt (hvis vi vil)!

Der er ca. 75 000 km veje i Danmark (plus skov og markveje og minus veje i byer) hvis vi tager udgangspunkt i de 75 000 km og regner gennemsnitsbredden af vejgrøfter og rabatter til 2 meter bliver det sammenlagt omkring 300 km2 og gør vi dem endnu bredere, samtidig med at der opstilles nogle retningslinjer for hvordan de skal holdes, således at blomstring og frøsætning tilgodeses, vil de kunne blive en understøttende faktor for Danmarks natur og gavne dyre og plantelivet. Samtidig vil det også kunne øge kvaliteten af vores (alt for) mange køreture! – i 1992 anslog Peter Gjelstrup i et nummer af “Natur og museum ” (Grøftekanten) at der årligt, gennem bilernes ruder, blev kikket, 600 millioner timer!! ud på det forbipasserede landskab, I 2016 må det tal være voldsomt meget større? der bliver i vore dage årligt kørt ca. 50 milliarder kilometer, på de danske veje – i ca. 500.000 flere biler end i 1992! (vejdirektoratet)

På samme måde kunne der regnes på hvad en forbedring af de danske hegn i landbrugslandet kunnen bidrage med – i gamle dage udgjorde de levende hegn en stor del af den kultiverede natur og var samtidig en integreret del af energiforsyningen – de udgjorde endda en del af vores forsvarspolitik! I 1800 tallet var den danske landsoldat udstyret med en såkaldt ”Faskinekniv” det var en drabelig huggert blandt andet beregnet til at hugge sig ind i og gennem de hegn der dengang var dominerende i det danske agerland – taktikken var at landet kunne forsvares ved at kæmpe fra hegn til hegn. Det kunne jo være fint hvis de danske markhegn i stedet for i fremtiden kunne blive en aktiv del af vores miljø og naturforvaltning.

Det vil dog kun batte noget hvis der stilles krav til hegnenes kvalitet – de mange enkeltrække hegn der står mange steder er ikke meget værd naturmæssigt. Blev der stillet krav om en minimumsbredde vil de hurtigt udvide sig/skyde ud til siderne og danne læ, ly og færdselsvej for både store og små dyr.

Af nye hegn er det mange steder 3 rækkers hegn der de senere år er plantet men 6 – 8 rækkers hegn, bygget op af hjemmehørende buske og træer, der kan generere et varieret insektliv, er langt bedre for diversiteten og dermed vildtet, det er der sikker viden om – Naturstyrelsen og jægerne ved alt om det!

Jeg tænker at det optimale vil være hvis der angives nogle minimumsafstande mellem hegnene der tilgodeser faunaens evne til at sprede sig?

For at give plads til de store landbrugsmaskiner kan der godt være f.eks. 25 meters afstand/fri, i enderne af ”mellemhegn” på store markers forlande.

Det svære bliver jo nok at få lodsejerne med på ideen? Hegn og beplantninger bliver med de nuværende regler regnet fra markblokkene og giver således ikke arealtilskud! Det må være muligt at argumentere for at en udvidelse af vejgrøfterne tilskudsmæssigt, kunne gå som vedvarende græs?

Beregningerne om hvor meget natur, det vil kunne give, kan laves på mange måder – det er dog betragtelige arealer der er tale om sammenlagt og hver m2 tæller i en tid hvor mere og mere natur forsvinder.

[green_box]Mogens er ”fritidshusmand” på Sydfyn hvor han sammen med Lisbet i mere end 25 år har dyrket giftfri køkkenhave og fuglesang. Udover alsidig køkkenhavedyrkning er der på ejendommen et lille husdyrhold med æsler – geder – høns og kat. På ejendommen fylder hegnene godt og der er etableret kvasbunker til glæde for småfugle og kravl.[/green_box]