Af Niels Aagaard

KORTSIGTET PROFIT FOR DE FÅ ER VIGTIGERE END HENSYNET TIL KLODENS FREMTID FOR DE MANGE
Men klimaet kan vinde næste runde med en ny fortælling, en ny praksis og en fremtid hvor befolkningerne styrer.

»Dette møde er den vigtigste samling om klimaændringerne, siden Parisaftalen blev underskrevet. Det er vanskeligt at overvurdere, hvor presserende situationen er«. Sådan sagde FN’s generalsekretær Antonio Guterres, da han talte på COP24’s første arbejdsdag.

Dette indlæg handler om:

1. Klimaets tilstand og klimakonferencen COP24
2. Om det folkelige oprør mod eliten og den økonomi der i øjeblikket tvinger kloden i knæ
3. Visionerne om at komme videre til et bæredygtigt samfund – hvad gør vi?

Indledning
VERDEN har kæmpemæssige områder med skov som i dag lagrer CO2 og dermed mindsker klimaforandringerne. Dem er træindustrien i gang med at fælde af hensyn til ganske få firmaers helt private profit. I 2050 regner FN med at den sidste regnskov er fældet, hvis vi fortsætter som nu.

VERDEN har enorme reserver af kul, olie og gas som i dag befinder sig ubrugte i undergrunden. Hvis de bliver anvendt vil de skabe klimakatastrofer og gøre planeten ubeboelig. Ikke desto mindre er den fossile industri godt igang med at bruge reserverne af hensyn til ganske få firmaers private profit. 80% af verdens energi er i dag stadig baseret på fossile brændstoffer, og det agter firmaerne at fortsætte med, helst forøge.

Hensynet til de mange og fremtidige generationer lider under vores økonomiske system, kapitalismen, som kun tænker på overskud til de få, magtfulde verdensfirmaer.

COP24 valgte ikke at gøre noget ved det:
VI HAR “12 YEARS LEFT” til vores indsats mod klimaforandringerne, siger FN’s forskere op til COP24. Men pengene vandt første runde, deraf artiklens titel:

  1. Om COP24, FN’s Klimatopmøde i Polen 2018:

97 LANDE mødtes 3.-15. dec. i den polske kulmineby Katowise for at omsætte Parisaftalen fra 2015 til virkelighed. 1) for at lave et fælles regelsæt, som gør det muligt at følge det enkelte lands CO2 udledning og som angiver regler omkring CO2 vedrørende gennemskuelighed, opgørelsesmetoder, handel med CO2 osv. 2) for at få alle landene til at hæve deres aktuelle ambitionsniveau for reduktion af CO2 udledningen – Da man vedtog Parisaftalen til stående ovationer, vidste man udmærket, at landenes afgivne klimaløfter var for svage til at sikre de to grader, endsige de 1,5 grader.

Tilsammen skulle det bane vej for Parisaftalens mål om maximalt 1,5 grads global opvarmning.

UMIDDELBART FØR KONFERENCEN udkom den hidtil mest alarmerende rapport fra FN’s klimapanel, som samler verdens mest anerkendte klimaforskere: ALLE lande skal handle radikalt for at mindske CO2 udledningen. Det skal ske inden for ALLE samfundets sektorer – altså ikke kun fx energi- og transportsektoren, men også samtlige områder af produktionen (byggeri, tøj, møbler, elektronik osv.), alt forbrug, al servicevirksomhed, hele den offentlige sektor, landbruget, fiskeriet osv.
Og det skal ske NU.

”12 YEARS LEFT”:
FN RAPPORTEN sagde også:
– Om 12 år, i 2030, skal vi have halveret den globale CO2 udledning, hvis vi skal overleve som menneskehed.
– Og i 2050 skal CO2 udledningen være nul.
Ellers vil domino-processer uden for menneskelig kontrol gå i gang og gøre kloden ubeboelig: Al is smelter og skaber havstigninger, fulgt af flodbølger, orkaner, vild regn de forkerte steder, tørke andre steder, skovbrande, stadigt stigende temperaturer osv.
– OG: Hele verden skal arbejde systematisk og radikalt med at lagre CO2 fra nu af, fx gennem beplantning med skove verden over.

Vi har derfor, som de strejkende skoleelevers budskab lød til forhandlerne på COP24: ”12 years left”.

Da rapporten udkom sagde repræsentanter for FN’s klimapanel: Det næste ti-år vil afgøre om vi omstiller hurtigt nok til at vi som menneskehed kan overleve. Dét er perspektivet i klimakrisen: Vores overlevelse.

UNDER COP24 fremkom analyser der viser at kurven for den globale CO2 udledning ikke er knækket, som man troede i 2016 og 2017, men tværtimod fortsætter med at stige, og at verden i året 2018 når sit højeste niveau for CO2-udledning i tre millioner år. At vi altså er på vej væk fra Parisaftalens mål.
Det fremgår af ”Global Carbon Budget 2018”, en omfattende analyse lavet af 76 forskere fra 15 lande og offentliggjort i 3 videnskabelige tidsskrifter: Nature, Environmental Research Letters og Earth System Science Data.

Analysen viser samtidig en tæt sammenhæng mellem den globale økonomiske vækst og CO2 udledningens udsving. Det er med andre ord VÆKSTEN, den evigt voksende produktion af varer og det dertil knyttede stigende forbrug, transport, energi osv. som skaber klimakrisen (se grafen nedenfor). Målet med denne vækst er ikke mere livskvalitet til de mange, men størst mulig udbytte til de få – kapitalens ejere. Men det er de mange, der betaler prisen.

UNDER KONFERENCEN fik man også at vide at planetens globale temperatur vil nå 3,3 grader i dette århundrede, hvis man kun følger de niveauer og ambitioner, der blev udlagt ved Parisaftalen. Det er den internationale forskergruppe, Climate Action Tracker, der kom med denne analyse. Målet er som bekendt max. 1,5 grads stigning.

Parisaftalen er med andre ord alt for svag. Og værre bliver det selvfølgelig, når man ved at landene ikke engang overholder deres egne klimaløfter fra Parisaftalen. Et land som Danmark er fx langt fra vores egne CO2 reduktionstal. Regeringens politik er, at det henter vi i årene efter 2030.

FN’s meteorologi organisation MWO når samme konklusioner som Climate Action:

”Hvis de officielle NDC’er (dvs. klimaindsatser, red.) efterleves, rammer verden formentlig på den forkerte side af tre grader senere i århundredet. Og hvis landene ovenikøbet svigter egne NDC’er– de færreste er faktisk på ret kurs – og fortsætter business as usual, »så kan vi måske se temperaturstigninger på tre-fem grader sidst i århundredet«, skrev WMO forleden i organisationens årsstatus for klimaet.” (Inf. 4.12.18) Fem graders global stigning regnes for at skabe tilstande, som mennesker ikke kan overleve.

UNDER KONFERENCEN blev det erkendt: GRØNDLANDS INDLANDSIS ER DØDSDØMT.
Selv hvis vi stopper al udledning af CO2 og overholder Parisaftalens målsætninger, smelter Grønlands indlandsis. Det viste ny forskning under konferencen fra den kendte klimaforsker Jason Box. Det handler om den iskappe, der dækker 75 procent af Grønlands areal. Et areal, der er større end Sverige, Norge, Finland og Tysklands areal til sammen, og som fastfryser en mængde vand, der ville medføre en global havvandsstigning på omkring syv meter, hvis al isen smeltede.

”Tidligere har man nemlig regnet med, at isens tipping point – det punkt hvor indlandsisen smelter om sommeren uden at vokse igen om vinteren – ville være, når gennemsnitstemperaturen rammer 2-5 grader over førindustrielt niveau. Men de nye beregninger viser, at punktet ligger et sted mellem 0,8-3,2 grader – med 1,6 grader som det bedste skøn.

Gennemsnitstemperaturen er allerede steget med 1,1 grad globalt. Så det er bekymrende, især fordi temperaturen i Arktis stiger meget hurtigere end på resten af kloden”, supplerer klimaprofessor og leder af Nansen Centret i Bergen, Sebastian Mernild til Information 12. dec.
Så ærlig talt: Det ser ikke alt for godt ud.

MONEY RULES – KLIMABENÆGTERE, DEN FOSSILE INDUSTRI OG DE I-LANDE DER HYTTER EGNE SKIND STYRER TINGENE
Langt hen var COP24 præget af penge.
De 4 olieproducerende lande – USA, Rusland, Kuwait og Saudi Arabien – markerede sig allerede fra konferencens start som klimabenægtere ved ikke at ville anerkende rapporten fra FN’s klimapanel.

Rapporten siger jo: Omstilling nu. Stop de fossile brændstoffer (ved fx at lade dem forblive i jorden). Og det er mildest talt upopulært i Trump-land og blandt Putins’ gas-oligarker for ikke at tale om hos de to oliestater med deres ubegribeligt store bidrag til klimakrisen. Dét standpunkt stod de fast på resten af tiden. Hvilket forhindrede konsensus omkring klimarapporten og dermed støtten til dens anvendelse.

Man kan undre sig: Det er selvsamme forsamling – COP-landene -, der har bestilt rapporten. Rapporten rummer verdens bedste viden om klimaudviklingen. Og så lykkes det alligevel 4 enkelt-lande at bremse anbefalingen af FN’s klimapanels rapport. Men – MONEY RULES. Det betyder jo, at FAKE NEWS RULES: Jorden er flad. Man kan tillade sig at benægte klimaforandringerne.

Senere var det ilandene mod ulandene. Sidstnævnte sagde meget forståeligt at 1) det er de rige lande, der har skabt klimakrisen, 2) krisen viser sig værst i ulandene, 3) det har store omkostninger at skulle omstille og skabe modstandsdygtighed i ulandene, og det har man – som fattige lande – ikke midlerne til, hvorfor 4) man beder ilandene om at hjælpe omstillingen gennem støtteordninger.

På COP15 i 2009 lovede Lars Løkke som formand for klimatopmødet ulandene 100 milliarder dollars. Disse midler rækker som en skrædder i helvede ift. behovet – men det er dog en start. Danmark har ikke selv opsparet midler svarende til vores relative andel – hvorfor skulle man dog det: De andre har heller ikke. Hvorfor det, det var jo bare et løfte? COP24 Konferencen endte med at fastslå de 100 milliarder, men uden at præcisere midlerne, hvilket betyder at det nu står alle ilandene frit for at indskrænke deres ulandsbistand og i stedet kalde pengene for klimastøtte til ulandenes omstilling. Mængden af midler til ulandenes omstilling bliver ikke meget større af den grund, men det lyder godt, at man støtter ulandenes omstilling.

VI KU’ VÆLGE – MEN MONEY RULES, DE ER VIGTIGERE END LIVET.
Og sådan kunne man spore pengenes indflydelse hele vejen igennem. Olien, kullene og gassen skal ikke blive i jorden – hvorfor dog det? Det er jo penge – altså HVIS vi vælger at brænde disse ressourcer op i atmosfæren, så er det penge. Og det må da siges at være noget vigtigere end kloden og dens fremtid, ikke sandt! Tænk bare hvis pludselig alle verdens oliereserver blev afskrevet som værdiløse, fordi de ikke skulle bruges, så ville alle de store olieproducerende landes globale fossile virksomheder miste al deres værdi. Gå konkurs. Over Night. Flere hundreder olie-gigamiliardærer ville gå fallit og de herlige mange penge i statskasserne fra olieskatten ville udtørre. Det kan man ikke. Penge rules.

STATERNES STØTTE TIL DEN FOSSILE INDUSTRI STIGER. OG DEN ER LANGT STØRRE END STØTTEN TIL VEDVARENDE ENERGI
Sådan en klimakonference sætter tingene – herunder det med pengene – i relief. Undervejs kom det fx frem at den globale – direkte og indirekte – støtte til den fossile energi, der som bekendt er den fremmeste årsag til klimaforandringerne, i 2017 var på 300 mia. dollars. ”Det er mere end skønnet for 2016, som var omkring 270 mia. dollars” fortalte Det Internationale Energiagentur, IEA. – Støtten til den fossile industri globalt STIGER altså. Blandt de lande som har aftalt at udfase den fossile industri, jf Parisaftalen.

Faktisk præsenterede FN’s Miljøprogram, UNEP, under konferencen sit skøn for de årlige statslige støtter til den fossile industri: 160-400 mia. dollar globalt, afhængig af opgørelsesmetode. Til sammenligning støttes vedvarende energi globalt med 121 mia. dollar oplyste UNEP’s ekspert på området (Inf. 12.dec.). Vi skal altså omstille til vedvarende energi, men den fossile industri får på verdensplan langt mere støtte end den vedvarende energi. Absurd? Ja, hvis man ikke ved, hvordan lobby-industrien fungerer i forhold til verdens politikere. Og hvor mange politikere der – tvunget eller frivilligt – er i lommen på de helt store virksomheder – Big Business Rules.

Så man forstår den manende opfordring fra FN’s generalsekretær, António Guterres, som i en passioneret tale i plenum på en af COP24 ’s sidste dage opfordrede alle lande til at skrue op for tempoet ved årets klimaforhandlinger:

»Hvis vi ikke lykkes her i Katowice, vil det sende et katastrofalt signal til alle dem, der står klar til at omstille til en grøn økonomi (…) At spilde denne mulighed vil være at spilde vores sidste reelle chance for at stoppe de galoperende klimaforandringer. Det ville ikke bare være amoralsk – det ville være selvmorderisk,« lød den heftige opsang fra generalsekretæren

RESULTATET AF COP24
Langt hen hører resultatet af COP24 til i Pyrrhus sejrenes landskab – sejre som verden ikke skal have for mange af, før vi for alvor har tabt klimakrigen. Og må sige farvel til et liv i olie.

PÅ MINUSSIDEN:
Olien, kullet og gassen skal ikke forblive i jorden. Det var end ikke overvejet som oplæg til konferencen, selv om det er eneste indlysende konsekvente handling i en situation, hvor 80% af verdens energiproduktion – trods 24 COP konferencer – stadig stammer fra fossile brændstoffer, og vi har et tiår til at gøre noget ved det. Staterne viste hermed hvem der er stærkest – den fossile industri eller landenes lovlige regeringer og den folkelige modstand i landene. Den globale kapital rules.

Man insisterer ikke på nye bestemte grænser for CO2 udledning. Ikke engang præcise ambitioner for reduktionen af CO2. Det var ellers målet at nå forpligtende mål fra de enkelte lande. Man nøjes med at opfordre landene til at blive mere ambitiøse mht. CO2 reduktion. Hidtil er det kun den sårbare, oversvømmelsestruede stillehavsnation Marshall-øerne, der er kommet med sådanne mål. Fiji, Maldiverne, Costa Rica og Vietnam har meddelt, at de også er på vej med skærpede mål. Men ingen af sværvægterne.

Kina, der i dag udleder næsten dobbelt så meget CO2 som USA, vil rubriceres som Uland. Af hensyn til pengeoverførslen mellem i- og ulande. Dvs. at verdens største økonomi ikke bidrager til ulandenes omstilling.

De 100 mia. doller til ulandene er stadig ikke klart definerede ekstra midler overført fra ilandene. De kan stadig komme fra overflytning fra eksisterende bistandsbudgetter.

4 lande formåede at forhindre klimamødet i at vedtage FN Klimapanels rapport som grundlaget for fremtidig indsats. Argument: Fordi de kan. Der skal jo være konsensus. Intelligent konstruktion? – Næh, ikke hvis man vil redde jorden.

PÅ PLUSSIDEN:
På plussiden virker det meste af gode hensigter, men ’for lidt, for sent, for teknisk, for uforpligtende og for luftigt’ og i lyset af, at vi/verden skal omstille inden for et tiår er det helt enkelt ikke bare i nærheden af godt nok.

Det er således kommet med i slutdokumentet fra COP24, at FN’s klimapanel siger, at de globale udledninger skal reduceres til 25-30 mia. tons i 2030, hvilket svarer til en halvering af verdens udledninger om blot 12 år. Men der er ingen forpligtigelse til at leve op til dette for det enkelte land. Endsige planer for, hvordan dette gøres. Så: Tomme løfter.

Beslutningen tages i lyset af den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, der understreger, at klimaindsatsen skal mangedobles, hvis målet om at holde klodens temperaturstigning til maksimum 1,5 grader celsius skal holdes.

Alle har erkendt at landenes mål for CO2 reduktion er for svage, og at landene senest i 2020 skal afgive nye, mere ambitiøse mål. Koalitionen af lande, der ønsker højere klimaambitioner – herunder hører EU, Canada og en række af verdens fattigste lande – vedtog onsdag ved FN-klimatopmødet, at de alle frem mod klimatopmødet i 2020 vil hæve ambitionerne i de nationale handlingsplaner. Men hvad vil det konkret sige? Man kan blive noget usikker, når man husker hvordan det er lykkedes for Venstre at tale (lyve) næsten ingen indsats ift. klimaet op til at være noget radikalt, noget perspektivrigt – uden at blive væltet som regering.

Alle lande ville egentlig gerne have et operativt regelsæt omkring CO2 udledning og -måling, man kan arbejde efter. Derfor var konflikterne på dette punkt begrænsede. COP24 endte med et regelsæt, som fortæller hvordan man fremtidigt vil måle CO2 udledning, skabe gennemsigtighed, kontrol, handle CO2 reduktion med hinanden m.v. Et bureaukratisk tiltag, som rigtigt anvendt – formentlig – kan hjælpe til fremtidige reduktioner, men som i sig selv jo ikke mindsker klimakrisen. Der er i sig selv ikke ét gram mindre CO2 i atmosfæren, når den del af aftalen er fuldført.

Det toneangivende grønne netværk af 1300 ngo’er, Climate Action Network (CAN), noterer at der i form af regler for kontrol, vedledning, gennemsigtighed og statusopgørelse er skabt ”et stærkt grundlag” for at sikre, at landene lever op til deres klimaløfter (jf. Inf. 17.dec).

Regelsættets brugbarhed led dog væsentligt under Brasiliens modstand: Landet har nogle af verdens største regnskove som optager og lagrer CO2. Her ville forhandlerne have et regelsæt, der forhindrer at den slags CO2 reduktioner tæller med to gange i et lands mål. Det lykkedes ikke alene pga. Brasiliens veto.

”Episoden illustrerer det værste og det bedste ved globale klimasamarbejde i COP-regi. Det værste er at en enkelt eller nogle få nationer kan lamme processen og hindre vigtige beslutninger i dette konsensusforum.” …”Det bedste er, at FN-processen trods dette lever videre og møjsommeligt bringer verden videre i kampen for klimaet. De indtil nu 24 årlige COP-møder afspejler, at verdens lande indser vigtigheden af globale mål, rammer og regler på klimaområdet. Man erkender nødvendigheden af et forpligtende samarbejde (….) i en fast forankret erkendelse hos næsten alle af situationens dybe alvor.” (Inf. 17.dec).

»Vi opfordrer samtidig andre lande og andre aktører til at gøre det samme og skrue op for ambitionerne inden 2020 som svar på FN’s særlige 1,5-gradersrapport,« skriver koalitionen i en pressemeddelelse.

Bevågenheden omkring COP24 skaber et fokus på klimakrisen og nødvendigheden af at omstille til bæredygtighed verden over. Det ved snart alle.
Nu skal der så handles. Men her er det stadig kun et beskedent fåtal, som har konkrete ideer til, hvordan det kan gøres. Den nødvendige viden eksisterer takket være bl.a. 30-50 års erfaringer inden for den grønne verden. Og økosamfundene samt de grønne foreninger kan præsentere en betydelig del af denne viden gennem sine eksperimenter og praksis. Men den er blot ikke nået ud til mainstream endnu og slet ikke skaleret op til planer, modeller og løsninger, der er umiddelbart håndterbare og lette at gå til.

At det ikke kan overlades til kommende COP-forhandlinger mellem de 197 lande, viser COP24 med al uønskelig tydelighed. Selv med de mest positive øjne er det indlysende: Vi klarer det ikke på 12 år. Noget langt mere radikalt skal ske, og det skal være snart.

  1. DET FOLKELIGE OPRÅB TIL VERDEN –  EN PIGE TALER DUNDER:
    ”VORE VOKSNE OPFØRER SIG SOM BØRN”

Den mest gennemtrængende appel om at gøre noget ved klimakatastrofen ved COP24 kom sigende nok fra den 15-årige svenske skoleelev Greta Thunberg. Hun har skolestrejket siden september og har formået at trænge igennem til skoleelever i en lang række lande verden over, som nu også strejker. Elever fra 16 polske skoler trængte ind til COP24 med bannere om ”12 YEARS LEFT”.

”Eftersom vore ledere opfører sig som børn, er vi nødt til at påtage os det ansvar, de skulle have taget for længe siden”. Sådan sagde Greta Thunberg i en tale til COP24. Under hele konferencen har hun påkaldt sig opmærksomhed med sin udtalelser. Hendes tale er klar, direkte, tankevækkende, som i denne hendes tale til COP24:

GRETA THUNBERG LØFTER FLIGEN FOR ET NYT TANKESÆT.
Her er talen:

”Mit navn er Greta Thunberg. Jeg er 15 år gammel og fra Sverige. Jeg taler på vegne af ”Climate Justice”.
Mange siger at Sverige bare er et lille land. At det ikke betyder noget, hvad vi gør. Men vi har lært, at du er aldrig for lille til at gøre en forskel. Og hvis nogle få børn kan blive hørt over hele jorden bare ved ikke at gå i skole, så tænk på hvad vi kan gøre sammen, hvis vi virkelig vil det.

Men for at gøre det må vi tale klart, lige meget hvor ubehageligt det kan være.

I taler om (den vedvarende, grønne økonomiske) VÆKST, fordi I er bange for at være upopulære.
I taler kun om at UDVIKLING på basis af de samme gamle dårlige ideer som fik os ind i dette rod. Selv når det eneste fornuftige at gøre er at trække nødbremsen.

I er ikke modne nok til at sige tingene som de er. Selv den byrde overlader I til os børn. Men jeg er ikke optaget af at være populær. Jeg er optaget af klima-retfærdighed og den levende planet.

Vores civilisation bliver ofret for muligheden for at skabe enorme mængder penge til et meget lille antal mennesker.
Vores biosfære ofres for at rige mennesker i lande som mit kan leve i luksus. Det er de manges ofre, der betaler for de fås luksus.

I 2078 fejrer jeg min 75 års fødselsdag. Hvis jeg til den tid har børn vil de måske være hos mig på dagen. Måske vil de spørge mig om jer. Måske vil de spørge hvorfor I intet foretog jer, mens der endnu var tid. I siger, at I elsker jeres børn over alt andet. Og dog stjæler I deres fremtid lige foran øjnene af dem.

Indtil I starter på at fokusere på ”What needs to be done” i stedet for ”What is political possible”, er der ikke noget håb. Vi kan ikke løse en krise uden at behandle den som en krise. Vi er nødt til at beholde de fossile brændstoffer i jorden, og vi er nødt til at se på lighed.

Og hvis løsninger inden for rammerne af dette system er så umulige, så skal vi måske ændre selve systemet. Vi er ikke kommet her for at bede vore ledere om at handle. I har ignoreret os i fortiden og I vil ignorere os igen. I er løbet tør for undskyldninger. Og vi er løbet tør for tid. Vi er kommet her for at lade jer vide, at ’change is coming whether you like it or not. The real power belongs to the people. Thank you’ ”.

CIVILSAMFUNDET HAR STARTET SIT OPRØR
De gule veste, de amerikanske arbejdere, den italienske femstjernebevægelse, skoleelever verden over, de grønne foreninger globalt, højreradikale stormtropper i Tyskland, Italien, England, USA – rækken af protester er lang. Nogen er klimaprotester, andre ’blot’ protester. En del retter sig mod ’de fremmede’, klimaflygtningene. Fx den sidste flygtningestrøms millioner fra Syrien, et land ramt af tørke som resultat af klimaforandringer.

I Frankrig har de gule veste skabt panik med deres massive demonstrationer. Nok er nok. Gnisten der tændte bålet var en ekstra skat på benzin og diesel begrundet i klimahensyn og fjernelse af formueskat. Sådan risikerer vi, at klima og fattigdom spilles ud mod hinanden. Eller klima og flygtninge.

Det er blevet svært at leve af et almindeligt lønarbejde i Frankrig. Og endnu sværere som arbejdsløs eller syg. Samtidig lever eliten i ufattelig luksus. Uligheden er til at tage og føle på. Protesterne er blevet vilde og voldelige efter års frustration. Rettet mod mange vidt forskellige ting på én gang: De multinationale virksomheder. En statslig omfordeling, der har spillet fallit. En velfærdsstat, der ikke giver velfærd men mere kontrol og afhængighed. En hverdag der ikke hænger sammen, hverken økonomisk eller i praksis. Mangel på jobs og ordentlig løn.

Det tager timevis med den offentlige trafik at komme frem og til arbejde mange steder i Frankrig fordi den offentlige trafik ikke fungerer. Hverdagen fungerer ikke. Politisk oplever man en nationalforsamling uden repræsentation fra arbejderklassen, hvor over 50% af den franske befolkning – almindelige mennesker – ikke er repræsenterede. Det er eliten der styrer. Afstanden til magten er for stor. Afmagten er blevet for mærkbar. Folket er blevet hægtet af udviklingen, som i stigende grad tegnes af en lille skare med stærke bånd til finanssektoren og de globale virksomheder. Macron er selv tidligere bankmand.

En stærk og massiv utilfredshed er det gennemgående træk. Det er ikke længere et godt liv at være fransk lønmodtager. Og man tror ikke længere på det repræsentative system. ’Vi vil ikke have andre til at tale på vores vegne’, siger de gule veste. ’Vi vil selv tale’.

Det er et oprør som ikke kan forstås med de sædvanlige venstre-højre kategorier. Det er heller ikke et oprør mod en bestemt lov, det er snarere blot et diffust alt-omfattende oprør: Nu er det nok. Det er ikke et oprør mod en bestemt regering og nogle bestemte politikere – om end Macron og hans overklassemanerer er skydeskive lige nu. Det er bredere og dybere. Det er et oprør for at sætte noget helt nyt i stedet. Et nyt system, der ikke er et system. Noget der måske tager menneskehensyn. Som er enkelt og forståeligt. Uden et voldsomt lag af bureaukrati og et liv i afmagt spundet ind i regler.

ITALIENS FEMSTJERNEBEVÆGELSE. DEN AMERIKANSKE UNDERKLASSE.
I Italien har vi set noget tilsvarende med femstjernebevægelsen. Her startede det som onlineaktivisme der blev til masseprotest. Movimento 5 Stelle blev Italiens største parti på rekordfart. Båret af protest mod systemet og EU skepsis. Med grønne rødder, direkte demokratiske idealer, en populistiske retorik og en bred politisk appel. Italien har været i krise i årevis. Berlusconi og mafiaen har styret butikken. Og utilfredsheden har været voldsom. Femstjernebevægelsen blev samlingssted for utilfredsheden.

Hver 4. italiener stemmer på bevægelsen, der blev et parti med en sammensætning af venstreorienterede, moderate, uafhængige – og i mindre grad højreorienterede. Et catch-all parti uden klar linje, hvor partiets grønne rødder lever videre i dets navns fem stjerner, der står for: ’offentlig vandforsyning’, ’bæredygtig transport’, ’bæredygtig udvikling’, ’adgang til internettet’ og ’beskyttelse af miljøet’.

Magasinet Europa beskriver partiet sådan: ”Movimento 5 Stelle er en ny post-ideologisk populistisk tredje vej baseret på idéen om aktiv borgerdeltagelse og troen på internettets muligheder for at blive en ny horisontal demokratisk platform.”

Amerikanske vælgere stemte i 2016 Trump ind som en protest mod eliten i Washington. Mod finansverden, mod de rige, mod de farvede, mod de anderledes, mod en verden som var gået amok i noget, man ikke længere forstod. Mod en verden som overtog de amerikanske jobs. Kulminearbejderne og de mange andre lavtlønnede, arbejdsløshedstruede eller arbejdsløse sagde: Nok er nok. Skidt være med at Trump lyver, bedrager, har affærer, samarbejder med Rusland, bare han klarer økonomien og giver os jobs. Skidt med klimaet, vi forstår det alligevel ikke. Nu har vi haft nok af store ord. Nu skal der ske noget. Det var et protestvalg. Og et for valg for noget helt enkelt: Gamle dyder, ingen fremmede og et job. En leder der tager roret og styrer. Ingen akademiske falbelader. Folkelighed, tak.

  1. DET ER PROTESTERNES TIDSALDER – MEN OGSÅ MULIGHEDERNES

Det er tiden for at turde tænke stort – undskyld klicheen, men det er det i den grad, for det er vores eneste mulighed. Systemet – både kapitalismen og det repræsentative demokrati som det virker i dag – er holdt op med at skabe fordele for meget store grupper af borgere. Det er blevet en lille elites legeplads og projekt. Og ulighederne begynder at være for store og for synlige. Udkantsområder der tømmes. Jobbene der flytter. Staten der kontrollerer. Hverdagen bliver sværere, mere truende, mere stresset. Hvornår skal vi leve?

OPLØSNING præger det hele. Det er som Roms sidste dage. En brændende platform, hvis tydeligste trussel er klimaforandringerne, men hvor flygtningestrømme, naturødelæggelser en masse, svindende biodiversitet osv. kommer i en tæt flok lige bag. Med finansverdenen som den fuldstændigt hensynsløse og uberegnelige Nero, – ildspåsætteren. Når udfordringerne er så store og voldsomme, så er det tid til at tænke stort.

Vi er i perioden, hvor klimaet går fra at true i horisonten til at vise sine forandringer live i vores egne liv og haver, 1 : 1. Sommerens tørke. Det varmeste år i historien. Byer der ikke længere bare trues men faktisk rammes af oversvømmelser. Eller af orkaner, monsterregn, flodbølger osv.

Vi er i en tid, hvor eliterne ikke bare er en flok højtlønnede diskrete, grå eminenser, men hvor et liv i absurd luksus bliver en TV-vare, som alle skal lokkes med. Selv om få har råd. Den amerikanske drøm som simili for den danske virkelighed med lønarbejde, ghettoer, offentlig sektor osv. anno 2018. Båret af reklamer, TV og Hollywood producerede film om rige mennesker. Og støttet af fortællinger om de handlingsduelige enere, der baner vej, skaber deres egen succes. Og efterlader rosset som tabere. Hvis du ikke kan følge med, så er det din egen fejl. Enhver hytter sit. Og Fanden tager den sidste.

Det er tiden hvor en lille elite styrer det hele. Hvor pengesektor og politiksektor er blevet stadig tættere sammenflettet. Med en fælles politik, som i stigende grad er skrevet af de store virksomheder – kvotekonger, kapitalstærke landbrugsorganisationer, Mærsk, bilindustrien, medicinfirmaerne, den fossile industri osv.

Og hvor populismen og det fremmedfjendske blot er dén vigtige dagsorden, som får alle til at vende blikke fra den ufolkelige politik. Alt imens de dominerende medier sender alle de samfundskritiske udsendelser efter kl. 23.30, når folket sover. Eller fokuserer på Brexitt, når der er COP24.

MEN DET ER MODETS TIDSALDER.
Perioden hvor vi er tvunget til at tage mod til os og tænke helt nyt: Hvordan skaber vi en ny økonomi som rent faktisk formår at tage hensyn til klima, miljø og mennesker. Som er retfærdigt. Som ikke truer vores fremtid. Som ikke styres af fjerne globale firmaer. Hvor vi ikke behøver at leve med daglig angst for arbejdsløshed og stress pga. et sindssygt højt arbejdspres.

OG DET ER UDFORDRINGERNES TIDSALDER.
Der lige så vel kan ende i fascisme og højre radikalisering som i noget bæredygtigt. Og der er kun én vej: Selv formulere fremtiden og selv skabe den. Fremtiden er ikke noget der bare kommer. Fremtiden skaber vi, igennem de valg vi tager i dag. Vi kan vælge fremtiden ved at skabe den.

Det er oplagt at vi er på vej ind i en periode, hvor den grønne bevægelse forstået i al sin mangfoldige bredde bliver nødt til at skabe modeller for fremtiden. Lave ’handlingsplaner’ kan man sige for, hvordan vi kan omstille Danmark til et bæredygtigt samfund. Konkret og i praksis.

– Hvad er det for et samfund. Og hvordan bliver det et samfund ’for alle’. Med udstrakt demokrati og indflydelse.
– Hvordan skaber vi bæredygtighed inden for alle samfundets sektorer: Fremtidens biodiverse landbrug. Fremtidens spekulationsfrie kreditsystem. Fremtidens bæredygtige transport, energi, husbyggeri. Fremtidens økonomi og produktion i det hele taget. Fremtidens bæredygtige livsstil og forbrug.

Vi er nødt til at tænke fremtiden: IKKE som mer’ af det samme minus noget CO2 plus noget anden teknologi. Men som noget kvalitativt nyt.

Som Greta Thunberg siger i en anden tale: ’Vi har alle løsninger og fakta ift. klimakrisen. Vi skal bare handle. Vi kan ikke længere redde verden ved at spille efter reglerne – for der er ingen regler for alt det, der er vigtigt og presserende, fx at beholde olien i jorden. Derfor må vi ændre reglerne. Skabe det nye. Vi er kommet for at fortælle verdens ledere, at forandringerne er på vej. Og siden vores ledere optræder som børn, bliver vi nødt til selv at tage det ansvar, som de burde have taget for længe siden’.

THE OVERVIEW-EFFECT
Der findes en film kaldet ”The Overview Effect” hvor amerikanske astronauter fortæller om deres oplevelser med at flyve rundt om planeten jorden igen og igen. ”Wow, hvor er den sårbar”, siger en af dem.

”Det har givet mig et helt andet perspektiv på jorden at se den fra rummet, svævende som en lille blå kugle. Uendelig smuk med en uendelig skønhed”, siger en anden astronaut.

”At se den linje, som adskiller dag fra nat bevæge sig fremover jord-overfladen. At se byernes lys, tordenstorme, orkaner. At se jorden fra rummet, som én sammenhængende planet, som ét system, hvor vi alle er part – det er ”The overview Effect”. ”Når vi ser jorden fra rummet, ser vi den helt tynde skal omkring jorden, som atmosfæren udgør. Vi ser dette papirstynde lag, og det er virkelig slående: Dette tynde lag er alt, hvad der beskytter alt levende, ALT liv på jorden – fra døden fundamentalt set. Og vi ser alt det, vi mennesker har gjort ved jorden – de store regnskovsfældninger, isen der smelter ved polerne, og så giver ’Spaceship Earth’ virkelig mening: Vi er ALLE med på dette fælles rumskib, som nu trues. Som én fælles menneskehed. En helhed.”

”Vi er i gang med at skifte perspektiv. Og det er vi også nødt til, hvis vi skal overleve som art – det er ’key to our survival’. Vi er én art, med én fælles skæbne. Vi kommer ikke til at overleve, hvis vi ikke gør det. Man ser det meget tydeligt fra rummet, at hvis jorden bliver syg, så bliver vi syge. Hvis jorden dør, så dør vi. Folk tror, at der er noget fundamentalt galt. Men de nægter samtidig at se det. Jeg tror at den bevidsthed der skal gøre, at vi overlever, den handler ikke kun om et nyt socialt eller økonomisk system, men det er et helt nyt perspektiv, en ny forståelse af, hvem vi er.”

”Så vi må komme op med en ny fortælling, en ny måde at forstå menneskeheden på. Vi må anskue vores adfærd på en måde der gør, at vi begynder at leve bæredygtigt i stedet for den destruktive tilgang vi har i dag. For grundlæggende lever vi alle i dette ene økosystem kaldet ’Jorden’.” siger en tredje astronaut, uddannet af US NASA.
Se filmen her:  https://www.youtube.com/watch?v=CHMIfOecrlo

DEN NYE FORTÆLLING – EFTER VÆKSTEN
Som Simon Emil fra Liberal Alliance siger: ”Kapitalismen har leveret. I den grad har den leveret” (hos Clement, dec. 2018) – og det er jo rigtigt. Produceret alt muligt med stadig mere avanceret teknologi. På tværs af kloden. Og nu har den også leveret planetens forestående undergang. Den har produceret sig direkte til klimaforandringer.

Når én virksomhed jagter ressourcer for at skabe mere produktion, så er det herligt. Møbler af træ fra nord-ruslands værdifulde urskove – lige hjem i min stue som spisebord, herligt. Når alle klodens virksomheder gør det samme – og bliver ved med det, – så er det en katastrofe. Der produceres blindt for alle verdens markeder, mere og mere. Og ved enhver produktion anvendes ressourcer, som er ’endelige’. Til sidst er de også ’opbrugte’. Den uendelige vækst er stødt på sin materielle grænse – kloden.

Kapitalismen er et fantastisk system. Smidigt, fleksibelt, omstillingsegnet. Men det er kun interesseret i én ting: Overskud. Og er fuldstændig tonedøv ift. klima. Det koster ikke ekstra at ødelægge klimaet – fint, så behøver vi ikke tage hensyn til dét. Og politikerne, de tør ikke lade det koste noget, fx ved CO2 afgifter på varerne, for så bliver varerne dyrere og de bliver ikke genvalgt. Win-win på kort sigt. Loose-Loose på langt sigt. Vi har et økonomisk system der ikke tænker langsigtet. Alle store og principielle beslutninger skulle kunne fungere – også for kloden – 7 generationer frem. Men kapitalismen tænker det næste regnskabskvartal frem. Det tænker principielt ikke i hensyn til klode, mennesker og alt levende. Det er noget vi har staten til – og den er for svag, købt, osv. til at gøre det.

Biodiversiteten er i gang med at blive ødelagt – den sjette masseudryddelse af arter er i gang. Hvis det var internettet eller valuta-systemet, der var ved at blive ødelagt, så ville alle virksomheders ledelser øjeblikkelig stoppe op og lytte – uha! Nu går vores handler, vore forsendelser i vasken.

Men nu er det bare naturen, og den har alle virksomhedsledere lært, at den skal i grove træk bare makke ret. Det er ikke første prioritet, for det er som bekendt pengene. Så skovene fældes. Mulden får pesticider. Oceanerne druknes i plastik. Dyrelivet forsvinder. Vi har en krig med naturen. Og snart er den vundet – naturen er død. 1-0 til menneskene. Men når naturen dør, så dør vi, som astronauten sagde.

DEN GLOBALE TØRKE OG RASCISMEN
Vores måde at producere på skaber kæmpemæssige områder med ørken henover jordens midte. Og det skaber sult og krig og derfor klimaflygtninge. Det fører til højreradikalisme, for kun få ser de større sammenhænge, specielt vores egen andel i problemerne, de fleste noterer sig bare, at der kommer flygtninge til Danmark – og det skal de jo ikke. Jo hvis de er kirurger eller SOSU assistenter og sån. Men ikke almindelige flygtninge, der bare er truet af krig, sult og sån.

Det skaber grobund for højreradikalisme. Og vi begynder at undergrave menneskerettighederne for at kunne sende de flygtende hjem igen. Og inden længe så fører det ét skridt ad gangen til fascist-lignende regimer – til stramninger og overvågning, godt hjulpet af terror-angsten. Ytringsfriheden følger efter menneskerettighederne: Pist Væk.

Og uligheden vokser. Det indre Marked i EU gør, at der kommer billig arbejdskraft til Danmark. Og inden længe er hele transportsektoren og landbruget fuld af fremmed arbejdskraft. Til 35 kr. i timen. Og ophold i en skurvogn. Kapitalismen er 100% tonedøv over for social ulighed. Ulighed er principielt ligegyldig bortset fra i et økonomisk markedsperspektiv: Der bliver måske for få forbrugere. Men så kan man jo satse på luksusforbrug.

Men hvis et system er donedøv over for de voldsomme problemer det skaber, – klimaforandringer og ulighed. Og meget andet. – så må det ændres.

Som Greta siger: ” Og hvis løsninger inden for rammerne af dette system er så umulige, så skal vi måske ændre selve systemet.”

Verdens økosamfundsbevægelse er et forsøg på at skabe spirerne til et sådant nyt system. Det er lokalsamfund præget af bæredygtighed økonomisk, økologisk, socialt og mentalt. Tænkt som en helhed. Med lokal selvforsyning og biodiversitet. Vi kan skalere økosamfundstanken op til mainstream. Til bykvarterer, til storskala. Det er ikke så længe siden, at Kina har udvist interesse for økosamfundsbevægelsen i Danmark. Det kan der være perspektiver i.

Sådan kan hele den samlede grønne bevægelse begynde at tænke i konkrete planer for omstilling til et bæredygtigt samfund. Ikke i store floromvundne vendinger, og tågede upræcisheder, men i praksis. Hvordan skaber vi et permakulturlandbrug i praksis i Danmark – handlingsplan og modeller – sådan kan du gøre! Hvordan skaber vi bæredygtige byer – modeller, eksperimenter og praksis! Et folkeejet spekulationsfrit kreditsystem – modeller og eksperimenter! Og til sidst så har vi alle løsningerne. Og sælger dem eller forærer dem til alle øvrige lande. En plan for Den Store Omstilling.

NEW DEAL BLANDT DEMOKRATERNE I USA. CIVIL RIGHTS MOVEMENT I VERSION 2.0
”Climate Change is the civil rights movement of our generation” hedder en kort film med Alexandria Ocasio-Cortez, en nyvalgt ung, anden-etnisk kvindelig demokrat i USA’s kongres. Hun siger fx: ”Det er ikke bare muligt at vi kommer til at skabe jobs og økonomisk aktivitet ved omstilling til vedvarende energi. Det er uundgåeligt, at vi kommer til at skabe jobs. Og det er uundgåeligt at vi kan skabe ny industri, og at vi kan bruge omstillingen til 100% vedvarende energi som lokomotiv for at skabe økonomisk, social og racemæssig retfærdighed i USA. Det er vores forslag.

Hvis vi tænker på, hvor vi var da The New Deal blev skabt: Vi var en nation i depression. Vi var en nation på randen af krig. Vi så fascismen rejse sig og krybe frem over alt i Europa og ingen ville have troet, at en nation så fattig, så ødelagt osv. kunne udvikle så modig en økonomisk dagsorden. Men vi gjorde det, på trods. Og det er præcis dét, som kræves af os lige nu i dette historiske øjeblik: Modet til at tænke stort. Det er, hvad vi må gøre. Det er vor generations borgerretsbevægelse. Det er den skala af ambitioner, som denne bevægelse kræver ”

Bernie Sanders var med til mødet og tilføjer: ”Det Alexandria taler om er, at ikke kun kan vi effektivt bekæmpe klimaforandringerne, men i den proces kan vi ovenikøbet skabe en god økonomi og en million velbetalte nye jobs både her og i hele verden.”

Indlysende rigtigt: Omstillingen til en bæredygtig økonomi kan skabe i millionvis af bæredygtige jobs – I Danmark og verden over. Nye bæredygtige virksomheder og erhverv. Nye landbrug, skovplantninger osv. Omstillingen kan blive dét største løft væk fra en økonomi på vej ud i hængedyndet, væk fra en offentlig sektor, der skranter og lider under New Public Manegement, kontrol, bureaukrati og daggammel DJØF-isme der er begyndt at lugte dårligt.

Så lad os lave de planer, den helhed. Lad olien blive i jorden. Udfas de fossile brændstoffer med det samme. Lad el-bilerne overtage bilkøerne, lav bæredygtige fødevarer, øko-huse. Her i Danmark, overalt.
Omsætte det til praksis sammen med civilsamfundene, lokale byråd og virksomheder. Skabe det samfund og den økonomi, der kan bringe os videre. Ikke til det endelige Ragnarok, men til en fremtid vi selv skaber. En fremtid, vi ønsker os. Med de muligheder, der nu findes. Her efter COP24.