Lemminge-effekten – frisk trav mod artens udryddelse

 

Af Niels Aagaard

Til den nuværende og den måske kommende statsminister.
I er jo begge intelligente, dygtige og vidende mennesker. Lars Løkke har ovenikøbet deltaget i et helt COP15 møde om klimaet, dele af træffet både frisk og vågen. Så I ved såmænd det hele.

Lad os derfor starte med dét, som både I og vi og efterhånden stadig flere er fælles om at vide:

Vi ved at drivhusgasserne, især CO2 og metan, skaber drivhuseffekt. Og at det får klodens temperatur til at stige. Og at det igen får klodens is til at smelte – på Grønland, Antarktis, klodens gletsjere, det arktiske område.

Og fuldstændig som når isklumpen i et glas vand smelter, så stiger vandhøjden. Globalt betyder det, at Havene stiger. FN’s klimapanel IPCC siger: Med 2 meter år 2100. Andre, fx Det Internationale Energi Agentur, siger med 6 m år 2100.

Vi ved – og I ved det garanteret – at én ting er sikkert: FN-panelets forudsigelser holder ikke. For de har bl.a. glemt, at permafrosten tør. Det frigiver metan, som er 25 gange stærkere end CO2. Og permafrost området dækker som bekendt 24% af den nordlige halvkugle, så 2 m – det holder ingen vegne. Også fordi FNs klimapanel ikke har medtaget, at både Grønlands indlandsis og Antarktis smelter langt hurtigere end tidligere antaget. Hvis al Grønlandsis smelter, så vil dét alene betyde, at verdenshavene stiger med 7 m.

Havstigninger og klimaændringer er skyld i, at 10 danske byer allerede nu er truet af hav og oversvømmelser.

Vildt Vejr

I ved selvfølgelig også, at klimaændringerne betyder voldsomt meget mere regn på den nordlige halvkugle. Kombineret med storme af hidtil ukendt styrke.

’Vildt vejr’, som DMI kalder det: Orkaner, flodbølger, stormfloder, tyfoner, tornadoer osv. Monsterregn, skybrud, haglvejr med hagl-kugler på størrelse med tennisbolde. Voldsomt meget af det, på én gang.

Det skaber problemer, som Jyllands Posten skrev jan. 18: ”Overset klimaproblem: Vores undergrund kan ikke følge med al den regn. Forskere mener, at stigende grundvand er et stort og overset klimaproblem” – Marker, fodboldbaner osv. står spejlblanke – der er ikke plads til mere regn i jorden, fordi grundvandet står så højt. En forsker kalder det for: ”..et af de allerstørste og mest oversete klimaproblemer i Danmark.” (samme kilde) – vores trængte landbrug vil blive udfordret af vand på markerne. Vores huses kældre bliver oversvømmet. Vi skal til kun at spille indendørs fodbold.

Men som JP skriver i en anden artikel: ”Politikerne skal se på stigende grundvand” – Der blev jeg mere rolig: I ved det allerede – også det – og kigger ovenikøbet på det.

Tørke, ørken og flygtninge

I ved selvfølgelig også, at hele jordens bælte omkring ækvator er præget af tørke – ikke en dråbe regn. År efter år. Texas var fx ramt af total tørke fra 2011 til 2015. Så kom regnen, massivt, på én gang. Men jorden var så tør og hård, at den slet ikke kunne tage imod al den regn.

Tørke skaber ørken. Ingenting kan gro. Og mangel på fødevarer betyder konflikter, som har det med at blive til krige. Ingen fødevarer, men til gengæld krige og konflikter – det skaber klimaflygtninge. IPCC regner med 1,2 milliard klimaflygtninge år 2100. Men allerede i 2050 regner man med, at over 3 mia. mennesker på jorden vil mangle dagligt drikkevand. Så det kan ende med ganske mange flere klimaflygtninge.

Klimaændringer pga. stigende produktion og forbrug

Som de vidende mennesker I er, så ved I selvsagt, at klimaændringerne hænger direkte sammen med verdens stigende produktion og forbrug. Som kræver stadig mere transport, energi, vand, skove, ressourcer, byggeri, skibsfart osv.

At VÆKSTEN er det, der har skabt problemerne. Hvis I ikke er helt med på denne direkte sammenhæng, så må I gerne få tilsendt graferne fra Stockholm Resilience Center baseret på 50 års global klimaforskning, som viser denne sammenhæng.

MEN: Her begynder jeg så at få et forståelsesproblem. Hvis I forstår alt dette, hvorfor bliver I så ved med at sige, at vi skal have mere produktion, mere forbrug, mere vækst? Hvis I forstår denne sammenhæng, hvorfor gør I så ikke noget? Og har I tænkt på, at der er noget der hedder ’de kommende generationer’. Jeg ved godt, at det er svært at spå, som Storm P. sagde, – især om fremtiden. Men en relativt sikker ting er vist, at der skulle være noget om snakken om disse ’kommende generationer’. De kommer; ret sikkert. Og de skal vel også leve?

Vennerne i industrien

Jo, jeg er selvfølgelig med på at Venstre er vældig gode venner med Agroindustrien, dem der sælger gødning, pesticider, round-up, landbrugsmaskiner og alt det grej. Og så at I er vældig gode venner med Industrien – med de helt store som AP Møller og deres globale supertanker transport tværs over kloden. Med bilindustrien – altså ikke Tesla, men de rigtige biler, dem med benzin og diesel – VW, AUDI og alle de andre, der holder olieindustrien godt i sving.

Også at I i Venstre er så smukt nærmest broderligt knyttet til kvotekonger, der fisker Nordsøen rent for fisk. Med den store fossile industri, bankerne og den ganske finansverden. Jep, jeg er med: Man kan ikke bare sådan skuffe vennerne.

…Og i velfærdsstaten og fagbevægelsen

Jeg er også med på at sosserne, Socialdemokraterne, som har skabt denne flotte bygning, – Velfærdsstaten – har mere end rigeligt at gøre med at sørge for at der bliver bare en smule rester tilbage af den, når de borgerlige har været der med deres skattesænkninger, besparelser, privatisering, nedlæggelser af SKAT osv.

Og snedigt nok, så skærer Socialdemokratiet jo selv som nogen af de første, så de andre ikke bliver sure. Det er godt at være venner. Og ligeså snedigt, så laver både Venstre og Socialdemokraterne Velfærdsstaten om til Konkurrencestaten. Så bliver vi godt nok effektive. – Jo, der er mange ting at tage sig af, jeg ved det.

Jeg ved også, at I selvfølgelig skal være venner – rigtige venner – med Fagbevægelsen. Denne traditionsrige Danske Models ukronede konger, der ikke på nogen måde ønsker at snakke klima, for så går medlemmerne. Mere end de gør i forvejen. Så hellere snakke frokostpauser. Og alt det skal I stakkels sosser tackle og tage hensyn til. Jeg misunder jer ikke. Og nu kommer der måske ovenikøbet storkonflikt. Men I har forhåbentlig da en plan, ligesom sidst.

Men I taber befolkningens opbakning

Men måske har I tid til lige midt i jeres videns-indtag, spin og hektiske travlhed, at høre på denne her:

80% af den danske befolkning vil gerne leve mere bæredygtigt (www.grønforskel.dk). Der har aldrig været flere grønne foreninger end der er i dag. Folk vil have ændringer. De kommende generationer gider ikke at overvære mere passivitet. Skoler bliver Verdensmålsskoler. Grønne grundskoler starter. Byer bliver omstillingsbyer, som Frome i Sydengland. Udstillingssteder bliver Økolarier som laver udstillinger om fx ’Biodiversitet’ – det der med at vi er i gang med den sjette udryddelse af arter i planetens historie. Men det ved I.

Virksomheder omstiller til bæredygtig produktion. Højskolerne vil være bæredygtige. Folk begynder at samle plastik på strandene. Der bliver lavet Folketræf om et bæredygtigt Danmark. Rema 1000 giver mad væk for at undgå madspild. Netto vil mindske brugen af plastikposer. FN laver 17 verdensmål – ja, ovenikøbet ledet af en tæt partiven til Mette Frederiksen, Mogens Lykketoft. Så I ved det måske?

Det virker blot ikke sådan. I laver politik, som om vi stadig befandt os i 1960’erne. Mere pesticider til landbruget og ok med større CO2 udslip fra samme. De store biler skal være billigere – ikke et ord om el-biler. Heller ikke fra Mette Frederiksen, der lavede en Beskæftigelsesreform uden det mindste om grønne jobs. SD er langt mere optaget af at sende flygtninge tilbage til de varme lande, som de flygtede fra, end at gøre bare NOGET SOM HELST ved klima, miljø osv.

Regeringen halverer forskningen i Vedvarende Energi med en fornem henvisning til, at der jo også skal være penge til det, som statsminister Lars Løkke kækt formulerede det i TV forleden, da du blev spurgt om det nu var så klogt i lyset af det med klima og alt muligt! – Der skal jo være penge til det! Sådan.

Jo da. Men jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvad tror I det vil koste, at lave sluser og dæmninger omkring de fleste danske byer, som man allerede nu er i færd med, jf. fx Vejle? Eller flytte en by som Vejle, Køge, Randers, Århus? Eller genhuse byer som man bare lader synke i havet, som der nu sker med Thyborøn.

Men ok – Der forglemte jeg mig, undskyld: Det er jo først noget, som nogen ANDRE politikere, kommende regeringer, skal tage sig af! Som Mogens Lykketoft så rammende formulerer det, når han argumenterer så stærkt for betydningen af de 17 verdensmål: ”Vi har viden og teknologier. Vi kan skaffe midlerne til de nødvendige investeringer. Men det kræver politiske ledere, der tænker lige så meget på næste generation som på næste valg.” (forord til bogen ”Bæredygtig GLOBAL udvikling”). – Nå ja. Øv.

Jeg var til en seance forleden. Børn mellem 8 og 11 år lavede breve til deres forældre: Kære far og mor. Vil du/I ikke godt gøre noget ved fuglene, der dør. Havet der stiger. Jorden der bliver varmere. Al den plastik i havene, som dræber hvalerne. Og så videre. De kommende generationer kommer med en viden, som ikke giver plads til den politiske gøren-ingenting, I står for.

Og det går stærkt nu. I sidder ikke på bagsmækken. I er kørt helt bag af dansen. På vej til de evige underholdningsmarker for at hente stemmer – Signe Moltke show osv. Med kække smil, der dækker over tomhed og politiske rævekager.

Til forståelse af overskriften skal læseren lige vide, at Lemminge-effekt betyder, at en gruppe mennesker blindt følger strømmen og gør det samme som alle de andre. Opkaldt efter lemmingen, som er et lille pelsdyr i hamsterstørrelse. Det er populært at sige, at store flokke af lemminger bevidstløst løber efter hinanden mod et kollektivt selvmord ved at kaste sig ud fra en klippeskrænt.

Det er selvfølgelig det, I gør. Løber forrest. Og håber alle følger trop, som de plejer. Men vi skal ikke samme vej. De kommende generationer skal vejen mod bæredygtighed. Få i går. Flere i dag. Mange i morgen.