Tag: byttemarked

Byt dig til næsten nyt

Copyright: Ursula Bach

Byttemarkeder har længe været populære og velbesøgte i hele landet. DET FÆLLES BEDSTE får selvfølgelig også sit helt eget byttemarked, hvilket samtidig bliver en byttemarked-debut for Hvalsø.

På et byttemarked giver man ting, man ikke længere bruger, men som stadig er i fin stand. Bagefter kan man tage det, man kan bruge. Det koster ikke noget at være med – man skal bare have noget at bytte med. Det er en super enkel måde både at dele, hjælpe miljøet, andre mennesker og samtidig spare penge.

Gør det nemt at handle miljøvenligt
Tanken bag er at åbne folks øjne for, at det ikke behøver være hverken svært eller dyrt at handle miljørigtigt. Når mange mennesker går sammen om en enkelt handling, kan det have en stor effekt. I Vesten har vi et gigantisk overforbrug, og mange af os glemmer tilmed, hvor mange ressourcer det kræver at producere nye ting. Tal fra Miljøstyrelsen* viser f.eks., at det skjulte ressourceforbrug i produktionen af et par jeans er omkring 10.000 liter vand. Derfor gør det en stor forskel, når alt fra 200 kg. til flere tons ting bytter hænder på et byttemarked.

Tøj og ting får nyt liv i Hvalsø
På byttemarkedet på DET FÆLLES BEDSTE kan man bytte tøj, sko og tilbehør (alle køn og aldre), legetøj, bøger, cd’er, dvd’er og spil. Der er åbent fredag den 22. april kl. 14 – 17 og lørdag den 23. april kl. 10 – 14 i Hvalsøhallerne, Skolevej 5. Overskuddet af ting bliver doneret til Røde Kors i Hvalsø. Man vil også kunne få tips og guides til, hvordan man selv kan komme i gang med at holde byttemarkeder. Læs mere her.

Men… må man så bare tage?
Ja! Det er en overraskelse for mange, at man virkelig gerne må tage, hvad man vil. Stik imod folks forventning er der oftest ingen kontrol med, hvor meget man tager. Vi har hver især individuelle behov for tøj og ting, og det skal være disse, der styrer mængderne – ikke et tilfældigt fastsat tal. Dog opfordres deltagerne til ikke at hamstre og tænke på, at alle skal have en god oplevelse.

logo-byttemarked

Læs mere på byttemarkedernes hjemmeside eller officielle Facebookside.

*www.brugmerespildmindre.dk